Kommentar

Den ædle grønne kappestrid

I modsætning til den kræftsvulstige konkurrence
6. november 2007

Fra klam udendørs gymnastik i oktober sidste år over Anders Fogh Rasmussens pludselige fremtoning som biodynamisk gulerod for mindre end et halvt år siden til i dag ildsprudende slagsmål mellem midterpartier som Ny Alliance og Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten samt regeringens miljøminister om at være på én gang mest grøn og mest realistisk. For NA’s vedkommende med den specielle begrundelse, at det nu er blevet muligt, at »stemme grønt uden at stemme rødt«. Opgøret med alverdens skeptiske ’Lomborg’ere’ er passeret, en ny fase er indledt. Miljøstoffets saga de seneste 12 måneder kort fortalt.

I går ryddede Politiken forsiden med historien om, at »R vil overhale S på klimapolitikken«, i lørdags kunne Information referere, hvordan partiernes miljøordførere stuver festsalen i Nationalmuseet i København fuld til bristepunktet, og i går hvordan det samme er tilfældet på noget mindre plads i Verdens mindste kaffebar på Københavns Vesterbro.
I festsalen forsikrer miljøminister Connie Hedegaard, at »selv finansminister Thor Petersen har jo sagt, at hans hjerte nu banker for miljøet.«

Vækst og miljø
Kun forhærdede tidselgemytter ler ikke hjerteligt sammen med Nationalmuseet derved. Redningsaktionen for at nationalklenodier som Den lille Havfrue ikke skal blive totalt oversvømmet, når vandstandsstigningerne for alvor sætter ind, er indvarslet. Selv de værste jætter plejer jo at bukke under for Thors hammer. Hedegaard vil have Jordens hedetur bremset, lover Danmark fuldt selvforsynet med vedvarende energi i 2075, og når hun skal begrunde, at »der er ingen modsætning mellem vækst og miljø«, fortsætter hun med en henvisning til, at det »i en global sammenhæng er amoralsk at sige andet til den fattige del af verden, der endnu ikke har oplevet gevinsterne ved vækst.« Underforstået, at det altså ikke er i vores sjettedel af verden, som i dag beslaglægger 80 procent af alle Jordens naturgoder (herunder dens evne til absorbere CO2, metan og andre drivhusgasser), væksten skal foregå.

Fattede du den, Thor med hammeren? Det gjorde i hvert fald Anne Grete Holmsgaard fra SF, som spurgte, »hvordan det kan være en global nødvendighed at sænke skatten til skade for miljøet i et af verdens rigeste lande«? Direkte udtrykte Holmsgaards partifælle, Ida Auken, sig, da hun på Verdens mindste kaffebar erklærede, at »nu må vi ikke blive for caffé latte-fede. Hvis vi skal spare på CO2, betyder det, at vi alle sammen rejser mindre.«

Til dette svarede det ellers så grønne NA’s Poul Hauch Fenger:
»Hvis man lægger afgift på flybrændsel, betyder det, at folk flyver mindre. Og det er vi imod – med vores internationale udblik.«
På traditionel radikal vis lagde Radikale Venstres Manu Sareen sig et sted midt imellem med erklæringen om, at »vi kan i hvert fald lægge brændstofafgift på indenrigsfly. Så kan folk tage toget i stedet for.«

Her skimtes allerede de kommende politiske brudflader, når den nuværende vigtigste valgkamp i årtier – om politikeres anvendelse af sort arbejde, antal besøg på plejehjem og oppustning af løfter til offentlige gøremål ved at lægge de næste 345 års investeringer sammen – er overstået. Om nøjagtig en uge. Muligvis med en SV-regering til følge, for det er de helt afgørende modsætninger, der ellers skiller »blokkene« i dansk politik.

Tro på mirakler
Tilbage til det, der betyder noget. Ifølge Martin Lidegaard fra Radikale Venstre er hans parti dog ikke længere traditionelt radikal men radikalt radikal, når det gælder miljøet. Hvorfor det efter hans opfattelse har fremlagt den mest ambitiøse energiplan af alle. Hvilket der kan være noget om, se dagens leder side 2. I hvert fald benægter socialdemokraten Svend Auken det ikke på forsiden af gårsdagens Politiken. Tværtimod siger han:

»Man skal aldrig tage modet fra folk. Jeg har før været med til at opleve mirakler, men de er sjældne på energiområdet. Selvfølgelig er der en baggrund for, at SF og vi har lagt os på de samme mål. Hvis vi troede, man kunne komme videre, havde vi gjort det. Vi har lagt os så ambitiøst som muligt.«

Lidegaard svarer: »I så fald har FN’s klimapanel også mistet jordforbindelsen. Efter min bedste overbevisning er det her helt realistisk.«

Gad vide, hvad Villy Søvndal, Anne Grete Holmsgaard og Ida Auken mon siger til, at Socialdemokraterne nu skyder sig ind under SF, når en mindre grøn plan end de radikales skal forsvares?
Modsætningen mellem Socialdemokraterne og de radikale går bl.a. på anvendelsen af de ekstraordinære olieindtægter fra Nordsøen. S vil bruge dem på velfærdsinvesteringer (i et af verdens rigeste lande pr. indbygger). R ønsker en klimafond i stedet for (i et af verdens mest CO2-udpumpende lande pr. indbygger).

