Kommentar

Spil Dansk-dagen er ikke sit ansvar voksent

Vi burde begynde at se os om efter andre sange, der vil kunne varetage funktionen som nationale symboler i bedre overensstemmelse med det 21. århundredes virkelighed
Debat
25. oktober 2007

I dag er det Spil Dansk-dag. For syvende år i træk markerer man den sidste torsdag i oktober dansk musik med talrige arrangementer landet rundt. Som en social begivenhed, der inddrager både professionelle, amatører og skoleelever, sætter dagen derved et bredt fokus på musikken som kulturel udtryksform ud fra en dansk vinkel.

Selvom begivenheden forekommer sympatisk, er der grund til at forholde sig kritisk til den unødvendigt nationalt-fokuserede måde, hvorpå arrangøren KODA præsenterer dagen udadtil, ude af proportioner som den er med den langt mere jordnære måde, hvorpå arrangementerne forløber over hele landet.

Spil Dansk-dagens hjemmeside afspejler en ureflekteret forståelse af det nationale på flere måder. Det gælder ikke mindst det officielle fællessangsprogram, hvor en række sange transmitteres direkte i P2 og P4, fremført af DR Radiopigekoret og DR RadioUnderholdningsOrkestret med en opfordring til skoler, institutioner og arbejdspladser om at samles foran højttalerne og synge med.

Kolonialisterne

Blandt sangene på programmet er travere som 'I Danmark er jeg født' (tekst: H.C. Andersen, 1850, melodi: Poul Schierbeck, 1926) og 'Den danske sang' (tekst: Kai Hoffman, 1924, melodi: Carl Nielsen, 1926). Begge sange besynger det særegent danske i en række poetisk-banale vendinger på en så selvfejrende måde, at man som moderne dansker må krumme tæerne ikke så lidt. Tiden er ganske enkelt løbet fra disse sange.

Et af versene fra 'I Danmark er jeg født' begynder med: "Engang du herre var i hele Norden, bød over England - nu du kaldes svag;et lille land og dog så vidt om jordenend høres danskens sang og mejselslag."

Billedet af danskere som sangglade, arbejdsomme kolonialister har muligvis passet fint ind i ældre tiders selvopfattelse. Men det er længe siden. Vi gavner hverken nye generationer af etniske danskere eller danskere med anden etnisk baggrund ved at vedblive med at knytte den kollektive selvopfattelse til den slags poetiske tirader, der har tabt enhver mening som andet end symbolladet nostalgi. I en nutid præget af store problemkomplekser relateret til krigsdeltagelser, flygtningelejre og terrorbekæmpelse, ville det måske især klæde den nationale selvfejring med et mere beskedent afsæt.

Det er ganske vist bare en sang, kan man indvende. Javel, men det er ikke hvilken som helst sang. I dette tilfælde er der tale om et nationalsymbol med et følelsesmæssigt indhold, som for mange er blevet næret af talrige afsyngninger af sangen siden de var børn. Netop derfor burde vi begynde at se os om efter andre sange, der vil kunne varetage funktionen som nationale symboler i bedre overensstemmelse med det 21. århundredes virkelighed.

Vanetænkning

Spil dansk-dagen er en god anledning til at tage dansk musik alvorligt. Og det ligner alvorlig talt træg vanetænkning, når man fra officielt hold uforvarende medvirker til at holde en så tilbageskuende national selvopfattelse i live. For man ignorerer det faktum, at begge sanges danskhedssyn hverken svarer til, respekterer eller inkluderer den multikulturelle virkelighed mange danskere lever i.

Hvis man ønsker at synge disse sange for deres egen skyld i mere undselige sammenhænge som i hjemmet eller i forsamlingshuse, er det naturligvis folks egen sag. Men fortsat at gøre sange med en så svulmende nationalistisk retorik til officielle tyngdepunkter i en landsdækkende begivenhed som Spil Dansk-dagen, er ganske enkelt ikke at være sit ansvar voksent.

