Kronik

Store og små gevinster

Tidens store spørgsmål er ikke hvorvidt Sarkozy eller Brown kommer bedst ud af det med Bush, men hvad Kinas statslige investeringsfond køber, når den for første gang går på power-shopping
I sammenligning med finansverdenens overhoveder, begynder de traditionelle politiske overhoveder at se lige så magtfulde ud som, tja, professorer. Og den rigtig dårlige nyhed for den nuværende generation af præsidenter og premierministre? Ikke blot bliver gevinsterne hele tiden mindre. I fyre er ikke engang fastansatte.

I sammenligning med finansverdenens overhoveder, begynder de traditionelle politiske overhoveder at se lige så magtfulde ud som, tja, professorer. Og den rigtig dårlige nyhed for den nuværende generation af præsidenter og premierministre? Ikke blot bliver gevinsterne hele tiden mindre. I fyre er ikke engang fastansatte.

Evan Vucci

Debat
22. oktober 2007

"Akademiske slag er ofte mere brutale end vores slag i den virkelige verden," sagde Henry Kissinger i en berømt udtalelse, "fordi gevinsten er så lav." Når man betragter de underlige ritualer de vestlige demokratier gennemgår når de vælger deres ledere undrer jeg mig over, om det samme nu er tilfældet, også i den virkelige verden.

Ved den 'virkelige' verden mener jeg den politiske verden - en verden af præsidentvalg og partikongresser. Der var engang, hvor indsatsen i denne verden var virkelig høj. I Henry Kissingers storhedstid var den amerikanske præsident virkelig en magthaver. Som hans modpart, generalsekretæren for Sovjetunionens kommunistiske parti, havde han magt til at dræbe millioner af mennesker ved et tryk på en knap.

Selv den britiske premierminister havde virkelig magt i 1980'erne: magten til at sende en flådestyrke fra Portsmouth til Port Stanley på den anden side af kloden. For at fordrive argentinske invasionsstyrker fra Falklandsøerne.

'Omnipræsident' Sarkozy

Lederne af den forrige generation havde også reel økonomisk magt. For lidt over 25 år siden havde den franske præsident magt til at nationalisere landets største banker. Den tyske kansler kunne annektere et naboland, blot ved at tilbyde dets borgere en håndfuld tyske D-mark.

Ikke at nutidens ledere er specielt mindre personligheder, selv om det altid er fristende at afskrive nutidens politikere som rene dværge, der står på skuldrene af giganter. Blandt de førende udfordrere til posten som USA's præsident finder man faktisk flere bemærkelsesværdigt kapable folk. Jeg kan tænke på i hvert fald tre (Clinton, Giuliani og McCain), som ville blive en bedre præsident end f.eks. Jimmy Carter. Gordon Brown er en usædvanligt intelligent premierminister, selv om han synes at lide under en Hamlet-agtig ubeslutsomhed. Og Nicolas Sarkozy kan meget vel vise sig at blive den bedste franske præsident siden de Gaulle.

Problemet ligger ikke hos de enkelte, men i deres problemer.

Ikke alle kan se det. Ikke alle ønsker at se det. Nyhedsmediernes hele eksistens er specielt afhængig af ideen om at politikerne er magtfulde. Forholdet er symbiotisk. Politikerne har brug for pressen til at viderekommunikere deres aktiviteter. Pressen har brug for at politikerne leverer et endeløst menneskeligt drama, en mere hemmelighedsfuld sæbeopera der kører sideløbende med stjernernes og de kongeliges kærlighedsliv.

Ingen forstår det bedre end Sarkozy, hvis hele liv er blevet til en optræden til ære for Paris Match. Jeg tager hatten af for den nye, franske præsident, som nu er så allestedsnærværende i de franske medier, at de kalder ham 'omnipræsident'. Uanset hvor han er, efterlader han sig et spor af slagord og overtrådte tabuer. Han fremstiller alternativerne i Den Persiske Golf som "den iranske bombe eller bombningen af Iran." Han skælder Den Europæiske Centralbank ud for ikke at være tilstrækkeligt opmærksom på den stærke euro. Han foretrækker en national industripolitik frem for det angelsaksiske dogme om fri konkurrence. Han forventer at hans landsmænd arbejder længere. Han holder endog sine ferier i USA.

Men det vides endnu ikke om Sarkozy virkelig kan ændre Frankrig, for ikke at tale om resten af verden. Frigivelsen af et par bulgarske gidsler og sammenlægningen af to franske energiselskaber lever næppe op til det afgørende 'brud med fortiden' som han lovede under sin valgkampagne.

Vi får fortalt at Sarkozy overvejer en total omlægning af den franske udenrigspolitik. Måske vil han efter mere end 40 års halvhjertet indsats føre Frankrig tilbage i NATO's integrerede kommandostruktur. Måske vil han efter mere end 50 års tilknytning, løsne båndene mellem Frankrig og Tyskland. Nogle finder den slags ting frygteligt spændende. De taler med store ord om en ny fransk-amerikansk tilnærmelse og afslutningen på den fransk-tyske entente. De spekulerer på, om George Brown var lidt for afvisende da han mødtes med præsident Bush i Camp David tilbage i juli måned. Kunne dette betyde afslutningen på et helt specielt forhold? Eller bør Brown (i denne sag) forholde sig afventende, eftersom Bush vil være borte om 16 måneder?

