Sundhedssektoren er blomsten i vores velfærdssamfund, og regeringen er ude med riven. Der er ikke tale om voldsomme nedskæringer, men om et indirekte opgør med den offentlige sektor gennem favorisering af den private sektor kombineret med et vedvarende retorisk, organisatorisk og økonomisk pres på den offentlige sektor. Samtidig individualiseres ansvaret for velfærdssamfundets udvikling gennem 'frit valg'-ordninger. Det er intet mindre end en borgerlig revolution af hele sundhedssektoren.
Det er VK-regeringens strategi, at gennemføre en snigende markedsgørelse af velfærdssamfundet som helhed. Der er tale om en langsigtet, accelererende proces, der er vanskelig at gennemskue, og som undviger offentlig debat. Resultatet er en meget mere smart og avanceret liberalisme end den grovkornede liberalisme, der prædiker minimalstat og store nedskæringer på kort sigt.
Venstres chefideolog, Claus Hjort Frederiksen, har gentagne gange sagt, at regeringen ikke agter at føre en liberal politik, der fra den ene dag til den anden gennemtvinger en minimalstat. Tværtimod siger han, at det er noget, der skal ske over tid, så danskerne kan følge med. Til gengæld gør han regning uden vært, når han mener, det sker i en atmosfære af åbenhed og dialog. Hvornår har Venstre sidst inviteret til åbenhed og dialog?
Så tag endelig ikke fejl - denne nye liberalisme har konsekvenser, som er helt på linje med den gamle liberalisme.
Den afgørende forskel er, at det nu er essentielt, at adfærd, relationer og organisering er markedsmæssig, mens det er af mindre betydning, om det er staten, der betaler, og/eller om aktiviteterne finder sted i den offentlige sektor. Staten spiller paradoksalt nok en hovedrolle i at understøtte, skabe og intensivere markedssamfundet, der med tiden vil udhule selvsamme offentlige sektor.
Private skummer fløden
Men ligegyldigt hvilken type liberalisme, der er tale om, og hvor hurtigt og åbent projektet gennemføres, så taber den demokratiske velfærd. Sundhedssektoren er et kerneeksempel på denne udvikling.
Den siddende regering har favoriseret de private hospitaler, begyndende i 2002, hvor den indførte fradrag for sundhedsforsikringer. Siden er antallet af disse forsikringer eksploderet fra færre end 50.000 i 2001 til næsten 800.000 i dag. Samtidig blev der indført en ventetidsgaranti, der betyder frit valg af privathospital, hvis de offentlige hospitaler ikke kan behandle inden én måned.
Regningen fra de private hospitaler i 2006 lød på 500 mio. kroner - en stigning på mere end 50 pct. siden 2003. I 2006 kunne de private hospitaler mønstre et overskud på 75 mio. kroner. Staten holder altså hånden under de private hospitaler, og et millionbeløb bliver direkte omsat fra offentlige midler til privat profit.
Hospitaler som fabrikker
De gyldne tider for privathospitalerne understøttes af et tiltagende pres på de offentlige hospitaler. Presset er både retorisk, økonomisk og organisatorisk. Siden 1980'erne er effektiviseringsbølgen skyllet ind over det offentlige sundhedsvæsen som en anden tsunami. Retorisk fremstilles hospitalerne i et dårligt lys, samtidig med at der vedvarende bliver færre ressourcer til de enkelte opgaver, mens omsorg og pleje nedprioriteres, fordi det betragtes som ineffektivt.
Hospitalerne styres som fabrikker, hvor regneark og økonomistyring er normen. Denne proces styres af økonomer og administratorer, der træffer de beslutninger, som tidligere var fagligt funderede blandt læger og sygeplejersker. Medarbejdernes faglighed og medbestemmelse bliver på denne måde tilsidesat.
