Kommentar

'Nu stjæler vi jeres hjerner'

En replik til SF's Margrete Auken og Christine Sidenius
Debat
27. oktober 2007

Margrete Auken og Christine Sidenius fra SF har begået et svovlende indlæg i Information 19. oktober.

Under overskriften 'Den dårlige ånde fra højre' beskyldes jeg for at sætte mig "over i et ildelugtende hjørne med Mogens Camre og resten af den ekstreme højrefløj i Parlamentet".

Min gode opdragelse forbyder mig at svare igen på samme polemiske niveau. Men jeg tillader mig at tro, at denne beskrivelse vil komme som en overraskelse for dem, som har fulgt bare overfladisk med i mit politiske virke de sidste årtier.

Til gengæld vil jeg godt notere følgende tre kendsgerninger: For det første: EU-Kommissionen lægger ikke op til åbne grænser eller bare det, der ligner. Fort Europa vil bestå uantastet, men folk med særlige kvalifikationer, som vi har brug for inden for murerne, kan allernådigst få tildelt en tidsbestemt passerseddel.

For det andet: En sådan 'greencard'-ordning vil ikke i noget nævneværdigt omfang påvirke de tragiske eksempler på folk, som kommer galt af sted i forsøget på illegalt at komme ind i EU. Det er en illusion at tro, at hvis bare vi giver de to veluddannede i en fattig afrikansk landsby adgang til EU, så vil de 998 andre opgive at komme væk.

Og for det tredje: Det, der driver den såkaldte 'illegale immigration', er netop fattigdommen og de manglende fremtidsudsigter, som præger bl.a. Afrika. Her bærer EU et stort ansvar på grund af sine toldmure og landbrugsstøtteordninger. Dét kunne EU ændre den dag i dag. Hvis altså bare EU ville!

Portner-Villy åbner

Og så et par enkelte politiske kommentarer:

For det første: Jeg er fuld af forundring over Auken/Sidenius let og elefant springer over temaet 'braindrain'. Det burde ellers være en rygmarvsrefleks for erklærede socialister at overveje, om det nu ikke kunne komme fattige lande til skade, at deres kvalificerede arbejdskraft, som de har brugt store ressourcer på at få uddannet, bliver importeret af de rige lande. Mig giver det i hvert fald kvalme, når den rige verden optræder under mottoet: 'Først stjal vi jeres råstoffer, nu stjæler vi jeres hjerner'!

For det andet: Personligt er jeg modstander af den nuværende stramme danske udlændingepolitik. Men det er samtidig min opfattelse, at denne politisk skal ændres af den danske befolkning. Hvad ellers? Forestiller man sig virkelig, at der skal føres udlændingepolitik i Danmark i modsætning til, hvad den danske befolkning ønsker.

Derfor har vi alle en opgave med at overbevise vores omgivelser om vigtigheden og rigtigheden i en åben og anstændig udlændingepolitik. Tak til Amnesti Nu, Bedsteforældre for asyl og alle andre som gør en kæmpe indsats i den forbindelse.

Hvad kunne være mere oplagt for Auken/Sidenius end at starte med deres eget parti SF, som for nylig dekreterede et loft på 3.000 flygtninge i Danmark. Gud fader bevare mig vel!

Man ser det for sig: En forfulgt og torteret kvinde på flugt fra det fascistiske mullah-diktatur i Iran banker på Danmarks dør. Portner-Villy åbner døren på klem og meddeler hende, at hun desværre må gå igen, da hun er nummer 3.001. Undskyld jeg spørger: Kunne Auken/Sidenius ikke bruge lidt kræfter på at få løst det lille problem, inden de fortsætter med at promovere EU som løsningen på alt ondt her i verden. Men det sidste er måske meget lettere end det første?

Søren Søndergaard er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ak ja, og jeg der altså havde overvet at skifte Villy's parti ud med Søren Søndergaard's ved det her valg. SUK, og atter SUK.

Søren Søndergaard overser totalt i sit indlæg at f.eks. afrikanske læger og ingeniører mv. altid har taget til Vesten for at videreuddanne sig og så siden er vendt hjem med by viden om f.eks. medicin eller brobygning til gavn og glæde også for det der i 1970'erne hed u-landene.

Han overser også totalt, at i dag er Brasilien, Indien og Kina bestemt ikke U-lande mere. De er på til at blive, eller er faktisk, industri-lande, som Vesten har været det i mere end 100 år.

Søren Søndergaard overset også, at en greencard ordning vil gøre det nemmere for kvalificerede udlændinge at komme ind i EU, via et point system som det canadiske. Og det er en en god ting. Bedst ville det selvfølgelig være med fri adgang over landegrænserne, men det er desværre nok ikke realistisk muligt sådan som stemningen er i Europa i dag.

Hvis EU virkelig ville gøre noget godt for f.eks. de fattige i Afrika, ja så gjorde EU ganske enkelt det, at de omgående forbød al landbrugs-støtte, også internationalt. Så ville kineserne og inderne og afrikanerne kunne afsætte deres bomuld på verdensmarkedet i stedet for at amerikanerne afsætte deres bomuls, fordi de amerikanske bomulds-farmere bliver undersøttet af den amerikanske stat.

Det undrer mig dog ikke, at Søren Søndergard mv. er begyndt at samarbejde med den ekstreme højrefløj i EU-parlamentet. Også DKP var jo dybt imod det tidligere EF, ganske enkelt fordi man var bange for de italienske, græske,
spanske mv. arbejdere, som ville vælte ind over grænserne, tage arbejdet fra danskerne, og udføre det til en lavere løn end de danske arbejdere ville gøre.

Det er på tide at Enhedslisten taget et opgør med den national-konservatisme, der stadig findes på dele af venstre-fløjen. Og det er også på tide, at Enhedslisten mv. kræver, at Kina mv. lever op til ILO's og WTO's krav om hvordan man behandler sine arbejdere. Kina, Vietnam mv. har jo stor succes, og den er altså opnået gennem at underbetale arbejderne, bruge slave-arbejdere, indsatte i fængsler, og have dårlige arbejdsvilkår for arbejderne. Se, det ville der være perspektiv i at Søren Søndergaard kæmpede for i EU, ikke i at rende rundt med dybt nationalistiske poltikere.

/Karsten

SF har jo også forlængst foreslået at en del af skatten på arbejde flyttes over på bolig - det åbenlyse resultat af det er jo at det er mere tillokkende for udenlandske forskere m.v. at komme til Danmark, istedet for at vores "hjerner" rejser ud.

@Karsten Aaen: Har du overhovedet læst indlægget? Du skriver:
"Hvis EU virkelig ville gøre noget godt for f.eks. de fattige i Afrika, ja så gjorde EU ganske enkelt det, at de omgående forbød al landbrugs-støtte, også internationalt."

Yep, og måske netop derfor skriver Søndergaard:
"Det, der driver den såkaldte 'illegale immigration', er netop fattigdommen og de manglende fremtidsudsigter, som præger bl.a. Afrika. Her bærer EU et stort ansvar på grund af sine toldmure og landbrugsstøtteordninger. Dét kunne EU ændre den dag i dag. Hvis altså bare EU ville!"

Jeg har vanskeligt ved at gennemskue hvori din postulerede uenighed består. Personligt er jeg enig. Det er altså for dårligt af både SF og R at gå på kompromis, når der i den grad er brug for at presse både regeringen og S på flygtninge, indvandrere og integrations-området i valgkampen.

Det er én af grundene til at jeg NETOP støtter Ø i dette valg.