Kronik

Ulighed er godt - større ulighed er bedre

Skal direktørlønningerne i vejret for at skaffe medlemmerne af 3F job, må man selvfølgelig bakke op
Skal direktørlønningerne i vejret for at skaffe medlemmerne af 3F job, må man selvfølgelig bakke op
24. oktober 2007

Der er mange måder at sige det på, som socialminister Eva Kjer Hansen kom galt af sted med at sige for et par år siden: Ulighed er godt for alle.

"Vi står midt i et opgør med årtiets socialdemokratiske ligemageri. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet," lød det. Nu har Eva Kjer Hansen virkeligheden på sin side, for en ny LO-hvidbog viser, at uligheden stiger.

For nylig sagde Kasper Elbjørn fra Saxo Bank det i DR2 på en måde, som satte tingene i perspektiv. En direktørløn på 6,9 mio kr. var på Danisco's generalforsamling blevet kritiseret og sat i forhold til rengøringsassistentens årsløn på 240.000 kr. Elbjørn så ingen problemer i direktørens høje hyre - tværtimod var det de små lønforskelle mellem industriarbejdere og topchefer i Danmark, der var problemet. I Sverige er lønforskellen på industriarbejder og topchef 1 til 40, forklarede Elbjørn, mens vi i Danmark kun kan snige os op på en faktor 15. Og "det er de dygtige topchefer, der skaber vækst og arbejdspladser. Hvis de ikke får en høj løn, kan vi ikke tiltrække dem".

Det problem kan vi ikke sidde overhørig i 3F. Vore medlemmer har brug for vækst og arbejdspladser. Skal direktørlønnen i vejret for at sikre medlemmerne job, så må vi selvfølgelig bakke op om det. Vi gik straks i gang med at undersøge problemet nærmere.

USA langt foran

Vor undersøgelse startede i USA, hvor lønforskellene efterhånden er til at få øje på.

Samme dag, som Elbjørn satte fingeren på lighedsproblemet i Danmark, kunne vi i rapporten Executive Excess 2007 læse, at direktørlønnen i de 20 største amerikanske fonde var 675,5 mio. dollar i snit - eller 22.255 gange en almindelig amerikansk årsløn. Sagt på en anden måde tog det direktøren omkring ti minutter at tjene arbejderens årsløn.

I USA's 500 største virksomheder lå cheflønnen i 2006 på i snit 10,8 mio. dollar. Her måtte direktøren altså bruge en hel dag på at tjene en almindelig lønmodtagers årsløn.

Lønforskelle på faktor 364 og faktor 22.255 må kunne tiltrække de helt rigtige direktører, skabe dynamik, værdi for aktionærerne og arbejdspladser, skulle man mene. Hvordan havde man båret sig ad med at komme så langt i USA?

De store lønforskelle opstod for alvor i 1990'erne. Aktiekurserne steg, brugen af aktieoptioner til direktører greb om sig, og direktørlønningerne steg med 442 procent på otte år. Men det var svært at finde forbindelsen mellem direktørens indsats og belønningens størrelse.

Joe Stieglitz, tidligere formand for Clinton-regeringens økonomiske råd, har skrevet en bog om 'de brølende 90'ere', og han er ikke bleg for at kalde aktie-optionsordningerne for virksomhedstyveri. I en anden bog, The Battle for the Soul of Capitalism, kan vi læse, at optioner i det overophedede marked i 90'erne gav store gevinster til alle direktører. Også dem, der ledede deres virksomheder direkte ud i ruin.

Da boblen på aktiemarkedet brast i 2001, kom regnskabsfusk og manipulationer for dagen. 1.570 virksomheder måtte omregne deres indtjening i perioden 2000-04, men i intet tilfælde blev direktørernes bonus omregnet og tilbagebetalt.

Ifølge Joe Stieglitz mistede direktørlønningerne i USA i løbet af 90'erne enhver forbindelse med økonomisk lovmæssighed. Der var ikke tale om en prismekanisme på et marked for direktører, men om nye muligheder for at gøre markedet uigennemsigtigt og berige sig på andres bekostning. Optioner, 'risikoderivater' og 90'ernes de-regulering fjernede meget af samfundets værn mod både direktørlønninger uden jordforbindelse og sådanne økonomiske ødelæggelser, som direktører i virksomheder som Enron kunne forårsage.

