HAVANA - I badeværelset i mit hus står der en glaseret lertøjsflaske af den slags, man for år tilbage brugte til øl. I flasken har jeg sat et neg af hvede. Ingen af de venner, som har besøgt mig i de sidste tre år og har benyttet faciliteterne, har følt sig foranlediget til at spørge, hvordan disse kornaks dog er havnet på badeværelset i et land, der ikke dyrker hvede. Mine venners ligegyldighed har fået mig til at overveje at hænge et kort om flaskehalsen med en inskription som denne: "Hvede rykket op med rode fra jorden mellem Vincent og Theo vang Goghs gravsteder i Auvers sur Oise, et af Jordens mest bedrøvelige steder."
Jeg fik ideen til at forfatte et sådant kort, da jeg for et par uger siden så filmen Vincent & Theo, en rystende historie om galskab, genialitet og uforstand, som skildrer det fysiske og sjælelige smertehelvede, der ramte disse brødre, før de fandt et sidste hvilested på en trøstesløs fransk kirkegård blandt nogle få og tarvelige lerpotter, hvori anonyme beundrere jævnligt planter solsikker.
Overbevist om, at et forklarende kort var nødvendigt, blev jeg dog først, da jeg læste en liste, der tændte en lille om end klar indignation i mit sind. Det var en liste over de 20 malerier, der er solgt for de højeste priser til dato, og listen har cirkuleret stadig mere febrilsk, siden Jackson Pollocks No. 5 sidste år erobrede førstepladsen med en salgssum på 140 millioner dollar.
Forventeligt er navnet Picasso - 'vinderen' om man vil - repræsenteret flest gange på listen, mens Vincent van Gogh har tre malerier med: Portræt af Dr. Gachet, Selvportræt af kunstneren uden skæg og Irisblomsterne, der gik for priser på henholdsvis 82, 71 og 54 millioner dollar i så 'fjern' en fortid som 1990, 1988 og 1987, hvilket betyder, at de i dag formentlig vil kunne indbringe de dobbelte beløb.
Stalins strålekrans
Det slog mig, at den makabre kontrast imellem van Gogh-maleriernes multimillion-transcendens og det liv, som maleren førte - præget af afsavn og uvished (også kunstnerisk), som det var - på eksemplarisk vis udstiller, hvordan nutiden ikke altid yder mennesker blot et beskedent mål af retfærdighed. For slet ikke at tale om et glimt af den fremtid, der måtte blive deres værk og minde til del.
Den grandiose skæbne, der ventede nogle solsikker og irisblomster malet på nogle få lærreder, fik mig til at tænke på, at historien ikke kender til mange, der i samme grad som Stalin har stræbt efter at fastholde deres minde for eftertiden - eller fastholde dets transcendens.
Når jeg tænker på Stalin, der er så fjern en figur, som tænkes kan fra, hvad van Gogh var og, hvad verden hylder - og betaler for - hos ham, så er fordi han repræsenterer, hvad jeg vil kalde et paradigmernes paradigme, en patologi par excellence: Stalin var en mand, som uophørligt og målbevidst arbejdede for sin egen udødeligheds skinnende strålekrans, hvilket beredte ham den største nydelse igennem en livsbane, igennem hvilken han kom til at inkarnere Verdensrevolutionens ånd og blev hædret med hver en mulig titel.
Ved udgangen af Anden Verdenskrig stod han frem som den mest magtfulde hersker, der nogensinde har eksisteret på denne jord, med større territorier og flere folkeslag underkastet under sig end selv de mest magtfulde kejserer og paver nogensinde har præsteret.
Det er lige så svært at forestille sig van Gogh leve og dø som en millionær, som det ville have været for den storhedsvanvittige Stalin at forestille sig, hvordan fremtiden ville behandle hans værk og gerninger. For at sikre denne fremtid henrettede, fængslede, undertrykte, slavebandt (direkte og indirekte) han millioner af mennesker.
Det er utænkeligt, at Stalin, i sine sidste år, da det meste af verden lå for hans fødder, kunne have forestillet sig, at hele hans ophøjede personkult inden længe skulle synke i grus og blive smidt på, hvad han selv plejede at kalde 'historiens mødding'. Og at de utallige billeder af Stalin ville blive fjernet fra hans imperium for siden at forsvinde helt fra den visuelle ikonografi for det 20. århundrede, hvis dystre tvelys ,han satte et så afgørende præg på.
Den ypperste skønhed
En lignende skæbne er overgået i hundredvis af andre profetfigurer og messias-skikkelser, store som små, fra den politiske, kulturelle og sociale verden, som ligeledes levede med blikket rettet i samme grad imod fremtiden som imod nutiden. I vores egen epoke har tidens egen retfærdighedssans styrtet et utal af statuer og rejst et utal af andre. Historien er i reglen en stædig instans, der følger sin egne veje, uanset Stalins og hans ligesindedes forsøg på at dominere og omskrive den. Tiden har den plagsomme vane placere al ting på deres rette hylde, så såre de har fortabt deres gamle styrke.
Vel står fortidens begivenheder ikke til at forandre i nutiden. Men når vi ser, at nogle få af van Goghs irisblomster og selvportrætter er blevet symboler på den ypperste skønhed i menneskets skaberevne, mens mumien af 'de progressive folkeslags fader' har fået frataget al ære og rang - så forstår vi, at fremtidens minder justeres efter et perspektiv og en rimelighed, som nutiden savner og det af de mest forskelligartede grunde: uforstand, frygt, dumhed, sammenfald af begivenheder og manipulation.
Hvad bliver afgørende for, hvordan vor tids magt- og succesfulde vil blive husket i fremtiden? Hvor mange af de ansigter, som dominerer nutidens politiske og sociale ikonografi, vil overleve tidens test og blive stående på deres piedestaler? Hvor mange af de nutidige indehavere af sandhed, og hvor mange af øjeblikkets forgyldte vil blive fornægtet "ikke tre, men utallige gange"?
Uanset hvor meget de stræber for at forhindre det, vil mange af deres statuer være væk i morgen, udvisket af de fremtidige minders ubønhørlige udvikling. Vil de, som kun lever for eftertiden, nogensinde begribe dette? Jeg tvivler, men lektionen vil alligevel gøre sin virkning, og i almindelighed snarere før end senere.
I mellemtiden vil nogle få hvedeaks minde mig om den uforgængelige storhed hos en mand, som kun levede for at skabe skønhed, endskønt den var fraværende fra såvel hans liv som fra hans død.
Leonoardo Padura Fuentes er cubansk forfatter og journalist. Hans romaner er oversat til ti sprog og hans seneste værk, 'La neblina del ayer', vandt Hammett-prisen for bedste spansksprogede krimi i 2005.
© IPS og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
