Kommentar

Dansk alfabetsuppe

Valgkampen keder Leif Davidsen. Han savner kulturpolitikkken og spørger sig selv om de moderne politikere mon overhovedet læser bøger
10. november 2007

Jeg har brevstemt, så jeg kan slappe af fra den mærkværdige valgkamp, der går ind i sin forvirrede, maniske slutspurt i lige så maniske medier. To af mine tidligere kolleger fra TV-avisen stiller op for hver sit borgerlige parti. Den ene er en midaldrende mand. Den anden er en yngre kvinde, der foruden dette mediemæssige fortrin også har været studievært på en landsdækkende station.

Den ene kollega - Poul F., som vi kaldte ham, da han var journalist - har jeg ikke set noget til i landsdækkende tv. Paula Laurain fik et kamerahold fra TV2's Dags Dato efter sig i 24 timer og havde svært ved at skjule sin glæde, selv om hun huskede at sige, "at det er enormt hårdt, sådan at være i pressens søgelys". Den tror vi selvfølgelig alle sammen på.

Hun får opmærksomheden, fordi hun allerede er kendt som studievært, så er det ligegyldigt, at blækket på hendes underskrift på det nye partikort næppe er tørt endnu.

At være studievært på en almindelig nyhedsudsendelse i tv kræver et talent for at lade, som om man ved en masse. På virkelig hårde dage skal de forberede to korte liveinterviews ellers skal de læse op, hvad andre har skrevet i en udsendelse, som redaktionssekretæren eller nyhedsredaktøren har strikket sammen. De er, som man meget rigtigt siger i USA - a face.

I en valgkamp som den nuværende burde alle lige gense Broadcast News med William Hurt, så den nødvendige distance til fjernsynets dragning kan sættes ind i et mere jordnært perspektiv. Danskerne ser som amerikanerne mindre og mindre de klassiske nyhedsudsendelser på tv. Tv-stationerne er frygteligt bekymrede. Jeg ser det som et sundhedstegn.

Men nu er det snart slut med den messende snak om velfærd mig her og velfærd mig der. Tyske Der Spiegel spurgte mig om bl.a. velfærdsspørgsmålet splittede de store partier i Danmark. Jeg svarede, at der kun på overfladen var tale om splittelse. Alle partier går ind for velfærd i Danmark. At være mod velfærd i Danmark ville være lige så absurd som at være mod juleaften. Vi taler om grader, men i detaljen ligger djævelen selvfølgelig be-gravet i et rigt land som vort.

Så har det været mere interessant med udlændingedebatten, som forsvandt i en valgkamp, hvor jeg var ved at tabe mine briller ned i morgenkaffen, da jeg så Politiken rose de engang så radi'cool Radikale, fordi de nu går ind for både 24 års reglen og tilknytningskravet, så de kan danne regering med socialdemokraterne. Lederskribenterne på min morgenavis har ellers i seks år tordnet mod 'umenneskeligheden'. Selv den dårlige sommer har Politiken stort set givet regeringen skylden for, så vi regner med en bedre næste år, hvis vi får et regeringsskifte. Og forstår, at både 24-årsreglen og tilknytningskravet er menneskelig politik, hvis Socialdemokraterne står for det.

Det er sikkert et tegn på, at man nærmer sig de gamle mænd i Muppet Show, når man begynder at savne de gamle politikere. Der var, som jeg husker det, en større saglighed eller var det bare massemedierne, der var mere ansvarlige?

Kultur spiller stort set ingen rolle i valgkampen, der foregår i et af verdens absolut rigeste lande, hvor Anne Knudsens ord mere end nogensinde passer på de politiske aktører: Her går det godt, send flere penge. Men hvad kan man forvente i en nation, der beder børn i konfirmationsalderen tænke på deres efterløn?

Sagde nogen alligevel kulturpolitik? Har det været en del af valgkampen? For ikke at tale om dansk litteratur. Romaner og anden skønlitteratur var engang uomgængeligt for toppolitikere. Jens Otto Krag kunne ikke drømme om at tilbringe en dag i sit liv uden, at han læste nogle sider i en roman. Læser man Anker Jørgensens dagbøger indgår det fuldstændigt naturligt for ham at læse skønlitteratur og bruge det i sin tankevirksomhed. Den sidste Venstre-statsminister Poul Hartling var en belæst mand, som havde stor viden om litteratur, og det havde mange af hans politiske kolleger og modstandere også, fremgår det af hans erindringer. Anders Fogh vil ikke sige, hvilke eller om han overhovedet har læst en roman - på sin ferie. Ellers har han nemlig ikke tid. Havde Krag ikke travlt? Havde Hartling ikke? Alligevel var litteratur for dem uomgængeligt. Nyrup Rasmussen bad sine embedsmænd og spiondoktorer om at give ham fire linjer, hvis de havde læst eller hørt om en ny roman, 'så han kunne snakke med.' Sådan indvarslede han vor spindoktortid. Det er som, da Ronald Reagan blev spurgt, om han havde læst en bestemt roman. Nej, sagde han. Jeg venter til den kommer på video. Never mind. Godt valg til de fleste efter en valgkamp, som det britiske tidsskrift the Economist meget betegnende døbte: dansk alfabetsuppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Dansk valgkamp?
Omvendt Watergate: Jens Rohde, venstremand til fingerspidserne, direktør for TV2s radio, Ekstrabladet, resten af de kommercielle og ideologisk liberale medier begår kollektivt karaktermord på Henrik Sass Larsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet 4 dage før valget! Hvordan? Jo venstrefolk praler med at have spioneret mod Mogens Lykketoft ved sidste valg, hvor det påstås at Henrik Sass Larsen var venstres interne spion i socialdemokratiet.