Henrik Marstal, ph.d., musiker og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Yes! lige mine ord

Mennesket kendetegnes ved at det har opdaget sig selv som et individ, det opfatter sig sig som noget individuelt, og det genkender sig i handlnger der kaldes for det individuelle. Omsat i praksis betyder det at det man i realiteten er, er helt unikt. Der findes ikke to identiske individer, der findes ikke to identiske skabninger på hele denne jord. Der findes ikke to ens mænd, to ens kvinder eller børn.
Men nogle mennesker lære at lyve og det skal gå hen og ødelægger dem, dvs. det er samfundet og dets kultur de vil ødelægger dem men det at de lyver, tillader at man kan tro at ødelæggelsen finder sted. De bliver altså ødelagt ikke af andre mennesker, men andre menesker kan nemt udnytte dem når de først har tilrettelagt ødelæggelsen selv i løgnen.
Ofte sker al det her i en tidlig alder mens de stadig er børn. De ødelagte kan ikke længre finde ud af at være sig selv, de har erstattet tilværelsen med en tro, og denne tro kommer til udtryk ved at den ødlagte erstatter sine erfaringer med andres erfaringer. Den ødelagte opgiver altså bevidst sit selvbillede og erstatter det med en andens, et idols.
Engang var det mere personer som jesus og krsna folk kopierede, senere blev det så til andre typer helte, dikatorer, krigshelte, tænkere, politiker, købmænd eller film og popstjerner. Og omkring disse idoler, er opstået alle de falske sammenslutninger, værdinormer, smagsdommeri, kltur, nationer, religioner, racer osv. falske fordi den eneste virkelige fællesskab er at vi er fuldkommen forskellige. Det er det eneste vi for alvor er fælles om at være, er at vi er forskellige. Og således ser man så disse vanvittige grupper af folk der skarer op i gennem ritualiserede og ophøjende helte-afgude dyrkelser, de deler alle den gennemførte skamfuldhed, at de engang ikke magtede at leve med den viden de havde om dem selv, men løj og at de heller ikke havde modet til at tage sit liv, måske de mistede indsigten og kundskaben til selvmordet i selve løgnens udfoldelse. De valgte at afstå fra den gave livet er, for at i dets sted kun at overleve i en bisar selv iscenesat trældom, betinget og underlagt deres falske sammenslutnings idealer og i det udleve et andet idols individualitet. Virkeligørelsen af et idealet -målsætningen som de har sat sig for, vil forhindre deres egen individuelle opblomstring, deres eget unike udtryk for menneskelighed, men i dets sted har de i erklæret enighed kunnet samles om at i al væsentlighed erstatte den tabte udfoldelses mulighed med erkendelsen af en guddoms, en nations eller rase virkeliggørelse.
Hvis ikke det var dødeligt - endeligt, ville det være skræmmende.
Nationalist, racist eller religiøs, det er virkelighedens flygtninge. Nationalist, racist eller religiøs, er noget man bliver i bestræbelserne på at være noget andet end det man i realiteten er, individuelt - Og disse bestræbelser VIL slå fejl, og alle de falske sammenslutninger vil opstå, gro ud af afføringen på alle disse fejlslagne, flygtningene... og det hele stratede med en løgn, for det er når man lyver, at verden bliver fremmede og uigenkendelig og man kan stille spørgsmål ved sig selv.

"Vi gavner hverken nye generationer af etniske danskere eller danskere med anden etnisk baggrund ved at vedblive med at knytte den kollektive selvopfattelse til den slags poetiske tirader". Da jeg læste overskriften, vidste jeg, at den ville komme. Hvor er det dog synd for dem.

Det er egentlig lidt pinligt, at Marstal kan bruge så meget plads på at demonstrere sin historieløshed ved fuldstændigt at misfortolke H.C.Andersens smukke fædrelandssang. Han minder om den universitetselev, der engang skrev en voldsomt negativ anmeldelse af et fødseldagsdigt, hvor fødselsdagsbarnet blev omtalt som "The King of our hearts today" - med den begrundelse, at han var republikaner og derfor ikke brød sig om forherligelse af konger.

