Kronik

Vi har viden nok til at stoppe nye Tøndersager

Hvis vi vil passe bedre på børnene og deres forældre, må vi alle holde op med at skyde ansvaret fra os - og samle den erfaring og viden vi allerede har, så de værste forhindringer kan overvindes
Hvis vi vil passe bedre på børnene og deres forældre, må vi alle holde op med at skyde ansvaret fra os - og samle den erfaring og viden vi allerede har, så de værste forhindringer kan overvindes
Debat
18. oktober 2007

Det er en kompleks opgave - som kræver komplekse og sammensatte indsatser fra alle involverede aktører - på alle niveauer i samfundet, hvis vi vil stoppe fremtidens Tøndersager. Men vi har den viden, der skal til.

Det er en overordnet socialpolitisk målsætning at det offentlige - staten og kommunerne - tager vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv. Det kendetegner en demokratisk og menneskevenlig velfærdsstat.

I de sidste 10-15 år er erkendelsen af kompleksiteten i de sociale vanskeligheder, som de udsatte børn og deres familier bliver bærere af udviklet på et niveau, hvor det er evident, at de sociale myndigheder i kommunerne må indgå i et tæt samarbejde med de andre offentlige og private og frivillige aktører - sundhedspleje, børnepasning, skoler, fritid, boligsektor, arbejdsmarked osv.

Systematisk overblik

Det er åbenlyst, at den stadig strammere styring gennem lovgivning og indberetninger ikke i sig selv sikrer god kvalitet eller bedre ressourceudnyttelse af kompetencer, kapacitet eller udvikling af metoder til gavn for de svageste familier.

Vi har de sidste 10-15 år fået overblik over den systematiske dokumentations muligheder.

Vi har fået omfattende grundforskning på det sociale område, børneforløbsundersøgelserne og senest kvalificering af anbringelsesområdet og den efterfølgende anbringelsesreform - og vi har fået forskningen ud i det sociale felt gennem SFI, DPU og andre.

Vi har et afsæt og alle muligheder for at arbejde vidensbaseret og systematisk og vi har den teknologiske udvikling til at understøtte indsatserne og dokumentationen.

Vi har fået evidensforskningen til Danmark med alt hvad det indebærer og de evidensbaserede programmer, som især udmærker sig ved deres stringente systematik, monitorering og dokumentation.

De seneste udviklingstendenser går i retning af de tværfaglige forskningsprojekter, som i stigende grad udføres i et egentligt samarbejde mellem forskere og praktikere med gensidig påvirkning og inspiration til følge - DPU, FoSo Ålborg.

'Den privatpraktiserende socialrådgiver' bliver i disse år udfordret af kravene til arbejde vidensbaseret og inddrage forældre og børn i deres analyser.

På uddannelserne har vi fået masteruddannelser på en række områder - de sociale, de pædagogiske, de antropologiske og det psykologiske områder og på grund-niveau er uddannelserne løftet til Bachelorniveau.

'Det privatpraktiserende pædagogseminarium' bliver netop nu udfordret af forskningsresultaterne (SFI 07:25) om, at pædagogerne er dårligt uddannede til at varetage de svageste børns behov i normalsystemet.

Det er bemærkelsesværdigt, at netop socialpædagogikken blev afskaffet stort set samtidig med, at Ungdomssanktionens 'tilbud' om socialpædagogisk behandling blev vedtaget.

Meget tyder på, at læreruddannelserne ligeledes kunne bruge en udfordring til at håndtere de socialt udsatte børns skolegang - måske især samarbejde med forældrene og de sociale myndigheder.

Vi har en Strukturreform, der understøtter det decentrale selvstyre, så de lokale indsatser kan udvikles, beskrives og dokumenteres på klare systematiske kriterier.

Vi har styringsredskaber til at målrette, hvad vi styrer med og efter - uanset om det er den retlige, den økonomiske eller virkningerne og resultaterne på det korte og det lange sigt.

Vi har masser af forskning på feltet, og vores viden er langt mere kvalificeret end for 10 år siden, og den skal kombineres med de lokale dokumenterede erfaringer om, hvad der fungerer.

Alt det vi ved

1. Vi véd, hvad der skaber sociale problemer, som indebærer at visse børn og unge er i særlig risiko for at blive marginaliserede og udstødte de generelle tilbud til aldersgruppen.

2. Vi véd hvilke faktorer, der indgår i de store børns og de unges tilværelse, når de kommer ud i kriminalitet.

3. Vi véd en hel del om, hvad der kunne virke for at beskytte børnene og de unge mod de virkninger af en opvækst uden ordentlig forældreopbakning eller direkte forsømmelse.

