Kronik

Politik som underholdning

Der må være forbindelse mellem den symbolske side af politikken, hvor vi debatterer værdier, identitet og følelser, og den realpolitiske side, hvor vi tænker i løsninger, hvis vi skal kunne forstå, at der er en god grund til, at politik bør være vigtigt
Mens der bliver debatteret konfetti og tørklæder, eller hvad der ellers er oppe at vende i den offentlige debat, er der folk, der venter på en operation, og børn, der ikke lærer at læse ordentligt.

Mens der bliver debatteret konfetti og tørklæder, eller hvad der ellers er oppe at vende i den offentlige debat, er der folk, der venter på en operation, og børn, der ikke lærer at læse ordentligt.

Jonathan Bjerg Møller

Debat
13. oktober 2007

Politik er jo vigtigt. Utrolig vigtigt. Hvorfor skulle DR1 og TV 2 ellers have hele to nyhedsudsendelser hver aften - ud over hvad der ellers er af magasiner og debatprogrammer. Hvorfor skulle alle avisernes første sektion ellers beskæftige sig med indenrigspolitik, og hvordan det står til i kongeriget. For ikke at glemme radio-mediet, der med nyheder hver time og baggrundsreportager minder os om, hvor vigtig politik er.

Eller er det? Et vue ud over de seneste markante historier gør mig lidt i tvivl. Konfettikonflikten, hvor Pia Kjærsgaard raser fra Folketingets talerstol over SFU, og Villy Søvndal, der ikke mindre arrigt svarer, at det ikke var SFU. Eller hvad med den seneste fokus på Asmaa Abdol-Hamid og hendes betydning for Enhedslisten. Kan partiet rumme en muslim som hende, der ikke vil give hånd? Det er jo et utrolig vigtigt spørgsmål. Og dog.

For mens der bliver debatteret konfetti og tørklæder, eller hvad der ellers er oppe at vende i den offentlige debat med jævne mellemrum, er der folk, der venter på en operation, er der børn, der ikke lærer at læse ordentligt, er der mennesker, der kommer for sent på arbejde på grund af trafikale omstændigheder.

Der er som om, politikken i det offentlige rum er ved at dele sig i to. En realpolitisk side, hvor hensigten er at forbedre forholdene i samfundet til gavn for borgerne. Og en symbolpolitisk side, hvor det er vigtigere at give udtryk for sine værdier, sin identitet, sine følelser. Ganske vist har politik altid handlet om værdier, identitet og følelser, men det er som om, forbindelsen mellem de to lejre er blevet kappet.

Realpolitikken har fokus på en sag. Hvordan får vi skabt bedre forskningsmiljøer i Danmark, hvordan fremmer vi integrationen af især de unge indvandrerdrenge? Sagen er et problem, man ønsker at gøre noget ved. Det er et mål, man må arbejde sig hen imod. Det kræver viden om samfundsforhold, og det kræver kreativitet for at finde de løsninger, der kan føre samfundet derhen, hvor det bør være.

Værdierne, symboler, identiteten handler ikke så meget om, hvad politikerne eller partierne vil - men om hvad de repræsenterer. Havde de været i musikbranchen, ville man kalde det image. Eller brand. Ved hjælp af symbolpolitikken manifesterer man, hvad man står for, eller hvad ens modstandere står.

Som når Dansk Folkeparti benævnes som landsbytosser eller De Radikale som cafe latte-parti. Men der bliver ikke sagt noget om, hvad der bør gøres. Den del af politikken er egentlig bare ekspressiv.

Årsagerne hertil er flere. Men tydeligst er det, at politik føres i medierne, og de politikere, der ikke formår at komme ud over scenekanten - den politiske eller den folkelige - får ikke taletid igen. Nej, så hellere profilere partiet og politikken med gode slogans, som bankes op på billboards og busreklamer. Ingen skal være i tvivl om, at Socialdemokraterne vælger velfærd, at De Konservative holder Danmark på sporet, og at Dansk Folkeparti kæmper for de danske værdier.

Det er nemt at sælge sig på gode intentioner i simple slogans. Og belejligt såmænd også. For hvis nu det er det, vælgerne husker, er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål til, om Socialdemokraternes vej til velfærd eller Dansk Folkepartis vej til lighed og tolerance, nu også er den bedste. Hvis man kunne undgå at blive konfronteret med de konkrete midler til at nå sine mål, kan politikerne og partierne jo blive ved med at tage sig englelige ud.

