Meget skal man læse i sin avis, men at ens holdninger kan tilskrives en overtagelse af et 'borgerligt liberalt frihedsideal', som Karen M. Larsen (KML) hævder i Information 17. november - dén var ligegodt ny!
Hvad betyder tørklædet? Lad mig i analogiens ædle tjeneste fremdrage bilag ét fra 'historiens mødding' (KML), nemlig BH'en. Hvad betyder dén?
Noget ganske andet end i 1970'erne, kan vi vist roligt konkludere. Dengang blev den (efter sigende) afbrændt som symbol på patriarkatets kontrol over kvinders kroppe. I dag bærer selv de mest forhærdede feminister BH, og på den måde er BH'en kommet til at symbolisere andet og mere end undertrykkelse.
Hvad betyder 69? Indtil for cirka et år siden navigerede jeg bare efter den indre GPS, når jeg skulle i Ungeren; jeg er ikke sikker på, at jeg kunne husnummeret udenad. Hvad symboliserede 69, før det kom til at stå for en bevægelse for flere fristeder? Siger 'gensidig oralsex' Dem noget?
Hvorfor er der ingen, der ræsonnerer, at Asmaa Abdol-Hamid lider af falsk bevidsthed, fordi hun - tilsyneladende frivilligt - går i høje hæle? I modsætning til BH'en, som det afhængig af barmstørrelse kan være en decideret lise at iføre sig, er højhælede sko faktisk pinsomme og bevægelseshæmmende at stolpre rundt i, hvis man ikke lige er adræt som en gazelle (det er AAH så faktisk).
Vil jeg måske påstå, at AAH's tørklæde er renset for betydning og uden videre kan reduceres til 30 gram stof? Nej. Min pointe er, at symboler som tørklædet, BH'en og tallet 69 kan antage nye betydninger: Hvis AAH bedyrer, at tørklædet ikke for hende konnoterer kvindeundertrykkelse, må vi tro hende på ordet. Faktisk vil jeg påstå, at AAH ved at kandidere til at betræde rigets vigtigste talerstol er med til at indholdsudfylde det symbol, som tørklædet er. Ved sit blotte kandidatur udfordrer hun de kvindeundertrykkende konnotationer.
Diskrimination betyder sondring - men sjovt nok er det først, når hvide mænd bliver udskilt fra mængden og håndtryksforfordelt, at det helt store ramaskrig rejser sig. Vi diskriminerer f.eks hver eneste dag ved at have kønsopdelte toiletter, og i modsætning til førnævnte hvide mænd, der blot må tage til takke med en alternativ hilsen, er der faktisk nogen, som får blæreproblemer af denne opdeling (og ondt i sjælen, kunne man tilføje). For dem, der ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde, kan det være smertefuldt at blive tvunget til at vælge. Visse hvide mænd oplever det til gengæld som voldsomt krænkende, når andre for én gangs skyld lægger hånden på hjertet og dermed træffer et valg på deres vegne. "Get over it," fristes man til at sige.
Mellem modsætningsparret Frit Valg og Falsk Bevidsthed befinder der sig et bredt spektrum af nuancer. Det kunne være, man skulle tage at se lidt på dem.
Selv afholder jeg mig fra at blande mig i, hvad andre har på: Har man først indtaget positionen som feminist i dette land, opdager man hurtigt, at AAH's præference for sko med hæl ikke har den store effekt på ens tilværelse; den gør det hverken lettere eller sværere for mig at vælge dem fra. Og ærligt talt: Det har hendes tørklæde heller ikke. Skulle vi nu ikke koncentrere os om at omstyrte patriarkatet i stedet for?
Hvordan kan man omstyrte patriarkatet med en frontfigur, der siger, at der ikke er nogen kvindeundertrykkende elementer i islams kilder? (Jf. Politiken 25.9.2005)
Men ellers er det da rigtigt nok, at man bør se på hvad den person, der bærer tørklæde selv siger herom. Når det gælder Asmaa kan man hæfte sig ved følgende udsagn:
Når vi bærer tørklæder og ikke vil vise os i badedragt, er det, fordi vi ikke vil være sexobjekter for mændene. Mænd skal ikke fristes af at se på os - det synes vi er uacceptabelt og kvindeundertrykkende.
(BT 26.8.2001)
Debatmøde i Odense: Jeg læser på Den Sociale Højskole og har selv valgt at gå med mit tørklæde for otte år siden. Mit tørklæde har givet frihed og ligestilling. (…)Asmaa har meget apropos medbragt en liste over, hvor i Koranen, det står, at kvinden skal gå med tørklæde.
»For mig er det et religiøst valg. Men det er mit eget frie valg,« bedyrer hun.
(Information 7.3.2003)
Asmaas beslutning om at bære islamisk klædedragt fik fra starten konsekvenser for hendes måde at leve på.
