Læsetid: 4 min.

Radiohead vinder 2-0 over pladebranchen

Radioheads udmelding nærer opfattelsen af, at cd'en er endt som et produkt, der er teknologisk forældet og nostalgisk på en højst utrendy facon. Den er ganske enkelt ikke længere det metal værd, den er trykt på
Debat
8. oktober 2007

I de seneste dage er medierne kammet over med nyheden om engelske Radioheads kommende album In Rainbows. Ikke blot kan det downloades direkte fra bandets hjemmeside uden om pladeselskaber og detailhandlere. Køberen må også selv bestemme hvad albummet skal koste. Det vil sige: ikke så meget som en øre eller rettere pence, hvis man ikke gider betale. Et nyt fænomen er det nu ikke - flere kunstnere, deriblandt Prince, har i den senere tid givet sin musik væk gratis.

Det nye ligger derimod i, at det netop er Radiohead, der gør det. Som et højprofileret, verdenskendt band med masser af kredibilitet på kontoen og en karriere, der stik mod pladebranchens gængse strategier for kommerciel succes har drejet sig om at frembringe helstøbte albums fremfor hitsingler, står bandet i en ganske anden position for at gøre det end Prince og i princippet alle andre. Det spiller også ind, at tiltaget i lighed med mange andre af bandets manifestationer gennem årene har en eksplicit samfundskritisk brod i retning af det antimaterialistiske eller antikapitalistiske. For 'In Rainbows' har som produkt kun markedsværdi, så længe forbrugeren anerkender, at det er tilfældet - og det står frit for enhver at anerkende det eller ej.

Rend og hop

Den etablerede pladebranche har gennem en længere periode været lagt for had hos mange kritiske musikforbrugere grundet dens utrættelige, mavesure udfald mod illegal downloading samt dens vedblivende tendenser i retning af griskhed og kynisk udnyttelse af især urutinerede pladeartisters hitpotentiale. Derimod har respekten for artisterne hos selvsamme forbrugere været intakt, hvilket har medført en konsensus om, at artisterne i princippet selvfølgelig bør betales for deres musik, mens pladeselskaberne kan rende og hoppe.

Med Radioheads nye album får forbrugerne mulighed for på én gang at vise både deres respekt og deres desrespekt. Og de fleste vil utvivlsomt være beskedne nok til at afvise at betale for at downloade albummet, nu hvor det er evident, at betalingen helt og holdent tilfalder bandet. Et interessant perspektiv, der nok skal få onde tunger til at så tvivl om, hvorvidt bandets dagsorden nu egentlig er så antikapitalistisk endda.

Som superband i den britiske indierocktradition har netop Radiohead en status, som måske hundredtusindvis af amatørbands på internetsitet MySpace tørster efter at opnå blot en brøkdel af. Det er de færreste af disse bands, der har pladekontrakt - i stedet har de alle en række demoindspilninger liggende til fri afbenyttelse for enhver, der kommer forbi deres hjemmeside. Med sit tiltag gør Radiohead i ånden sig selv til et MySpace-band ved at indtage en position, hvor de i princippet ikke adskiller sig fra de mange bands, som næppe vil drive det til mere end en MySpace-profil. Det kan næsten ligne en profan, musikalsk pendant til Gud, der steg ned til meneskene i Kristi skikkelse. For Radiohead bringer dermed sig selv i øjenhøjde med en hel generation af musikudøvere og lyttere. Det vil ikke blot forøge bandets kredibilitet endnu mere. Det vil generelt også gøre det til en cool ting ikke at have nogen pladekontrakt, men i stedet blot en bunke sange på nettet, som forbrugeren kan lytte til eller downloade.

Netop denne omstændighed er årsagen til, at sagen om In Rainbows er en af de mest bemærkelsesværdige begivenheder i musiklivet i indeværende årti. Når en gennem hele karrieren trendsættende cash cow som Radiohead på denne manér undsiger pladebranchens sædvanlige strategier, kommer det med stor sikkerhed til at kunne mærkes på branchens ædlere dele.

Gruppens udmelding nærer en opfattelse af, at cd'en er endt som et produkt, der er teknologisk forældet, urimelig højt prissat og i det hele taget nostalgisk på en højst utrendy facon. Den er ganske enkelt ikke længere det metal værd, den er trykt på.

Det er i hvert fald det signal Radiohead nu sender til musikverdenen, og det med en pondus og frækhed, som utvivlsomt vil få mange andre etablerede bands til at følge trop - og de kritiske forbrugere til at bakke op. Den destabilisering af cd'en som medie, der er pågået siden årtusindeskiftet, er på få dage blevet accelereret enormt. Alt sammen vel at mærke til forbrugernes fordel - for når et så ventet og spritnyt album kan downloades gratis af enhver, der har lyst til det, ligner det unægtelig en spæd realisering af enhver musikforbrugers drøm om, at al musik en dag vil blive gratis tilgængeligt.

