Kommentar

Tilgivelse for Wivel - såvel som for Munk?

Var der nogen, der med sin senere indsats slettede ungdommens vildfarelser, var det Munk, men får han tilgivelse?
Debat
31. oktober 2007

I et fint lille indlæg 'Ang. Ole Wivel' 16. oktober forsvarer Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Bente Hansen og Torben Brostrøm Wivel mod de unuancerede beskyldninger for nazisme, der nok engang er dukket op. Det sker med følgende begrundelser:

"Det er muligt at Ole Wivel (...) på et tidspunkt i sit liv som mange andre har flirtet med idéer, som lå nazismen nær, men at lade den kendsgerning farve opfattelsen af personen resten af livet, uanset hvad han eller hun ellers har udrettet, er ikke kun uretfærdigt, men dumt. (....) At blive hængt op på sin ungdoms vildfarelser kan være belastende, at skulle slæbe rundt på dem til sine dages ende og udover døden er uanstændigt. Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem er det?"

Kort, klart, rigtigt.

Mange var dengang i 1930'erne fascinerede af ideologier, der anderledes radikalt end de lunkne og haltende demokratier hævdede og også i praksis viste, at de anderledes effektivt kunne ændre tingenes sørgelige tilstand: den verdensomspændende depression, som 1931-32 ramte Danmark med en styrke, der gjorde 32 pct. af bybefolkningen arbejdsløs og forarmede anslået 250.000 landbohjem, fra gårdejere til landarbejdere.

For ikke at tale om de tilsvarende, endnu sværere kriser i USA, Frankrig, England og Weimarrepublikkens Tyskland, hvis såvel politiske som sociale elendighed udstillede demokratiets afmagt.

Den stærke mand

At demokratiet også i dag har sine svagheder at kæmpe med turde være evident for enhver avislæser og tv-kigger. Den politiske apati, følelsen af manglende indflydelse, miljøets nedsmeltning for øjnene af os, umuligheden af at dæmme op for den grænseoverskridende kapitalisme, stigende ulighed både indenfor og mellem nationer og verdensdele, vist er der noget, der ikke fungerer.

Men der er én afgørende forskel på dengang og nu. Mens det i dag er hævet over diskussion, at den eneste vej ud af krisen er at få demokratiet til at fungere, så man sig i 30'erne om efter alternativer til demokratiet, med andre ord man søgte den stærke mand, der kunne skære igennem alt demokratisk ævl og kævl og i kraft af en slagkraftig ideologi løfte blikket fra jorden, give drømmen om storhed og renhed luft under vingerne.

Holdningen var ikke kun almen men absolut acceptabel i vide kredse og fik først for alvor sit grundskud, da de fatale følger blev afdækket i årene efter Anden Verdenskrig. Da var afsløringerne til gengæld så belastende, at tavsheden lagde sig som en dyne over kendsgerningen.

Netop fordi 'flirt' med nazistiske idéer var så udbredt som tilfældet var, kan det undre, at fortielsen blev opretholdt også da tiden syntes moden til at se fortiden i øjnene. Det gælder for kredsen om Ole Wivel som for en Günther Grass, at det kunne have åbnet for en anderledes analyserende 'Vergangsheitsbewältigung' end den fordømmende, vi har været vidner til både i og uden for Tyskland, hvis disse reflekterede personligheder havde taget fat om nælden. De kunne, som det bedyres i indlægget, have gjort det uden at det havde kastet skygge over deres senere livsgerning.

Dog med én undtagelse: Kaj Munk.

Ingen tilgivelse

For ham er der tilsyneladende ingen tilgivelse. Om nogen har hans ungdoms vildfarelser 'langt udover døden' stemplet ham for tid og evighed, dette til trods for at han, midt i opgøret og mens det endnu var dødens farligt, vedstod sin fascination af 'den stærke mand' og drog den yderste konsekvens af sit ændrede syn.

Kaj Munk benægtede ikke fascinationen. Ja, han havde beundret Hitler og Mussolini, næsten forgudet dem, og der var stadig træk, han beundrede, men i det korte spand af år op til verdenskrigen kom der holdninger frem, der fik alt til at skifte fortegn.

Der var for det første nazismens behandling af jøderne. Munk protesterede, anklagede, appellerede, skrev den formentlig stærkeste skandinaviske tekst mod overgrebene (Smeltediglen, 1938), kom fra da af på tyskernes sorte liste. Og der var for det andet overfaldet på Norge og Danmark. Det forvandlede i hans øjne Hitler fra en fører til en overfaldsmand - og han drog konsekvensen. Holdt fast i sin lige så vedholdne som kompromisløse modstand mod besættelsesmagt og samarbejde, og med sin død 4. januar 1944 blev han modstandskampens martyr, det nationale samlingspunkt.