Også medierne er bange. De er bange for, at seerne zapper væk, at radiolytterne slukker, at avislæseren skifter abonnement. Det politiske stof må endelig ikke blive for teoretisk, akademisk, teknokratisk. Så hellere lave historier, hvor der er fokus på personen. Det er både sjovere og mere sexet. Og eksperterne, som bliver hidkaldt af medierne, vil hellere diskutere spin og bruge krudtet på at vurdere statsministerens timing og Helle Thorning-Schmidts troværdighed. Det er mere underholdende. Ligesom en soap.

Ufarligt at være politiker

Desværre er vi som borgere også parthavere i denne udvikling. Hvis politik pludselig kommer til at virke teknokratisk med en masse tal og komplekse årsagsforhold, orker vi ikke rigtig at gøre det benarbejde, der skal til, for at gennemskue de politiske beslutningers konsekvens. Så alle parter - politikerne, medierne, borgerne - er fanget i et spil, hvor alle ender med at undervurdere hinanden og samlet bidrager til, at fokus flyttes væk fra de politiske sager og over på partiernes taktiske overvejelser, politikernes stil eller vores værdier.

Måske overdriver jeg. For vi hører jo stadig historier i medierne om de problemer i samfundet, som det burde være politikernes opgave at løse. Når de sociale myndigheder svigter, om bureaukrati på uddannelsesområdet eller manglen på arbejdskraft inden for visse områder. Heldigvis er fokus ikke gledet fuldstændig væk fra de realpolitiske sager.

Alligevel virker det til tider, som om det er ufarligt at være politiker. En minister er mere udsat, hvis hun kommer med ideologiske udtalelser om lighed, end hvis vedkommende ikke leverer politiske resultater. Politikere kan handle i øst og moralisere i vest, uden at det får konsekvenser. Beskæftigelsesministeren kan stramme op på rådighedsregler og i mere udstrakt grad kontrollere de arbejdsløse. Men ingen spørger ham om, hvilke politiske tiltag han har iværksat for at eksempelvis indsluse de store grupper af arbejdsløse humanister og biologer på arbejdsmarkedet.

Lidt pip hører man en gang imellem, men hvor er oppositionen egentlig henne? Hvad laver de pæne mennesker på venstrefløjen, hvis de ikke bekymrer sig om psykisk syge, om de elendige forskningsmiljøer, om hvordan udenlandske forskere bremses af bureaukrati i Udlændingeservice. Som almindelig borger hører jeg jævnligt om problemer - og her tænker jeg ikke på oppositionens evindelige fjende, nemlig besparelser - men eksempler på love og ordninger, der er dårligt gennemført.

Underholdning

Der var engang, hvor politik i det offentlige rum var kedelig. Økonomiske nøgletal, betalingsbalance og arbejdsløshedstal prægede måden at tænke politik på. Nogle vil i dag juble over, at den tid er forbi. Intet ville være værre i disse tider, hvor alt er konkurrence, end at blive udnævnt til tørvetriller. Nu skal politik være underholdende - eller endda underholdning.

Man vil aldrig kunne forvise debatter om værdier, identitet og følelser fra det politiske liv. Men faren er naturligvis, at vores demokrati fører til handlingslammelse og politikerlede, fordi man som borger pludselig oplever, at den politiske virkelighed, som man oplever den, der hvor man har sin daglige gang, på ingen måde svarer til den virkelighed, der behandles i offentligheden.

Der er med andre ord pinedød nødvendigt, at der konstant er en forbindelse mellem den symbolske side af politikken, hvor vi debatterer vores værdier, identitet og følelser, og så den realpolitiske side, hvor vi tænker i løsninger, løsninger og atter løsninger. Så vi forstår, at der er en god grund til, at politik bør være vigtigt.

Mads Storgaard Jensen er filosof og semiotiker. I dag udkommer hans bog 'Når politik bliver pop - om symboler, identitet og branding i dansk politik'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak. Det er en nyttig diskussion, tror jeg, hvis blot den blev fulgt op at de medier, som må se sig kritiseret.

Jeg kan for min del blot forklare, at når jeg kalder DF for landsbytosser, så er det efter i længere tid at have vist, at det er hvad de er. Cafelatteparti mv er jo blot et udtryk, som Henrik Quortrup har sendt ud som regeringens bedste spindoktor fra en licensfinansieret, tilbagevendende katapult af et dansk tv-medie, på det tidspunkt hvor de radikale så ud til at blive farlige for VKO´s infame hegemoni.

Så den må du i indholdets navn lige trække.