Det hele kan minde om en fodboldkamp mellem Radiohead og pladebranchen med hele den musikinteresserede verden som tilskuere: I første halvleg bringer pladebranchen sig selv bagud på et fumlet selvmål, da den stolt og såret klynker løs over nedgangen i salget af cd'er og dermed får de kritiske forbrugere til helt at miste respekten for den. Og i anden halvleg øger Radiohead med 'In Rainbows' til 2-0 på et langskud så præcist og knusende, at nettet vil blive ved med at blafre lang tid endnu. Har pladebranchen mon nogen jordisk chance for at komme tilbage i kampen?

Henrik Marstal er Ph.d., musiker og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten K. Holst

Nej, det har pladebranchen godt nok ikke i øjeblikket. Det er jo til grin, at du står bedre hvis du downloader din musik ulovligt end hvis du betaler for den (så bliver du nemlig låst af DRM og hvad pladebranchen nu ellers kan finde på).

Personligt køber jeg al min musik igennem iTunes og på CDer, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg er temmelig bitter over, at dem som ikke betaler for musikken skal have bedre vilkår end jeg. Det er simpelthen til grin.

I øvrigt et yderst interessant tiltag fra Radiohead, selvom musikken i fremtiden nu næppe bliver gratis. Måske er noget med se-5-reklamer-og-få-musikken-"gratis" en mulighed, nu hvor vi forbrugere - i kraft af internettet - har kontrollen over hvad der bliver vist, eller i denne sammenhæng: hørt (i modsætning til de tidligere årtiers medier som radio og TV).

PS. Tag alt ovenstående med et gran salt.

Morten K. Holst

Rettelse til ovenstående kommentar: ikke 'hørt' men 'afspillet' (se næstsidste linje og ord i 3. afsnit).

Er det ikke kun veletablerede kunstere der har råd til at udgive musikken på denne måde

. Lidt egoistisk synes jeg, over for de nystartede og ukendte kunsterne der ingen penge har til at markedsføre deres musik til en bredere kreds. På nettet er det anarkiet der hersker, så der er chanchen for gennembrud yderst minimal.

Umiddelbart opfatter jeg dette "gratis musik " som et stunt,

Har vores kære Ph.d., musiker og forfætter ikke forstaet en sk... af det budskab som Radiohead gerne vil sende og måske ikke engang tjekket deres hjemmeside.

Der blev slet ikke nævnt i artiklen at, på Radioheads hjemmeside, kan der købes en stor "In Rainbows pakke", der både indehølder en CD og 2 vinylplader og kvalitets "Grafiks".

Vi kan derved som forbruger stille os spørgsmål om vi gerne vil downloade musik uden sanselig værdi, som når vi bestiller og spiser en hamburger, eller om vi gerne vil købe et stykke kunstværk i sin helhed ,som få os til at bruge flere sanser. Takket være denne pakke kan man samtidig samligne digital og analog kvalitet. Og det er ikke til at tage fejl af: Vinyl rules!!!

Jeg har tidligere forsøgt at spørge Ralf Christensen om, hvordan han ved, at der ikke kommer DRM på Radioheads In Rainbows. Jeg har også forhørt mig hos diverse journalister, som skrev, at musikken ville blive tilgængelig i mp3-formatet, om hvad deres kilde til disse oplysninger var.

Ingen har endnu kunnet henvise mig til kilden for deres oplysninger om, at Radioheads musik skulle blive tilgængeligt i DRM-fri mp3-format i en given bitrate (d.v.s. kvalitet). Der står ligeledes heller intet om dette på "In Rainbows"-hjemmesiden.

Jeg udbeder mig fortsat gerne svar på dette spørgsmål, da det for mig at se må være ret afgørende for, om Radioheads tilbud overhovedet er noget værd. Men de fleste medier stiller sig åbenbart tilfredse med at kunne skrive, at musikken er "til fri download" og gætter(?) så selv uhæmmet videre på, at det nok bliver DRM-frit og i mp3-format.

Hvad angår Radioheads konkrete PR-stunt har jeg meget svært ved at se det som et "tag den" til pladebranchen: Radioheads gamle label EMI har jo for ikke så længe siden annonceret, at de netop vil gå over til DRM-fri højkvalitets downloads. Så vidt jeg ved, ønskede Radiohead at forlade EMI bl.a. med den begrundelse, at de ikke ønskede at muliggøre download af enkelte numre, fordi de har den kunstneriske/arrogante holdning, at deres værk udgør en helhed og ikke skal kunne pilles fra hinanden i hits og soundbites. Der er for mig at se ikke noget forbrugervenligt i den holdning.

