Læsetid: 5 min.

Den biologiske sandhed om mennesket

Genforskerne har fået stor autoritet i befolkningen, fordi de har givet afgørende nye forståelser. Men hvilke erkendelser fører den til, hvis eftertænksomheden ikke følger med?
Debat
16. november 2007

Sandheden om mennesket kan fortælles på mange måder. En af de biologiske sandheder er, at vi har 98,5 procent til fælles med aber, en anden at vi deler mindst 99 procent af vores DNA med alle andre mennesker, men hvad skal vi stille op med denne sandhed?

Man regner med, at 10 procent af den samlede lille variation i den genetiske kode mellem mennesker kan ses som forskelle, der afhænger af det kontinent, hvor vores forfædre har slået deres folder. Vores 'kontinentarv' kan således spores genetisk, vi er europæere eller asiater eller afrikanere, eller hvad vi nu er.

Men hvor langt er der fra denne biologiske sandhed om mennesket til det synspunkt, at vi bør afpasse den sociale og politiske bistand til Afrika efter, at afrikaneres intelligens er forskellig fra asiaters og europæeres? Det blev molekylærbiologen James D. Watson citeret for i Sunday Times i sidste måned, og han uddybede dette synspunkt i et andet interview bragt i The Independent, hvor han sagde:

"Samfundet har i dag et overvældende ønske om at antage, at ligelige fornuftsevner er en universel arv for menneskeheden. Og sådan kan det da også meget vel forholde sig. Men at vi bare ønsker dette, er ikke tilstrækkeligt. For så er det ikke videnskab. At drage denne antagelse i tvivl har ikke noget at gøre med at åbne op for racisme."

Watson havde vanskeligt ved at redde den i land, og han måtte opgive sin lederstilling på Cold Spring Harbor-laboratoriet på Long Island og fik ikke adgang til at udbrede sine synspunkter ved foredrag på Londons videnskabsmuseum og Rockefeller University. Den biologiske sandhed var blevet misbrugt, derom var de fleste enige, men hvor befinder egentlig farerne sig i forhold til at gå fra den biologiske sandhed til politisk handling?

Den mest åbenlyse fare for fejlslutning handler om at slutte fra forskelle til forskelshandlinger. Uanset hvad Watson mere konkret havde i tankerne, fremstod udsagnet som en måde at lede efter biologisk brænde til det bål, som racismen kan være. Racisme er nemlig en af de mere åbenlyse måder, vi udøver diskrimination på.

Når vi diskriminerer, gør vi mere end blot at bruge vores 'diskriminerende' evne, dvs. evnen til at holde ting fra hinanden, skelne og se forskellene. Diskrimination er de handlinger, som ud af forskellene henter mere end en konstatering af, at de er der, og begrunder konstateringen med biologifaglige, statistikfaglige eller andre midler. Diskrimination er mere end konstatering, det er handlinger, som vidner om holdninger og om holdninger, som den, der har dem, ofte slet ikke er opmærksom på, at de har. Det er negative holdninger til bestemte personer, hvis forskellighed fra en selv man opfatter som en trussel over for noget værdifuldt og idealt.

Biologiens nye autoritet

DNA-forskere som James D. Watson har fået en stor autoritet i den almindelige befolkning, fordi genforskellene er afgørende for vores forståelse af sygdomme og udviklingen af medicin til at helbrede sygdom. Selv om meget af den viden, vi får gennem journalister, handler om, at generne bestemmer vores hudfarve, at asiater sveder mindre, og at de producerer 'tør' ørevoks, så har vi måske også hørt, at hjertemedicinen BiDil er udviklet til afroamerikanere og ikke er effektiv på hvide amerikanere. Og at jødiske par i USA får tilbudt fosterscanninger for kromosomfejl, som optræder så meget mere sjældent hos ikke-jøder, at man ikke leder efter dem. Med til den nye viden om gener og sygdomme hører således også historien om genernes variation efter, hvilket kontinent de evolutionært hører hjemme på. Problemet er, at hjertefejl, ørevoks og sved ikke er egenskaber ved mennesker på samme niveau som intelligens. At ville forklare intelligens ud fra gener og deres variation er noget, som molekylærbiologerne skal være forsigtige med at bruge deres nyvundne autoritet til. Den nyvundne autoritet kommer af, at de som eksperter leverer vidnesbyrd om et felt, som ingen lægmand har chance for at opdage ved egen hjælp, men den hviler ikke på vidnesbyrd alene.