Sideløbende hermed nedtones det element af kald, der tidligere var afgørende for mange medarbejdere. Lønarbejdermentaliteten bliver fremherskende, hvilket betyder større fokus på og utilfredshed med ringe arbejdsvilkår, lav løn og lange arbejdsdage. Det tiltagende pres bliver yderligere forstærket af, at læger kan tjene enorme summer ved at bijobbe eller helt skifte til privathospitaler, og sygeplejersker kan sige deres job op og tjene gode penge som vikarer gennem private bureauer.
Offentlige og private hospitaler konkurrerer om den samme - ofte knappe - arbejdskraft, og for den enkelte læge eller sygeplejerske er der mange umiddelbare gevinster forbundet med at arbejde i den private sundhedssektor. Det er altså ikke kun borgerne, men også de ansatte, der tvinges til at vælge mellem offentlig og privat i en kontekst, hvor de private løsninger i stigende grad favoriseres.
Benzin på bålet
På trods af sporadiske påstande om det modsatte bidrager regeringen til at skærpe den udvikling, der allerede er i fuld gang. Antallet af sundhedsforsikringer vil vokse, de private hospitalers vilkår vil blive forbedret, og de offentlige hospitaler vil blive udsat for et stigende relativt pres. Et konkret eksempel på dette er kravet om voksende udbud af behandlinger - dvs. stigende udlicitering i sundhedssektoren, som et udvalg under sundhedsministeren foreslog for nylig.
Det er ikke mindst i forbindelse med private forundersøgelser og diagnoser, at markedslogikken for alvor vil sætte ind, for når private selskaber tjener penge på sygdom og selv er med til at definere, hvad sygdom er, så har de interesse i at gøre flere mennesker syge - især de rige. Denne udvikling kender vi allerede fra medicinalindustrien, hvor et stigende pillesalg går hånd i hånd med, at riges livsstilsproblemer sygeliggøres og fattiges reelle sygdomme negligeres, fordi industrien ikke kan tjene penge på dem.
Der er i forvejen store klasseskel i danskernes sundhed. De globale skævheder er enorme. En yderligere forskydning mod private løsninger vil gøre disse skel endnu større. Udviklingen bør gå i den modsatte retning.
Kontra-revolution
Hvis vi ser på de overordnede tal, så udgør den private del af sundhedssektoren stadig kun omkring to procent.
Det offentlige sundhedsvæsen er altså stadig en kæmpe i forhold til de private aktører.
Hvis udviklingen vendes nu, kan vi stadig sikre og yderligere udvikle et demokratisk sundhedsvæsen i Danmark uden at skulle gå op imod et stort og velintegreret netværk af private aktører med bugnende pengekasser.
Som udviklingen ser ud i dag, bliver der gradvist skabt en accelererende privat sundhedssektor på første klasse, mens den offentlige sundhedssektor til sammenligning bliver et nedslidt foretagende på anden klasse.
Tendensen går mod mere privat og mere marked - også internt i den offentlige sektor. Det betyder større ulighed og ringere vilkår for langt de fleste medarbejdere og brugere.
Sundhedssektoren er så central en del af vores velfærdssamfund, at et angreb på den offentlige sundhed er det samme som et angreb på velfærdssamfundet som sådan. Og det giver sig selv, at et sådan angreb skal imødegås af massiv modstand fra alle os, der mener, at sundhed skal være for alle og velfærden fortsat skal være den lim der binder os sammen.
Perspektivet i denne borgerlige revolution er så grumt, at jeg hermed må erklære mig som kontra-revolutionær.
Per Clausen er MF og sundhedsordfører for Enhedslisten
Vejle tidligere SF borgmester i dag direktører for et privat hospital og er indirekte med til at udhule det offentlige sundheds system.
Men jeg tror til alle tider sygemennesker er blevet udsat for blive malket for penge både inde for det offentlige og ude på alternative behandlings marked.
Jeg så i forgårs en grotesk udsendelse på svensk TV 4 fra et hospital omkring Stockholm hvor de havde en Antroposofisk tilgang til sygdom, og hvordan de skabte illusioner hos sygemennesker om udsigtsløs behandling.