Langt lettere er det da at se Radioheads initiativ som en parallel til de forfattere, der har opbygget sig et så stort navn, at de efterhånden kan udgive bøger på eget forlag eller i hvert fald shoppe rundt mellem forlagene for at få den bedste kontrakt i hus. En aktivitet, der som bekendt udhuler det økonomiske grundlag, som såvel forlag som pladebranche har at udgive mere smalle navne på.

Heldigvis giver nettet jo også smalle bands en lang række nye og langt mere effektive måder at slå igennem på end at trække på et pladeselskabs marketing-konto (eks. last.fm, Youtube - og ja selv "Myspace")

Radiohead og Prince er etablerede artister der ikke kommer til at lide nogen nød rent økonomisk. Begge artister har eller har haft pladekontrakter der har skaffet dem status og omtale og som sikre massernes kendskabet til dem. Derfor er det let nok for dem at forære deres musik væk hvis det er det de vil.

Anderledes forholder det sig med nye artister der gerne vil have en indtægt af deres musik og som vil tjene penge på den kunst de selv har skabt. Måden er at nye artister kan skabe omtale for sig selv ved at lægge deres musik ud til gratis afbenyttelse på Myspace.

Men tragedien ved Myspace er at det ikke er artisterne der tjener på musikken men én person, Rubert Murdoch der ejer Myspace. Og som sådan er pladeselskaberne bare skiftet ud og erstattet af Murdoch. Eller sagt på en anden måde, hvor det før var pladeselskaberne der tjente på den økonomi der genereres af musik, er det nu blevet Murdoch (og til dels myspace skaberne) der tjener på musikken og ikke artisterne. Myspace blev i sin tid solgt for hvad der svare til små 1.5 milliarder kroner. Dette beløb gik til Myspace stifterne og ikke artisterne. At Murdoch ville betale dette beløb skyldes udsigterne til reklame indtægter fra Myspace, indtægter der går til Murdoch og ikke artisterne.

Hvis artisterne var smarte, det gælder artister nationalt og internationalt, startede de deres eget site hvor reklame kroner som et sådan site generere, tilfaldt- og blev fordelt mellem artisterne. Kun på den måde vil artisterne tjene på deres produkt

Michael Skaarup

bare lige for at blande mig lidt.

1. Så er cd- salg ikke hovedindtægten for noget som helst band. Hverken et upcoming eller etableret. Musik kan jo ikke kun afspilles hjemme i stuen. De fleste bands tjener deres penge ved koncerter, og royalites for air play.

2. Internettet er ikke musikernes fjende, men derimod deres bedste ven. For mange bands, djs, osv. har i lang tid benyttet sig af internettet til at markedføre sig selv. Myspace, er kun en "telefonbog 2.0", hvor musikere, bands, fans, newbs, og alt muligt andet, og andre, har tilmeldt sig.

3. At piratkopiering, af musik er noget som tilhører internet og begås af onde internetpirater, er moderne skrøne. ( Før cd' en og alm. ADSL forbindelser, foregik det på kassette bånd, eller floppy disks, i gennem den blå avis. Det var både musik, og computerspil, til amiga'en og C64'eren.)

4. at piratkopiering skader musikernes indtægter er ligeledes en skrøne. De eneste de "lider" under det er de store kapitalstærke selskaber, som sony, emi,universal, osv. Og deres "tab" er fiktivt. Der er ingen måde, hvor på man kan sige, hvordan salget ville havde været, uden det fordømte internet.... tværtimod, hjælper piratkopiering, indirekte deres salgsindtægter. Internettet formidler musikken til millioner af mennesker, som ikke har mulighed for at købe en cd til 120 kr. pr.stk.
- Altså, mp3 kopierne giver folk mulighed for at få kendskab til bands og musikere, som de ellers aldrig ville have hørt om, hvis de netop ikke bare kunne suge det fra nettet. Det betyder at der opbygges en eftersprøgelse på dette band, på et marked hvor pladeselskaberne ikke har en distrubitionsaftale. - Vi skal huske på, at alt det meste musik i verden, udkommer ikke på de store pladeselskaber, selvom der er de store selskabers, musikere og bands, vi hører i radioens top 10.

mit råd er til musikforbrugeren. - Brug internettet til at høre noget nyt musik,, måske noget fra fjerne lande, eller noget helt andet..

Mikkel Marienlund

Til A. Reumert: Du har helt ret i vurdering af, at Murdoch og MySpace nu skummer fløden i stedet for pladeselskaberne.