»Jeg stoppede f.eks. med at spille håndbold, selv om jeg havde spillet håndbold siden fjerde klasse. Jeg var endda nået så langt, at jeg var anfører for holdet og opfandt mit eget skud. Jeg var virkelig den, der styrede.«
Asmaas træner var da også meget overrasket over, at hun pludselig ikke længere kom til træning.
»Jeg sagde til ham, at jeg måtte vælge, og mit tørklæde betød meget mere for mig. Et tørklæde er ikke bare et tørklæde. Der ligger meget mere under, og det tror jeg, folk nogle gange misforstår. Det hører sammen med en klædedragt, der skjuler din kropsfigur. Når du smider dig efter en håndbold, kan man se visse dele af din krop, og det må man ikke ifølge islam,« forklarer hun.
(Information 31.5.2003)
Jeg huskede, at Asmaa havde sagt noget om, at tørklædet jo skjulte min skønhed, så den var forbeholdt min mand.
(Fyns stiftstidende 9.11.2003)
Ser vi på kristendommen, indeholder den også retningslinjer for, hvordan kvinder klæder sig. Et krav, som opfyldes hos de seriøse kristne.
(Læserbrev i Fyns Stiftstidende 12.12.03)
Nu er du jo selv troende muslim og går med tørklæde, er det da ikke en undertrykkende religiøs praksis?
»Nej, i islam er der netop ligestilling. Tørklædet er faktisk det modsatte af at være undertrykkende, det er at opnå ligestilling. Tørklædet giver mig en større ligestilling med manden, fordi jeg mener, at kvinder i dag bliver udnyttet og bliver vist som sexobjekter, og det er meget undertrykkende. Kvindens krop er noget så værdifuldt og kostbart, at den ikke skal deles med hvem som helst. Med tørklædet bliver kvinden vurderet efter sin intelligens og ikke på, hvordan hun ser ud«.
(Politiken 25.9.2005)
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Asmaa ikke bliver tvunget af sin familie til at gå med tørklæde. Jeg tror faktisk, at de fleste muslimske kvinder, der går med tørklæde her i landet, gør det af overbevisning og ikke fordi de tvinges af ydre magter hertil. Men jeg har forsøgt at se på det der hedder indre tvang, den der udløses af at man tror, at en bestemt adfærd er en religiøs pligt.
I øvrigt så synes jeg, at det også fremgår af ovenanførte citater, at Asmaa ser tørklædet i sammenhæng med at kvinder har en særlig forpligtigelse til ikke at friste mænd seksuelt, at kvindes krop er noget særligt, der skal værnes og beskyttes mod fremmede mænds blikke og at kvinder, hvis de skal tages alvorligt, skal klæde sig dydigt. Jeg ser ikke noget der tyder på, at Asmaa sætter spørgsmålstegn ved et sådant system eller ligefrem kræver det ændret. Asmaa har naturligvis lov til at gå med tørklæde, men jeg kan altså ikke se noget feministisk eller progressivt herved. Hun er da i allerbedste fald en blåstrømpe men ikke nogen rødstrømpe.
I øvrigt så synes jeg også, at det er trist, at så mange feminister af i dag går så uendeligt meget op i at man godt kan være feminist og sexy. Kritikken af en kvindemode, der i bedste fald er upraktisk og i værste fald usund at bære, er næsten forstummet og det er en skam. Dog vil jeg lige fremhæve, at det ikke er særligt behageligt at gå med tørklæde. Jeg har selv prøvet det, og det strammer altså, ligesom hovedbunden klør som en gal, så snart man kommer til at svede bare lidt.
Mht. det med toiletterne, så er min kone faktisk berørt af denne problematik, dog på den måde, at hun hyppigt anråbes af andre kvinder, der mener, at hun er gået forkert, når hun vil på dametoilettet. Jeg kan bare ikke rigtigt se hvad denne problemstilling har med den der handler om indre religiøst pres. at gøre.
Tak til både Liv Mertz og Karen Larsen for en befriende intelligent og nuanceret debat - for en gangs skyld. I al polemikken om Abdol-Hamid er det virkelig et tiltrængt pust af frisk luft at læse skribenter som, uenigheden til trods, tør holde et hæderligt niveau.
Uenigheden bunder, så vidt jeg kan se, i et forskelligt fokus på henholdsvis individuel frihed og strukturel magt. Muslimske kvinder som vælger at gå med tørklæde er ubetvivleligt underlagt en strukturel magt, al den stund at vi må antage at de vælger at gøre det fordi de er blevet opfostret i et normativt system der fremhæver værdien ved denne klædning. Omvendt er de frie, ihvertfald når de gør det af egen vilje og ikke f.eks. under pres fra familie eller kirke, og udøver deres individuelle frihed til at træffe et valg i overenstemmelse med de værdier de besidder.
