Kommentar

Forskel på gavtyven og lurendrejeren

Alle svarer med tal i dag i håb om, at de afspejler en slags realitet. Men den moderne verden er båret af et illusionsprincip: Hvad kan jeg slippe af sted med at mene? Den grumme pointe er, at realitetsprincippet er en illusion
Debat
7. november 2007

Der er forbundet en vis overbærenhed med gavtyven; en respekt for hans behændighed, en munterhed. Med lurendrejeren er forholdet lidt mere anstrengt, fordi man ikke ved, om han tager 'røven på en'. Dermed er han en større udfordring. Spørgsmålet er nu, om alle de oversættelser, vi modtager for tiden, er til gavn. Enhver oversættelse er kommunikation, men når man som nu møder en række store filosoffers værker i oversættelse, kan man blive i tvivl.

Personligt får jeg kvalme over forskrifter og efterskrifter. Vi skal jo ikke prøve at måle os med disse store ånder, men vi er nødt til at forstå vores tid, på vores måde. Platon vidste ikke noget om atomfysik, Descartes ikke noget om det humane genom. Så må vi andre smådrenge forsøge at udlægge lektien. Det gør vi så efter bedste evne, og det er der nogle af os, der får vores løn for. Med tiden bliver vores bøger læst, og der bliver tilmed lyttet - om end med en vis undren - til vores kommentarer. Det er imidlertid voldsomt at møde disse neoklassiske tekster i sit eget sprog.

Man fornemmer, at sprogbarrieren har givet en mulighed for at tænke selv; men måske skulle man blot have brugt den statsansattes tid på at formidle. Respekt for de store ånder, respekt for deres formidleres arbejde; men der er jo også 'deference'! (agtelse, red.) Enhver tid er henvist til at tænke sig selv - om nødvendigt til at genopfinde 'den dybe tallerken'. Det er en meget miskendt kunst. Man er nødt til at opfinde det selv - selv om det er igen.

Jeg forsøger at forklare, hvad det sociale træf er for noget, og en student spørger om der ikke er nogen, der har forklaret det bedre. Det ved jeg virkelig ikke.

Jeg vil gerne forklare konfliktualitetens struktur; men hun har det sådan set godt med sine 'kompis', altså er konflikt ligesom ikke et tema for hende.

Det må man jo tage til efterretning. På den ene side, når vi ikke de store til sokkeholderne, og på den anden side er vores mening en blandt så mange andre - og meninger kan man shoppe mellem.

Nietzsche tog konsekvensen og gjorde sandheden til et moralsk anliggende; for ham handlede det om bedrag, forveksling og skuffelse - det vi på dansk kalder 'forløgelse'. "Ich will nicht täuschen, auch mich selbst nicht," sagde han på tysk, hvilket betyder så meget som, at han lurede på sig selv.

Det er denne luren, man skal være opmærksom på. Man skal være opmærksom på, om det andet menneske lurer på sig selv. Eksempelvis kan man spørge sig selv om statsministeren lyver, når han på tv udtaler sig om almennyttigt boligbyggeri; ved han ikke bedre, taler han mod bedre vidende? Er det løgn, at der er kommet 10.000 nye almennyttige boliger om året? Lurer Fogh monstro på sig selv? Ser han sig i kameraets lys? Mon ikke - ellers er der nok nogen, der spinner ham ind.

Det moderne sociologiske udtryk er refleksivitet - i filosofiens æra hed det blot omtanke. Vi har en evaluator på nakken. Friheden til at handle er borte, fordi vi ved, at der altid allerede er en, som vil evaluere, om vi nu også handlede ansvarligt. Skulle vi nu ikke nøjes med at lure på os selv! Næh, nej det må dokumenteres! Dokumentationstvangen er ubærlig - og den betyder alligevel ingenting. Det handler kun om, hvad vi ikke kan dokumentere alligevel.

Rousseau mente, det handlede om at se sig selv med de andres øjne. Kant ville gøre det til et spørgsmål om at sætte sig i den andens sted. Vi skal bare vise os - og få nogen til at fortælle, at de har set os. Det hedder vist bare, at de har målt os. Hvor mange gange blinkede du med øjnene?

Alle svarer med tal i dag i håb om, at de afspejler en slags realitet; det hedder så evidens. Det kan da måles. "Vejret i år er så og så mange procent bedre end sidste år". De tror på en slags realitetsprincip. Det må kunne måles på en overensstemmelse, om de har ret.

Men den moderne verden er båret af et illusionsprincip: Hvad kan jeg slippe af sted med at mene? Den grumme pointe er, at realitetsprincippet er en illusion. Og det er forskellen på en lurendrejer og en gavtyv.

Lars-Henrik Schmidt er Dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her