Kommentar

Australske klimaforandringer

'Down Under' har man fået den globale opvarmning at føle på den hårde måde - det baner nu vej for også et politisk klimaskifte
23. november 2007

John Howard har været Australiens premierminister i 11 år. Bedømt efter gængse politiske kriterier har han gjort næsten alt rigtigt. Australien har oplevet et økonomisk boom uden fortilfælde takket være Kinas uudslukkelige tørst efter australske naturressourcer. Arbejdsløsheden ligger på laveste niveau i 33 år, og Howard har dygtigt appelleret til de racistiske instinkter hos mange australiere, med hård retorik, skrappe restriktioner for asylansøgere og begrænsninger i indvandringen fra Asien. Alligevel vil han efter alt at dømme tabe parlamentsvalget i morgen.

Meningsmålinger giver Labour otte procents forspring frem for Howards Liberale Parti (som rettere er konservativt). Intet skal tages for givet, for i Australien, hvor en tredjedel af vælgerkorpset først plejer at beslutte sig i sidste øjeblik. Alligevel er der én ganske bestemt grund til, at Howard formentlig taber: den globale opvarmning.

Offentlige opinion

Som så mange andre klimaforandringsbenægtende politikere har Howard justeret sine holdninger i det seneste par år for at imødekomme den offentlige opinion. Men Howard afviser stadig at underskrive Kyoto-protokollen og insisterer på, at 'teknologi' vil løse problemet, uden at der behøver at ske væsentlige 'livsstilsændringer'.

Nu har en kendsgerning, der ikke lader sig ignorere, imidlertid vendt op og ned på australsk politik: Landet døjer på syvende år med en tørkeperiode, der er den værste, siden de europæiske bosættelser begyndte for 200 år siden, og nu frygter australierne, at tørken er blevet permanent. Tørke er i reglen cyklisk forekommende og hører før eller siden op. Men hvad nu hvis denne tørke er et eksempel på, hvad klimaforandringer indebærer for lande på Australiens breddegrader? Hvad nu hvis den er kommet for at blive?

I så fald vil Australiens landbrugseksport være dødsdømt, og flertallet af nationens farmere skulle finde sig et andet job. Også vandforsyningerne til de store byer er ved at blive et alvorligt problem. At have John Howards holdning og pauvre resultatliste i forhold til klimaforandringer på dette tidspunkt er med andre ord noget rigtig skidt: I en nylig meningsmåling fra de valgdistrikter, som vurderes 'at være på vippen', gav 73 procent af vælgerne udtryk for, at klimaforandringerne ville få "stærk indflydelse" på deres stemmeafgivning.

Muligvis er det Howards tætte forhold til præsident Bush, der har låst ham fast i klimaforandringsbenægtelse, for konservative politikere andre steder - Merkel i Tyskland, Cameron i Storbritannien, Schwarzenegger i Californien - er i høj grad blevet opmærksomme på farerne ved at ignorere miljøspørgsmål.

Men som Tony Blair i Storbritannien blev Howard i kølvandet på 11. september forført af fristelsen til at koble sig på, hvad der forekom som De Forenede Staters ubegrænsede magt. Australien skulle være Amerikas 'vicesherif' i Asien, og Howard sendte ufortøvet australske soldater til Afghanistan og Irak. Bush kaldte ham en 'stålmand', og Howard solede sig i glansen fra den mægtige mand. Benægtelse af klimaforandringer var bare en del af den pakke, der fulgte med, og normalt så behændige Howard glemte, at han var australsk og ikke amerikansk politiker.

Nu er Howard så omsider begyndt at tale om klimaforandringer, men det er muligvis for sent. Labour har opstillet den tidligere diplomat Kevin Rudd imod ham, der med sine 50 år er 18 år yngre en Howard. Han er ikke nogen specielt farverig figur, men da han blev beskyldt for at være på striptease-bar i New York under en FN-mission for fire år siden, svarede han prompte, at han var for fuld til at huske, hvad der var sket. I det fleste lande ville den udtalelse have beseglet hans politiske dødsdom, men i Australien var dette det helt rigtige svar.