Kritikken af den strukturelle magt er imidlertid kompliceret. Fordi det kun er i den udstrækning at den fører til egentlig uligevægt imellem kønnene (for nu at blive i artiklens kontekst) at den kalder på modstand. Både mænd og kvinder er f.eks. underlagt en strukturel magt om at iføre sig klædning som dækker genitalia, men det vil de færreste opleve som udtryk for en magt der kalder på modstand - det på trods af at ekshibitionister ganske rigtigt har påpeget den snærende norm som er involveret i årtier.
Spørgsmålet kompliceres yderligere af den flydende karakter som magt og symboler antager. Abdol-Hamids tørklæde repræsenterer for hende bl.a. et opgør med et kvindebillede som fokuserer ensidigt og uligevægtigt på kvindelig seksualitet. Det synes en rimelig karakteristik. Spørgsmålet er så om strategien er den rette - er det modmagt at iklæde sig tørklæde? Måske ikke, i første omgang, på det strukturelle plan. Der vil stadig være JBS reklamer med overseksualiserede sygeplejersker, eller noget tilsvarende, uagtet Abdol-Hamids tørklæde. Men måske på det personlige. Og som statement er det et legitimt opråb mod den undertrykkelse som er normaliseret i Danmark (og det meste af den vestlige verden).
Spørgsmålet er om Abdol-Hamids brug af tørklædet kan rejse denne kritik uden at påkalde sig dens modpol: den a-seksuelle kvinde, som undertrykker sin seksualitet udadtil, og måske også indadtil, for at tækkes de mænd som forventes at besidde en ustyrlig, aggressiv lyst. Det vil hun nok hævde at hun kan. At hun er et seksuelt væsen, men at hun, som personligt valg, ikke udstiller sin seksualitet i den offentlige sfære, men reserverer den til en privat- og intimsfære hvor den skal deles med en kærlighedsfælle.
At klandre Abdol-Hamid for et manglende opgør med den strukturelle magt synes på den ene side at tilskrive hende intentioner som hun, efter alt at dømme, ikke besidder. Og på den anden side at stille en fordring om at hun skal agere alternativt uden at kunne pege på et mere modstandskraftigt alternativ. Hvis man ikke kan dét, så forbliver al kvindelig ageren tilsyneladende underlagt forskellige udslag af strukturel magt, i al deres diskriminerende vælde.
Jeg er ærlg talt ikke sikker på, at Asmaa Abdol-Hamid har tænkt sig at være med til at omstyrte patriarkatet. Her er lidt om hendes syn på europæisk ligestilling:
http://www.stemmerfrabetonen.dk/answer.php?pid=10&qualid=3&qid=31&iid=2
Som hun siger i interviewet: "Kvinden har givet sig selv et dobbeltarbejde" - efter "den såkaldte ligestilling" - hvor hun før havde ét arbejde. Årsagen til europæiske kvinders stress og uligestilling idag er altså kvinder egen kamp.
Hendes patriakatsanalyse og ligestillingsbegreb, samt forståelse af årsag og virkning i den sammenhæng, er vist radikalt anderledes end det, som man normalt finder på venstrefløjen.
Karen M Larsens lange citatrække peger i samme retning - om man kan finde meget mere af samme skuffe. Men Enhedslisten er altså heller ikke lige det venstrefløjsparti, der er længst fremme i skoene - med eller uden hæl - når det drejer sig om at omstyrte patriarkatet - og det tror jeg ærlig talt, at de fleste har opdaget. Måske bare ikke Liv Mertz...
Jeg mener ikke at Liv Mertz' analogi med BH og tørklæder holder. Da feminister tog BHen på igen, havde man på mange områder været igennem en meget omfattende emancipering. som i en vis forstand betød at BHen måske ikke mere behøvede at ses som et symbol på patriarkalsk undertrykkelse men mere som et frit valg. En anden ting er, at den form for kvindelig kropslighed blev anset for lidt ulækker og kvinder uden BH fik at vide, at de havde bongopatter og hvem vil rende rundt med bongopatter, så man kan selvfølgelig diskutere i hvor høj grad der var tale om virkelig emancipation, men man følte sig åbenbart frigjort og selvsikker nok. Pointen er at kvinder indenfor store dele af den muslimske verden jo ikke har været igennem den samme grad af emancipation så tilvalg af hijaben kan nok ikke på samme måde ses som et udtryk for frigørelse, som tilvalg af BH. Asmaa har jo også fortalt at hun har taget hijab på fordi hendes mor havde det, ligesom hun har kontakt med fundamentalistiske kredse hvor kvindefrigørelse nok ikke står øverst på dagsordenen.
Enhedslisten har jeg stemt på, siden de opstillede første gang. Jeg gjorde det også ved dette folketingsvalg ikke på grund af Asmaas kandidatur men på trods heraf. Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilket tøj folk tager på, så længe de gør det af egen fri vilje. Jeg mener, at det er nogle vanvittige drejninger, at debatten om Asmaas opstilling som spidskandidat for Enhedslisten har fået men desværre forudsigelige. I stor udstrækning har de danske massemedier kun haft hånlig omtale til overs for Enhedslisten under den nyligt overståede valgkamp, og det finder jeg dybt krænkende for demokratiet.
