Kronik

For 60 år siden fik USA og zionismen ødelagt Palæstina

60 år efter tilblivelsen af FN's generalforsamlingsresolution 181 af 29. november 1947, der omhandler delingen af Palæstina, er det vigtigt at berette om processen. Planen kom ikke kun til at berøre de to parter, men blev et kim til ufred i hele regionen frem til i dag
29. november 1947 var dagen, hvor palæstinensernes skæbne blev beseglet. I løbet af de næste måneder blev den oprindelige befolknning jaget ud af deres huse og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre. Dagens kronikør er født i en af dem. Her holder en israelsk soldat vagt ved Aroub-lejren ved Hebron.

29. november 1947 var dagen, hvor palæstinensernes skæbne blev beseglet. I løbet af de næste måneder blev den oprindelige befolknning jaget ud af deres huse og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre. Dagens kronikør er født i en af dem. Her holder en israelsk soldat vagt ved Aroub-lejren ved Hebron.

Heidi Amsinck

26. november 2007

Vi skal tilbage til tiden efter Første Verdenskrig. England sejrede og var klar til at kolonisere de lande, der officielt hørte under Det Osmanniske Rige. Den 24. juli 1922 tildelte Folkeforbundet England Palæstina som mandatområde. Men Palæstinas ulykkelige skæbne startede i virkeligheden et kvart århundrede tidligere. Nemlig i 1896, hvor den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl udgav bogen Den Jødiske Stat. Heri argumenterede Herzl for placeringen af en eventuel kommende jødisk stat i enten Argentina eller Palæstina. På den første zionistkongres året efter i Basel i Schweiz blev man enige om Palæstina. Cypern, Sinai og Uganda blev også drøftet som muligheder, men fravalgt.

I 1915 lovede England araberne uafhængighed forudsat, at araberne støttede englænderne mod tyrkerne. Men senere præsenterede England den 2. november 1917 Balfour-deklarationen, hvori englænderne lovede Den Zionistiske Bevægelse 'et nationalt hjem' i Palæstina.

Med Balfour-deklarationens forpligtelser over for Den Zionistiske Bevægelse og med England som kolonimagt eksploderede den illegale zionistiske indvandring til Palæstina. Frem til Palæstinas deling i 1947 emigrerede ikke færre end ca. kvart million jøder til Palæstina og udgjorde dermed ca. 30 procent af Palæstinas befolkning. Fra 1918 til 1947 blev Palæstina forvandlet fra et harmonisk og tolerant samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede side om side, til et land med drab og terror.

Den 27. januar 1947 afholdtes en konference i London med henblik på at skabe ro i Det Hellige Land. Noget man havde gjort adskillige - forgæves - forsøg på i den dengang mere end 25 år lange konflikt mellem zionisterne og palæstinensere. Og intet eller ingen syntes at kunne stoppe vanviddet. England kunne ikke få parterne til at blive enige og overdrog derfor Palæstina-problemet til De Forenede Nationer under konferencen den 14. februar 1947.

Den daværende norske FN-generalsekretær, Trygve Lie, blev med andre ord bedt om "at tilføje Palæstina-problemet på dagsordenen for den førstkommende ordinære generalforsamling."

Anden Verdenskrig var nu slut. Tyskerne slået og nazisterne nedkæmpet. Mange jøder levede forsat i midlertidige flygtningelejre i Europa, som mange mente der skulle findes en holdbar løsning for. Trygve Lie skrev i Syv år for freden, at "forbrydelsen var Hitlers, men kravet om hjælp til alle disse hårdt ramte mennesker var et samvittighedsspørgsmål for hele Europa og verden."

To forslag

I 1947 bestod De Forenede Nationer af 55 lande, heriblandt Danmark. Kun fem arabiske lande og fire islamiske ikke-arabiske lande var medlemmer. Efter ønske fra England afholdt man 28. april 1947 en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at udpege en kommission, der skulle udarbejde et forslag til løsning af konflikten. I den anledning fremsatte de arabiske medlemsstater forslag om at ophæve mandatet, således at Palæstina blev selvstændigt. Forslaget blev forkastet, da der ikke var flertal. Samtidig vedtog forsamlingen den 15. maj 1947 med et stort flertal et engelsk forslag om at nedsætte en kommission - United Nations Special Committee on Palestine (UNSCOP) - der skulle finde "den bedste løsning på konflikten."

Alt vedrørende Palæstina-problemet skulle undersøges. Derfor rejste UNSCOP's 11 medlemmer til både Europa og Palæstina for at opleve situationen ved selvsyn. I juli forelagde Kommissionen generalsekretæren den første rapport, der indeholdt to forslag:

En forbundsstat med henblik på at bevare Palæstina som en enhedsstat med Jerusalem som hovedstad. Kun tre af kommissionens medlemmer støttede forslaget.

To stater i en økonomisk union efter en overgangsperiode på to år. Forslaget gik ud på at dele Palæstina i tre dele: en arabisk, en jødisk og et Jerusalem under international administration. Et flertal i kommissionen støttede forslaget.