Var der nogen, der med sin senere indsats slettede ungdommens vildfarelser, var det Munk.

Men rækker det til, at den tilgivelse, der nu - med rette - favner Ole Wivel, også skulle omfatte ham?

'Ang. Ole Wivel' slutter med et retorisk spørgsmål: hvem tør kaste den første sten?

Jeg vil også tillade mig at slutte med et spørgsmål, som jeg vil rette direkte til dets fire forfattere: Er det ikke på tide, at denne tilgivelse kommer til at omfatte Kaj Munk?

Eller gælder den orwellske hovedregel for demokratiet også i dette tilfælde: "Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige and andre?"

Rolf Dorset er skribent og fmd. for Kaj Munks Mindefond

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ikke forstået - Kaj Munk var mere end tilgivet, længe før han blev likvideret.

Er Kaj Munk ikke tilgivet? Jo, han er bare ikke populær; Zeitgenosse Kjeld Abell er vel også temmelig glemt. Jeg skulle mene, han er tilgivet.

Om han så er tilgivet af "venstrefløjen", har jeg ingen anelse om. Og for at blive på dette sidespor, næppe nogen var så latterliggjort og forhadt på samme "venstrefløj", defineret som 70'ernes marxistiske, som den kulturradikale, frisindede, intellektuelle, pseudo-folkelige, intimsfære- og æstetikfikserede PH, uanset hvad Krarup o.a. måtte forestille sig.

Kaj Munk var en middelmådig forfatter, der ville være glemt i dag, hvis han var død en naturlig død - og hvis ikke Dreyer havde filmatiseret ham.

Ole Wivel ville også stort set være glemt i dag, hvis han ikke havde kunnet bruges i højrefløjens "kulturkamp".

Forskellen på Munk og Wivel er, at Wivel blev klogere. Det gjorde Munk faktisk ikke. Han blev nok skuffet over de "reelt eksiserende" stærke mænd, men hans had til demokratiet var uændret til hans død.

Og at Dorset drager hædersmanden Grass, der aldrig har lagt skjul på, at han som brn og ung beundrede Hitler, er infamt.

Martin Trolle Mikkelsen

Til orientering for Per Vadmand kan jeg oplyse, at Günther Grass’ problem var, at han, som alle andre moralister, skabte sig et navn ved at svine folk til – samtidig med at han skjulte, at han gjorde krigstjeneste i Waffen SS. Altså i Waffen SS, ikke i den almindelige hær.

Günther Grass var, ligesom alle andre moralister, en samvittighedsløs hykler, derfor, jo mindre vi hører efter folk som hr. Grass, des bedre, og jo før de bliver glemt, des bedre.

Jeg ved alt om Günter Grass' fortid - den har han nemlig selv beskrevet. Hvad du ikke ved, er, at Waffen-SS på det tidspunky var en del af den almindelige hær. Grass' værnepligt her er en ligegyldig detalje i og med, at han aldrig har lagt skjul på sin nazistiske barn- og ungdom.

Du er som sædvanligt lidt for hurtig på aftrækkeren med at svine folk til. Men sådan er det jo: små hunde pisser gerne op ad store.

Per Vadmand, du er en letvægtsmatros udi emnet.

Günter Grass skandalen er ikke at han som 17 årig kortvarigt er medlem i Waffen-SS. Ej heller at han som kendt forfatter ikke var i besiddelse af guts til at indrømme det. Det skandaløse var hans måde, at uforbeholdent at erklære sin skyld i et interview i FAZ (som vi også ser virksomheder og politikere gøre det efter et JØP kursus) . På den måde unddrog han sig de berettigede spørgsmål og diskussioner om hvorfor, hvilken fascination fik ham til det og hvorfor var det ikke muligt i efterkrigens Tyskland at fortælle at man havde været medlem i Waffen SS. Det er denne måde at omgå opgøret med sin fortid der er skandalen og den store falliterklæring. Det kan han ikke være bekendt.

Martin Trolle Mikkelsen

Nu må jeg så igen bruge at par minutter på at opdrage Per Vadmand til at blive en ordentlig Socialdemokrat:

1/ Når Günther Grass giver den som autoritær og intolerant moralsk politruk, så må man forvente, at han er helt ærlig om sin egne moralske habitus, ellers er han en hykler. Det har Günther Grass ikke været (og hans lange tavshed dokumenterer jo udmærket, at han selv vidste, hvor problematisk, det var). Så Günther Grass har ikke ”glemt” noget, sådan som Per Vadmand vil have det, han har skjult noget – og det er kompromitterende.

