Kommentar

Nu da alle partier er blevet grønne

Og sociale - Hvad handler valget så om?
30. oktober 2007

Meget kan man sige om mennesket, tilpasningsdueligt er det i hvert fald. I modsætning til alle andre dyrearter kender homo sapiens sapiens ikke til økologiske nicher, men jager sit bytte og høster sine vækster på både ækvator og polerne og midt imellem. Andre væsener og sig selv kan det oven i købet ved krydsbestøvning og -formering, senest også ved genmanipulationer og kimære-skabelser, tilpasse sted og tid og sine egne formål. Hvad der sidste år var utænkeligt, tilpasser det sig i dag som den største selvfølge af verden.

Sidste år spurgte Information et par af vor tids førende filosoffer, hvorfor de dog så sjældent sætter truslerne mod miljø og klima på dagsordenen. Henrik Dahl svarede:

"Det har noget at gøre med, at miljø er røvsygt, usexet, kedeligt og sådan noget, og så gider man ikke rigtigt høre på det."

Det svarer til udendørs gymnastik i oktober, mente han. Erik Meier Carlsen forstod simpelt hen ikke spørgsmålet. Skønt valget forleden blev udskrevet i netop en oktober måned og blot et år efter med udtrykkeligt klimaet og jordens opvarmning som et af sine hovedtemaer ifølge statsministeren, har ikke en eneste af de opstillede folketingskandidater klaget over at blive tvunget til udendørs gymnastik i efterårskulden.

Man har allerede tilpasset sig.

Også på Københavns Universitet er det gået hurtigt på ikke mindst studenternes foranledning, hvad forrige Frie Ord handlede om. Letsindigt sluttede det med løfte om, at ordene i dag skulle godtgøre, at dette studenteroprør i dybde og rækkevidde langt ville overgå det forrige, berømte og berygtede i 1968, men i mellemtiden er der altså kommet et folketingsvalg i vejen. Så dagsordenen vel er blevet en anden?

Aldeles ikke! For hvad er grunden til det grønnes pludselige forvandling fra klam udendørsgymnastik til noget ganske sexet? For partier som Enhedslisten, SF og Det radikale Venstre og for konservativt medlem af regeringen, Connie Hedegaard, måske det hotteste af alt.

To forklaringer melder sig øjeblikkeligt:

Klima- og miljøforstyrrelser her og der sammen med stadig mere alarmerende forskning har overbevist Christiansborg såvel som Københavns Universitet om nødvendigheden af at få gjort noget ved drivhuseffekten, inden det er uigenkaldeligt for sent.

Ehvervslivet i ikke mindst USA har overbevist politikere såvel som videnskabsfolk om, at der er styrtende med penge at tjene på at komme først med de varer, der skal erstatte de CO2-udledende syndere. I 1970'erne og 1980'erne måtte man konstatere, at det økonomisk set åbenbart ikke kunne betale sig at redde Jorden, derfor døde miljøbevægelserne ud. I dag er klodens truende ødelæggelse ved at fremstå som kapitalismens frelse. For sikken økonomisk vækst den nye, miljørigtige teknologi dog ikke vil give dem, der er forrest på det kommende grønne marked.

Hvad valget kunne være

Kan de to begrundelser forenes? Herom kunne det udskrevne folketingsvalg handle.

Men det forudsætter, at der overhovedet tages notits af det opgør med sider af det moderne, som f.eks. professor i idéhistorie ved London School of Economics John Gray udfolder i sin bog Al- Qaeda and what it means to be modern, navnlig i kapitlet "Geopolitics and the limits of growth". Dyrkelsen af en økonomi, der bilder sig ind, at menneskeheden ved kombination af penge som altings værdi-målestok og moderne (natur)videnskab, teknologi og teknik kan overvinde enhver materiel knaphed på ressourcer og alle jordens naturlige grænser, er for ham totalitarisme! Den totale benægtelse eller ubevidste fortrængning af grænser for vækst. Hvad i praksis - for Gray at se - både (ny)liberalismen, marxismen og socialdemokratismen gør sig skyld i.

Som bekendt lykkedes det ikke 1968-oprøret at finde frem til den samfundsindretning, som på én gang fastholder det moderne frigørelses- og frihedsprojekt og indretter sig på naturens grænser. Hvorfor kapitalismen i nyliberalistisk udgave blev oprørets resultat. Beslægtet med den historie er også det sociales status i dag. Alle partier uden undtagelse - også det Venstre, hvis formand engang kæmpede indædt for minimalstaten - sloges allerede på dagen for valgets udskrivelse om at bevidne den offentlige sektor og såkaldte sociale sammenhængskraft størst mulig støtte og hengivenhed. Samtidig med at afstanden de seneste årtier mellem vidensamfundets nye herskende klasse af kreative og de i hvert fald kulturelt, men også delvis materielt udstødte er blevet stadig større.

