Kommentar

Ytringsfrihedens geografiske grænse

Strider en berettiget kritik af Pervez Musharrafs diktatoriske indgriben mod interessen i at bekæmpe terrorisme, således at vi gerne går på kompromis med de demokratiske værdier, når det er i vores interesse?
16. oktober 2007

I Danmark går vi ikke på kompromis med demokratiet, vi forsvarer betingelsesløst de demokratiske rettigheder og retten til ytringsfrihed. Senest illustreret under Muhammedkrisen, hvor vi stod nagelfast på vore demokratiske rettigheder. Men er der alligevel grænser for, hvor langt vi vil gå i kampen for det dyrebare demokrati?

Den 10. september forsøgte Pakistans forhenværende premiereminister Nawaz Sharif at vende tilbage efter otte år i eksil. Han fik næppe sat foden på pakistansk jord, inden han blev arresteret og tvunget på et fly til Saudi Arabien, til trods for, at Pakistans højesteret få dage forinden havde besluttet, at Nawaz Sharif kunne vende tilbage til Pakistan og deltage i politik.

På trods af, at den fhv. præsidents demokratiske rettigheder var afprøvet og godkendt af Pakistans højesteret, valgte Pakistans hærchef Præsident Musharraf at ignorere højesterets dom, udvise Narwaz Sharif og dermed fratage ham hans lovlige demokratiske rettighed til ytringsfrihed.

President Pervez Musharraf selv overtog magten ved et militærkup i 1999. Lige siden har han været USA's, NATO's og således også Danmarks nærmeste allierede i kampen mod terror. Danmark har derved accepteret og indvilliget i at støtte Pervez Musharraf vel vidende, at han ikke er demokratisk valgt. Hvordan harmonerer dette samarbejde med vores ubetingede forsvar af de demokratiske rettigheder. Er det målet, der helliger midlet - eller er der en geografisk grænse for vores ønske om at værne og kæmpe for demokratiet?

Hvorfor ikke støtte?

Pervez Musharraf udvisning af Nawaz Sharif og tilsidesættelse af højesterets afsigelse, fik hverken FN, NATO, USA eller Danmark op på de demokratiske barrikader. Ingen, heller ikke Danmark, råbte vagt i gevær og tog parti for Nawaz Sharifs og hans demokratiske rettigheder. Pervez Musharafs handling fik ingen konsekvens for samarbejdet mellem Danmark og Pakistan.

Jeg og størstedelen af Pakistans 160.000 mio. indbyggere har svært ved at forstå, hvorfor Danmark, der er ubetinget tilhænger af demokratiske rettigheder, (om så det krænker Profeten og hans tilhængere, så længe det blot er i ytringsfrihedens og demokratiets navn) ikke også er tilhængere af demokrati i Pakistan.

Hvorfor tager Danmark ikke afstand fra en militærdiktator, der kupper sig til magten og tilsidesætter den demokratiske proces? Hvor er det kompromisløse og stålsatte danske værn om retten til demokrati og ytringsfrihed, når nu det gælder tilsidesættelsen af et helt lands demokratiske rettigheder?

Dobbeltmoral huserer

Selv om Pervez Musharraf støtter Vesten i den vigtige kamp mod terror, er han stadig diktator og ikke demokratisk valgt. Spørgsmålet er om den vestlige verden i dag sætter kampen mod terrorisme højere end demokratiet, fordi det er i vores interesse at bekæmpe terrorismen. Men strider en berettiget kritik af Pervez Musharrafs diktatoriske indgriben og demokratiske underskud mod interessen i at bekæmpe terrorisme, således at vi gerne går på kompromis med de demokratiske værdier, når det er i vores interesse?

Vi skal ikke gå på kompromis med den demokratiske styreform i Danmark, ligesom vi ikke skal tolerere ikke- demokratiske regimer i andre lande, heller ikke i Pakistan. Den demokratiske konsekvens af vores ubetingede demokratiopfattelse kan kun være respekt og støtte til de demokratiske rettigheder over alt i verden - også i Pakistan! Alt andet er fuldstændig dobbeltmoralsk - og helt uden respekt for demokratiet.

Sikandar Siddique Malik er medlem af Københavns Borgerrepræsentationen (S)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den udøvende magt. Chefen for militæret og politiet i danmark, Margrethe Rex, er heller ikke valgt.Hun står kun til ansvar over for gud ( det man påkalder sig, Råben).Danmark er et kongerige, ikke et folkestyre, der vælges stedfortræder der ikke er ansvarlige over for sine vælgere, men kun over for sin samvittighed.