Viden om gener gør en forskel for folk, fordi påpegningen af bestemte egenskabers genetiske forankring flytter forskellene uden for det, som de selv har indflydelse på. En amerikansk sociolog, Samuel M. Richards, gennemførte med sine studerende på Pennsylvania State University et forsøg for at vise, hvor uklare racekategorierne egentlig er. De studerende blev testet for deres genetiske ophav og resultatet var uventet for Samuel M. Richards. En pige blandt de studerende, der altid havde opfattet sig selv som hvid amerikaner, blev fortalt at hun var ni procent Vest-afrikaner og opsøgte derfor en Kwanzaa-fest. Markeringen af afrikanske højtider blev en vigtig del af hendes nye liv, mens asiatiske højtider ikke interesserede hende, fordi de ikke matchede hendes DNA. Han opdagede, at de studerende benyttede den nye viden til at begrunde deres valg af handlinger i stedet for blot at lade sig belære om, at deres hidtige handlinger vanskeligt kunne forklares ud fra deres racemæssige ophav.

Hvis det var mig

Viden om ens egen DNA kan skabe usikkerhed, men den kan også fjerne den bestemte form for sund tvivl, som er grundlaget for f.eks. den gyldne regel om, at man aldrig skal gøre mod andre, hvad man ikke vil, at de skal gøre mod én. Erkendelsen af at det kunne lige så godt have været mig, udspringer af at man ser sig selv som lig den anden.

Den sunde tvivl hviler på, at ulykke kan ramme uskyldige og dermed ikke er fortjent. En ufortjent ulykke kan ikke forklares med, at det er folks egen skyld; den er blot et vidne om menneskets sårbarhed, om at ulykke kan ramme alle.

Når Watson kæmper på intelligensens vegne, begår han den fejl at gøre et helt kontinents problemer til nogle, der intet har at gøre med de øvrige kontinenters udfordringer. De politiske ulykker, der rammer Afrika i disse år, vil han måske godt bidrage til at løse. Men hans bidrag består i at vise, at forskellen er en forskel i intelligens baseret på den genetiske udvikling på forskellige kontinenter. Endnu mere betænkeligt bliver det, hvis denne skråsikkerhed og manglende tvivl om egen andel i andres ulykke bliver kombineret med intolerance over for svaghed. Den, der ikke kan udvise overbærenhed over for svaghed, kæmper ofte selv med tvivl og usikkerhed. Behovet for at udpege bestemte egenskaber hos andre mennesker, der må bekæmpes, er stærkest hos dem, der projicerer egen afmagt over på andres svaghed og omslutter den med had og foragt.

DNA-forskeren Watson glemte både eftertænksomhed og det ansvar der følger med at være en vidensautoritet, da han udtalte, at han "da håbede, at alle var lige, men at de, der har haft med sorte ansatte at gøre, ved, at sådan forholder det sig ikke."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For mig at se er emnet om hvilke konklusioner man skal drage af genetisk viden
af overordentlig stor vigtighed. Kan genetikken medvirke til , at man kan hindre den hysteriske brug af gloser som racisme er det en god ting. Denne Watson fremmer just ikke den sag, kan man forstå af ovennævnte artikel. En forskerlæge på politisk afveje! “Kontinentarv” etc. er udtryk for en formynderisk forholden sig til andre. Vesten har en politisk “ kontinentarv “ måske .
Rent fysisk åbner den genetiske forskning op for en saglig lægefaglig forholden sig til racemæssige forskelle, som jeg har forstået det. Der er en mulighed for at komme racehysteriet til livs. Nogle kan genetisk påvises at kunne tåle f.eks. mælk andre ikke. Det er af faglig interesse og af stor interesse for en person, der skal have undersøgt en allergi f.eks.
For den enkeltes helbredsbehandling kan det have stor betydning med en objektiv og saglig genetisk profil. .Muligheden for at anvende en genetisk profil i helbredsbehandling understreger jo i den grad, at dobbeltblind forsøg på mennesker gør vold imod dem og obstruerer for en personlig behandling. En genetisk profil kunne også medvirke til ,at læger og andre personalegrupper fik sat sundhedsfremme for den enkelte person mere i fokus. Alene denne personlige opmærksomhed vil i sig selv være positiv frem for det en kølig dobbeltblind undersøgelse kan udvirke af godt samspil mellem forskerlæge og patient. Men også denne individuelle interesse kan blive for meget, hvis der ikke sættes lovgivningsmæssige rammer for hvad lægeforskere skal blande sig i.