Kontant afregning

Sammenhængen mellem høje direktørlønninger og jobskabelse kunne vi heller ikke finde i USA. Topdirektører, f.eks. GE's Jack Welch, blev tværtimod berømmet for massive fyringsrunder.

Nej, direktørerne fik deres aktieoptioner og høje lønninger som en udløber af shareholdervalue-bevægelsen, der havde vokset sig stærk i USA i 80'erne. Ideen var at udslette enhver forskel mellem topledelsens og investorernes interesser. Til forskel fra de ansattes og lokalsamfundenes.

I årevis havde investorerne været irriterede over, at topledelsen kunne vælge at investere i selskabets langsigtede overlevelse og succes snarere end i umiddelbare udbytter. Løsningen var at øge toplederens kompensation og i stigende grad udbetale den i form af aktier.

I 1980 tjente den gennemsnitlige administrerende direktør 42 gange så meget som den menige medarbejder. I 1990 var forskellen vokset til en faktor 85. Og endnu 10 år senere til en faktor 500.

På den måde tog en ny topleder form. Han/hun var ikke længere virksomhedens mand i bestyrelseslokalet, med loyaliteter i forhold til projekter, teknologier, kolleger, arbejdere og lokalsamfund. Han/hun var snarere investorernes repræsentant i virksomheden - og værdi ophørte med at tage håndgribelig skikkelse af skibsmotorer eller rene kontorlokaler. Det er ikke længere skibsbyggeren eller rengøringsassistenten, der skaber værdi. Det gør kun direktøren, som kommunikerer med markedet og investorerne.

Lighedens hængedynd

Selvom vi i Danmark stadig hænger noget fast i lighedens hængedynd, så er vi på vej.

Ugebrevet Mandag Morgen/CBS viste i en undersøgelse sidste år, at den gennemsnitlige direktørløn i de 50 største børsnoterede selskaber er blevet mere end fordoblet på 20 år. Bag udviklingen gemmer der sig "en dramatisk forandring af toplederens vilkår og rolle - firmaets mand med fokus på drift og strategi er erstattet af markedets mand - som skal markedsføre virksomheden over for særlig investorer." Fokus bliver kortsigtet - aktieoptions-kulturen kobler direktørens incitamenter direkte til markedets kontante belønninger.

Medierne, selskabernes bestyrelser og investorerne gør direktørerne til ikoner. Vi dyrker dem, både i Se og Hør og på Kanal Klog. Guder og mennesker er væsensforskellige. Al tale om lighed må derfor ophøre, og vi må begynde at belønne forskelligheden.

Direktør Asger Aamund forklarer os tålmodigt, at lønmodtagere ikke skal sammenligne sig selv med top-direktører. Dansk Industri foreslog at gøre sammen-ligning umulig ved simpelt hen at undlade at offentliggøre de enkelte direktørlønninger.

Da debatten om direktørlønnen alligevel kom op, affødt af direktør Dyremoses honorar på 100 mio i forbindelse med salget af TDC, understregede DI's underdirektør, at man måtte forstå, at disse direktører bidrager med enorme værdier til deres virksomhed.

Det japanske eksempel

Men erfaringer fra andre lande forvirrede os.

I 1980'erne blev amerikanske virksomheder hårdt trængt af nye japanske konkurrenter. Hvordan bar japanske virksomheder sig ad?

Ja, det er det mærkværdige. Her faldt lønspredningen fra over 100 før krigen til en faktor 7,5 i 1980. Altså til det halve af den alt for lille danske forskel i dag - hvordan kunne det dog gå godt?

En arbejdsgiver-rapport konstaterede, at "snarere end at efterspørge øget personlig indkomst, er målet for den japanske leder virksomhedens vækst og udvikling". Ligesom indkomstfordelingen i Japan som helhed i 1982 var mere lige end i de fleste andre lande, så fik de ansatte mere ligelig del i de værdier, som virksomheden skabte.

