Læsetid: 5 min.

Det sidste strå

Det strategiske partnerskab mellem USA og Tyrkiet er spændt til bristepunktet. En tyrkisk invasion af Nordirak eller vedtagelsen af en amerikansk resolution om folkedrabet på armenierne kan blive strået, der knækker kamelens ryg
Tyrkiets muslimske identitet og dets relationer til naboerne er de senere år - med premierminister Erdogan - blevet opprioriteret på bekostning af det nære forhold til Amerika .

Tyrkiets muslimske identitet og dets relationer til naboerne er de senere år - med premierminister Erdogan - blevet opprioriteret på bekostning af det nære forhold til Amerika .

Sang Tan

24. oktober 2007

"USA's og Tyrkiets strategiske partnerskab er dødt og begravet". Så kategorisk og definitiv lød dommen for et par uger siden fra analytikere, der deltog i en paneldebat på Brookings Institution, USA's ældste tænketank. Nuvel, det er muligt, at denne vurdering er korrekt, men som et engelsk ordsprog lyder: 'Modgang skaber sære sengekammerater'.

Klassisk tyrkisk udenrigspolitik - 'fred indadtil, fred udadtil' - er i færd med at undergå en strategisk ompositionering, der bedre afspejler de ændrede realiteter, Tyrkiet har stået overfor siden afslutningen på Den Kolde Krig. Navnlig siden AKP-regeringen kom til magten i 2002 har Tyrkiets muslimske identitet og dets relationer til sine naboer blevet opprioriteret på bekostning af det nære forhold til Amerika. USA's invasion af Irak i 2003 har kun yderligere skærpet denne splittelse og sat interessekonflikten mellem de to lande i desto klarere relief.

Tyrkiet har udviklet venskabelige relationer til Rusland, dets næststørste handelspartner og leverandøren af to tredjedele af dets naturgas. Hertil kommer udsigten til en kommende energiaftale med Iran, der har vakt betydelig mishag i Washington. Ydermere har Tyrkiet mulighed for at blive medlem af SCO (Shanghai Cooperation Organisation), hvor Rusland, Kina og de centralasiatiske stater i forvejen er medlemmer og Iran, Indien og Pakistan har observatørstatus.

Permanent gæst

Med valget af professor Ekmeleddin Ihsanoglu til posten som generalsekretær ved organisationens topmøde i Istanbul i 2004 befæstede Tyrkiet sit medlemskab af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC). Skønt Tyrkiets anmodning om at blive optaget i Den Arabiske Liga i 2003 blev afvist af flere grunde, deltog premierminister Erdogan i ligaens topmøde i 2006 med titel af 'permanent gæst'.

En stor del af den massive tilstrømning af udenlandsk kapital til Tyrkiet, som i år anslås at nå over de 20 mia. dollar, stammer fra Saudi-Arabien og Golfstaterne. For to år siden overtog Saudi Oger Telekom således Turk Telekom for 6,55 milliarder dollar, mens Dubai Holding agter at investere fem milliarder dollar i fast ejendom.

Da kong Abdullah af Saudi-Arabien sidste år besøgte Tyrkiet, medbragte han for 25 milliarder dollar investeringer i privatiseringer, og hans udenrigsminister, prins Saud al-Faisal udråbte da også ved denne lejlighed Tyrkiet til ny strategisk partner.

Lavpunktet i det strategiske partnerskab mellem Tyrkiet og USA kom 1. marts 2003, da det tyrkiske parlament nægtede at lade amerikanske styrker passere igennem Tyrkiet til det nordlige Irak. Især gned det salt i såret, at Tyrkiet forinden havde forlangt kompensation for sin støtte - i form af et beløb, der menes at andrage så meget som 90 milliarder dollar.