Ser slidt ud

Til sammenligning ser Howard slidt ud. Han eneste tilbageværende funktion er - med komikeren Bill Connollys perfide ord - "at minde os om, hvordan Harry Potter vil se ud, når han bliver gammel", og hans hovedtaktik i valgkampen har været at bestikke vælgerne med deres egne penge. Han skød sin kampagne i gang med et løfte om skattelettelser til 9,4 mia. australske dollar og har siden udlovet flere godbidder hver uge: De seneste runde omfattede skatterabatter til alle forældre med skolesøgende børn og førstegangskøbere af fast ejendom.

Labour derimod tilbyder kun skattelettelser på 2,3 mia. australske dollar, og Kevin Rudd ynder at fremstå som skattepolitisk konservativ. Det er lidt af en ombytning af de klassiske roller.

Hvad bliver den største forandring, hvis Labour danner ny regering? Set fra den øvrige verden vil det utvivlsomt være, at Australien - verdens næststørste CO2 -udleder - vil underskrive Kyoto-protokollen. Det vil kunne gøre en vis forskel, når der skal finde en ny forhandlingsrunde sted om, hvordan verden kommer videre efter Kyoto-aftalens udløb i 2012.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som en der i nogle år nu har boet på disse breddegrader vil jeg sige at der er på afgørende områder er en utrolig stor lighed med den politiske situation i Australien og den i Danmark.

Hvor forskellen kommer ind er at vi her har Westminster systemet med valg i enkeltmandskredse hvorfor den ene eller anden side næsten altid for flertal i underhuset i det mindste og at der er meget få partier i underhused asammenlignet med Danmark. Jeg vil ikke gøre nogen hemmelighed af at jeg selv så langt foretrækker det danske system, det er syndt med forlig over midten og det er sundt at man ikke kun representerer sin valgkreds og at et enkelt parti aldrig får absolut flertal. Jeg plejer i øvrigt at stemme på SF.

John Howard tabte valget forleden dag og hans manglende evne til at omstille sig fra en klimaforandrings fornægter af Lomborg og Thor Petersen klassen - og da han endelig kom - det faktum at det kun var halvhjertet og han ikke ville indrømme at han havde fejlet og imod sine egne ministres råd derfor vedblev at nægte at ratificere Kyoto - kostede ham valget - ikke mindst i has eget elektorat Bennelong som er et bedre stillet middelklasse miljø.

Men når det er sagt så var årsagen til valgtabet i mindst lige så høj grad at den borgerligere regering blev overmodig og besluttede at føre hvad der for mange almindelige lønmodtagere ikke bare var en fagforeningsfjentlig polititik (der kunne flere godt tilgive dem) men også en klassepolitik som favoriserede arbejdsgiverne ved at tvinge alle lønmodtagere over på kontrakter og fjerne generelle overnskomster.

Det blev dyrt. Den gik ikke. Disse grupper gir nok i mange tilfælde fanden i CO2 - men fjerner du overnskomsternes sikkerhedsnet - så blir de for alvor vrede.

Virkeligheden er at Fogh i vid udstrækning er gidsel i en tilsvarende situation. Den der med at han nu er blevet en slags socialdemokrat, som ikke mindst EMC tuder os ørerne fulde med, er en gang vrøvl. Det holder jo ikke i virkelighedens verden.

De ideologiske forskelle er der - de bare blevet til et langtidsprojekt. En lille beskeden drejning her og der og år for år i - vores retning. og med nogle tiltag her og der som vil have langtidsvirkning i retning af at liberalisere og styrke de frie markedskræfter. Det er kun på overfladen og det umiddelbare at man opfører sig som flertallet af vælgerne vil ha - altså pil ikke alt for åbenlyst ved velfærden.

Så træder Fogh over stregen i overmod som Howard gjorde det, ja så falder hammeren. Det er med andre ord også her akilleshælen ved den nuværende regering i Danmark sidder. Alligevel skal men ikke underviúrderer Foghs strategiske evner og langsigtede liberale plan.