Jeg føler, at det er et stort problem, at en del feminister i dag kæmper for en art neoliberal udlicitering af kvindefrigørelsen. Hvis en konservativ religiøs kvinde siger, at hendes religion frigør hende som kvinde, ja så skal vi betingelsesløst tro det, hedder det sig.
Jeg tror, at en sådan holdning delvist hænger sammen med en vis fordomsfuldhed overfor konservative religiøse kvinder. Altså at man antager, at disse føler sig undertrykte og generelt står i mændenes skygge og er ude af stand til at ytre sig. Hvis en konservativ religiøs kvinde derimod står frem i offentligheden og kæmper for sin religion etc. udlægges det til at være et bevis på hendes reelle progressivitet eller ses ligefrem som en sejr over kvindeundertrykkelsen.
Nu har jeg selv en fortid som en fundamentalistisk katolik, og jeg ved, både af egen erfaring og fra hvad jeg har set hos andre, at sagen er meget mere kompliceret. Havde nogen spurgt mig, da jeg som 20-årig gik i kloster, om jeg var tvunget hertil eller om jeg var undertrykt, så ville jeg havde protesteret og benægtet det. Og faktum er jo også, at jeg ikke blev tvunget af nogen ydre magt og helt sikkert heller ikke ville have brugt ordet undertrykt om mig selv. Men i tilbageblik kan jeg se, at jeg brugte magt mod mig selv og tvang mig selv.
Den manglende erkendelse af den undertrykkelse som man udsættes for som kvinde og som man deltager i ved at vedligeholde de kvindeundertrykkende strukturer er en af feminismens store udfordringer. Kampen mod patriarkatet er derfor dømt til at mislykkes, hvis vi ikke tør udfordre bl.a. konservative kvinders selvforståelse.
@Karen M. Larsen: Jeg er for så vidt enig. Men spørgsmålet er om man ikke dermed bevæger sig ud af en specifikt feministisk kontekst? Katolicisme (og anden religion) er jo netop ikke blot undertrykkende for kvinder, uagtet at dens undertrykkelse ofte manifesteres forskelligt for kvinder og mænd?
Der er undertrykkende strukturer som er specielt forankret i og rettet mod kønnet, f.eks. forældre-roller, hvor Abdol-Hamid jo rigtigt påpeger at kønskampen kun er halvvejs vundet fordi kvinder nok har vundet retten til at være andet end husmoder, men mænd ikke tilsvarende har påtaget sig pligten med også at være husfader. Og så er der undertrykkende strukturer som nok udtrykker sig forskelligt overfor de to køn, men som fundamentalt drejer sig om noget andet.
F.eks. et religionskritisk projekt vil jeg, som mand og ateist, gerne have lov til at være med til, uden at det skal kaldes feminisme.
@Frej Klem Thomsen
Du læser jo hendes udsagn ud af kontekst. Hun siger, at dobbeltarbejdet er kvinders egen skyld - altså at det netop ikke er et strukturelt problem og heller ikke mændenes ansvar eller skyld. Hun sætter lighedstegn mellem europæiske kvinders ligestillingskamp og kamp for at komme ud af hjemmene og dobbeltarbejdets dybeste årsag.
I samme periode hævdede hun igen og igen, at islam garanterer ligestilling. Blandt andet ved at påpege at islam fordeler rollerne mellem kønnene på bedste vis. Måske skulle du prøve at kigge lidt nærmere på de kønsroller, der promoveres gennem eksempelvis islam.dk, som hun henviser til fra sin hjemmeside.
Jeg prøver at sige, at hendes analyse og begreber er nogle andre end dem, som man finder på venstrefløjen og ikke mindst blandt feminister generelt.
@Nielsen: Jeg synes nu faktisk at det er dig der, ikke bare tager citatet ud af konteksten, men misrepræsenterer det. Det kan man forsikre sig om ved at følge det link som du (ros for det) har givet.
Abdol-Hamids pointe synes at være den meget rimelige at kvinder nok har fået plads på arbejdsmarkedet, men at de stadig er forpligtede til langt mere arbejde i hjemmet - deraf brugen af begrebet dobbeltarbejde. Det er en almindelig anerkendt pointe som er underbygget af statistik. Hun retter i den forbindelse en formanende pegefinger mod de kvinder der mener at kampen for ligestilling er vundet med adgangen til arbejdsmarkedet - for det er den jo netop ikke.
Du vil vel i den forbindelse klandre hende for ikke at kritisere mændene - men at antage, at det at hun i netop dette citat ikke siger dette eksplicit, skulle betyde at hun, i modsætning til hvad resten af hendes udtalelser implicerer, mener at de er skyldfrie, det er for mig at se et klassisk eksempel på den urimelige mistænkeliggørelse som hun har været udsat for utallige gange.
Det hun har udtalt i forbindelse med Islam er, mig bekendt, tilsvarende at hun ikke mener at den er principielt undertrykkende, omend den ofte praktiseres således. Hun mener at den skal fortolkes anderledes end det er blevet gjort af mange patriarkalske samfund, og at den i denne fortolkning på en gang kan respektere de forskelle der er mellem de biologiske køn og give frihed til at udfolde sig uden chauvinistisk undertrykkelse. Det er for mig at se ikke et meget anderledes synspunkt end det som progressive, eller endog feministiske kristne ofte giver udtryk for.
Hvis du har citater hvor hun udtaler sig mere reaktionært må du endelig henvise til dem.
Men er det "kvinden der har givet SIG SELV et dobbeltarbejde"? Og hvad er de "naturlige" forskelle på kvinder og mænd? Har du nogensinde hørt om det feministiske opgør med den biologiske essentialisme?
De mange citater kan du jo kigge rundt om på Inf for at finde. Der er rigeligt af dem kommentarfelterne. Og så vil jeg igen anbefale dig at kigge ind hos islam.dk. Blandt andet kan du der læse lidt om, hvorfor kvindens halve arveret er et udtryk for ligeværd og ligestilling. Og det er sørme skrevet af hendes fremmeste anbefaler - Iman Pedersen.
Nielsen. Det er god tone at formulere sin kritik selv, i stedet for at smide arbejdet herfor over på modparten. Erfaringerne viser desuden, at det er en dårlig tillidsmand, man får ved at gøre det.
Dobbeltarbejdsproblematikken er jævnt hen et alment dansk emne, som vi roligt kan gå ud fra, bliver debatteret i hvert eneste hjem, hvor kvinden ikke har resigneret. For indvandrerkvinder fra Volls Mose gælder dertil, at kvindeundertrykkelsen har været så massiv, at drengene fik fri udgang og kunne gøre som de ville - de sad det meste af deres ungdom i spjældet. Samtidig havde pigerne ikke så fri udgang hvorfor de lavede lektier - de tilbragte ungdommen i gymnasiet.
Kvinder binder samfundet sammen i alle kulturer. Deres opgave i Vollsmose er ekstraordinær, det kan næsten kun ende med, at de - gode uddannelser til trods - resigneret må passe hjem og børn, samt en dysfunktionel mand.
I det lys er AAHs eksempel modigt og konsekvent for frigørelse af kvinder. Med henvisninger til Koranen bekender hun sig til patriarkernes værdisæt, men i sin praksis venter hun ikke på nogen. Hun kan og vil selv vise en normaliserende vej og et håbefuldt eksempel for sine medsøstre i Odense. Og sikkert flere andre steder.
Det er den slags klare handlinger vi skal se på, i stedet for at lukke kvinder inde i en religionskritisk diskurs. For god ordens skyld vil jeg tilføje, at jeg intet har imod en religionskritisk diskurs. Heller for meget end for lidt. og lige gerne på kaosteori som på Budhisme. Eller Islam, for den sags skyld - her er Jørgen Bæk Simmonsen en anbefalelsesværdig kilde.
Karen M Larsen: "indre tvang, den der udløses af at man tror, at en bestemt adfærd er en religiøs pligt."
Det er for mig at se formålsløst at prøve at fastslå, om en bestemt adfærd er udløst af en indre tvang eller ej. I bund og grund vil al adfærd kunne siges at være udløst af en bestemt "indre tvang"; det være sig en indre moralsk/etisk tvang, en indre politisk/ideologisk tvang, en indre religiøs tvang - eller sågar en indre kulturel tvang.
Jeg synes ærlig talt, at det er problematisk, at EKSTREMT KOMPLICEREDE spørgsmål om magt, frihed og tvang antages at have så enkle svar. Det er jo i bund og grund den grundlæggende problematik (= forholdet imellem individ/frihed og kultur/determinisme), indenfor såvel psykologien og antropologien som sociologien m.fl. videnskaber, man påstår at have svaret på, når man - som så mange har gjort det - melder sig på banen med en analyse af Asmaa.
Og det er vel lige groft nok at gøre Asmaa til genstand for et rivegilde om den mest grundlæggende problematik i alle samfundsvidenskaber ... !?
Tak til Peter for hans kommentar d. 25 november. Det er dejligt, når der endelig er en der "rammer hovedet på sømmet".
Jeg oplever dagligt konflikten mellem at skulle sætte sig ud over sin kulturelle baggrund og udleve sig selv som man i virkeligheden er. Som transkønnet (FtM) oplever jeg gang på gang at de meget snævre heteronormative roller påvirker mig....Når jeg skal til samtale på Sexologisk Klinik forventes det at jeg er ekstremt maskuliniseret for at kunne hævde at jeg lever i et andet køn end mit biologiske.