At Washington i første omgang udtrykte sin støtte til den resolution om det armenske folkedrab, som blev godkendt af Repræsentanternes Hus udenrigsudvalg, kan i det perspektiv anskues som en art tak for sidst for Tyrkiets afhopning i 2003, om end amerikansk indenrigspolitik spiller hovedrollen. Ikke blot formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, men også kongresmedlem Adam Schiff, som stod i spidsen for resolutionsforslaget, blev indvalgt med stemmer fra den store armensk-amerikanske befolkningsgruppe i Californien, der tillægger denne sag så stor betydning, at begge fandt det umuligt at ignorere den. Faktisk var de 10 medlemmer af udenrigsudvalget blandt de i alt 27, der stemte for resolutionen, fra Californien, deriblandt udvalgsformand Tom Lantos.

Tyrkiet har brugt anseelige summer og kræfter på at lobbye imod, at resolutionsforslaget opnår vedtagelse i selve Repræsentanternes Hus, og lige nu tyder det på, at det skal lykkes. Ifølge opgørelser fra Det Amerikanske Justitsministerium betaler den tyrkiske ambassade omkring 319.000 dollar om måneden til diverse lobbyfirmaer. Heroverfor står så det armenske forbund, Armenian Assembly of America, med 10.000 medlemmer og et årligt budget på 3,6 millioner dollar.

Den seneste genopblussen af PKK's terror i Tyrkiet har yderligere influeret på forholdet mellem USA og Tyrkiet, og premierminister Erdogan har erklæret, at han er rede til at løbe risikoen for et brud i relationerne med De Forenede Stater, hvis hans regering skulle beslutte sig for at gøre indfald i det nordlige Irak.

Det er imidlertid Tyrkiet, som har fat i den lange ende, da 70 procent af de forsyninger, USA fragter til Irak ad luftvejen, passerer gennem tyrkisk luftrum og 30 procent af brændstofleverancerne passerer over tyrkisk jord. Hvortil kommer, at USA's flybase i Incirlik i det sydlige Tyrkiet har ubestridelig strategisk betydning for operationerne i Irak såvel som i Afghanistan.

USA og Tyrkiet er begge fanget i et intrikat dilemma: De amerikanske styrker sidder fast i Iraks hængedynd uden udsigt til tilbagetrækning i nogen umiddelbar fremtid, og den eneste form for stabilitet skal findes hos KRG, den kurdiske regionalregering i det nordlige Irak. Af hensyn til denne afgørende alliance med KRG er USA både uvillig og ude af stand til at tage effektive skridt imod PKK's trusler imod Tyrkiets sikkerhed, da det ikke har råd til at sætte det gode forhold til sin nye forbundsfælle over styr.

Hvis Tyrkiet på den anden side skrider effektivt ind imod PKK ved at foretage indfald i Irak, risikerer det at komme til at sidde fast i sit eget hængedynd, idet såvel KRG's præsident, Massoud Barzani, som Iraks præsident, Jalal Talabani, har truet med gengældelse, hvis tyrkiske tropper går over grænsen. Og alligevel nødsager det dobbelte hensyn til den offentlige opinion og til den militære nødvendighed Tyrkiet til at handle. For at citere et tyrkisk ordsprog: "Hvis jeg spytter opad, rammer jeg mit overskæg, hvis jeg spytter nedad rammer jeg mit skæg."

I mellemtiden er oliepriserne steget til 90 dollar per tønde, samtidig med, at der er overhængende trusler imod rørledningen Baku-Tbilisi-Ceyhan såvel som rørledningen fra Kirkuk til Ceyhan. I lyset af den nuværende situation vil Tyrkiet derfor med fuld ret kunne påkalde sig NATO-pagtens artikel 5 om kollektivt selvforsvar, ifølge hvilken et angreb imod et NATO-medlem skal anses for at være et angreb imod alle NATO-medlemmer. På den måde kan Tyrkiet sikre sig bred opbakning i konflikten med PKK, mens NATO samtidig kan fungere som en bremse for at undgå den vordende konfrontation med Irak.

Oversat af Niels Ivar Larsen

© Turkish Daily News og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu