Læserbrev

Feminister og det frie valg

Hvis vi ikke tør kritisere de patriarkalske strukturer, som har placeret tørklædet i de muslimske kvinders hoveder, så de selv vælger at sætte det på deres hoveder, hvad er der så blevet af feminismen, spørger dagens skribent. Billedet er af EL-s Asmaa Abdol-Hamid ved valget tirsdag.

Hvis vi ikke tør kritisere de patriarkalske strukturer, som har placeret tørklædet i de muslimske kvinders hoveder, så de selv vælger at sætte det på deres hoveder, hvad er der så blevet af feminismen, spørger dagens skribent. Billedet er af EL-s Asmaa Abdol-Hamid ved valget tirsdag.

Lars Skaaning

17. november 2007

I den seneste tid har en række feminister følt sig kaldet til at forsvare religiøst konservative muslimske kvinders brug af tørklædet. Deres argumentation består i at fremhæve, at de berørte kvinder siger, at det er udtryk for et frit valg, at de går med tørklæde og at kvindekampen derfor forpligter feminister til at kæmpe for de muslimske kvinders ret til at tage dette frie valg.

Men hvornår er et valg frit? Hvis de religiøse normer, som en kvinde er opdraget med, fortæller hende, at Gud vil have, at hun skal gå med tørklæde, at han belønner hhv. straffer alt efter om hun følger dette krav, er hendes valg da frit?

Mange sekulariserede danskere tror, at konservative religiøse menneskers brug af begrebet frit valg svarer til den betydning dette begreb har fået her i vores senkapitalistiske forbrugssamfund, hvor det frie valg f.eks. består i, at man frit kan vælge mellem 30 forskellige mærker cornflakes.

Men for den konservative religiøsitet står valget mellem frit at vælge Guds anvisninger og dermed komme i himlen/paradis eller frit at vælge, ikke at følge dem, for så at komme i helvedet. Det svarer til, at samfundet siger til de ældre: I kan frit vælge, om I vil have privat eller offentlig hjemmehjælp, men vælger i det første, vælger I også automatisk at modtage aktiv dødshjælp.

1970'ernes feminisme forstod, at ligestilling ikke kun handler om jura og økonomi, men også om de patriarkalske strukturer, som vi kan finde i kulturerne og religionerne.

Men i mellemtiden har feminismen overtaget det borgerlige liberale frihedsideal. Frihed er blevet privatiseret, og den gamle parole om, at det private er politisk og det politiske privat, er blevet smidt på historiens mødding sammen med den kritiske analyse af patriarkatet. Derfor køber man uden videre konservative muslimske kvinder islamapologetiske brug af feminismen. Fordi man med rette ikke vil bruges i et højreorienteret felttog mod muslimerne lader man sig bruge af konservative muslimernes felttog for deres religions lyksaligheder. Og dermed undergraver man fundamentet for det feministiske projekt.

Vi skal ikke flå tørklædet af de muslimske kvinders hoveder. Ud over, at vi må respektere religionsfriheden, kan vi jo under alle omstændigheder heller ikke flå det ud af deres hoveder. Men hvis vi ikke tør kritisere de patriarkalske strukturer, som har placeret tørklædet i de muslimske kvinders hoveder, så de selv efterfølgende vælger at sætte det på deres hoveder, hvad er der så blevet af feminismen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ihvertfald ikke altid er "frit valg" i egentlig forstand. Derfor er det muligvis også heldigt, at de første muslimske kvinder der er blevet valgt ind i folketinget, netop er ikke-religiøse kvinder uden tørklæde. Det understreger for alle, at der skal være en reel valgfrihed for den enkelte, kan man håbe på.

Hvis vi kan nå frem til, at alle respekterer dette frie valg, altså også de mere religiøse muslimer, så kan jeg ikke se, at vi kan tillade os at forbyde tørklædet når det vitterligt er frit tilvalgt. Det har jeg stærkt indtryk af, at det er i Asmaa's tilfælde, så Enhedslistens opstilling af hende synes jeg har været i orden.

Men det er rigtigt, at man her er nødt til at skelne mellem forskellige former for "frit valg" og forholde sig til det.