Fronterne trækker op. De virkelige fronter.

Læs også Jørgen Steen Nielsens leder i dagens avis: Oliekrisebevidsthed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vildt. Se blot hvad offentlig debat mellem partierne kan føre til!

Det er i sandhed en anderledes valgkamp, når kloge hoveder tager overbud for pålysende. Bravo Lidegaard. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Skinnebåren transport omkring alle større byer vil på få år reducere bilbehovet med det meste af massetransporten. Hvis vi kan fjerne halvdelen af bilerne og hvis tog bruge10 % af den mængde brærdstof, som personbiler bruger til at transportere samme masse, så vil vi reducere CO2-udledningen fra transporten med 45 %. Og hvorfor nøjes med halvdelen af bilerne?

Det er en væsentlig kappestrid, Lidegaard her har startet,

Det er nogle flotte beregninger og selvfølgelig kan vi nå det. I "gamle dage" red vi alle på hest; det er udvikling. Sæt nogle biokemikere og genforskere sammen for at gensplejse mennesker og fugle ,så er miljøet reddet en gang for alle.

Piv. Her sidder man og gør sig umage, og bliver så blot gjort til grin for det. Rimeligt surt.

Men svenskerne har gjort noget, som vi kan lære af. Fra Häsleholm til Malmø kører toget med 20 minuttersdrift, og turen varer ½ time. den danske tur i samme afstand er fra Næstved. 2 gange i timen går et tog, som er lidt under eller lidt over en time om turen. Det er eneste grund til, at bilen overhovedet ligner et alternativ.

I Sverige har man i de seneste år investeret 10 gange så mange penge i kollektiv transport som i Danmark, hvis man ser bort fra metroen. Og de har fokuseret på Sydsverige. Større byer i en ring om Malmø er koblet sammen med skinnebåren transport. Den tilsvarende tur i DK mellem Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Næstved og Vordingborg ville sammenkoble nogle spændende arbejdsmarkeder til en størrelse og en variation, som kunne tiltrække nogle af de virksomheder, som idag mangler alternativer til Københavns centrum, og som følgelig trækker lange køer fra Næstve, Slagelse, Kalundborg mv til København.

Der ligger spor allerede (stadigvæk) på dele af strækningen. De skal naturligvis udskiftes, men der findes et trace, som kan anvendes, hvis man er for ubeslutsom til at skære et nyt på matrikelkortet.

Der er intet til hinder for at komme igang. Der skal blot indføres moratorium for investeringer i veje i en kort årrække. Gå bare til den!

Supplerende kan nævnes, at hvor den københavnske metro ustandselig måtte nedjustere passagerforventningen, der først nu er ved at nå op i nærheden af det, man regnede med at begynde med, og mest af alt har overtaget passagerer, der før kørte med bus (fordi man har skåret kraftigt ned på buskørslen) - og hvor den projekterede metroring beregnes at ville betyde en nedgang i biltrafikken på omkring 1 - én - %, viser erfaringer fra fx. Tyskland, USA og Frankrig, at moderne sporveje på overfladen (evt. med enkelte korte tunnelstrækninger på særligt belastede knudepunkter) kan betyde en stigning i benyttelsen af kollektiv trafik på 40-60%. Og det til langt lavere anlægsudgifter end metro.

Før metroen blev vedtaget, blev det beregnet, at der for de samme penge - som den første etape - kunne bygges 80 km moderne overfladesporvej.

Så kære Ejvind, du plejer gerne at ville bryde med vanetænkning på miljøområdet. Det gør du bedst ved at sige det - i Danmark - grimme ord så højt og tit som muligt: "SPORVOGNE! SPORVOGNE! SPORVOGNE!

Metroens fornemste opgave er nok snarer at fjerne bilbyens image af lavteknologisk stade. Til gengæld er moderne sporvogne også ret gode til netop dette. Vi står og mangler en på Ring III mellem DTU og Ishøj. de mange udflyterindustrier fra 60´erne er flyttet videre, og private serviceerhverv har taget over. De biler kunne vi sagtens konvertere til en letbane.

Hvis familierne i region Hovedstaden kunne undvære den bil, ville der endda være plads til at lade huspriserne stige endnu et nøk, men det er en anden historie.