4. Vi véd at de signaler på fravær af forældreopbakning til barnet, som opdages i skolen må adresseres med faglig udviklingsorienteret støtte med det samme.

5. Vi véd, at grundskolen - og den tidlige dagpasning - er centrale hverdagsarenaer for at de socialt sårbare børn lærer de sociale koder at kende, som er forudsætningerne for at de kan udvikle gode sociale relationer til jævnaldrende og andre voksne.

6. Vi véd, at forældrenes egne vanskeligheder (psykisk, fysisk sygdom, misbrug, vold) overskygger opmærksomheden på børnene.

7. Vi véd, at den enkelte medarbejder, afdeling eller forvaltning ikke kan løfte sådan en opgave alene.

8. Vi véd, at samarbejde og koordination, kontinuitet og sammenhæng i den samlede indsats er afgørende for at gøre en forskel i forhold til komplekse sociale vanskeligheder.

9. Vi véd, at samarbejde med forældre, der selv lever under svære personlige og sociale belastninger er vanskeligt og krævende for de professionelle i skole, fritid og de sociale myndigheder.

10. Vi véd, at de unge, der har været anbragt kæmper for at skabe sig en acceptabel tilværelse på tålelige vilkår. De magter bare ikke på egen hånd at overvinde alle de forhindringer, de møder i deres daglige tilværelse - og de lider måske under det offentliges omsorgsforsømmelser.

11. Vi véd, at samarbejdet mellem de professionelle er styret mere af holdninger og uvidenhed end af viden og nysgerrighed.

12. Vi véd, at hurtige og lette løsninger er illusoriske, når der er tale om komplekse sociale og personlige vanskeligheder udviklet over år i samspil med strukturelle grundvilkår.

Forudsætter vilje

Der er ingen nemme løsninger på de her problemer.

Kommunernes prioriterer i disse år de forebyggende indsatser i erkendelse af, at rigtig mange anbringelser i bedste fald ikke hjælper barnet. Der ligger en rigtig stor udfordring i at kommunerne får systematiseret deres erfaringer på området - så det brede spekter af indsatser udvikles og kvalificeres.

Det kræver grundige faglige analyser af sammenhænge, der påvirker den enkelte unge og familien.

Tidlig inddragelse af netværket og lokale initiativer er en forudsætning for at iværksætte de initiativer, der realistisk kan forventes at gøre en forskel på mangeårige massive personlige og sociale problemer.

Det kræver organisatoriske rammer og vilkår for målrettet samarbejde over lang tid.

Det forudsætter modige politikere og administratorer centralt og lokalt, der holder fast i, at det er den langsigtede og bredspektrede indsats, der giver de holdbare virkninger. Her rækker én valgperiode ikke.

Og først og fremmest forudsætter det masser af vilje, viden og kompetence hos de fagfolk, der arbejder til daglig i den direkte kontakt med de udsatte børn og deres familier.

Jeg vil opfordre til, at aktører på alle niveauer tager ansvar for at netop deres indsats gør en forskel i det koordinerede, tværfagligt sammenhængende og kontinuerlige arbejde med de socialt udsatte familier.

Jeg tænker på:

-Ministerierne og deres styrelser - social, undervisning, familie, arbejdsmarked, integration, kultur, sundhed, som alle har satspuljemidler til gavn for de udsatte børn og deres familier.

-Interesseorganisationerne - KL og de faglige organisationer DS, SL, BUPL, LDK, som organiserer de fagfolk, der arbejder direkte med de udsatte børn og deres familier.

-Uddannelsesinstitutionerne - de sociale højskoler, pædagog- og lærerseminarier, sundhedsuddannelser, som uddanner de fagfolk, der arbejder direkte med de udsatte børn og deres familier.

-Forskningsinstitutionerne - SFI, DPU, FoSo Aalborg Universitet, AKF og de private TMC, der gennem satspuljemidler producerer viden om de socialt udsatte børn og deres familier.

-De private aktører Familieplejen DK, de socialpædagogiske opholdssteder, som formidler deres ydelser til kommunerne.

Det vil føre for vidt her at nævne alle.

Min pointe er at - hvis vi som samfund vil passe bedre på børnene og deres forældre - må vi alle holde op med at skyde ansvaret fra os - og samle den erfaring og den viden vi allerede har, så de værste forhindringer kan overvindes.

Annette Munch er socialrådgiver, cand.scient. soc.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her