I retorik er det ikke som i politik eller i kærlighed, hvor alle kneb gælder. Der er en ret udpræget tendens til at ad hominem argumenter, altså argumenter rettet mod manden og ikke sagen, falder tilbage på den talende. Når Anders Fogh Rasmussen har gjort det til sit refræn at kalde en regering ledet af Helle Thorning-Schmidt for et politisk eksperiment, leger han med den retoriske ild. Det minder om det berømte, men langt mere elegante slogan 'Stauning eller Kaos' der ikke udpegede en enkeltperson. Fogh spiller på en vigtig faktor i valgkampen, men det bidrager heller ikke ligefrem til hans nye bløde image.
Det er også nemt at gendrive. Villy Søvndal gav igen: "Foghs budskab er, at der ikke er plads til eksperimenter, og det har han jo hentet fra Konrad Adenauer, der i 1957 som tysk kansler i en alder af omkring 100 år advarede mod eksperimenter. 'Keine Experimente', lød hans budskab mod de tyske Socialdemokrater. Så vil jeg hellere henvise til den franske filosof Jean Paul Sartre, som sagde, at helvede på jorden er et liv uden forandringer".
Retorikeren Søvndal
Oppositionen får sit modargument forærende ved at kunne omdefinere kaos til positive forandringer og nyt håb. Det er præcis, hvad en opposition har brug for over for en regering, der har siddet i lang tid. De danske vælgere har det med at skifte regeringerne ud med jævne mellemrum, så det er oplagt at antyde regeringens træthed.
Søvndal er den oppositionspolitiker, der har ført sig mest offensivt frem på det retoriske plan. Hans succes viser, at det er muligt at gendrive spin og massiv kontraktretorik. Det er, skal jeg lige sige, ikke mit ærinde at glorificere venstrefløjens genopstandelse i form af Villy Søvndal. Noget kunne tyde på at begge sider af det politiske spektrum hellere end gerne vil benytte sig af spin. Blair, Fogh og Bush, for eksempel, har alle haft succes med forenklinger, gentagelser og effektiv udnyttelse af medierne.
Men hvis den demokratiske debat skal have en chance, må oppositionen lære at gendrive de politikere, der forskanser sig med spin. Spin har i dansk, politisk debat vist sig at være ensbetydende med evindelige gentagelser af det samme simple budskab. Ikke alene er det vældigt trættende i længden, men det minder i betænkelig grad om politisk propaganda af den værste skuffe. Hitler lærte det af kommunisterne og af reklamer og anbefalede det in Mein Kampf. Oppositionspolitikere må lære at gendrive den forenklede retorik, som især tv fremavler, herunder de smarte slogans bygget op over allitterationer (bogstavrim). Vi kan tænke på regeringens 'Fra tanke til faktura' (regeringens forskningspolitik!), 'en fast og fair udlændingepolitik' og den sidste nye: 'Vi skal alle leve tre år længere om ti år'. Thorning-Schmidt har ihærdigt forsøgt at gøre dem kunsten efter. På Socialdemokraternes valgplakat man se hende flankeret af de alt for velkendte allitterationer: 'Vi vælger velfærd'.
Den amerikanske lingvist George Lakoff har i de senere år engageret sig i politisk debat. På sin hjemmeside, www.rockridgeinstitute.org og i bøger som Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate har han fokuseret på det, han kalder framing. Framing er ganske enkelt at sætte nogle rammer for debatten, der er umulige at gendrive.
Fra frit valg til mord
Lakoff finder, at den amerikanske højrefløj har været skræmmende god til at frame, f.eks ved at omdefinere fri abort fra et spørgsmål om kvinders ret til deres krop til 'retten til liv'. Her må man reframe, altså sætte nye rammer for diskussionen, hvis man ikke skal fremstå som morder. I aborteksemplet kunne man spørge om en pige, der er blevet voldtaget, virkelig skal føde forbryderens barn. Pointen er at man aldrig må acceptere modstanderens frame. Man kan ikke gendrive ved hjælp af fakta, for så accepterer man dermed modstanderens udgangspunkt.
Lakoff har på hjemmesiden en række gode råd. Vigtigst er at tage sin modstander alvorligt, være rolig og velforberedt. Lakoff anbefaler også humor, men ikke latterliggørelse af andre. Her har Søvndal et stærkt kort på hånden. Han har erstattet venstreorienteret offerretorik med humor, og det er en lettelse oven på den dystre kulturkamp. Forhåbentligt er det ironisk, når også Villy Søvndal boltrer sig i allitterationer på Politikens blog, med overskrifter som 'Fitness til far'.
Her reframer Søvndal Venstres løfte om gratis fitness til folket: han afslører, at det sympatiske løfte har en konkret social slagside. Allitterationen er blevet humoristisk og selvironisk. I England glæder folk sig over at spinnet er forsvundet med Blair. Lad os håbe på det samme i Danmark.
Hanne Roer er lektor på Institut for Retorik på Københavns Universitet