Man fandt, at en relativt ligelig fordeling af goderne inden for en virksomhed ville resultere i en højere grad af integration og følelse af fælles mål. Og altså højere produktivitet og værdiskabelse.

Hvad skal vi konkludere på alt dette? Højere direktørlønninger synes ikke at have gavnet andre end direktørerne. 28 millioner job i USA i dag kan ikke holde en familie på fire over fattigdomsgrænsen.

Og det er værre endnu. (Tør vi sige det højt?) Faktisk synes skattelettelser heller ikke at have gavnet det amerikanske samfund.

I de tidlige 80'ere begyndte skatteprocenterne på Amerikas rigeste skattebetalere at falde. Med udgangspunkt i en kurve, tegnet på bagsiden af en serviet, påstod en økonom, at skattenedsættelser ville betale for sig selv, fordi folk så ville arbejde mere. Det fik Reagan til at sætte skatten ned. De såkaldte dynamiske effekter udeblev, men underskuddet på finanserne udløste nedskæringer i den offentlige sektor, så uligheden også ad den vej blev større.

I 50'erne var marginalskatten i USA 91 procent på indkomst over 3 mio. nutids-dollar. Reagan sænkede den fra 70 procent-niveauet siden 1964 til 50 procent. I dag betaler ikke én af direktørerne mere end 35 procent i indkomstskat.

Den stejle stigning i marginalskatten i midten af det 20. århundrede skulle signalere, at kompensation over en vis grænse ikke tjener noget fornuftigt samfundsmæssigt formål. Og i rapporten om cheflønninger i USA i 2007 foreslås det at øge topskatten. For at kunne investere i uddannelse, infrastruktur og sociale programmer, der kan skabe større lighed. Uha!

Irene Odgaard er Konsulent i 3F

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Også trafikken i bliver det nu mere og mere synligt at der bliver stadig flere fattige og ensomme i Danmark.
Adskillige må nu – ofte alene - køre rundt i en bil hvor de ikke har råd til at få tag på.!

Martin Trolle Mikkelsen

Bortset fra noget ideologisk bragesnak (idet væsentligste at der skulle være en modsætning mellem medarbejdere og lokalsamfund på den ene side og shareholder value på anden og den misvisende brug af Jack Welch), så kommer Irene Odgaard frem til den rigtige konklusion: Der er ikke ingen korrelation mellem økonomisk vækst og størrelsen af ”topdirektørernes” lønninger.

I stedet for at bruge Japan som eksempel kunne hun jo have brugt Danmark: Vi er jordklodens femte rigeste land (så vidt jeg husker, når vi ikke regner lande med, der udelukkende lever af at sælge natur ressourcer). Vi har haft en position i top 5 i mange, mange år og direktør lønningerne i Danmark har været lave i mange, mange år og dermed er teorien modbevist.

Det skyldes, at et samfunds velstand er et udtryk for dets produktivitet og produktivitet er et socialt fænomen. Det er ikke noget, der skabes af Jack Welch eller Asger Aamund.

Hågen Rasmussen

En billig provokation?
Naturligvis er ulighed gavnlig for vores "hver mand mest muligt for sig selv kapitalistiske styre"men moralen (etiken) handler jo ligesom mere om de dårligst stillede end om at skabe endnu mere til alle de andre i forvejen velstående.
Den store forskel eller "ulighed"i Verden er formentlig skyld i mange flere former for mis-harmoni og elendighed end man umiddelbart tænker over,som frygt sygdom misbrug kriminalitet og krig.Indtil vi alle når til enighed om pænt at takke kapitalismen for opbygningen af det højteknologiske kommunikations samfund der ender som årsagen til at vi alle finder en fælles forståelse,bliver forenet i et fælles sprog,nedlægger national staterne og indfører den eneste,til den tid nødvendige lov-AT INGEN KAN TJENE EJE ELLER BESIDE BETRAGTELIGT MERE END ANDRE-og derved skaber en enegyldig fred og harmoni på vor jord,jamen så lad os da endelig fortsætte den"dybsindige"debat om det gavnlige ved ulighed.