Det er nu noget mærkeligt at se at Özlem Cekic karakteriseres som ikke-religiøs. Hun er skam religiøs, men hun er bare ikke konservativt religiøs. Her fra et interview med hende bragt for nyligt i Inf:

"Nogle af de meget religiøse synes sikkert, at jeg er en forræder. Jeg har for eksempel fortalt i et tv-program, at jeg ikke kunne holde ud at gå i moskeen længere, fordi jeg hele tiden fik at vide, at jeg kommer i helvede. Det gider jeg ikke høre på, når jeg kommer for at finde fred med min gud. Det var der nok nogle, som var vrede over, men det er ikke de folk, jeg prøver at nå."

http://information.dk/149459

Det pudsige ved hende er, at hun, når hun taler om religion, på mange måder er og tænker præcis som de fleste af mine muslimske arbejdskollegaer. Jeg kan godt forstå at hun har stor politisk succes, for hun er meget repræsentativ for den del af indvandrerbefolkningen i DK, der har ganske almindelige jobs - også dem, der arbejder på gulvet, som jeg og mine kollegaer gør. Der synes jeg til gengæld, at Asmaa Abdol-Hamid virker mere fjern og - undskyld udtrykket - frelst og det på en måde, som jeg ved at mange moderne muslimer finder en smule irriterende. Kort sagt - det er Cekic, der holder balancen mellem tradition og modernisering, ikke Abdol-Hamid. Paradoksalt at det ikke er en som hende, der opstiller for Enhedslisten i stedet for Abdol-Hamid. Jeg mener, at både partiet og kvindelige ligestillingsorienterede muslimer og Enhedsliste-socialister, ville have været bedre tjent med en repræsentant af Cekic type. Uanset klædedragt iøvrigt.

At Cekic er religiøs, uden at være konservativt religiøs, er netop så meget desto bedre - altså bedre end hvis hun havde været erklæret ateist. På den måde brydes de sædvanlige skillelinjer, og det er netop det vi har brug for. Ganske vist er folks religion en privat eller personlig sag, men vi befinder os i en overgangsfase lige for øjeblikket, hvor det vel godt kan være hensigtsmæssigt at tage det med i betragtning ved partiernes opstilling af kandidater?

Men i fremtiden bliver det forhåbentlig ikke nødvendigt at medtænke dette.

Det man iøvrigt først lægger mærke til ved Cekic er hendes slagfærdighed, synes jeg. Hende kommer vi sikkert til at høre mere fra.

Tjah hvornår er noget overhovedet et frit valg? Og kan man tale om et frit valg i et samfund som det danske? VK-regeringen taler jo meget om frit valg, især på sygehus-området, men det er nok lige det der menes her.

Man altså ikke rende fra sin opdragelse, eller den historiske kontekst og livshistorie vi har med os. Karen M. Larsen m.fl. tror, at Asmaa bare kan rende fra sin opvækst, og tage sit tørklæde af. Det kan hun ikke, lige så lidt som jeg rende fra min afstandtagen fra modetøj i 1980erne og 1990erne, fordi mine forældre indtil da (sådan ca). havde en kjolefabrik, som krævede at de fulgte moden - at deres børn incl. mig fulgte moden. Nu hvor jeg er voksen, har jeg f.eks. købt en Falbe-jakke næste år - og det var mit frie valg, at jeg gjorde det. Eller satte min opdragelse sig igennem??

For nogle uger siden var jeg til jobsamtale. Og jeg gik til frisør for at blive klippet. Jeg gjorde det af min egen fri vilje - eller gjorde jeg. Mon ikke der var en rest af min mor i mit hoved, der sagde til mig, at jeg skulle se ordentlig ud, når jeg skulle til jobsamtale, dvs. være ordentlig i tøjet og klippet pænt.

Pointen er, at når Asmaa siger, at hun går med tørklædet af egen fri vilje, fordi hun gerne vil følge sin religion* ja så bliver vi nødt til at tro på hende.
*Med det mener jeg at hun tolker sin religion på en sådan måde, at hun bør med tørklæde, men ikke vil tvinge andre til at gå med tørklæde. Dermed mener jeg, at hun helt klart har sagt at for hende er det at gå med tørklæde en privatsag mellem hende og Allah/Gud, og dermed er det også udtryk for hendes valg - hvor eksotisk og konservativt-religiøst det så kan synes begrundet for danskerne flest. Må jeg desuden minde Karen M. Larsen om at vi faktisk har religionsfrihed i det her land...