Profetien holdt stik

På den ordinære samling nedsatte FN's generalforsamling 23. september 1947 en ad hoc-komité til behandling af UNSCOP's forslag. Her skulle både den arabiske og den jødiske stemme høres. Den arabiske repræsentant (Rajai El-Husseini) fordømte delingsplanen og opfordrede til "en etstatsløsning, hvor både jøder og arabere kunne leve sammen i fred med samme rettigheder og pligter. Sådan har det jo altid været i Palæstina i flere århundreder. Indtil zionismen kom fra Europa, og blev fulgt op af den forhadte Balfour-deklaration, som i realiteten var hovedårsagen til, at forholdet mellem jøderne og araberne i Palæstina blev forværret".

Den zionistiske repræsentant, rabbineren Abba Hiller Silver (der var amerikansk statsborger), talte på vegne af Jewish Agency. Han mindede komiteen om, hvor hjælpsom Jewish Agency - i modsætning til palæstinenserne, som havde nægtet at samarbejde - havde været over for UNSCOP.

Rabbineren støttede delingsplanen, selv om "den ikke opfylder zionisternes drøm og ønske om en jødisk stat i hele Palæstina".

Camil Chamoun fra Libanon kritiserede planen og sagde "at det var en dårlig idé at dele Palæstina, fordi det vil skabe bitterhed og had mellem de to folk og vil føre til en langvarig konflikt". Hans profetier holdt stik.

For at FN's generalforsamling kunne vedtage delingsplanen skulle der være et kvalificeret flertal på to tredjedel af stemmerne, hvilket det kneb gevaldigt med. Med støtte fra indflydelsesrige amerikanske kongresmedlemmer tog zionisterne derfor kampen op.

Presset blev især lagt på de lande, der havde udtrykt modvilje mod delingsplanen.

Tommelskruerne på

I dagene op til den endelig afstemning blev især seks lande - Haiti, Liberia, Filippinerne, Kina, Etiopien og Grækenland - udsat for maksimalt pres. USA's støtte var underforstået, og J. H. McGrath, formanden for Demokraterne i USA, sagde, at "jøderne forventer, at USA gør alt, hvad det kan for at gennemføre og implementere delingsplanen, når den kommer til afstemning i FN. Med magt om nødvendigt." Den daværende præsident Trumans administration indsatte alle midler for at fastholde det politiske og økonomiske pres.

FN-repræsentanterne for de seks lande blev oversømmet med telegrammer, breve, telefonopringninger og besøg.

Ud over politisk afpresning spillede også datoen en væsentlig rolle. Datoen (onsdag den 27. november 1947) for afstemningen oprandt, og zionisterne manglede stadig nogle få stemmer. De iværksatte derfor - med amerikanernes aktive hjælp - the arm twisting policy. Og snart lød der rygter om at afstemningen var udsat - ikke til 28. november, som var amerikansk helligdag - nemlig Thanks-giving, der betød at såvel New York og FN var lukket - men til fredag den 29. november.

Mange ville sige - ja, hvad så? Men udsættelsen skyldtes jo netop, at zionisterne ikke havde opnået flertal for delingsplanen og derfor kunne drage fordel af en udsættelse, som de efterfølgende gennemtvang. Udsættelsen betød, at zionisterne og deres allierede havde to ekstra dage til at effektuere deres pressionspolitik og sørge for at få de nødvendige stemmer på plads.

Fredag den 29. november 1947 blev derfor dagen, hvor Palæstina - og palæstinensernes skæbne blev beseglet, idet delingsplanen blev vedtaget (33 stemmer for - bl.a. Danmark, 13 imod og 10 lande undlod at stemme).

Danske reaktioner

Dagen efter afstemningen kunne danskerne i Berlingske Tidendes leder læse følgende:

"Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark - Netop vi - hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i tretten hundrede år har været arabernes eje?"

Lederen gav med andre ord et klart signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil.

Få dage efter - 5. december 1947 - noterer Børge Outze i Dagbladet Information, at Berlingske Tidende var blevet en "Protestadresse for Antisemitisme". Imens mødte Palæstina sin skæbne og den oprindelige befolkning blev i de næste måneder jaget ud af deres huse og hjem og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre.

Jeg blev født i én af disse flygtningelejre!

Fathi El-Abed er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Gorm Lerche
  • Torben Selch
  • Niels Duus Nielsen
  • Peter Hansen
  • Allan Ⓐ Anarchos
Hans Larsen, Gorm Lerche, Torben Selch, Niels Duus Nielsen, Peter Hansen og Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende hvor længe det varer, før Geoffrey Cain beskylder også denne artikel for antisemitisme. Og interessant, at Outze i 47 var på Cains hold - altså at al kritik af Israel er antisemitisk.

I artiklen oplyses, at
- for at FN's generalforsamling kunne vedtage delingsplanen skulle der være et kvalificeret flertal på to tredjedel af stemmerne
- delingsplanen blev vedtaget (33 stemmer for - bl.a. Danmark, 13 imod og 10 lande undlod at stemme).

To tredjedel af stemmerne (56) svarer til 37,33 stemmer - eller sagt på en anden måde, 33 stemmer for planen udgør knap 59% af stemmerne, altså ikke et flertal på to tredjedel.

Hvordan kan det føre til at delingsplanen blev vedtaget?