Dansk Folkeparti er skam ikke landsbytosser. Pia's seneste mediestunt med at anklage SFU for at kaste konfetti på hende var veltilrettelagt, og desværre faldt Villy fra SF lige på halen over dette. Det gjorde medierne desværre også. Og det tog al interessen fra det som de demonnstrerende på slotspladsen egentlig mener om dette eller hint.

Den realpolitiske side af politik kan efterhånden ligge på ret lille sted, vil jeg mene. Næ, nej, det som det handler om det er udsende signaler - signaler om at man er tough on crime, signaler om at nu skal de arbejdsløse eddermane bare kontrollers i hoved & røv, signaler om at muslimer bare har at indordne sig under det dejlige danske samfunds værdier - ellers er det ud, signaler om at nu skal børnene fan'me lære alt det vi andre 60+ årige lærte i skolen, nemlig at DK var det bedste samfund i verden, og DK er den dejligste konkurrencestat, og at man kan hvis man vil, og at det er enkelt-inidvider der driver historien frem, ikke grupper eller sådan noget socialistisk bras, men fabrikanten og iværksætteren med den gode idé, præcis som det var i 1950ernes og 1960ernes Danmark, der skaber udvikling i Danmark. Det er disse signaler den (små)borgerlige danske regering, gerne vil have sendt ud i offentligheden.

Imens sørger visse embedsmænd heldigvis for den realpolitiske dags-orden, hvor tingene fungerer så nogenlunde - uden om de her politikere, der for mig at se hellere skulle åbne adskillige radio-kanaler, hvis de så gerne vil sende signaler.... ;)

Mht. hvad beskæftigelsesministeren har gjort for at få de arbejdsløse i gang, tjah. Ikke meget, vil jeg mene. Han har lavet en velfærdsreform, som tænker enormt kortsigtet og på erhvervslivets kortsigtede behov, dvs, hvad erhvervs-livet har brug for her og nu, ikke på det game B&O ord om at det 'går godt nu, men det skal det også gøre om 5 år'. Isbryderordningen, der skal sluse f.eks. akademikere ind på små og mellemstore virksomheder er laver under SR-regeringen, ligesom loven om den aktive arbejdsmarkedspolitik blev lavet under denne.

Og dengang kunne man da som arbejdsløs (som jeg er p.t.) da videre-uddanne sig til f.eks. indvandrerlærer med systemets velsignelse. Så det gjorde jeg. Og fik arbejde. Det tog godt nok en 2½-3½, men jeg fik et arbejde, gjorde jeg pga. dette. VK-regeringen har den strategi, der hedder 'hurtigst muligt i job', hvilket betyder at højtuddannede som mig mere eller mindre kan tvinges til at blive lagerarbejdere. Ikke at det er er noget galt i at være lagerarbejder, men er det virkelig den måde, et samfund som det danske vil bruge en højtuddannet cand.mag. i dansk og samfundsfag på? Åbenbart. Og her troede jeg, at vi manglede højtuddannet arbejdskraft i det her samfund, men regeringen må åbenbart mene læger og ingeniører mv. og ikke humanister og kritiske samfundsfags-folk.

Det er jo langt vigtigere at rette skytset mod de arbejdsløse og kontrollere dem i hoved og røv, fordi alle jo ved, at de arbejdsløse bare er dovne mennesker, der aldeles ikke gider søge arbejde eller noget som helst andet. af den slags ting. Så derfor må vi hellere lige sørge for at der bliver lavet et krav til dem om at de søge mindst 4-6 jobs om måneden, også jobs som den arbejdsløse ingen chance har for at få overhovedet.

Åbenbart har borgerlige regeringer en interesse i at sende dette signal igen og igen. Da jeg var arbejdsløs i starten af 1990erne, blev det samme krav indført, hvilket medførte at de fleste virksomheder fik ansøgninger - som de ikke kunne bruge til noget. Og arbejdsløsheden dengang var altså større end den er nu. I 1994 blev det afskaffet ligesom det blev afskaffet at man hver uge skulle stemple på AF for at få sine dagpenge. Nu vil vil den borgerlige regering indføre dette system igen - bare elektronisk fra den 1. januar 2008 (eller deromkring). Og der kommer ikke flere arbejdsløse i arbjede af dette her - vil jeg mene. Det handler udelukkende om at kontrollere de arbejdsløse mv. ---- for at sende et signal om at regeringen trods alt gør noget for at disse mennesker ud på arbejdsmarkedet igen.