Hvis jeg går i byen er jeg for maskulin til at gå på lesbisk bar - på bøssebar bliver min latente femine udstråling til en sand magnet - det er selvfølgelig et luksusproblem - men kernen er jo at jeg, som Asmaa og mange andre, har foretaget et personligt valg, udfra en indre nødvendighed og ikke nødvendigvis ud fra et samfundsomvæltende /religiøst standpunkt.
@Jeppe Brogård
En enkelt ting omkring dine fixe idéer om mænd og kvinder i Vollsmose, for det her skal ikke udvikle sig til en længere debat, som intet har med trådens emne at gøre. Du er ekstremt fordomsfuld. Der er - selvfølgelig - mange mænd i Vollsmose, der er ikke er kriminelle og som klarer tilværelsen fint. Lige så vel, som der er kvinder, der tager uddannelser og får jobs. Og mænd, der hjælper deres hustruer og hustruer, der hjælper deres mænd.
Min pointe handlede bare om hvilke konklusioner, man drager på baggrund af fakta. Et eksempel er forskellen på Bjørn Lomborgs læsning af statistikker og en miljøforkæmpers læsning af de samme statistikker. Folk konkluderer forskelligt på baggrund af basale tal og fakta, da læsningerne tager afsæt i forskellige forståelsesrammer og erkendelsesinteresser . Et andet eksempel er Asmaa Abdol-Hamids konklusioner på basis af fakta omkring dobbeltarbejde. Hun påstår at "kvinden har givet sig selv et dobbeltarbejde". Hun påstår også, at der er en snæver positiv sammenhæng mellem øget europæisk ligestilling og kvinders øgede stress og dobbeltarbejde. Overfor disse påstande kan man for eksempel stille den seneste undersøgelse fra Norge om samme fænomen. Her konkluderes det akkurat modsatte:
" Men ikke nok med det, de kan også konkludere, at jo mere ligestillet kvinderne er i et samfund, jo større er ligestillingen i hjemmene...I landene, hvor kvinderne nyder stor ligestilling økonomisk og politisk, er der mindst forskel på, hvor meget husligt arbejde mændene og kvinderne udfører."
http://politiken.dk/erhverv/article438186.ece
Så min centrale påstand er - at hendes analyser og begreber er nogle andre end dem, der er gængse i den forskning, som laves af folk der arbejder pro ligestilling i norden.
Og for dem, der ikke ved noget om statistik, vil jeg lige uddybe, at med positiv sammenhæng mener jeg, at når kurven for ligestilling (i europæisk version) i samfundet går op, går kurven for kvindens arbejde også op - hvis man skal tro Asmaa Abdol-Hamids udlægning anno 2004. Her i november konkluderede et norsk forskningshold det modsatte på baggrund af 18000 svar fra en bredt udvalgt skare fra 34 lande. Jo mere ligestilling i samfundet, jo mindre kvindearbejde på hjemmefronten.
Det var godt at se en stor flok regnvåde feminister, progressive og forsvarere for menneskerettighederne ude foran den Saudiarabiske ambassade i Hellerup her i eftermiddags. Og hvem talte dunder imod ikke bare det saudiske reaktionære diktatur, men også Fogh-Bush-Saudi-alliancen og ikke mindst den påståede borgerlige feminisme? Ikke Karen Jespersen. Ikke én eneste borgerlig var i sigte på denne regnvåde kolde efterårsdag faktisk. Næh, det var såmænd de unge venstreorienterede og PISSEARRIGE kvinder Johanne Schmidt-Nielsen og ... Asmaa Abdol-Hamid såmend.
Og symptomatisk nok var det parlamentets mindste, men vigtigste forsvarere for en retfærdig verden, Enhedslisten, der havde indkaldt til denne drønhamrende vigtige protest imod et af verdens mest undertrykkende diktaturer. Vores statsminister interesserer sig tydeligvis mere for venskab med USA, og erhverslivets velfærd end forsvaret for universelle menneske- og kvinderettigheder. Bare Arla har det godt...
Og hvad med alle de indignerede feminister her til lands? Nåja, der er så en betragtelig del, der hellere vil sidde derhjemme og gøre sig til dommere over rigtige og forkerte feminister end at stille op i regnen kræve handling. Eller hvad?
Jer der ikke lige nåede forbi kan jo passende gå ind og skrive under på protesten imod det saudiske regimes groteske menneskefjendske behandling af en 19-årig kvinde her:
http://www.rezgar.com/camp/i.asp?id=106
og her
http://www.amnesty.dk/default.asp?page=2840&lang=da
Tak til Bo Nielsen!
Nu bliver det spændende at se, om medierne dækker begivenheden. Næppe, for det ville jo give et helt 'forkert' billede af Asmaa og hendes holdninger til islamiske regimer og deres ugerninger i Koranens navn - og det kan vi da ikke have.
Hør her, Bo Nielsen
1) Hele Danmak bor ikke i Hellerup og omegn. Så nogle må være lovligt undskyldt for deres fravær. Eller hvad?