Men angående danske privat hospitaler mener som udgangs punkt behandlingen skal være offentlige men dog når privat hospitalerne eksistere, så er det kun rimeligt de betaler ved kasse et for uddannelsen af de læger de ansætter.
For der er jo rimelighed i det offentlige skal dække udgifter ved uddannelse af læger, og så det søge jobs i den private sundheds system, der ikke har udgifterne til uddannelse af deres ansatte, og så der jo ikke sige til kan behandle mennesker til mindre penge.
Men ellers kender jeg mange der under psykiatriske behandling er blevet for fede, og skal have betalte ophold på hospitaler for at lære spise rigtig kost, og som er ganske grotesk set i lyset af det koster omkring 1,3 milliard at behandle overvægtige i Danmark.
Disse udgifter kunne udmærket halveres ved forebyggelse, og lærte at få kvinderne væk fra noget så enkelt som kødgryderne, og de gik lidt mere op i at få noget motion. Men nu er der både ansatte diætister ernærings eksperter. Selvom alle ved at når de længere i vores nabo lande på tros af de mange områder af Norge, Sverige, Finland er vokset op med en meget mere ensformig kost.
Så skal lige pludselig gøres til en større videnskab at stå foran kødgryderne og lave den rigtige mad og man råber jo ikke op om at få ændre vores moms regler fordi, man netop har sit job på grund af nogle mennesker er blevet for fede og fint man udnytte dem og tjene lidt penge på dem.
Som når diætister begynder at lave mad opskrifter til behandlings institutioner og væresteder, og så skal lige komme en slanke opskrift på en slanke kage. Så står pædagogerne med en bruger foran gyderne i 3 timer og de fede sider i sofaen og blive mere dovne og lade og i samme tidsrum kunne man jo været gået en tur på 10 til 12 kilometer.
Efter nogle år er den fede så blevet så ødelagt at vedkommende ikke kan holde til gå 1 til 2 kilometer på grund kulturen som trives blandt kvinderne inde for behandlings systemet.
Derfor er det også forkert at sige at det kun er grumme kapitalister der tænker økonomisk i mennesker sygdom også inde for vores behandlings system fastholder de mennesker i sygerollen og gør dem mere syge end godt.
Som særdeles velbegavet person, som jeg var indlagt med som er blevet for fed og dag når møder denne let omgængelige mennesker så er eneste næsten han kan snakke om er vægt og slanke mad. Men motion er må han dyrke efter diætistens vejledning, som er helt ud skoven alle skal sku have motion bare den rigtig form for motion.
Havde jeg slev tilpasset mig denne behandlings kultur havde, jeg også været en overvægtig fed mand.
Samt bliver der også ødslet alt for penge ud på sundheds oplysende kampagner og det underligt den samme rådgivning om motion som de tjene ånder inde for sundhedsministeriet vil belære befolkningen om efterlever de ikke selv inde for systemet.
Samt er man blevet overvægtig er en halvtimes motion ikke nok om dagen til tabe sig og det kræver meget mere vedholdende arbejde, og så må gøre op med den pædagogik kultur om stå foran kødgryderne, som vores undertrykte mormor gjorde da vi børn som var nok så hyggelig få sin kaffe både formiddag eftermiddag og aften og oste maden, men den gang arbejde mange flere mennesker meget hårdere.
Så kan pædagogerne bare lære at koge æg og kartofler og smøre nogle rugbrødsmader med æg tomater kartofler fisk og eller komme ud i naturen så allerede der vil vi kunne spare over en halv milliard på de offentlige sundheds udgifter.
Men revolution vil jeg ikke være med til lave, men en demokratisering af vores behandlings system ville måske være ret hensigtsmæssig, så man undgår at skulle give penge ud til forskning i alternativ behandling, der endnu ikke kan fremlægge et videnskabelig bevis på gavnligheden af deres behandling.
Men ingen tvivl om kilde vand fra de hellige kilder, har hjulpet mange mennesker igennem historien, men hvad var lige årsagen til de blev syge af vand for floderne ?
Mvh