Og hvad er det så de skal ud som ---- jo, lagerarbejdere f.eks. , fordi det er der brug for lige nu og andre sådanne ting. Men det som regeringen ikke vil kendes ved er at i 1980erne antog man at der var brug for en masse handels-uddannede HA'ere (som var en kort økonomisk 3½ årig uddannelse). Derfor optog man en masse af dem i 1985 og 1986. Desværre for de her mennesker, var der slet slet ikke brug for de her mennesker, da de kom ud i 1989 eller 1990 og årene derefter. Men det sp jo sådan ud i midten af 1980erne, præcis som det så ud som om der var over-produktion af skolelærerne, hvilket fik daværende og nuværende under-visningsminister Bertel Haarder til at nedlægge en masse seminarier mv.
20 år senere står vi med en massiv mangel på folkeskolelærere...

Og derfor mener jeg at borgerlige regeringer tænker ekstremt kortsigtet, når det gælder om at få folk i job eller uddannelse. De har ingen vision om at folk skal have en uddannelse mv. så folk klare sig selv - også når konjunkturerne vender. Og der ikke er brug for så mange lagerarbejdere som der er nu.

Og det kunne nok være interessant at diskutere - men næ nej, det er jo meget bedre at diskutere Helle's Gucci-taske eller AFR's hår eller Asmaa's tørklæde og dets symbolske betydning, især det sidste for så kan vi jo samtidig sende det meget vigtige signal her fra DK, at vi jo skam er de rigtige feminister, mens feminister, som går med tørklæde aldeles ikke er rigtige, men forkerte. Og så kan vi jo også samtidig lige sende det vigtige signal om at vi tager afstand fra alle former for kvinde-undertrykkelse mv.

Mht. Udlændingeservice, så kan man jo bare læse en lille artikel i dagens avis om ' lige pludselig var der ingen der ville have os længere' og se hvordan det danske samfund gør alt for at holde udlændinge ude af det danske samfund, fordi vi gerne vil sende det signal, at vi aldeles ikke vil have de der grumme muslimer her op og lave om på det hele - næ, nej, vi vil skam stadigvæk være det lille puslingeland, som hygger os i smug i en afkrog af verden. Det er denne mentalitet denne småborgerlige bonde-venstre mentalitet, der har godt far i danskernes sjæl, og som er svær at få fejet ud ad døren, men det er altså nødvendigt, hvis DK skal klare sig i tide fremover.

Og her nytter det altså ikke kun at sende signaler - der skal realpolitisk handling til...

/Karsten

Som talt ud af mit hjerte, Karsten!

Politik når ikke længere uden for Folketinget. Politik synes idag udelukkende at være noget, der sker mellem to eller flere politikere.....en leg hvor folkevalgte kan gøre og lade som om.....hvis, såfremt og ifald ...og mere til glæde for medierne end for vælgerne

Kurt Dokkedahl

Vent til vi kan prkke nyhederne ud indslagslisten,- så vil der ske ting og sager.

I dag er vi tvangsindlagte til at se hele fladen,- og - med mindre der er sket en katastrofe eller været optøjer på Nørrebro - vil fladens længste indslag på DR 1 være frontberetninger fra vejrtjenesten.
En manuduktion TV 2 klarer på 15.sek.

Når prikkemuligheden bliver mulig vil oppumpningen af os med daglige enslydende meldinger fra div. politikere og eksperter skrumpe gevaldigt
ind,- det bliver dejligt!

Tak for svaret Karsten. Du har sikkert ret, men jeg mener nu stadig, at Pia Kjærsgård bar sig tumbet ad ved at sende et utvetydigt falsum ud i Folketingssalen. At journalisterne labber den i sig indikerer måske mere, at de osse er tosser. Men ok, DF´s beregning herpå og udyttelse af er klart præget af snuhed. Men kan landsbytosser ikke være i besiddelse af det?.

Med hensyn til realpolitik, så har Folketingets ombudsman nu modtaget et svar fra Udenrigsministeriet, som klart blåstempler Bo Elkjærs redelighed og hans citaters sandhed. Efter i 4 år at have nægtet interview med henvisning til citatfusk har de måttet give op overfor ombudsmandens krav om dokumentation.

Bo Elkjær har i den mellemliggende periode vist, at per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen løj og tilbageholdt oplysninger inden krigserklæringen. Herunder oplysningerne om, at Saddam Husein ikke havde skyggen af det atomvåbenprogram, som indgik i hysteriet op til beslutningen.

Udenrigsministeriet har altså nu valgt at tilstå dette reelle politiske indhold i Irakkatastrofen. Løgn og vildførelse af det danske Folketing. Næste spørgsmål må være, om den danske konstruktion rummer antydningen af retssikkerhed for alle os håbefulde borgere.