2/ Dette så meget mere, som at Günther Grass’ autoritære intolerance hele tiden har været en anstødssten for tolerante og demokratisk sindede mennesker. Han har nemlig videreført de autoritære idealer, som han i sin ungdom hyldede hos nazisterne, i sit virke som selvbestaltet ridefoged på det moralske område.

3/ Men Per Vadmand har da ret i, at jeg gerne pisser op ad ”de store hunde”, når jeg ellers kan se mit snit til det. Så hvis det Vadmand’ske kulturelle pulterkammer indeholder andre inflaterede autoriteter, så skal jeg nok være mester for at høvle dem ned til en passende størrelse. Bare hiv dem frem, Per!

Moralister er menneskehedens svøbe, Per Vadmand. Se det i øjnene!

Martin Mikkelsens og Ib S' tilsvining af hædersmanden Grass stempler kun dem selv.

Per Vadmand, du er ikke justeret korrekt. Brug lidt tid på det .

Jeg mener stadig han er en af de helt store. Det gør Tyskland stadig. Men hold fast hvor var skuffelsen desto større. Det kan du ikke bare affærdige med din egen mangel på indblik. Atter et ikke-argument fra din side, han fortjener ikke fortalere som dig :o(

Jeg fatter ikke "skuffelsen". Grass har aldrig lagt skjul på, at han som barn og ung beundrede Hitler, ejheller at han gjorde militærtjeneste. Hvilken enhed det var i, forekommer mig ret ligegyldigt.

Læs Bliktrommen, Grass har der et af de største opgør med sig selv, og sin tid! Det samme gentager sig i andre værker af Grass.

Hvorfor vælger Ockar at være dværg? For det er et valg!
Hvorfor dør så mange, meningsløst i denne bog? For de dør meningsløst!
Hvorfor er en bliktromme så vigtig, for handlingen?

Hvorfor forsvarede så mange forfattere, Rustie mfl. Grass? Læs selv FAZ.

Grass er og og bliver en af verdens største forfattere, nogen sinde, en man virkelig, vil være vågen med en hel nat!
Munk derimod romantiserede sig selv, og sin kirke, hans opgør med sig selv i: Jeg sidder ved smeltediglen. Det er en ganske anden historie.
Men mest en bort forklaring!
Næe! Lad Grass skrive, for det kan han! Han fortæller om en tid som var utrolig svær at forstå, selv om han selv var en del af den.

Per Vadmand, har ret i det forløb han beskriver omkr. Grass. Grass blev indkaldt i de sidste måneder af anden verdenskrig. SS eksisterede ikke som selvstændig enhed mere, på set tidspunkt. Såå.....

I er ikke med? Hans værker, hans opgør, "Tysklands samvittighed", det kan man ikke tage fra Grass. Det er den måde hvorpå han i larmende undskyldning slukkede for hele den nødvendige debat om emnet der er hans skandale. Netop ham, der kunne have bragt denne debat frem slukkede for den for sig selv, med en larmende undskyldning, der ikke levnede plads til debatten. Det var ikke stort.

Slukkede for debatten? Hvad er det så, der har kørt i medierne, siden hans bog udkom - og kører i disse spalter?

Grass har ikke "slukket" for noget som helst.

Du er godt nok på et andet niveau end forvente, Per Vadmand.
Køb et Anders And blad. For sidste gang et forsøg på at forklare.

Når en så vægtigt, elsket og anerkendt person som Grass på en øredøvende måde endskylder en, efter den tids tyske forhold, banalitet, ja så lukker han af for en videre bearbejdning af dette trauma for alle andre. Han er ingen støtte, han er intet startpunkt, han er slet ikke tilstede i en ikke-diskussion der nu kunne have skabt afsæt til en længe 'überfällige' bearbejdning. Det er den debat han slukkede for, før den overhovedet begyndte. Hans medlemsskab i Waffen-SS var banal, fordi den var tidstypisk og ureflekterende.

Han gør principielt det du altid har klandret f.eks. AFR for, "der er ikke noget at komme efter", selv om man overhovedet ikke kan sammenligne de to (undskyld Grass). Det virker som om at du ikke kan diskutere dine 'venner', medens du ublu og ukritisk sviner alt ved dine fjener til. Det er langt under lavmålet!

Jeg opgiver at forstå dine indlæg, Ib S. Det er ren sort snak for mig. Slut herfra.