Må jeg erindre om at de patriarkalske strukturer stadig er der, uanset om Asmaa har tørklæde på eller ej. Asmaa blev væltet som beboerformand fordi hun var (ung) kvinde. Og en kvinde skulle aldeles ikke bestemme over mændene i Vollsmose. Hun var altså blevet væltet - også selvom hun IKKE havde haft tørklæde på. Hvis Özlem Cekic havde været formand for beboer-foreningen i Vollsmose, var hun altså havde blevet væltet, ville mit gæt være.
Ganske enkelt fordi hun er kvinde...

Og nu Asmaa altså ikke konservativ-religiøs muslim. Hun vil jo netop IKKE kæmpe for at alle muslimske kvinder skal bære hidjab. Det vil de konservative-religiøse muslimer.

Jeg ved ikke hvad det er for nogle patriarkalske strukturer, der sætter tørklædet på hovedet af kvinden som Karen M. Larsen taler om. Det er i hvert fald ikke nogen jeg ser. Og Karen M. Larsen falder igen i den fælde, som de borgerlige danskere har stillet op for venstre-fløjen at formode at tørklædet i sig selv er kvinde-undertrykkende for kvinderne. Jeg går ud fra, det er derfor hun taler om patriarkalske strukturer, der sætter tørklæder på hovedet af kvinder, fordi de ikke må deres hår, da det seksuelt kan ophidse mænd.

Må jeg erindre om at der i berlingske.dk (tror jeg det var) i denne uge var en lille fin artikel om lærerinder der søgte hjælp til at gå mere moderat klædt, ganske enkelt fordi 15-16 år drenge åbenbart ikke kan koncentrere sig, hvis lærerinder er klædt for udfordrende. Her skal lærerinderne altså tage hensyn til 15-16 årrige drenge (eller unge mænd) i stedet for at gå klædt på den måde, som de gerne vil - i skolen. Lærerinderne har jo også deres frie valg, ikke sandt. I princippet kunne de gå på arbejde i bikini, hvis de ville. Eller de kunne komme på arbejde i plisserede nederdele og lange sorte støvler og en højhalset skjortebluse. Det er jo akkurat den samme begrundelse muslimerne anvender for at kvinder skal gå med tørklæde - nemlig at mændene og drengene ikke kan koncentrere sig....når de ser en kvinde uden tørklæde....åbenbart kan danske drenge heller ikke koncentrere sig, når de ser deres lærerinde i tætte, stramtsiddende, udfordrende outfits.

1970'ernes feminisme er bestemt ikke en jeg ønsker mig tilbage til. Hele feminismens ide var dengang at anklage mænd for alle ulykker i samfundet ved at fremhæve kvindernes positive sider på bekostning af mændenes negative sider. Det vil jeg nødt tilbage til. Ideen med at det private var politisk handlede aldeles ikke om religion. Den handlede om at italesætte og perspektivere de vold mod kvinder der finder sted dagligt i hjemmene. Danske kvinder bliver jo banket lige så meget som deres udenlandske medsøstre.Meningen med det slogan som Karen M. Larsen nævner handler jo om at for at mænd f.eks. skal holde op med at slå deres koner, alle slags mænd, ja der bliver man nødt til at ændre samfundet - i socialistisk retning.

Og det er jo præcis det som Asmaa vil - ændre samfundet i socialistisk retning, så også arabiske kvinder mv. kan komme ud og deltage i samfundet, både med og uden tørklæde. eftere deres eget valg, via et arbejde. Hun vil også ændre de grundlæggende strukturerer i samfundet, så kvinderne bliver (mere) frie til selv at bestemme om de vil gå med tørklæde eller ej. Lad mig igen minde om at selv uanset om Öslem eller Asmaa har tørklæde på eller ej vil det som Karen M. Larsen kalder for ' de patriarkalske strukturer' stadig være tilstede og forbyde kvinderne at gå til fester, forbyde dem at deltage i svømning, lejrture med skolen, måske at bade efter idræt mv. Og det er for mig at se langt vigtigere at angribe selve disse 'patriarkalske strukturer' (som Karen M.Larsen) kalder det end at angribe det som nogle anser for et symbol for disse. (jeg gør ikke, men det er der altså nogen, der gør).