Den akkumulations- eller væksttvang (kald det bare totalitarisme), der er kapitalismen medfødt, bekæmpes naturligvis ikke ved benægtelse af den Ole Opfinder, Prins Pilfinger og Harry Motor, der er mennesket medfødt. Tvangen eller totalitarismen kan kun afbalancerende modvirkes ved samfund, der knytter mennesker helt anderledes konkret og sanseligt til hinanden og naturen, end et statsdirigereri på den ene side eller et fremmedkapital-afhængigt pengemarked på den anden side formår.

Herom kunne valget stå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som man råber i skoven får man svar. Man kan i alvor ikke spørger Henrik Dahl om noget som helst.

Mere udkomme får man ved at studere den Konservative valgkamp som er skrigende grøn på overfladen, men sort nedenunder.

Miljøministeren har været på Grønland flere gange og hun er dybt bekymret. Men ikke mere end at hendes parti ser med større sympati på motorveje end på vindmøller.

Vi skal have motorveje herude vest på, det mener sågar de Radikale. Vi skal også have vindmøller, men kun og kun hvis naboerne vil have dem. Det er ikke grøn men sort tale. Noget af det samme i spørgsmålet om vores natur. Vi skal friseret natur og parker og det skal pengene gå til.

Vi der bor herude og som ikke er styret af stadens mangel på natur og orden, vil først have et økologisk bæredygtigt landbrug og fiskeri, derefter parker.

Hvis Connie Hedegaard er hot når det gælder klima, miljø og natur, så frygter jeg ikke længere den globale opvarmning.

I det mindste melder VK da nogenlunde rent ud for tiden: De har tænkt sig at modsætte sig enhver visionær miljøpolitik som kan tænkes at koste penge på kort sigt.

Dvs. ingen ambitiøse CO2 mål, i modsætning til f.eks. Tyskland hvor den ellers borgerlige Angela Merkel har taget teten. Ingen omlægning af landbrugsstøtte til miljø. Ingen investeringer i kollektiv traffik for at aflaste privatbilismens forurening. Fodslæbende satsninger på vedvarende energi. Et cetera ad nauseam.

Enhver politisk aktivitet som pretenderer å ha framtida foran seg, det være seg i valgsammenheng eller annet, har sitt hovedfokus på myndiggjøring av allmennheten, slik at vi slipper å få samfunn som i hovedsak består av idioter. Begrepet 'idiot' stammer, som så mange av våre moderne ord og begreper, fra antikkens Hellas, hvor det betydde noe slikt som "privat person", altså en medborger som ikke brydde seg om samfunnsutviklinga i generell forstand, men kun var interessert i seg sjøl, sine egne snevre behov og sin egne privatsfære...

"Den private person" forsvinder netop i spørgsmålet om klima og miljø. Det er hele budskabet.

At den private skal gøre dette og hint, hvis den private er enig i målet, er en selvfølge. Men det øjeblik en regering, dvs. Fogh taler om "den menneskeskabte globale opvarmning", så er der ingen vej tilbage.

Så siger logikken, at Fogh ikke blot kan smyge sig udenom med floskler som "Danmark skal være 100 % selvforsyndende med vedvarende energi". Det ser godt ud - men fra idioternes perspektiv.

Engang imellem kan det være en lidt flad affære at sidde der og skrive ord ud i det blå på en fladskærm, så jeg tillader mig både at registrere og blive glad, når ordene trods opfanges af nogen. Også når nogen er nogen kritiske nogen. At det i kommentarrækken her foreløbig ikke et tilfældet, at nogen er kritiske, gør mig ærlig talt ikke mindre glad. Så altså: tak for ordene.
Venlig hilsen
Ejvind Larsen

Det er også en glæde at se forfatteren selv følge op i tråden, Ejvind Larsen. Det bliver ikke mindre sjældent af, at opfølgingen rummer glæde. Selvom jeg har gjort det før, tillader jeg mig at takke også for denne artikel. En begrænsning af ressourceforbruget ved at mindske den enkeltes forbrug var oprindeligt Venstrepolitik. Det er ganske tankevækkende.

Erik Boalth. Det forekommer mig, at du selv svarer på dit spørgsmål. For du har jo ret. Dem, der har en chance for taburetter vil ikke ødelægge dem med utidig kritik. Så må vi jo stemme på dem, der ikke har en chance. Det er faktisk eneste meningsfyldte mulighed, ifølge logikken. Den agter jeg at følge. Tak.