Andersens pointe i det nævnte vers er lige præcis, at det er langt større, at Danmark i dag (på Andersens tid, altså) i stedet for for sin militærmagt er kendt for sin "sang og mejselslag" - dvs digtning (Oehlenschlæger) og billedhuggerkunst (Thorvaldsen). Marstals billede af "sangglade, arbejdsomme kolonialister" er helt ude i hampen og har intet med Andersen at gøre.

Desværre er det ganske andre ting, Danmark i dag er kendt for over hele jorden - men vi kan da stadig prale af Bohr, Kierkegaard og von Trier.

At resten af Andersens sang handler om, hvor smukt der er i Danmark - og det er faktisk stadig værd at besynge - nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld.

Synd, når man har en i og for sig god pointe - at tage afstand fra vulgærnationalisme - at man så bygger på forkerte præmisser. Vulgærnationalismen finder man ganske andre steder end hos H.C.Andersen.

Jeg er enig med Marstal. Det tjener ikke syng dansk-heden kun at hive alt dette gamle frem, uanset indholdet for den slags skyld. ikke at man derfor skal smide det helt væk eller noget, men i hvert fald er det uomgængeligt, at hvis der skal synges dansk, så skal der fokus på noget nutidsdansk, halfdan rasmussen, benny andersen, poul dissing ("vort muddemål er hæsligt" - ja lyt bare til den, den siger det hele), TV-2, der skal noget nutidigt ind, jeg vil ikke nødvendigvis ha hiphop bare fordi de gør hvad de gør pw det danske sprog, men der er ting som er helt igennem danske, nutidige, som vel godt kunne bruges i stedet for eller i hvert fald på side med eller måske et hestehovede foran alt det gamle nationalistiske.

Ja, det er svært at forholde sig til dansk kultur, når en smuk sang som "I Danmark er jeg født" får moderne danskere som Henrik Marstal til at krumme tæer. Selv om Spil Dansk-dagen ifølge udsendelserne i DRs P2 sandt nok virkede noget tam, krummer jeg tæer over Henrik Marstals indlæg, fordi han bare jorder foretagendet uden at fremlægge ideen til en farbar vej.
"I en nutid præget af store problemkomplekser relateret til krigsdeltagelser, flygtningelejre og terrorbekæmpelse, ville det måske især klæde den nationale selvfejring med et mere beskedent afsæt," skriver Henrik Marstal.
Javist - de nævnte eksempler deprimerer også mig, uden at jeg dog af den grund finder anledning til helt at forkaste den danske musik- og sangtradition. Måske er sangen "Så bittert var mit hjerte" på sin plads her, men lad det nu ligge.

Jeg synes det er fattigt, hvis den mærkelige danske blufærdighed for store følelser får nogle til at gå i baglås og forkaste vores eget musikalske arvegods. Selv folkemusikken har vi skrottet i almindelighed, og ved brylluppet eller begravelsen i kirken døjer folk med at finde fællessangens melodi.
Under en jordefærd i haven hos en ateistisk dansk familie, hvor afdøde var jurist, oplevede jeg sågar, at man helt undlod danske sange. I stedet nynnede selskabet lidt Bob Dylan, hvilket virkede meget uforløst og mærkeligt.
Der er derfor al mulig grund til at dyrke Spil Dansk-dagene som en lejlighed til at åbne op og vise, at vi endnu formår at spille og synge sammen her til lands. Jeg vil så nødigt parkere den evne hos Dansk Folkeparti.

Nu er det jo ikke i sig selv forkert at være politisk korrekt. Men Henrik Marstals indlæg d. 25/10 vedrørende 'Spil dansk dagen' er både det ene og det andet.