Spørgsmålet er om Informations redaktion ikke kan finde på et emnenavn for
medicinsk teknologii/ekseprimenteren med mennesket som art, uetisk forskning m.m. Der mangler et sådant nøgleord, som jeg ser det i oversigten over emner under samfund, kultur eller debat.

Michael A. Olsen

Brug af genteknik, og hjerneforskning, er søgen mod kontrol.

Søgen mod kontrol, er søgen væk fra lykke.

"DNA-forskeren Watson glemte både eftertænksomhed og det ansvar der følger med at være en vidensautoritet, da han udtalte, at han "da håbede, at alle var lige, men at de, der har haft med sorte ansatte at gøre, ved, at sådan forholder det sig ikke."

Dette udsagn er uvidenskabeligt, al den stund at det ikke baserer på natur-videnskabelige undersøgelser, men udelukkende på Watson's egne erfaringer og anekdoter, han har hørt om folk der har 'haft med sorte ansatte at gøre'.

Må jeg desuden erindre om at der synes at være en større naturviden-skabelig kamp i gang for at trænge ind overalt - for igen at bruge videnskaben til at retfærdiggøre hierarkierne i samfundet, for igen at kunne sige, at fordi bavian-aber lever i hierarkier er det naturligt, at mennesker også gør det. Også indenfor litteraturvidenskaben og antropologien er der ubehagelige tendenser til at ville indføre indføre positivismens videnskab og evidens, så al litteratur bliver sent i et udviklingsmæssigt perspektiv.

Og alt bliver begrundet i abernes handlinger (det er det de 98,5% af ligheden mellem abernes og menneskes DNA bl.a. bliver brugt til) for siden aberne, der er så lig menneske DNA-mæssigt gør det, må det da være 'naturligt' for mennesker også at gøre det som aberne gør, dvs. hvis aberne f.eks. lader kvinderne tage sig af børnene, mens mændene jager ude i skoven, er dette jo kun naturligt. Og så må kvinderne finde sig i det - for sådan er det jo. Naturen har så viseligt forordnet det sådan - og det skal man som kvinde (eller mand) jo aldeles ikke gøre oprør imod - det som naturen har forordnet. For naturvidenskaben kan jo måle og veje dette.

Og ens gener bestemmer jo stort set alt i denne verden - lige fra ens intelligens over ens hudfarve til ens opførsel og karaktertræk, som jo desude kan nedarves til ens børn. Upåagtet at dette jo er den rene og skære lamarkisme, som Darwin bl.a. gjorde oprør imod. Mennesket er netop menneske, fordi det qua sine store pandelapper er i stand til at sætte sig ud over biologien. Og det er der alså nogen, der bør fortælle bl.a. Lone Frank og visse bavianforskere - jeg tror nemlig, de har glemt det.

Man kan desuden heller ikke spænde litteraturen for en ideologisk vogn, hvadenten der står marxisme eller evolutionslære på den. Så bliver al tolkning jo mekanisk, hvadenten man ender med at konkludere, at kornprisernes opgang og nedgang er skyld i litteraturen eller ender med at konkludere, at dette stykke litteratur er skrevet fordi forfatteren, ja han, ønskede at tiltrække en mage. Og ja, det kan da godt være, men fortæl os, hvad der står i digtet., romanen og novellen. Og analyser og fortolk det så ---
uden at blive ved med at insistere på at grunden til at forfatteren har skrevet netop dette digt er i et skjult håb om at få noget sex...