2) Jeg ved skam udmærket godt, at bl. a. Asmaa Abdol-Hamid og sørme også en af de feminister, som især nogle mænd fra venstrefløjen har kritiseret sønder og sammen, bl. a. i disse spalter, fordi hun tidligere har kritiseret Hamid - nemlig Bente Hansen - holdt taler ved det udmærkede arrangement. Det gjorde Jaleh Tavakoli, som for øvrigt også har været kritisk overfor Hamid, vist også...
3) Du har helt ret i, at mange af højrefløjens såkaldte feminister udelukkende bruger deres kritiske potentiale, når andre hensyn ikke vejer tungere - fx økonomiske interesser. Men det er nu ikke en nyhed - heller ikke blandt feminister - at solidariteten er seriøst udfordret af eksempelvis divergerende magtforhold kvinder imellem.
4) Jeg er ikke spor overrasket over at Hamid deltog. Og respekt for hendes deltagelse, selvfølgelig. Min erfaring med meget fromme muslimer er nemlig, at de generelt opfatter det Saudiske samfund som dekadent. Som en meget religiøs muslimsk ung kvinde på mit arbejde sagde engang i et afslappet øjeblik: "Ja, så kunne jeg selvølgelig også drømme om at blive gift med en saudisk prins....så jeg kunne få et lokum af guld....men jeg er i hvert fald ikke en af den type!!!" Men det er altså stadig ikke det, der er temaet i tråden. Kvindeundertrykkelse og ligestilling har mange forskellige aspekter.
I 1970'erne opstod der indenfor feminismen en særlig kristen gren, der tog et voldsomt opgør med de patriarkalske strukturer i kristendommen herunder de mange kvindeundertrykkende elementer i Bibelen. Dorothe Sölle er her et godt eksempel. Disse feminister havde en fin forståelse for at kvindeundertrykkelsen i Vesten bl.a. hænger sammen med kirken og dens praksis men også med ting, der står i Bibelen. Alt andet ville også være urimeligt ud fra et feministisk perspektiv. Jeg har meget svært ved at se hvordan Mosebøgernes og Paulus krav til kvinder om at de skal underordne sig mænd ikke skulle have påvirket kvinders underordnede stilling i de kristne lande, ligesom deres afvisning af seksuelle relationer mellem mænd, har påvirket og forsat påvirker de kristne landes lovgivning og holdning til homoseksualitet. Den katolske kirkes kamp mod abort, prævention og dens afvisning af kvindelige præster har da også i høj grad et særlig kvindeundertrykkende aspekt.
På samme måde har Koranen, haditterne og de muslimske retsskoler naturligvis et medansvar for kvindeundertrykkelsen i muslimske lande og muslimske indvandrermiljøer. Lad mig f.eks. bare nævne, at Koranen giver mænd ret til at slå deres hustruer og lader kvinders vidneudsagn tælle det halve af mænds. Derfor er Asmaas betingelsesløse bekendelse til Koranen så problematisk.
Jeg synes, at det er trist, at det religiøse pres som man som konservativ religiøs udsætter sig selv for i den grad bliver bagatelliseret. Jeg har f.eks. arbejdet en del for at få stoppet den offentlige støtte til Agape, en kristen forening der bl.a. arbejder med at ”helbrede” homoseksuelle hhv. få dem til at leve i cølibat. Et af deres argumenter mod min kritik er, at de homoseksuelle, der opsøger dem, jo gør det helt frivilligt, så hvad er lige problemet? Mit modargument er, at når meget religiøse mennesker har fået at vide og tror på, at de kommer i helvedet, hvis de lever deres homoseksualitet ud, så er det måske ikke særligt frivilligt, at de opsøger Agape. Men altså, hvis man skal følge den logik, der bruges med hensyn til Asmaa, så skal Agape naturligvis uden kritik havde lov til at forsøge, at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle eller få dem til at leve i cølibat så længe, at dem der kommer hos dem siger, at det er et frit valg de har truffet.
Den argumentation der bruges til forsvar for Asmaa underminerer muligheden for en kritik af de undertrykkende elementer i konservativ religiøsitet, hvad ud fra et feministisk perspektiv er intet mindre end en katastrofe.
Mht. Asmaas deltagelse i demonstrationen, så repræsenterer styret i Saudi-Arabien og ikke mindst deres dom over den voldtagne kvinde en ekstrem version af islam som også mange konservative muslimer tager afstand fra. Så den beviser ligesom ikke så meget.
Jeg skal undlade at kommentere damens nedladende og manipulerende bemærkninger dagen derpå (30 gram tekstil...), sådan en redebesudler.
Resultatet er jo desværre at hun har formået at splitte venstrefløjen og skaffe Enhedslisten en tilbagegang, jeg vil ikke en gang antyde at det lugter af et smukt bestillingsarbejde.
Jeg synes at Enhedslisten skulle se sig bedre for, næste gang er det måske en betalt Mossad-agent.
