Kronik

Tanker fra en ledig

Der mangler sammenhæng mellem A-kassens, jobcentrets og politikernes ønsker i ledighedssystemet. Det kunne ende med at vise sig, at den internationale frontposition, som Anders Fogh Rasmussen ønsker for Danmark, først for alvor indtræder, når et veludviklet videnskabssystem og en innovativ teknologisk front lærer at integrere ægte humanistisk kompetence
Hvad der i virkeligheden udgør et komplekst, menneskeligt puslespil søges løst gennem et simpelt stykke skoleregning: Hvis ledige kandidater indtager funktioner som buschauffører eller kontorassistenter, så er både manglen på jobs og manglen på arbejdskraft løst. Det forekommer jo enkelt.

Hvad der i virkeligheden udgør et komplekst, menneskeligt puslespil søges løst gennem et simpelt stykke skoleregning: Hvis ledige kandidater indtager funktioner som buschauffører eller kontorassistenter, så er både manglen på jobs og manglen på arbejdskraft løst. Det forekommer jo enkelt.

Debat
30. oktober 2007

A-kassen giver input i form af workshops. Disse retter sig meget primært mod jobsøgers kompetenceafklaring og oparbejdelse af formuleringskompetencer med det formål, at den enkelte skal kunne 'sælge sig selv' til erhvervslivet. Ideen er, siges det gentagne gange, at når ansøgningen ikke giver gevinst, må det skyldes jobsøgerens manglende evne til gennem den rette formulering at ramme de konkrete, instrumentelle præmisser, som erhvervslivet stiller som ønske i en given jobfunktion. Udover kursustilbud fungerer A-kasserne som kontrolleringsinstans, der tjener til at sikre den lediges aktive jobsøgning.

Jeg har mest vanskeligt ved at forstå funktionen af anden aktør. Konsulenten leverer ikke konkrete tilbud, indsigt i eller kontakt til erhvervslivet. Den slags er i informationsalderen op til den ledige selv. Sparring virker på den måde, at den samme 'papegøjesang' fra A-kassemøderne og jobportalerne gentages - nu blot altså af en anden aktør. En konsulent giver mig ved et fællesmøde en hjælpende hånd: Jobcentrets indsats består i, forklarer han, at "irritere" den arbejdsløse. Endnu en kontrolleringsinstans altså.

Efter personligt at have hørt Claus Hjort Frederiksens tale til jobmessen 2. Generation i foråret, 2006 i Hillerød, hvor jeg efter kort tids ledighed blev tilbudt at tage en tredje uddannelse som buschauffør eller vikariere som kontorassistent, blev min erfaring udvidet med yderligere indsigter: Hvad der i virkeligheden udgør et komplekst, menneskeligt puslespil søges løst gennem et simpelt stykke skoleregning: Hvis ledige kandidater indtager funktioner som buschauffører eller kontorassistenter, så er både manglen på jobs og manglen på arbejdskraft løst. Det forekommer jo enkelt.

Dette medførte nok en erkendelse: Såfremt man som færdiguddannet humanist overgår til A-kassesystemet, kan man få brug for et øjeblikkeligt hukommelsessvigt, der kan eliminere den viden og menneskelige udvikling, man i de forløbne år møjsommeligt har bygget op. Hvis man skal følge devisen fra politikerne, skal man altså kritikløst overgå til en hvilken som helst arbejdsfunktion, der måtte tilbyde sig. Overvejelsen, der med det samme melder sig, og angår spørgsmålet om, hvorfor der er uddannet så mange menneskevidensfolk, når de i kølvandet på dimissionen skal give køb på en stor del af den erhvervede viden og kompetence, må vel i kraft af sin natur ligge uden for beskæftigelsesministeriets domæne?

Når man ved mange obligatoriske møder i A-kasse og jobcenter har hørt den samme smøre gentaget tilstrækkelig mange gange, hver gang dog nykrydret med velfærdsreformens intensiverede kontrolleringstiltag, og har mødt egne følelser reflekteret hos andre ledige, som til min overraskelse viser sig både kvalificerede, velformulerede, og - i strid med de store dagblades påstande - mange i antal, og man aktivt stiller sig spørgsmål ved konstruktiviteten i jobcentrenes arbejde, kan man godt - vil jeg påstå - tillade sig at konkludere, at både den private og offentlige jobkonsulent primært bliver betalt for at agere direkte, funktionel håndlanger for en regerings-filsosofi, der udgår af den forhåndspræmis, at den arbejdsløse pr definition er arbejdssky og for inkompetent til at ramme erhvervslivets behov.

