Kommentar

Friværdi er kulturpolitik

Iscenesættelserne som grosserer og dumt svin trives fint rundt i landet - der er masser af celebre villaer med cirkelformede indkørsler
14. november 2007

Friværdi er kulturpolitik. Det har jeg påstået et par gange før på denne plads:

For to-tre år siden hævdede jeg, at borgerskabet ynder at style sig som dumme svin: Den foretrukne selviscenesættelse er firehjulstrækkeren på gule plader. Den signalerer hensynsløshed, fordi enhver der bliver ramt af sådan et panserkøretøj bliver smadret på stedet. Den gør grin med miljøbekymring, fordi den bruger uanede mængder af brændstof. Den fremstår med sine små, tonede ruder og store hjul som dræberbil på terroristjagt. Og med sine gule nummerplader hylder den princippet om, at det kun er de dumme, der betaler skat.

For et år siden demonstrerede jeg, at vor tids husejere er tiltrukket af grossererstilen. De vil gerne have åben forhave med en bred, brostensbelagt indkørsel, helst i halvcirkelform så den skaber forestillinger om hestekøretøjer, der sætter herskabet af ved kanten af den brede granittrappegang. I midten af halvcirklen bør der stå en vandkunst med engle og ge-svejsninger, gerne belyst af spots, der er nedsænket i brostensbelægningen.

Forsvarsværkerne

Hvordan er det gået med disse tendenser? Omsættes friværdierne stadigvæk til firehjulsdræbere og grosserer-styling? For at besvare spørgsmålet har jeg foretaget et empirisk studie. Ikke stort, ganske vist, men - som mine humanistiske kolleger siger, når de skal forsvare et beskedent datamateriale - signifikant: Langelinie i Odense. Vejen med byens dyreste villaer, hvoraf halvdelen har grund ned mod Odense Å.

Hvordan ser det ud? Er stilen stadig som dengang, eller er der kommet nye elementer til? Lad os starte udefra og bevæge os ind mod byen.

Oppe for oven er noget nyt i gang. Omkring en af de store villaer er den smukke, gamle bøgehæk ved at blive revet op af gravemaskiner og andet tungt udstyr. I stedet bliver der bygget en høj og bred mur a la amerikansk ambassade. Et veritabelt forsvarsværk der beskytter og afskærmer beboerne mod fjendtlig indtrængen. Er signalet 'dumt svin' eller 'grossererindkørsel'? Jo, der er helt afgjort noget pansret mandskabsvogn over en sådan have-armering. Der signaleres beskyttelse og selvforsvar, og der inviteres bestemt ikke til blød kontakt med naboerne.

Lidt længere nede af vejen er en langvarig ombygning netop færdiggjort. Tidligere stod der en ældre, temmelig forsømt villa. Den er nu ombygget til et hus, der ser større ud, end det er, fordi det fylder hele grunden ud. Ikke en kvadratmeter er tilovers.

Her er grossererstilen virkelig drevet til sit yderste: Villaen ligger hvid, symmetrisk og med glinsende sorte tagsten og imponerer alle, der kører forbi. I midten af facaden promeneres et mægtigt indgangsparti. Trappen er bred og syv trin høj. De mange, brede trin er beklædt med sort skiffer, og hvert trin afsluttes af en metalkant: Messing, tror jeg, men man tør jo ikke gå for tæt på.

På hver side af døren er der to græske søjler med et rigt ornamenteret søjlehoved, der ikke rigtigt matcher med søjlefoden, som er en firkantet betonkasse. På husmuren mellem søjlerne og døren hænger to smede-jernslamper: De er sorte, men med forgyldte mønstre og spir. Lamperne gentages nede for enden af skiffergangen op til trappen, men her naturligvis på fod.

På begge sider af indgangen er der et flisekantet bassin, som afsluttes med to symmetrisk opstillede græske kvindestatuer. Flottest er selve hoveddøren: Det er en rigt udskåret ædeltræsdør med små-mønstret glas. Over døren, i den trekantede gavl, er der et stort rundt vindue med en fransk lilje indgraveret i glasset.

Jo, her stimulerer stilarter og perioder unægteligt hinanden: Gaslygter fra biedermeiertiden, håndskæreri a la skønvirke, græske statuer, romerske søjler, sydstats-amerikansk skiffertrappe. Her udstråles der velstandsgrosserer med råd til det hele, selv om grunden som sagt er så lille, at man får fornemmelsen af tomt pral.

Poetisk fuckfinger

Men hvad så med iscenesættelsen som dumt svin? Jo, nederst på min lille antropologiske spadseretur passerer man et af de virkeligt store huse. Her har indehaveren over brevsprækken på muren sat et stort gult emaljeskilt op med sort indskrift. Den konkret-poetiske fuck-finger lyder i sin truende helhed: "Absolut ingen reklamer!! Absolut ingen gratisaviser!! Kan I for en i helvede ikke fatte det?"

Ja, det er beskeden til det stakkels underbetalte polske avisbud, som klokken fem om morgenen sniger sig rundt med Nyhedsavisen, og som åbenbart har overset det tidligere, diskrete "nej tak til reklamer" skilt.

Så iscenesættelserne som grosserer og dumt svin trives altså. Man beskytter sig mod fjendtlig invasion, samtidig med at man gerne vil imponere gæsterne. Forestil dig en invasion fra det ydre rum, kære læser. Når rummændene tænder landingslysene, bliver de blændet og uskadeliggjort af det skærende lys, som havet af spejlblanke sorte tegltage kaster tilbage i hovedet af dem.

Lars Qvortrup er rektor for Danmarks Biblioteksskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bogerskabet i Odense, er og vil aldrig være andet end Bourgeois-provincienne. Man så heller gerne at du brugte neuroner på at formiddle den narcissistisk-dansker, hvor storartet ideen om fælleskabet kunne udvikle en af verdens beste velfærdsamfund.

Penge er kun en simpel middel som vandrer og taber konstant værdi. Det må siges igen og igen, at deponerer man sin kulturelle-identitet i Fog-Aktier vil der som udbytte altid blive landslotte fordømt til forfald.

Steen Rasmussen

Som tidligere odenseansk gadehandler, jeg solgte hjemmelavede smykker af rav, keramik og sølv, og nuværende økologisk minimalistisk bolighaj og grønkålsfilosof med speciale i filosofi, systemteori og boligstandarder kan jeg ikke andet end nikke genkendende til LQs beskrivelse af udviklingen på Langelinie. Et maksimum af effekter og symboler på evnen til at kunne købe og vise at man kan købe på trods af enhver ydre social nødvendighed er hvad man finder inden for langelinieautisternes destruktive adfærd og omgang med midler og sprogdannelse. De beskriver sig som vinderne og tenderer i deres selvdannelse mod at smadre forudsætningerne for enhver social praksis med deres økonomisk højtflyvende position, og har kun undren og foragt til overs for den beskrivelse af dem, som går stikket under for at illustrere at de hænger nederst med røven i økologisk forstand, at de med deres forbrug af plads, energi og ressourcer fortrænger mulighederne fra sin omverden til fordel for deres egen oplevelse af succes, der svarer lige så lidt til noget, som min oplevelse af hjælpeløshed over for realiteten. Selv begrebet pædagogisk rækkevidde er uden for rækkevidde her.