Jeg er også godt tilfreds med at Özlem Cekic bliver den første muslimske kvinde i Folketinget. På den måde kan danskerne se at det være kvinde, socialist og muslim ikke er noget der er så farligt endda.

Jeg synes alvorligt Enh. listen skulle overveje om sammenblanding mellem dogmatisk religion og socialisme er en god ting.

Enhedslisten mistede ved valget 39.452 stemmer

Asmaa opnåede 3822 personlige stemmer--

Det kan godt være at imam ex-hippie AW Pedersen og Asmaa har skaffet Enh. listen nogen stemmer

Men til gengæld har partiet tabt ca 10 gange så mange stemmer

De klarede med nød og næppe spærregrænsen fordi velmenende kammerat 2%er syntes det var synd for dem.

Jeg ville ikke hvis jeg var Enh. liste medlem tage denne velvilje for givet ved næste valg.

Jeg er jo netop en af dem, der siden begyndelsen af 90'errne har stemt på EL, men denne gang undlod at gøre det og i stedet leverede en ekstra stemme til SFs succes. Men det skal så heller ikke misforstås i den retning at en tørklædesnip kan skræmme mig til at ændre mine politiske holdninger totalt. Jeg er fx stadig en arv modstander af præsterne, der bruger SF som platform for at fremføre deres religion - herunder ikke mindst den notoriske homofob Margrethe Auken. Ida og Margrethe Auken var da også nogle af de eneste til at erklære Asmaa Abdol-Hamid for et stort aktiv for venstrefløjen lige efter hun var blevet opstillet og længe inden nogen vidste, hvilken politik hun egentlig stod for. De mener at religion og politik er uløseligt forbundne størrelser og at kristent og socialistisk menneskesyn er to sider af samme sag. Hvordan kan det så være at vi stadig finder så meget kristendom på den yderste højrefløj? Jeg er også en arv modstander af dele af SFs økonomiske politik - fx partiets glæde ved privatiseringer.

Men som sagerne står for øjeblikket har jeg altså valgt at være pragmatisk og stemme på et socialistparti, som jeg ved, hvad står for, fremfor at stemme på EL, hvis signaler stritter i alle retninger. Jeg ved simpelthen ikke, hvor EL er på vej hen...heller ikke på det værdipolitiske område. Når EL fx vil give alle det samme i kontanthjælp - uanset hvilken social situation de ellers er i, så synes jeg, at det ligner skrivebordssocialisme. Hvad blev der af de enlige forsørgere og deres særligt svære sociale situation? Et andet eksempel er EL, der gerne vil give de lavestlønnede i det offentlige mere i løn. Fint nok, men EL glemmer lige en væsentlig detalje. Og det er at lavtlønnede kvindejobs ofte er deltidsstillinger. EL er simpelthen blind for den gruppe, som er dårligst stillet på arbejdsmarkedet, idet den både er lavtlønnet og nødt til at have to-tre forskellige deltidsjobs på forskellige arbejdspladser for at få en økonomi til at hænge sammen. Det arbejdsliv æder sig kraftigt ind på den frie tid, der er til overs, går hårdt ud over familielivet og er dyrt i babysitting for den enlige forsørger. Her er SF meget bedre til på ligestillingsområdet at forholde sig til de konkrete problemer, der er ude i virkeligheden, da man også har øje for den problemstilling og ønsker at skabe flere reelle fuldtidsstillinger. EL til gengæld er starblinde på området. Bare alle får mere i fuldtidsløn (som om alle bare lige kunne få fuld tid) og alle kontanthjælpsmodtager får cirka det samme, så skal det nok gå altsammen. Det er ikke god ligestillingspolitik. Og det er så bare et enkelt eksempel på, hvorfor EL skulle tage at konkretisere deres ligestillingsvisioner og forholde dem til virkelighedens verden, fremfor at svæve rundt i et univers af tågede idealer om ligeværd.

Læg lige mærke til at jeg ikke har nævnt Asmaa. Jeg ser sådan set også bare opstillingen af hende som endnu et tegn på, at idealerne i EL er tågede og svæver en halv kilometer over jordoverfladen. Men hun er absolut ikke det eneste og jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor alle hendes kritikere og støtter ikke forholder sig lidt mere aktivt til ELs faktiske politik - fx på ligestillingsområdet.

