Delegater fra Israel og flere arabiske nationer mødes i denne måned i Annapolis i USA i håbet om at kunne enes om en aftale, der kan føre til dannelsen af en palæstinensisk stat og - i teorien - til stabilitet og fred i Mellemøsten. Det er det første amerikansk ledede topmøde i sin art i mange år, og uanset dets udfald, vil det blive en historisk begivenhed.
Historien har ulykkeligvis ikke begunstiget succesrige udfald i de hidtidige fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere. Vejen til fred er oversået med utallige fejlslagne planer, som i deres kølvand har efterladt et ocean af bitter kynisme og et resignerende mismod, som var det på forhånd givet, at denne vej for evigt vil fortabe sig ud over randen af en uopnåelig horisont. Ingen kan bebrejdes for at anlægge den samme skepsis over for det forestående topmøde.
Kynismen er forståelig. Måske fordi vi i Vesten og Mellemøsten ser så meget af det, vi tror, vi ved om denne konflikt, igennem filtret fra en politisk optik, der i al for høj grad er formet af fanatikere og vold.
Konsekvensen bliver, at den ene side føres til at formode, at den brede befolkning på den anden side deler disse ekstremistiske holdninger og ikke vil lade sig nøjes med noget mindre end modpartens totale underkastelse, hvis ikke ligefrem tilintetgørelse. Gennemsnitsborgerens stemme bliver ganske enkelt overdøvet af ekstremismens rasende brøl.
Dialog er sjælden
Ser man imidlertid bort fra den hårde politiske retorik og lytter til, hvad den gennemsnitlige israeler eller palæstinenser i virkeligheden higer efter, vil man opdage, at deres ønsker ikke er så forskellige fra hinandens. Beklageligvis er mulighederne og kanalerne for en dialog imellem dem uhyre sjældne.
Jeg voksede op i Ramat Hasharon i Israel, 20 km fra den palæstinensiske flygtningelejr Tulkarm. Men indtil for tre år siden havde jeg ikke sat mit ben i så meget som en af disse lejre, skønt de der befinder sig i selve kernen af fjendtlighederne. Det tætteste, de fleste israelere (hvis vi ser bort fra soldaterne) kommer på palæstinensernes typiske tilværelse, er, hvad de ser i medierne, som næsten udelukkende fokuserer på militære aktiviteter og civile uroligheder.
Jeg begav mig ind i flygtningelejren Deheisheh - ikke med en maskinpistol, men med et kamera for at optage en dokumentarfilm om mødrene til to teenagepiger - Rachel Levy, en israeler og Ayat al-Akhras, en palæstinenser, som myrdede Rachel, sig selv, en tilfældig forbipasserende og sårede adskillige andre under et selvmordsbombeangreb for nogle år siden.
En kristen palæstinensisk fredsaktivist havde forhandlet min adgang til lejren igennem.
At blive vidne til dagliglivet i Deheisheh var en bemærkelsesværdig øjenåbner. Jeg blev i stand til at se palæstinensere, ikke som en politisk eller militær entitet, men som almindelige mennesker, der fulgte deres daglige rutiner - købe ind, gå i skole, komme hjem fra arbejde osv. - om end under vilkår, der var mærket af undertrykkelse.
Erfaringen var imidlertid kortvarig og konfliktens politiske realitet fik jeg en skarp påmindelse om, da jeg blev tilbageholdt i en time af de palæstinensiske selvstyremyndigheder og derpå eskorteret tilbage til Israel.
Adskillige uger senere arrangerede vi et møde mellem Rachels mor, Avigail, og Ayats mor, Um Samir.
Avigail havde ønsket dette møde i et forsøg på at forstå, hvorfor hendes datter var blevet et af de utallige ofre for den palæstinensiske terrorkampagne, og hvad det var der motiverede Ayat til at opfatte sine drab på uskyldige mennesker som en retfærdig handling.
Mødrene måtte mødes over en videokonference, da et møde ansigt-til-ansigt viste sig umuligt at arrangere.
Deres udvekslinger var anspændte, forståeligt mærket af sorg og et spektrum af komplicerede følelser. Begge gik til mødet med en dagsorden om, at de ville opretholde deres negative forhånds-antagelser om modparten.
De kunne ikke enes om det moralsk forsvarlige eller moralske forkastelige i, hvad Ayat havde gjort. Men de forstod hinanden som to mødre, der var knuste over at have mistet deres døtre.
Efter fire timers ophedet dialog, der ofte kørte i ring, var der imidlertid ingen af dem, der ønskede, at samtalen skulle afbrydes. De blev ved lige så længe, som videokonferencen var planlagt til at skulle fortsætte, og tog da kun afsked med den største modvilje.
Uanset fjendskabet havde de set hinanden an på en måde, som israelere og palæstinensere kun sjældent oplever det - som medmennesker - og de ønskede ikke, at det øjeblik skulle gå tabt, dertil var det for dyrebart.
Heri ligger kimene til et håb om fred eller måske blot kimene til et håb om håb.
Når de amerikanske, arabiske og israelske ledere mødes i Annapolis, bør de lægge sig på sinde, at de ikke repræsenterer politiske eller militære fraktioner, men mødre, døtre, fædre og sønner, som længes efter at få deres medmenneskelighed anerkendt.
Hilla Medalia er israelsk filminstruktør. Hendes netop udsendte film, ' To Die in Jerusalem', skildrer det i klummen beskrevne møde mellem en israelsk og en palæstinensisk mor.
© Common Ground News og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