Hvad vi vidste i forvejen om sidste valgkamp var, at den var ekstrem rettet mod at destruere socialdemokratiets mulighed for at komme til magten. Det eneste man kunne spørge Måvens om, var hvordan han havde det med opinionsundersøgelserne/opinionsmanipuleringerne, som man selv lavede, og som pegede på Måvens som ren taber: ”Ja men lille Måvens hvordan har du det med at der ikke er nogen der kan li dig, og hvorfor er der i det hele taget ikke nogen der kan li dig, og hvorfor blinker du sådan med øjnene hver gang du for et spørgsmål, og hvorfor bliver du sur for ingen ting osv.” Selvfølgelig tabe Måvens valget, danskerne får jo hvad de betaler for.

Det gør de også denne gang. Som litteratur er det ren elendighed. Alle bidrager, alle er del af denne gennemførte svinestreg. Jeg kaster op. Der er ingen tvivl om at partiet venstre og alle spindoktorerne bag den samlede presses manipulation op til valget har undersøgt og fundet at dette ekstreme svineri kan betale sig for det liberale Danmark.

Hvis den svinestreg ikke kommer til at koste Venstre dyrt, kan vi lige så godt de i øjnene, at det danske demokrati er blevet erstattet af pøbelvælde.

Steen Rasmussen

Nu hvor Vilstrups opinionsundersøgelser/opinionsmanipuleringer går lidt imod Anders F. Rasmussen, burde man genindføre demokratiet fra alle de liberale mediers side, ved at give ham den samme behandling som man gav Mogens Lykketoft ved sidste valg.

Sidst hed det:
”Ja men lille Måvens hvordan har du det med at der ikke er nogen der kan li dig, og hvorfor er der i det hele taget ikke nogen der kan li dig, og hvorfor blinker du sådan med øjnene hver gang du for et spørgsmål, og hvorfor bliver du sur for ingen ting osv.”

For at genoprette demokratiet må det over for venstres tilbagegang hede:
”Ja men lille Anders Fjog hvordan har du det med at der ikke er nogen der kan li dig, og hvorfor er der i det hele taget ikke nogen der kan li dig, og hvorfor stirrer du så manisk med øjnene hver gang du for et spørgsmål, og hvorfor bliver du sur for ingen ting osv.”

Steen Rasmussen

Kære Jakob
Nu vil jeg helst ikke tages til indtægt for at have givet ensidig sympati for hverken socialdemokratiet eller Lykketoft.
Min politiske position er ikke at finde i dansk politik. Mine indlæg var alene rettet mod den perfomance man finder i medierne, den virkelige politiske magt i DK. Der er mange andre ofre for den end den gode Måvens.

Steen Rasmussen

Kære Jakob, du har ret i at jeg ikke bryder mig om krigsforbrydere. Men socialdemokratiet kunne da i det mindste have stemt nej til krigen! Der er mange grunde til at være hjemløs i politik.

Steen Rasmussen

For en ordens skyld, kære Jakob:
Hvis nu jeg siger 61 stemmer for Danmarks indtræden i Irakkrigen, 50 imod og 68 fraværende ved folketingsafstemningen 21 marts 2003, hvor var det så lige socialdemokratiet var?
Jeg synes ærlig talt ikke at sandheden skal glemmes, og Måvens havde heller ikke noget særligt at have sin forargelse over løgnene og krigsforbrydelsen i.

Steen Rasmussen, fat det nu: Krigen var blevet vedtaget, selv om alle var mødt op. Ifølge Folketingets forretningsorden "clearer" man mellem fløjene, når medlemmer af den ene eller anden grund er forhindret i at møde op.

Jeg synes også, det havde set pænere ud, om alle modstanderne var mødt op og havde stemt imod, men det havde altså intet ændret, for så var alle tilhængerne bare også¨mødt op. Sådan fungerer det nu engang.

Steen Rasmussen

Der er klart nok noget jeg ikke forstår.
Og tænk sig at man lod den største fejltagelse i dansk politik gennem jeg ved ikke hvor lang tid gå i gennem via sådan en gang grød!
Det hænger ikke sammen.

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Nanoq skrev:

” Og så en tur til en international domstol om få år.”
Jeg håber, at Fogh mv. ikke får politisk immunitet. Og håber Fogh & CO virkelig kommer for en krigsforbryderdomstol.
Jeg mener, at Fogh er en krigsforbryder. Og havde han været fra et andet parti, så havde jeg ment det samme. Det er ikke for at lave et politisk mord, men pga. de handlinger Fogh ( regeringen) har været en del af.

Inger Sundsvald

Det er utroligt så aktuel en gammel artikel kan være.
Den nutidige artikel i Politiken som der linkes til via JP, af Steen Ole Rasmussen, forbigår Villy Søvndal i billedgalleriet som ellers skal forestille at gøre det ud for en visuel anskuelsesundervisning - på trods af hans 9. plads ;-)

”De borgerlige dominerer i medierne
Politikere, der bliver omtalt i medierne, er i 75 procent af tilfældene fra regeringen eller støttepartierne”
http://politiken.dk/politik/article731836.ece

Leif Højgaard

De misforståede demokrater er tilfredse når de anonymt får lov at fralægge sig det personlige ansvar ved hvert fjerde år hemmeligt at sætte et krydspå et stykke papir - lige så tilfredse er de som i al hemmelighed modtager den givtige anerkendelse ved denne anonyme og performative men tavse ytring i evolutionens hellige tjeneste - en anerkendelse , der endog kan bruges under hensyn til både samvittighed og imunitet.