Tak til Karen M. Larsen for at sætte det feministiske projekt på dagsordenen. Jeg mener Karen M. Larsen har ret i sin observation af, at der finder en undergravning af dette projekt sted og vi har hårdt brug for, at der kommer gang i debatten.

Da jeg første gang læste om EL’s folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid var min ”gut reaction” at det var et forræderi af kvindesagen, og som venstreorienteret og feminist er det hårdt at stå og se på. Jo mere jeg efterhånden har læst af og om AAH, des mere er denne følelse af svigt blevet forstærket. Og det er netop fordi jeg føler, at hun og Enhedslisten undergraver fundamentet for det feministiske projekt, som Karen M. Larsen formulerer det. AAH påstår, at hun arbejder for kvindesagen og selve det, at hun stiller op i politik er beviset for det.

Faktisk er der heller ikke så meget andet man kunne anføre som argument for, at hendes opstilling havde noget som helst med kvindesagen at gøre. Hendes notoriske udtalelser omkring kønnene og den lighed hun ikke vil kæmpe for, kan i al fald ikke bruges som sådan. Partiets formål med at opstille AAH var, at det ville være godt for integrationen af muslimske kvinder i det danske demokrati og hævdelse af religionsfriheden. Det var vigtigt, at hun var en ”rigtig” muslim med tørklæde og det hele og DK var oppe til en test. En test der bestod i om vi kunne tolerere en ”rigtig” muslim i vores demokrati. Den test dumpede DK ifølge Tøger Seidenfaden, allerede i den første tid efter partiets opstilling af hende, fordi der med det samme opstod en heftig offentlig debat om hendes kandidatur. Der er religionsfrihed i DK og det er AAH’s private sag, at hun er stærkt religiøs og derfor ifører sig religiøs tildækning, skulle vi forstå.

Bare det at italesætte og stille spørgsmålstegn ved det, at hun er religiøs og går med hovedtørklæde er åbenbart krænkende og udemokratisk. Hvordan det så hænger sammen er mig en gåde, for der er jo ikke tale om at offentligheden blander sig i hvordan en privatperson præsenterer sig. Det handler netop om en politisk figur og de signaler en sådan vælger at udsende, har ingen tidligere ytret tvivl om var relevante for den offentlighed som skal tage stilling til om de vil stemme på vedkommende. Modstanden mod hendes kandidatur blev med det samme dømt racistisk. Antagelsen var, at der ingen saglige argumenter fandtes mod at opstille hende som folketingskandidat for landets mest venstreorienterede parti. Hvis nogen havde indvendinger kunne det udelukkende skyldes deres racistiske tilbøjeligheder. Og det på trods af, at det hele sker med en stående baggrundsstøj fra et stærkt mandschauvinistisk kleresi, der ikke sjældent fremsætter trusler mod kvinder, som ikke dækker sig til og en i det hele taget tydelig kvindeforagt blandt nogle højrøstede muslimske mænd. En baggrundsstøj som Enhedslisten og dens kandidat konsekvent nægter at tage stilling til, hvilket må betragtes som tåbeligt al den stund deres kandidat bærer hijab og den er blandt det muslimske kleresi udnævnt til at være kriteriet på, at en kvinde har udvist lydighed og underkastet sig manden.
Kandidatens religiøse bagland definerer hijab’en som tegn på kvindens underkastelse og det vil være det signal mange i offentligheden opfanger.

Selv erklærede feminister har taget AAH i forsvar og støttet hende i at bære religiøs tildækning. Argumentet må så vidt jeg kan se formuleres noget i retning af, at når kvinden selv vælger en form for undertrykkelse, så er der ikke længere tale om undertrykkelse, det er der kun så længe den ikke er frivillig. Feminister, der forsvarer den religiøse tildækning af kvinder vil naturligvis ikke formulere det således, ifølge dem er der tale om 30 gram tekstil på kvindens hoved når hun ifører sig det frivilligt – kun når kvinden ifører sig det af tvang kan religiøs tildækning af kvinder betragtes som et undertrykkelsesinstrument. Men da motivationen er den samme om kvinden gør det af tvang eller eget frie valg, nemlig den, at det er kvindens ansvar ikke at lede mænd i seksuel fristelse og dermed evt. begå overgreb mod hende, kan jeg ikke se hvordan man kan komme uden om at tale om kvindeundertrykkelse.

