Jeg overlevede et attentat i sidste uge. Men det gjorde 140 af mine tilhængere og sikkerhedsfolk ikke.
Massemordet var så meget desto mere uhyggeligt, fordi det ikke blot var rettet direkte imod mig i min egenskab af at være partileder, men også imod de hundredtusindvis (ifølge nogle vurderinger var der op til tre millioner) af vore medborgere, som var mødt frem for at byde mig velkommen og for at tilkendegive deres støtte til demokratiet og den demokratiske proces. Deres død hviler tungt på mit hjerte.
Massakren den 18. oktober understreger den kritiske situation, vi i dag er stillet overfor i Pakistan, når vi forsøger at føre kampagne for frie, retfærdige og gennemsigtige valg under terrorismens stadige trussel. Den anskueliggør de logistiske, strategiske og moralske vanskeligheder, der ligger foran os. Hvordan kan vi føre vores valgkampagne ud til folket, når vi derved kommer til at løbe en højest virkelig risiko for at afstedkomme myrderier og gøre utallige uskyldige til ofre?
Angrebet imod mig kom ikke fuldkommen uventet. Jeg havde modtaget oplysninger fra en troværdig kilde om, at jeg ville blive forsøgt ryddet af vejen af elementer, som ønsker at sabotere den demokratiske proces - mere specifikt blev jeg underrettet om, at Baitul Masood (en af-ghaner, som anfører Talebans styrker i Nordwaziristan), Hamza bin Laden (en araber) og en militant fra Den Røde Moské var sendt på mission for at myrde mig. Jeg frygtede også, at de blev udnyttet af sympatisører, som har infiltreret mit lands sikkerheds- og administrationsapparat, og som nu gruer for, at demokratiets tilbagevenden vil gøre deres planer til skamme.
Vi forsøgte at tage vores forholdsregler. Vi havde anmodet om at importere et pansret og skudsikkert køretøj. Vi havde ligeledes bedt om at få teknologi stillet til rådighed, der kunne spore og desarmere vejsidebomber. Vi havde stillet krav om, at jeg blev ydet den beskyttelse og sikkerhed, som jeg som tidligere premierminister er berettiget til.
Gadelysene slukket
Nu - efter blodbadet - må man finde den omstændighed yderst mistænkelig, at gadebelysningen omkring attentatstedet ved Shahra e Faisal var slukket, således at selvmordsbombere i ly af mørket kunne snige sig hen til min vogn. Jeg må desuden se med ubehag på, at efterforskningen af bombeattentatet er blevet betroet til general Manzoor Mughai, som var til stede, da min mand næsten blev myrdet under tortur for år tilbage.
Selvfølgelig kendte jeg risikoen. Jeg har to gange tidligere været udsat for attentater fra al-Qaedas side, herunder fra den berygtede Ramzi Yousef (en af bagmændene bag attentatet mod World Trade Center i 1993 - han afsoner nu en livstidsdom i USA, red.). Bevidstheden om disse terroristers modus operandi - at de søger igen at slå til imod det samme mål (som f. eks. World Trade Center) - understreger, hvor farlig situationen er.
Nogle medlemmer af den pakistanske regering har kritiseret min tilbagevenden til Pakistan og min plan om at besøge mausolæet for mit lands grundlægger, Mohammed Ali Jinnah. Men heri lå mit dilemma: Jeg har været i eksil i otte smertelige år. Pakistan er et massernes og græsrøddernes land, hvor det fysiske møde med folket er en integreret del af det politiske liv. Det er ikke som i Californien eller New York, hvor kandidater kan føre kampagne igennem betalte medier eller ved direct mail. Den teknologi og henvendelsesform er ikke bare en logistisk umulighed - den er i modstrid med vores politiske kultur.
Pakistans folk - uanset hvilket politisk parti de enkelte pakistanere måtte tilhøre - ønsker og forventer at se og høre deres partileder og at være en direkte del af den politiske proces. De forventer massemøder og optog og at høre fra deres ledere igennem megafoner og højttalere. Under normale omstændigheder er dette allerede en betydelig udfordring. Under den terrortrussel, der er vilkåret i Pakistan i dag, vil det blive ekstraordinært vanskeligt. Min opgave bliver at sikre, at det ikke bliver umuligt.
Vi er nu ved at rådføre os med førende politiske strateger om dette problem. Vi vil gå langt for at imødekomme vor nations politiske kultur og give folk mulighed for at deltage i den demokratiske proces efter otte års langvarige diktatur og oplyse Pakistans 100 millioner vælgere om dagens politiske spørgsmål.
Men vi vil heller ikke udvise uagtsomhed. Vi vil ikke bringe partiets politiske ledelse i unødig fare, og vi vil i særdeleshed ikke løbe risikoen for et potentielt massemord på mine tilhængere. Vi står altså i et ekstraordinært dilemma: Fører vi ikke valgkamp, har terroristerne vundet og demokratiet lidt endnu et tilbageslag. Fører vi valgkamp, risikerer vi vold.
Vi vil nu fokusere nu på at tage hybride teknikker i brug, der kan kombinere henvendelse til individer såvel som til masser med vidtgående sikkerhedshensyn. Hvor folk har telefoner, kan vi eksperimentere med båndede budskaber fra mig, der redegør for mine holdninger og mit program og opfordrer dem til at stemme. I landdistrikterne påtænker vi at transmittere videobudskaber fra mig på storskærme fra torve og centrale samlingssteder. I stedet for de traditionelle masseoptog i pakistansk politik, diskuterer vi muligheden for at 'virtuelle optog' og 'virtuelle massemøder', under hvilke jeg kan fremlægge min politik for et større publikum i alle Pakistans fire provinser. Og vi overvejer andre nye former for vælgeroplysning og vælgermobilisering, der kan minimere min sårbarhed og minimere terroristernes mulighed for at gennemføre nye succesrige angreb i de næste kritiske uger frem til parlamentsvalget.
Vi må ikke tillade terrorister at øve anslag imod vores politiske proces' ukrænkelighed. Demokrati og moderation må genoprettes i Pakistan og måden at gennemføre dette på er ved at afholde frie og retfærdige valg, der kan føre til dannelsen af en legitim regering med et folkeligt mandat - og ledere, der nyder godt af folkets støtte. Morderiske kujoners intimidering skal ikke få held til at afspore Pakistans overgang til demokrati.
Benazir Bhutto var Pakistans premierminister fra 1988-90 og 1993-96
© Wall Street Journal og Information
Kommentaren bringes efter aftale med The Wylie Agency
Oversat af Niels Ivar Larsen
