Læserbrev

Rappport fra musikindustrien

I debatten om, hvorvidt albummet er en afdød kulturgenstand, og om al musik bør være gratis for enhver, der gider lytte, lader der til at være konsensus om én ting. Nemlig dette: Fuck pladebranchen!
20. oktober 2007

I debatten om, hvorvidt albummet er en afdød kulturgenstand, og om al musik bør være gratis for enhver, der gider lytte, lader der til at være konsensus om én ting. Nemlig dette: Fuck pladebranchen! Den er en snylter, der suger livet ud af kunstnerne. Musikerne spiller - pladeselskaberne skummer fløden. Eneste problem er, at det er en dum fordom.

Og ja, jeg ved godt, at der er et særligt område i helvede gjort klar, hvor opfinderen af Absolute Music skal bo til tidernes ende sammen med dem, der udgav Breakfast at Tiffany's med Deep Blue Something.

Men for en måneds tid siden lejede jeg mig en kontorplads hos et pladeselskab. Det er et tjekket lille indieselskab, jeg taler om, men det er, så vidt jeg ved, ikke meget mindre end de efterhånden ret reducerede major labels herhjemme. Jeg laver mine ting i min ende af bygningen, og de passer deres. Men - damn! - de arbejder altså røven ud af bukserne. Når jeg møder om morgenen sidder de der, og når jeg går igen ved 17.30-tiden ser de op og sender mig et undrende blik.

De her mennesker skummer ikke fløden. Vi taler kvark og skummetmælk - praktikanter og ansatte i løntilskudsordning. Men de pukler altså. Mere end fuld tid. De kæmper en sej kamp den lange dag med DJ's og musikansvarlige på radiostationer, som bestandigt skal masseres og bearbejdes for ikke at give efter for deres naturlige Big Fat Snake-tilbøjeligheder, de møder personligt frem i modebutikker landet over for at sælge obskure LP'er med fantastiske covers i kommission (en håndfuld hvert sted). De skriver pressemeddelelser, de booker optrædender. De tigger journalister, der kun gider høre jysk musik, om at høre københavnsk musik, og de ydmyger sig på det mest sølle hos journalister, der kun gider skrive om København for at få dem til at lægge øre til en kunstner i Jylland. Hver dag, hele tiden.

Og hvis de ikke gjorde det, ville de lyde, dine ører opfanger, indeholde fem til 10 procent mere Big Fat Snake. Og et par millioner færre mennesker uden for Danmark ville være i stand til at identificere ét eneste dansk band. De her pladeselskabsfolk tjener mindre end sosuassistenter, men de elsker musik.

Giv dem dog en chance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er jo en markant forskel på de store og de små selskaber i musikindustrien, og derfor er der også en helt anden sympati for de små selskaber. Det er ikke de små selskaber, som opfatter deres kunder som fjender og anlægger retssager mod dem. Det er heller ikke de små selskaber som har opfundet DRM-beskyttelse af musikfiler, kopibeskyttelse af CD'er og det er heller ikke de små selskaber som har plantet farlig software på kundernes computere. Desuden er det ikke de små selskaber der samarbejder med software-giganter som Mucrosoft og Apple om at skabe net-butikker, hvis produkter kun kan afspilles på I-pod.
I mange tilfælde laver de små selskaber et vigtigt forarbejde med at finde og passe og pleje kunstnere og bands mens de er små, og når de så i nogle år har tabt penge på at udgive små, smalle udgivelser, oplever de at deres forarbejde bliver udnyttet af et major-label, som skriver kontrakt med et band, de små selskaber har bygget op.
Man hører ofte, at de store stjerner på de store selskaber er med til at financiere mindre, smalle udgivelser, men det er vist mest en myte, jeg kan i hvert fald ikke se at det er tilfældet i Danmark, hvor de store selskaber simpelthen NÆGTER at beskæftige sig med musik som ikke appellerer til folk i joggingsæt.
CD'en er hverken død eller døende, men man skal nok vænne sig til, at det inden for nogle år bliver sådan, at man skal købe CD'er direkte på bandets hjemmeside eller til deres koncerter.

Michael Skaarup

Christoffer Ziehlers læserbrev er ganske morsom læsning. Og er efter min mening, skudt helt ved siden af, ift. en diskussion om fri adgang til musik(som i virkeligheden handler om fri adgang til viden og information) på internettet.