Hvis det kvindeundertrykkende element er en del af en religion er der altså visse feminister, der mener, at man må tolerere det eller endda støtte det, hvis udøvere af denne religion generelt betragtes som undertrykte i forhold til religionsmajoriteten i den givne befolkning. Eller hvis det kan betragtes som et mindre onde i forhold til den generelle undertrykkelse af denne religions kvindelige medlemmer. Som det fx er tilfældet i nogle feministers udtalelser omkring den islamiske revolution, der fandt sted i Iran under Ayatollah Khomeini i 1979, hvor de ynder at fremhæve, at det ligefrem var en fordel for kvinder, at de blev påtvunget tildækning uden for hjemmet, for det betød, at flere kvinder faktisk fik lov til at bevæge sig ud i livet og tage uddannelse og arbejde. At de patriarkalske familiestrukturer var så middelalderlige og diskriminerende at nogle familieoverhoveder ikke tillod deres koner og døtre at komme uden for en dør under shahens liberale styre, beklager de apologetiske feminister ikke.

Man ville forvente, at feminister først og fremmest ville påpege det absolut nødvendige i, at disse patriarkalske strukturer blev undergravet og opløst, men det er der altså nogle der ikke gør. I stedet vælger de at støtte tildækningen af kvinderne for at de kan få lov til at komme ud i offentligheden og få sig et liv. Det er selvsagt en frihed med begrænsninger og hårde betingelser. – Som feminist brænder spørgsmålet: ”hvorfor kæmper man ikke for den absolutte frihed, som kvinder har ligeså meget ret til som mænd?” på min tunge. Hvis kvindesagen ikke prioriterer højest og det vil sige over religionsfrihed, så må religion nødvendigvis blive den perfekte undskyldning for ikke at bekæmpe patriarkalske strukturers kvindeundertrykkelse.

Selvfølgelig kan man ikke tvinge folk til frihed fra deres religion, det er lige så absurd som det lyder, men vi må have ret og pligt til at analyse og kritisere religionernes bestemmelser af kønnene. Mennesker er mennesker om de er født som kvinder eller mænd og dermed gælder menneskerettighederne for alle. Det kan ikke være en del af det feministiske projekt at kæmpe for en opretholdelse af de grundlæggende patriarkalske strukturer for at sikre, at kvinderne får tildelt nogle af menneskerettighederne. Kvindekampen går netop ikke på kompromis når det gælder fundamentale principper om lige rettigheder for kvinder, det ville jo være en selvmodsigelse – eller som Karen M. Larsen siger, en underminering af feminismens projekt. At ”privatisere” religionen og dvs. holde den uden for den offentlige debat, er at lægge det feministiske, + en hel del andre rationalistiske projekter, døde. Tidens trendy tilbedelse af multikulturalisme er i sin essens socialismens effektive dødsstød, fordi den indebærer en helliggørelse af kulturer og religioner, som forbyder kritik og forhindrer fællesskab mellem mennesker som frie enkeltindivider. Væsentlige aspekter af kultur og religion er simpelthen politik, og et parti, der ikke vil blande sig i indholdet af traditionelle kulturer og lader religion være en privat sag, bliver ikke andet end en eksotisk æstetisk messe for de forskellige måder mennesker tilfældigvis lever på.

Enhedslisten har simpelthen fået Asmaa galt i halsen-- som med så mange andre ting.
Det er ikke underligt, at de får så få stemmer--
Hvad med deres nationaliseringsplaner ?
Man skulle tro, at sporene fra Østeuropas sammenbrudte statseje og planøkonomi kunne få selv en haldød til at vågne op.
Men Enh. listen kører videre i den klassiske stalinistiske skure.

Når partier snakker om penge til velfærd så er Enh. listen klar med overbud. 150 milliarder til velfærd proklamerer de.

Overbud og forplumring af venstrefløjen.

Sandheden om Enh. listen på indvandrerområdet er at de trods gloriepudsning og at de gerne vil overgå alle andre partier:

så har de:

Aldrig haft en indvandrer i folketinget og fik det heller ikke denne gang.