Inge Balling har misforstået noget. Hun skriver:"Nogle kan genetisk påvises at kunne tåle f.eks. mælk andre ikke. Det er af faglig interesse og af stor interesse for en person, der skal have undersøgt en allergi f.eks."

Man kan ikke påvises genetisk at kunne tåle mælk eller ej. Så langt er vi slet ikke nået. Man kan påvise at nogen er arveligt disponerede, det er noget man har vist statistisk, at hvis ens forældre er allergikere, så er ens egen risiko for at blive allergiker større, end hvis kun én af forældrene eller ingen af dem er allergikere. Der er dog ingen, der med sikkerhed kan sige OM du nogensinde bliver allergiker, og i givet fald HVAD du så vil reagere imod. Og vi kender heller ikke de gener, der disponerer for allergi.

Jo, selvfølgelig er der det :) Problemer er blot, at mennesker i Afrika aldrig har set hvad vi forstår en hund eller en kat eller ved et hospital er. Og de intelligens-prøver vi bruger i den vestlige verden tager altså udgangspunkt i dette. Et af spørgsmålene kan f.eks. være 'hund er til ben som kat er til mus'.
Hvis man ikke aner hvad en hund forholds til et ben eller hvad en kat og en mus er (i vestlig forstand), ja så kan man altså ikke svare på spørgsmålet.

Masser af afrikanere bor stadig i dag ude i bushen, og her er der altså ikke hospitaler. Der er måske (hvis man er heldig) en missions-station, hvor man også lærer at skrive, læse og regne, dvs. går i skole.

Måske skulle vi først lige definere hvad en race er og hvad iq egentlig måler... før vi laver en sådan undersøgelse.

Det ændrer ikke ved at Watsons udtalelse om 'sorte ansatte' er totalt uvidenskabeligt - selv fra et naturvidenskabeligt udgangspunkt, da det baserer sig på sladder, anekdoter og erfaringer, og ikke på genuine, valide og reliable undersøgelser af iq hos det han kalder for 'sorte ansatte'.

En af Anne Marie Pahuu's pointer synes at være en påpegning af vort race-mæssige identitet ikke altid er lige nem at have med at gøre, da det ofte viser sig at vi, dvs. individdet, er en blanding af flere forskellige folkeslag, og derfor kan man stille spørgsmålstegn ved om menneskeheden virkelig består af flere racer, og derved mene at der kun er en race 'the human race' -
siden vi nu har 99% af vores DNA tilfælles med de andre medlemmer af vor race eller måske mere korrekt: vor art - homo sapiens.

Hvis man vil se andre racer end mennesket bør man altså spille science fiction spil som Halo 3 og Mass Effect eller se Star Trek serierne...

Karsten, du har ikke forstået et suk af, hvad genetik og udviklingslære går ud på. Langt fra alt bestemmes af vores gener. De fleste komplekse egenskaber som f. eks. intelligens og opførsel bestemmes af et samspil mellem gener og miljø, og det ved Watson udmærket. Et gen regulerer normalt et stofs funktion ( oftest et enzym) og jo kompleksere genskaber, vi taler om, desto flere gener, er der involveret.
Darwin fortjeneste var, at han i modsætning til Lamarck, der troede at tillærte egenskaberblev videregivet til næste generation, fandt ud af, at selve overlevelsen af de bedst tilpassede var grundlaget for evolutionen (survival of the fittest). Gener kendte han ikke eksistensen af.
Arternes evolution er, i modsætning til hvad der ofte påstås, ikke blot en teori, men et videnskabeligt faktum.

Nu har jeg altså haft biologi, ganske vist kun i 3.g. i et år, da jeg er samfunds-sproglig student, men der havde vi altså også om gener mv. Jeg ved udmærket godt hvad forskellen er på Larmackisme og darwins evolutionsteori. Og jeg ved skam også godt hvad en videnskabeligt funderet teori er - det lærte jeg nemlig i videnskabsteori på universitetet.