- Jeg er selvfølgelig glad for at folk som Christoffer, brænder for at udgive (andres) musik via hans eget pladeselskab, og dermed facilitere at kendskabet og interessen til nye upcoming bands musik øges. (der er dog ander veje en ved at sælge cd'er, dette kan gøre på)

- Det er netop her det morsomme kommer ind.

- For jeg finder at christoffers barnlig forsøge på selvhævdelse overfor producerne bag absolut music complilationer, som et stereotyp på "dårlig" musik, tilkendegiver en slet skujlt misundelse.

- Når man vælger at fokusere sit label, på en snævner scene/(sub-) genré, og dermed allerede begrænse sit publikum. Så vil det unægtelig betyde at der færre dollars at tjene, end hvis man satsede på (hjernedød) pop der rammer "mainstream" publikummet. Dvs. at det er ikke noget man bliver rig af.

- ok, status er at de store labels, laver lorte musik, og tjener kassen,og de små labels laver fe' musik, og tjener skod. Så derfor skal man ikke suge musik, fra de små labels på nettet men man købe de små labels cd'er...kun download fra de store, fordi de tjener nok Det hænger jo ikke sammen....
- jeg vil tilføje at det ikke er noget nyt i at lave et lille pladeselskab, for tjene lidt lommepenge som et supplement til SU'en, dagpengene, eller lønindkomsten. Det er dog de færreste der kommer til at leve af det.

- Jeg ved fra min egen verden, at da trancemusikken var på sit kommericelt største i midten at 1990'erne, var der mange upcoming musikere, der ikke kunne afsætte deres musik, til de "store" selskaber(TIP, Flying Rhino). Det betød at upcoming musikere måtte finde alternative måder, for at deres musik kunne komme ud i verden på.
- Da det var før CD-R drevet var standard i hjemmekomputeren, internettet kørte på telefonmodem, DAT-båndet, var den mest solide lydkilde. Dj's, verden over udvekslede unreleased tracks via pakkepost. (fåk det lyder nostalgisk, nu mangler jeg bare at verden også var i S/H). Genrelt betød det at udvalget af trancemusik, var meget begrænset, og slet ikke noget man kunne finde i fona, føtex o.lign.

i takt med med internettet satte nye rekorder i hastighed, og takket være programmer som napster, gnutella, blev det muligt for publikum at downloade de unreleased tracks, og dermed sprede musikken til et endnu større publikum, og øge efterspørgelsen. Det lykkedes for trancescenen at udnytte synergi effekterne der findes ved at kommunikere til hele verden, døgnet rundt.
- Det betyder at det i dag, ikke er pladeselskaberne der "skaber" de nye bands, men det er publikummet til koncerterne, og imens musikken derhjemme sikkert er blevet donwloadet, så er entré til koncerten betalt.
- Det betyder at man som trancemusikere, måske ikke tjener til en strandvejsvilla, men til gengæld så rejser man jorden rundt, et par gange om året.

- Jeg skrev i starten handler musik download diskussionen i virkeligheden om adgangen til viden og information. At diskussionen i offentligheden foregår omkring retten til musik og film, er spintaktik. - Som udgangspunkt handler internet pirateri, om anerkendelsen af et globalt medmenneskeligt fællesskabs, og den fælles frie ret til information.

Michael, hvis der er noget, man skal passe på med, så er det at sætte sig til rette på en høj hest og tale ned til en modpart i en diskussion. Ergo, inden man kalder nogen "naiv", skal man have tænkt sig om to gange.

Det klare indtryk for denne læser er, at du har skrevet et langt indlæg fuldstændig på automatpilot: dine pointer har du fyret af før, og nu fyrede du igen, fra hoften - uden at kunne læse indenad:

Du har ikke engang magtet at fatte, at Zieler IKKE arbejder i pladebranchen! Lige fra begyndelsen af dit indlæg laver du således en argumentatorisk kortslutning.

En anden ting er, at hvis man kan finde på at skrive "christoffers barnlig forsøge på" i en offentlig debat, er det pinagtigt tydeligt, at det ikke kun er argumenterne, det halter svært med - indlæggets skriftlige form er, mildest talt, så barnlig som kun en folkeskoleelev ville kunne finde forladelse for.