Undskyldningerne er :

Jamen vi er jo et lille parti
og det er jo medlemmerne der bestemmer opstillingen.

Pjat og dobbeltmoral.

Ved at stille Asmaa op sammenblander de dogmatisk religion og socilisme.
Uanset hvad man måtte mene om den cocktail--

Så er der tale om signalforvirring--

Og når man tænker på at Enh. listen altid kommer ind ved tillægsmandater.
Så bivirker deres topstyrede opstillingsform
at en stemme på en ræverød fagforeningsformand med murerkasket i Nordsjælland vil gå til Asmaa med tørklæde og hele udstyrsstykket, hvis Enh. listen får 6 og kun 6 mandater.

Det gjorde de som bekendt ikke.

Til slut i valgkampen blev der udfoldet mange bestræbelser for at påvise at Asmaa ikke var så meget ortodoks muslim at det gjorde noget:

Asmaa med klaphat
Asmaa med bøsse
Asmaa med transvestit.
Og hvad mon de ortodokse muslimer så tænker om det ?

Signalforvirring !

Asmaas jordskredssejr blandt "muslimske" vælgere og blandt "socialistiske" vælgere udeblev.

Det handler ikke om at Asmaa ikke må stille op til folketinget-- det handler om at det nok ikke er en god idé for nogen af parterne at det sker for Enh. listen.

Enh. listen er et parti i strid med sig selv-- mange i og uden for Enh. listen har givet udtryk for ulyst ved Asmaa.

Jeg vil stærkt anbefale Enh. listen at tage de nødvendige diskussioner inden næste valg.

Og muligvis skulle de også se på deres overbudspolitk som sådan.
Og om "tvangskollektiviring" ala Stalin er svaret på Danmarks problemer.

Der er ingen garanti for at medlidenhedsbevægelse "kammerat 2 %" vil redde dem næste gang.

Altså. En person stiller op til folketinget. Kan man ikke lide hende kan man jo lade være med at stemme på hende. Uanset om det er fordi man synes hun går forkert klædt, eller om det er fordi man ikke kan lide hendes holdninger.
Men jeg kan da godt spørge mig selv om det ikke i sig selv er ret kvindeundertrykkende at der skal være sådan en FOKUS på det tøj kvinderne har på? Og om de er lækre, og om de 'bruger deres kvindelighed' i valgkampen, eller er for snerpede og gammeldags/undertrykte, eller for udfordrende?
Hvorfor er der aldrig nogen der diskuterer hvad mændene har på?

Halleluja Karen M. Larsen. Jeg har, i gennem flere måneder under flere debat indlæg i info., forsøgt, at udtrykke mine frustrationer over begrebet ”det frie valg”, forgæves. Tak for et kort dog meget berigende beskrivelsen. Glimrende artikel. Jeg mener også at det frie valg ikke altid er et tegn på det frie sind.

Og ja Karsten, hvis man skal filosoferer på denne måde du gør, så er det alt og intet af egen frie valg. Alt er relativ og objektiv, og lige netop derfor har hver handling forgænger og efterfølger. Men det er forskel om man vil gå med kort eller langt hår til en jobsamtale og om man vil stille en repræsentant op (som lovgivningsmagt), der tror at hun kommer i helvede, hvis hun ophidser en mand med sit hår og berøring.

Asmaa A.H. går med tørklæde fordi det er vigtigt for hende, det er nemlig ikke bare 30 gram stof for hende selv, det er en religiøs kvindetildækning, en såkaldt hijab. Og lige så vigtig som den er for kandidaten der stillede op til folketinget ligeså vigtig var den for Enhedslistens potentielle vælgere. Der har ikke været mere fokus på hendes påklædning end hun selv har tillagt den. En hijab er en holdning. Man kan ikke ha den på uden at udtrykke et bestemt kvindesyn og hvis man vil omdefinere det kvindesyn som imamerne har reklameret for når de har udråbt kvinden til at være satans redskab, uren og en hore uden tildækning, så må man tage kampen op med imamerne. Den dag Asmaa tager kampen op mod sin religions tarvelige kvindesyn kan hendes tørklæde få en anden betydning end den imamerne har givet den.