Må jeg erindre om at en vis Helmuth Nyborg da vist også at tillærtte egenskaber dvs. intelligens mv. bliver videregivet til næste generation, ligesom visse amerikanske genetikere gør det. F.eks. er man i USA jo heldt oppe at køre, fordi man snart (mener man) finder genet for det at være bøsse i en familie. (selvom de fleste vi dag mener, at der skal flere faktorer for at folk bliver homoseksuelle).

Jeg er enig i at langt fra alt bestemmes af vore gener, men det tror jeg nu næppe at Lone Frank mv. vil være enig i eller Watson eller Nyborg vil være enig i. Jeg er faktisk så gammel så jeg kan huske hvordan videnskabs mændene i 1990erne dansede af fryd over endeligt at kunne besejre humanvidenskaberne og samfundsvidenskaberne blot ved at henvise til at et menneskes karaktertræk dvs. både sind, ånd og krop mm. var direkte betinget af visse gener i et menneskes DNA. I dag ved jeg at de fleste videnskabsmænd mener, at der skal et samspil mellem flere forskellige gener til + nogle miljøfaktorer for at folk f.eks. bliver homoseksuelle eller bliver schizofrene.

Det ændrer dog ikke ved at Nyborg m.fl stadig fremturer med deres påstande om at alt bestemmes af DNA'et og folks gener. Eller på Ann-Elisabeths Knudsen og Lone Franks fælles danseglæde over at NU har man fundet af hvad et menneske er: man skal nemlig bare kigge ind i dets hjerne, så vil man nemlig få at vide, at mænd og kvinders hjerner er forskellige, og sikkert også snart at afrikaneres hjerner er forskellige fra hvide hjerner mm. Og selvfølgelig må de betyde at den hvide hjerne er bedst, fordi bl.a. bla. og bl.a....

Jeg så f.eks. et lille glimrende program for nogle uger siden på DR2, som handlede om hjernen. Og her var det helt klart, at hjernen bliver anderledes, når den bliver brugt. Skriver man meget udvikler man altså de her centre i hjernen, kører man meget i taxa udvikles de rumlige centre i hjernen. Hvis man multi-tasker meget, udvikles denne evne. I et andet DR2 program, også i Viden OM serien, fik vi at vide, at folk der ikke havde haft en lykkelig bardom, f.eks. med omsorg og kærlighed, ville få det svært senere i livet.
Det skal forstås på den måde, at når vi som børn, får kærlighed og omsorg, ja da udvikles vor hjerne, eller rettere, dopamin(tror jeg det var) udledes og vi bliver belønnede og føler os elskede. Folk, der f.eks. udvikler schizofreni eller misbrug har som regel ikke fået denne oplevelse - og vil derfor søge mod misbrug af det ene eller det andets stof, lige fra kokain, heroin til sex.

Desuden påpegede jeg også blot at IQ-prøver altid er kulturelt bundne til en bestemt kontekst i et givent samfund. Og at derfor ville være mere eller mindre omsonst, dvs, forgæves, at give afrikanere en IQ-prøve udviklet til brug for hvide amerikanske middelklasse-elever.

Og hvor har jeg sagt noget om at jeg mener at arternes evolution IKKE er et videnskabeligt faktum :duh: ??

Karsten, det glæder mig, at du ved så god besked, men så vil jeg opfordre dig til at tænke, før du skriver. Du skriver jo, at "Og ens gener bestemmer jo stort set alt i denne verden - lige fra ens intelligens over ens hudfarve til ens opførsel og karaktertræk", og det er ikke rigtigt. Generne giver dig nogle dispositioner, men resultatet bliver (i forskellig grad) påvirket af miljøet.