Til jer der antyder, at Radiohead optræder usolidarisk i forhold til mindre kunstnere, så glemmer i de tanker(der forhåbentligt snart bliver ført ud i handling), som Greenwood brødrene(Johnny og Colin, guitar og bas i RH) i et stykke tid har leget med: at skabe et pladeselskab for egne penge, og udelukkende signe med bands, som med stor sandsynlighed ikke vil kunne få kontrakt andetsteds. Derefter vil de promovere bandet ved brug af deres navn i musikverdenen, og dermed forsøge at udbrede hvad de mener, er den oversete kunst i den moderne pladeindustri.

Jeg forsøger ikke at helliggøre Radiohead, men kritikken rammer forbi - langt forbi. Og hvad angår Prince, mener jeg at kunne huske, at hans brud med sit pladeselskab endte med at gøre ham kendt som "The artist formerly known as rich". At han så er tilbage i stalden igen, er en anden sag.

Til de interesserede, kan jeg fortælle, at Radioheads nye album er encodet som "LAME MP3" med brug af en konstant bitrate (CBR) på sølle 160 kbps.

Jeg har endda en kildehenvisning til en person, som angiveligt har downloadet materialet:
http://www.hydrogenaudio.org/forums/index.php?&showtopic=58020&pid=52180...

(nederste indlæg)

I modsætning til hvad musikjournalister og musikere synes at tro eller mene, så betyder formatet og kvaliteten faktisk noget for os musikforbrugere, så var det ikke på tide, at I begyndte at forholde jer til det lidt mere bevidst???

@Kristoffer Nilaus Olsen,
rent teknisk anmærkning, men så vidt jeg er orienteret så er LAME (Lame Ain't an Mp3 Encoder <-- det er lige hvad det er! :D)-codec'en ulovlig i USA hvis man inkluderer den i software pga. den stramme patentlovgivning. Derfor findes næsten alle Linux-distributioner i dag uden dette komponent som man skal hente senere som uofficiel tilføjelse til at afspille musik, så i teorien bryder Radiohead patentlovgivningen ved at udgive deres musik i en ulicenseret mp3-codec, gør de ikke? Jeg er ikke sikker på om de kan gøres juridisk erstatningsansvarlige da LAME er en meget udbredt codec på nettet verden over, og jeg skal da heller ikke påstå jeg er konservativ - jeg støtter selv fuldt op om LAME-projektet. Det var nu bare en sjov tanke jeg gjorde mig...

Jeg er ikke ekspert på området, men mener at kunne fastslå følgende:

LAME er et program, der kan komprimere lydfiler, så de fylder mindre og kan afspilles af programmer og hardware, der understøtter mp3-formatet (og codec'en)

LAME implementerer nogle af de såkaldte psykoakustiske tricks, som er patenteret af Fraunhofer-laboratorierne i Tyskland i samarbejde med franske Thomson - de oprindelige udviklere af mp3

Selve kildeteksten til LAME-programmet udgør ikke en krænkelse af disse patenter, da der blot er tale om en teknisk beskrivelse og ikke en decideret funktionalitet, der gør brug af de patenterede teknikker

Distribution af en binær udgave af LAME-kildeteksten - d.v.s. én, der er oversat til at kunne afvikles på en computer eller af et stykke hardware - vil være en overtrædelse af Fraunhofer/Thomsons patenter, for så vidt, at der ikke er betalt de fornødne afgifter.

Privatpersoner, der på egen hånd tilegner sig LAME-kildeteksten og oversætter den til et program med henblik på at komprimere lyd til mp3-formatet til personligt brug behøver ikke en licens fra Thomson/Fraunhofer.

Personer, som anvender patenterede mp3-teknikker til at komprimere lyd med henblik på kommerciel distribution skal have en licens fra Thomson/Fraunhofer.

For så vidt, at LAME-implementeringen kan siges at anvende patenterede mp3-teknikker, så er det korrekt, at Radiohead skal have betalt for at opnå en kommerciel distributionslicens fra Thomson/Fraunhofer.

Jeg formoder dog, at Radiohead har overladt selve post-produktionen af deres indspilning til et selskab, der har bragt de licensmæssige forhold i orden.

Kilder: http://mp3licensing.com/help/index.html#5
http://en.wikipedia.org/wiki/MP3#Licensing_and_patent_issues
http://en.wikipedia.org/wiki/LAME#Legal_issues

Tak for faktaene, Kristoffer! Så fik vi slået det på plads. Nå, tilbage til emnet. Det var vist et lille sidespring. Jeg ønsker Radiohead al mulig held og lykke med denne nye anderledes musikdistributionsform og håber at den vil blive en succes så vi kan se mere af den slags frivillig donation i fremtiden...