@Nielsen: Vil bare lige påpege at du fejlfortolker den statistik du fremlægger. Der er ingen modsigelse mellem at kvinder arbejder mere og at arbejdet i hjemmet fordeles mere ligeligt. Det synes ret oplagt at hvis en tidligere hjemmegående kvinde antager et 37 timers lønarbejde, så vil hendes arbejdsbyrde i hjemmet (normalt) falde. Men hvis den ikke falder med 37 timer, så arbejder hun mere end før.
Derfor: Selvom de samfund der har mest ligestilling på arbejdsmarkedet også har mest ligestilling i hjemmet, så kan kvinderne sagtens være hårdere pressede tidsmæssigt i de mest ligestillede samfund, hvis ligestillingen i hjemmet halter efter ligestillingen på arbejdsmarkedet. Hvilket er hvad Abdol-Hamid protesterer mod.
Den norske statistisk underbygger, indirekte, Abdol-Hamids pointe. Som det iøvrigt ikke er hende der har opfundet. Det er et almindeligt accepteret faktum i ligestillingsdiskussioner.
@Frej Klem Thomsen
Nej, det er i hvert fald ikke et almindeligt indbygget faktum i ligestillingsdiskussioner, at kvinder selv er skyld i dobbeltarbejde og at kvinder har et hårdere liv - altså er mere stressede end før vi fik ligestilling!
Og statistikken underbygger, som jeg også sagde i mit tidligere indlæg, netop kun Abdol-Hamids pointe, hvis man udfra sin erkendelsesinteresse ønsker at se den pointe underbygget. Men i statistikken fremgår der intet om hvor mange timer kvinder arbejdede og hvor stressede kvinder var, inden man påbegyndte de europæiske ligestillingsprojekter. Du projicerer en tidshorisont ind i statistikken, som der ikke er belæg for i de indsamlede data.
Hvad statistikken påviser er - at der hvor kvinder er meget ligestillede økonomisk og politisk - der har kvinder også mindst arbejde i hjemmet - hvilket ikke underbygger hendes påstand; nemlig, at vi stadig laver lige meget i hjemmet som før, men nu i tilgift også har fået et udearbejde. Tværtimod påviser statistikken, at der er en lige sammenhæng mellem graden af "den såkaldte ligestilling" i samfundet og mænds relativt større andel af arbejdet i hjemmet. Abdol-Hamid påstår det modsatte - nemlig at mænds arbejde i hjemmet er ikke-eksisterende.
Måske skulle du prøve at læse lidt om kvinders arbejdsliv på landet i eksempelvis danmark og tyrkiet for 100 år siden. Lad mig sige det sådan - der er mange gode grunde til at gennemsnitslevealderen er steget væsentligt siden...Jeg er i hvert fald ret sikker på, at det er de færreste mennesker med kendskab til kvindehistorie, der har lyst til at vende tilbage til den tid.
Til Karen M. Larsen. Tak for dit imponerende og desuden velkomponerede seneste indlæg. Det er overbevisende, og jeg kan sagtens se pointen. Jeg kan også godt røbe, at jeg deler den et stykke af vejen.
Mit synspunkt omkring Asmaa Abdol Hamids kabdidatur er stadig det samme, dvs et andet end dit. Men det er ikke et forsøg på at bagatelisere kvindeundertrykkelsen i patriarkalske kulturer, herunder libanesiske og fynske. Jeg har det synspunkt, at vi vil høste en større fordel af at få problemerne ud i lyset sammen med minoriteterne, end af at lukke dem inde i en usynlig subkultur.
Forløbet omkring kandidaten viser det fint synes jeg. Til trods for AAHs åbenbare kvindefrigørende konnotationer i begyndelsesfasen har hun lært noget undervejs. Hendes udtalelser er modereret med hensyn taget til oppinionens klare ønsker. Hendes private overvejelser omkring mand-kvinde, religion og samfund har gennemgået en udvikling til det mainstream danske. Hun er med andre ord blevet blandet op med yderligere et kulturelt lag oven i dem, hun havde med fra Odense. Og vi andre har lært en repræsentant for et nyt segment at kende for en række positive ting. Det synes jeg godt, at man kan takke kritikken for. Vi andre glade hippier kunne jo have ladet hende gå omkring i sine oprindelige tanker endnu.
For de kunstneriske karakterer kunne jeg dog godt have undt kandidaten, at hendes prøvelser ikke havde været helt så massive og personlige. Nu har røgen imidlertid lagt sig, og mindsandten om hun ikke står op endnu. Og det bedste er, at de kvinder, som regner med hende, har fået et talerør og et ansigt. I forbifarten glæder det mig, at Naser Khader offentliggjorde sin mor behørigt tilsløret landsdækkende på valgaftenen.
Nu er opstillingshalløjet slut. Kandidaten er blevet suppleant. Og vi har fået en socialminister, hvis ligestillingspolitik er blevet spået succes om små 300 år. Lille spejl på væggen der. Hvem er vigtigst for ligestilling her?
Hvor blev alle DF´erne af?