Jeg synes i en vis grad Watsons udtalelser stiller et spørgsmålstegn ved hvor ren og objektiv en erkendelsesform naturvidenskaben egentlig er og om den i virkeligheden ikke er temmelig meget påvirket af den omgivende kultur, ihvertfald når den prøver at definere hvem vi er som mennesker. Helt grundlæggende kan man jo sige at ideen om "naturen" og "det naturlige" i mennesket, samt den status det har som noget oprindeligt eller uforanderligt, er skabt gennem en kulturel skelnen, der er ikke nogen oprindelig natur eller naturlighed som sådan. Nogle af de naturvidenskabelige erkendelser såsom, at generne skulle have en interesse i at blive videreført, virker også som en videnskabeliggørelse af nogle gamle kulturelle normer om, at familieblodet skal føres videre. Hvis man ser på den teori forudsætter det jo, at generne på en eller anden måde skulle have indbygget et overlevelsesinstinkt og have en eller anden bevidsthed om forskellen på liv og død, istedet for bare at være døde kemisk opståede forekomster. Ligesom der jo rent faktisk er folk der vælger at gå imod deres "natur" og ikke føre deres gener videre. Så spørgsmålet er om naturvidenskaben i nogle tilfælde ikke nogen gange bare reproducerer nogle kulturelle normer og at det også er derfor nogle af dens resultater vækker sådan en genklang hos mange mennesker. M.h.t. racerne så har der som tidligere nævnt, været sådan en blanding af generne, at det rent genetisk kan være svært at fastlå hvilken race folk tilhører så når man deler folk op i racer baserer det sig således i høj grad på en kulturel skelnen. Et andet spørgsmål er om det er særlig smart, at fokusere så meget på gener. Vi er nu engang født med den kropskemi vi har og det er ikke mit indtryk, at genetisk forskning på det her område er så langt fremme, at det ville være ansvarligt at begynde at pille ved folks gener. Så alt i alt er det smarteste nok at lægge det meste fokus på folks miljø og livsbetingelser og hvordan det præger dem, istedet for at fokusere på genetiske forudsætninger. .

he he - ja, man skal sørme passe på med hvad man skriver.... Og jeg vil godt indrømme, at det da vist gik en smule hurtigt....i mit sidste indlæg...

Jeg er meget enig med Sørens indlæg, jeg vil blot tilføje, set fra mit meget beskedne biologiudgangspunkt synes det som om alle natur-videnskabsmænd over antroplologi til litteratur til hjerneforskere synes at være enige om at det mennesker gør er noget de udelukkende gør for at føre deres familieblod, eh gener, videre. Og der kan selvfølgelig være noget om det, men Darwin påviste jo netop som P. Lauritsen er inde på at rent evolutionsmæssigt er det den, der tilpasser sig forskellige skiftende miljøer der overlever --- ikke at den som har de bedste 'gener' overlever. [Jeg har sat gener i citationstegn, da Darwin jo ikke kendte til gener]. Pointen er man må antage at gener på et plan ved at de er i live og at de bør videreføres til næste generation...hvis moderne evolutionspsykologi står til troende...Men det bør den ikke gøre - netop fordi moderne naturvidenskab ikke har evnen til at reflektere og se sig selv også som et produkt af en bestemt kulturs måde at anskue tingene på...

Hvorfor kan i ikke bare allesammen havde ret? hvorfor skal i bruge så lang tid på at diskutere noget der kan være helt ligegyldigt..

Else Marie Arevad

Jeg har den største mistillid til intelligenstest. Hvis en masai fx lavede en intelligenstest, ville vi europæere helt sikkert dumpe med et brag.

Else Marie Arevad

Til Anonym: Så kan vi jo begynde at diskutere, hvorfor du er anonym?

jan henrik wegener

Ud fra at Watson er forsker har jeg lidt svært ved at se at det første udsagn, det om at videnskaben ikke blot kan "ønske" sig bestemte kendsgerninger, er forkert. Hvis man vil hævde det modsatte, at arvelige forhold blot kan "ønskes" frem er man da vel på det "ikke faktuelle" hold i den sag. Så kan man diskutere om de er en holdning der passer til et præ-faktuelt samfund, eller et post-faktuelt eller hvad man ellers kan finde på¨.