Det er forkert, fordi hans fortolkning af de 'selvfejrende poetisk-banale vendinger' er så gennemfarvet af den politiske korrekte bestræbelse på at inkludere alle nydanskere og udanskere, at den uden belæg indlæser banal-nationalisme i en sang som "I Danmark er jeg født". En sang som jeg
uden blusel indrømmer jeg altid har været glad for, NETOP fordi den ikke
er et heltekvad, men istedet på sjælden vis udtrykker en inderlig, ydmyg
glæde og taknemmelighed over at have rod i et smørhul. Og så hænger dens 'poetisk-banale vendinger' iøvrigt lyrisk set godt sammen.

Henrik Marstal må da også have skullet gøre vold på sin fornuft for at
indlæse dansk kolonialisme i de fremdragne linier:
"Engang du herre var i hele Norden, bød over England - nu du kaldes svag;
et lille land og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag."

Skulle vi gå i krig med sang og mejsel og undertvinge os fremmede folkeslag på den måde? For mig at se er der tale om et langt mere fredeligt forehavende: At folk med en baggrund fra det lille land, der altså ikke kan bestemme over andre, viser den stille styrke i at tage ud i verden og med godt humør arbejde til alles bedste. Det er jo ren Danida! Om det holder i virkeligheden kan bestemt diskuteres, men det er vel en ønskværdig stræben - også i Henrik Marstals optik.

Lad mig som modstykke til banal-fortolkningen, forsøge at banal-psykologisere over baggrunden for Henrik Marstals udfald mod en af perlerne i den danske sangskat:
Danmark er faktisk i krig - med andre midler end sang og mejsel - og har vel også bidraget til den irakiske tragedie. Dog kan det være svært at sige om det ville være gået værre eller bedre uden os. I det mindste synes jeg ikke vi kan være stolte af vores håndtering af beslutningerne omkring deltagelsen. Og et seriøst efterspil er jo indtil videre PINLIGT fraværende. Så på den baggrund kan jeg godt se at man kan få en dårlig smag i munden ved at kalde sig dansk. Men selvudslettelse fjerner bare munden - ikke det
der gav smagen - og retter ingen fejl. (Fejlretningen vil jeg iøvrigt opfordre til at man efter bedste overbevisning tager del i ved stemmeurnerne den 13. November.)

Der er for mig at se intet galt i at synge om sit tilhørsforhold, det man definerer som sin egenart og sine mål. Accept af eget udgangspunkt og erkendelse af dets værdi rydder megen jantelov af vejen og gør det lettere at arbejde positivt. Sådan en sang skal naturligvis ikke nedvurdere andre udgangspunkter, men det er en misforståelse, hvis man tror man
kan bidrage til større forståelse og glæde i verden ved at nedvurdere sig selv.

Der findes vitterligt masser af banal-nationalt møg i Højskolesangbogen, men faktisk synes jeg at de valgte fælles-sange på syng-dansk dagen er noget bedre. Hvis vi skal synge en sang sammen, er det jo smart at vi kender den. Så istedet for at skrive brok, synes jeg Henrik Marstal kunne benytte sine evner til at skrive nye sange med bred appel. Så langt vil jeg erklære mig enig: Lad os få nogle nye sange. Også !

Indtil Henrik Marstal eller en anden får skrevet en ny sang, som vi alle i løbet af 5-6 år - fra Gedser, over asylcentret i Ebeltoft og til Skagen - kan synge med på, kunne man måske for at forsøde den politisk korrekte tand udvide HCA's tekst med et enkelt vers:

I Danmark har jeg bo - og p.t. hjemme
måske nok ikke født - men venter på asyl
Jeg er her godt nok kun fordi de slemme
derhjemme i mit land vil gi' mig prygl.
Du danske, friske strand
med iltsvind og vindmøller
og danske mænd med danske pilsner-ø-ø-ller
Jeg e-elsker dig - Du e-e-elsker mig
Danmark mit opholdsland.

Nej, vel? Det fungerer ikke! Men det fungerer altså heller ikke - i skam og misforstået gæstfrihed - at lade være med at synge om det vi kommer fra og trods alle forvaltningsfejl er glade for.