Industrilandene må låne

Spørgsmål som disse var det en gang værd at spekulere over - dengang politikere havde reel magt. Fra midten af det 17. århundrede og indtil midten af det 20., var forholdet mellem England og Frankrig virkelig af vital betydning for stabiliteten i verden. De var blandt de fem stormagter, der udgjorde det europæiske statssystems 'pentarki'. Havde det ikke været for den engelsk-franske konflikt, kunne De Forenede Stater være blevet kvalt ved fødslen. Havde det ikke været for det engelsk-franske samarbejde, kunne Det Tyske Rige have erobret Europa.

Frankrig, England, USA: De har alle haft deres herredømme-æra. Men i dag? I dag står de tilsammen for over en tredjedel af den globale produktion, det er sandt. Men ifølge Goldman Sachs, kan deres andel i 2050 være nede på 15 procent. Deres allerede ubetydelige del af verdens befolkning kunne svinde endnu mere, fra 6,5 til 5,9 procent.

Men det virkelige problem er, at de alle tilhører klubben af industrilande-skyldnere, med et samlet underskud på 970 mia. dollar sidste år. Andre medlemmer af klubben er Australien, Grækenland, Island, Irland, Italien, New Zealand, Portugal og Spanien. Bortset fra Island, ligner det en liste over tidligere imperier, med tidligere medlemmer af det britiske imperium (minus det energi-rige Canada) i spidsen.

Kollektivt set måtte industrilande-skyldnerne låne omkring 1,3 billioner dollar (1,300.000.000.ooo dollar - red.) sidste år, for at kunne finansiere a) forskellen mellem udgifterne til importerede varer og tjenesteydelser og eksportindtægterne, og b) forskellen mellem deres betalinger til fremmede pengeudlånere og indtægterne fra udenlandske investeringer.

På den anden side af denne store globale ligning finder vi klubben af nye eksportører. Ifølge Den Internationale Valutafond blev 40 procent af industrilande-skyldnernes valutabehov dækket af Kina, Rusland og Mellemøsten.

Kina på power-shopping

Problemet for skyldnerlandene er grundlæggende, at deres indbyggere ønsker at leve over evne. De er vant til at sidde med magten og tror, at verden skylder dem en ordentlig tilværelse. Deres politikere lefler for denne opfattelse ved at give en række mere eller mindre uforenelige løfter: at udgifter til sundhedsvæsen og uddannelse altid vil stige; at de direkte skatter aldrig vil stige; og at de aktiver vælgerne låner imod, aldrig falder i værdi. Den eneste måde disse løfter kan opfyldes på, er at pumpe stadig flere stykker trykte papirer ud: pengesedler, regninger, obligationer, aktier, værdipapirer med sikkerhed i aktiver, kautionerede skyldnerobligationer og alt det andet. De nye eksportlande køber disse, ikke mindst for at forhindre deres egne valutaer i at stige i forhold til vores. Nettoresultatet af alt dette bliver nødvendigvis at det finansielle ejerskab skifter fra Vesten til Østen.

Denne proces er på vej ind i en ny fase, nu hvor Kina har etableret sin egen statslige investeringsfond (sovereign wealth fund), på linje med de allerede eksisterende i Kuwait, Abu Dhabi og Singapore. Ifølge Morgan Stanley, administrerer SWF'ere i øjeblikket omkring 2,6 billioner dollar, hvoraf de 1,7 billioner styres af hedge-fonde (sammenslutninger, der aktivt investerer for at opnå størst muligt afkast, red.). Yderligere 4,4 billioner dollar er bundet i statslige pensionsfonde. I 2011 kunne værdien af SWF-aktiver overstige de samlede udenlandske valutareserver i samtlige verdens centralbanker. Og i løbet af blot 15 år kunne deres aktiver nå 27 billioner dollar, hvilket ville give dem kontrol over næsten en tiendedel (9,2 procent) af verdens totale aktiver.

Så tidens store spørgsmål er ikke hvorvidt Sarkozy eller Brown kommer bedst ud af det med Bush, men hvad Kinas statslige investeringsfond køber, når den for første gang går på power-shopping.

I sammenligning med disse finansverdenens overhoveder, begynder de traditionelle politiske overhoveder at se lige så magtfulde ud som, tja, professorer. Og den rigtig dårlige nyhed for den nuværende generation af præsidenter og premierministre? Ikke blot bliver gevinsterne hele tiden mindre. I fyre er ikke engang fastansatte.

Under disse omstændigheder kan man ikke forvente at den vestlige verdens politiske liv bliver mindre brutal. Det bliver måske mere underholdende, set som en publikumssport. Men som i de fleste sportsgrene, betyder det i virkeligheden ikke ret meget.

Niall Ferguson er historieprofessor ved Harvard University

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her