Lediges store virkelyst

Jeg har svært ved at forlige mig med det, jeg er kommet frem til:

Jeg kan ganske simpelt ikke kende mig selv eller andre A-kasse-medlemmer i Hjort Frederiksens arbejdssky ledige. Mange sidder inde med specialviden, kreativitet, menneskelighed og ikke mindst: formidable formuleringsevner og kendskab til sig selv. Mange udtrykker en virkelyst, som jeg kan identificere mig med, da jeg som idealistisk humanist elsker at trække mig tilbage i en arbejdssky. Over halvdelen af min uddannelse har jeg taget på samme tid, som jeg var fuldtids privat og lønnet dagplejer for egne børn + plejebørn. Det tyder jo ikke umiddelbart på ugidelighed.

Derfor spørger jeg nu åbent: Er det ikke rimeligt at bruge kræfter på åbenlyst at stille spørgsmålstegn ved værdigheden i, at man til trods for en række oparbejdede kompetencer og stor viden om mennesker og samfund tilsyneladende ikke har 'brugsværdi' på arbejdsmarkedet, fremfor straks at acceptere, at man, skønt man pr. natur bruger str. 45 i sko, i ugens 37 timer partout skal klemme sig ned i størrelse 36? Er det ikke et højtudviklet samfunds hellige pligt at få øje på og gøre brug af sine faktiske ressourcer? Og er det især ikke de lønnede jobkonsulenters arbejde at se perspektiver og skabe værdifuld nytænkning frem for for skatteborgernes midler systeminternt at agere 'fluen, der pirrer til yderligere irritation'? Den friktion mellem samfundssystemer, som åbenbart stadig gør sig gældende i forholdet mellem humanister og erhvervsliv åbner jo netop muligheden for omtænkning - en vækket forundringsparathed hos alle implicerede parter?

Humanisters potentiale

Lad os tænke det ind i en bredere, samfundsmæssig sammenhæng og stadig holde erhvervslivet for øje. Vi nærmer os ifølge Daniel H. Pink (Daniel H. Pink: Ny Verden Nyt Tankesæt - fra informationsalderen til konceptalderen. Børsens Forlag, 2006) en tid, hvor konceptuel tænkning, empati, kreativitet og spiritualitet i højere grad bliver kriterier for 'den gode medarbejder'. Tager vi ham alvorligt, vil erhvervsmæssige kompetencer i nær fremtid skulle aflæses med andre briller, end de, som typisk sidder på næsen af private rekrutteringsstabe i dag. I morgen vil funktionel viden og det 'straight' CV ifølge Daniel Pink måske skulle læses som "konformitet" frem for "adaptabilitet". Skiftende valg gennem livet vil kunne læses som "personlig læringstrang" eller "dynamisk omstillingsparathed".

Poetiske, kreative evner og evnen til at skabe synteser mellem uhørte områder kan vise sig som eftertragtede kvaliteter. Personlig bevidsthed om meditation og økologi vil kunne tolkes som "intelligent selvmestring" frem for inkompatibelt med en virksomheds instrumentelle behov - der er nemlig brug for den (selv)bevidste medarbejder, hvad tidens ihærdige arbejde med at coache mennesker til selvmestring netop påviser.

Tanken strejfer mig: Måske overser man i erhvervslivet netop nu guldklumper, fordi brillerne man bærer er for stærkt tunet ind på gårsdagens kodning, fremfor morgendagens åbninger? Og fremfor alt: Måske er det ikke bare humanisterne, der ved at hugge en hæl og klippe en tå skal smyge sig ind i erhvervslivets instrumentelle nyttetænkning, iklæde sig funktionelle kategoriseringer og resultatorienterede paradigmer, men omvendt erhvervslivet, der stadigvæk har brug for at lære at åbne sig imod humanisternes aktive iagttagelse og brændende engagement i det samfund, som vi mennesker i sidste ende dybest set selv er iværksættere af? Hvis morgendagens samfund er Daniel Pinks "konceptsamfund", og den humanistiske kandidat skræddersyet til denne konstellation, er det måske værd at tage den humanistiske samfundsiagttagelse mere alvorligt allerede nu?

Og for at tilføje en dimension fra egen, personlige arbejdssky: Det kunne ende med at vise sig, at den internationale frontposition, som Anders Fogh Rasmussen ønsker, først for alvor indtræder, når et veludviklet videnskabssystem og en innovativ teknologisk front lærer at integrere ægte og nytænkt humanistisk kompetence. Vi er globalt set ikke alene om at producere videnskabelige resultater, eller at tænke nye, teknologiske gadgets ind i produktionen. Men formår vi at integrere større værdighed, kreativitet og helhedstænkning baseret på menneskers personlige, indre og medfødte virkelyst i disse systemer, da opnår vi en position, hvor vi for alvor begynder at kunne noget, som andre ikke kan! Og til dette formål står der en arbejdsstab til rådighed, som langt hellere vil bidrage end skrive sin kvote af kvantitative ansøgninger til Claus Hjort Frederiksen hver måned!

Kathrine Elizabeth Anker er cand. mag i Moderne Kultur og Kulturformidling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her