Der kan være al mulig grund til at ønske Information til lykke med det ny bogtillæg. Al magt til bogen! Når man (jeg) alligevel går lettere forstemt fra premierefesten, skyldes det ikke blot tillæggets hovednummer – den unge forfattergenerations manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion – et udgangsøg, der med mellemrum traves manegen rundt, når man ikke har andet og fornuftigere at skrive om, men en underliggende fornemmelse af, at her stikker endnu engang Informations længsel efter øget orientering mod højre sit grimme fjæs frem. Fromt ønsker man sig noget nyt og bedre end den traditionelle, såkaldte venstreorientering og underskriver sub rosa Hans Hauges udsagn om, hvor skønt det ville være, hvis bare en enkelt forfatter steg frem og skrev, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen var en velsignelse. Nu har man ikke engang Jens Chr. Grøndahl at klynge sig til, for han har jo sagt fra, og det er åbenbart satans ærgerligt.
Det værste man ved, er tilsyneladende konsensus – især hvis enigheden går på, at Irakkrigen er en tragedie, at den siddende regering har blod på hænderne, at det er afsindigt at sende F16-fly til Afghanistan, at Danmark er et luskeland, hvor folk stemmer på DF uden at ville være ved det, fordi det er for flovt, hvor DF og Socialdemokratiet kaster sig i armene på hinanden og alle stormer mod midten, hvor magten befinder sig, magten til at camouflere forbrydelser under dække af et højstemt krav om mere velfærd for os, os, os, os.
Alt det gider man ikke høre om, det er sagt tusind gange før, og som enhver kan se, hjælper det ikke en skid. Derfor vil man gerne høre andre stemmer, muntre, borgerlige, opfindsomme, der kan se sagen fra en ny og overraskende vinkel, derfor ville det det være så dejligt, hvis folk mente noget andet, end de mener, så vi kunne komme videre og litteraturen ikke forsumpe i gråmeleret ensformighed. Med lidt frisk opbakning til NATO kunne vi måske ligefrem vinde krigen i Afghanistan (hvad selv den største optimist ved, vi ikke kan), og under alle omstændigheder blev det hele lidt mere afvekslende, hvilket er så langt at foretrække for den evigt gentagne jammerklage fra de uopfindsomme venstreorienterede og kulturradikale.
Engang så man frelsen i henholdsvis nazismen og stalinismen, mens en kedelig, men irriterende konsensus i en beskeden gruppe af kunstnere og politikere og andet godtfolk insisterede på humanismen. Lige nu er holdningen ikke populær, og Fogh sidder stadig på tronen med Dansk Folkepartis solide pilotering under sig. At det altsammen er til halvskjult glæde for Information kan man undre sig over, men det kan åbenbart betale sig at være først blandt de sidste, hvis man dermed mener, at det er bedre at stikke hovedet i sandet end at sige sandheden.
De unge røde
Seneste artikler
'Vi er stivnet i paroler'
22. november 2007Kritikken af de unge forfattere er ikke helt forfejlet, mener Kristina Stoltz, der selv er venstreorienteret, men træt af forudsigelige meninger i forfatterstanden og på venstrefløjen generelt'Drop konspirationerne'
22. november 2007Martin Glaz Serup er træt af at blive beskyldt for at have trukket sin politiske holdning i en automat på forfatterskolen. Desuden er det absurd at bede folk mene noget andet, end det de mener'Gammel ideologisk grød'
22. november 2007Kritikken af den yngre forfattergeneration er formuleret af litteraturanmeldere, der selv sidder fast i gamle vaner, mener Lars Frost
De borgerlige forfatterstemmer florerer tilsyneladende bedre direkte i folketinget, ved magten, end i samfundsdebatten og andet ville også være en skrækkelig skævvridning. Jeg mener; hvor meget kan man forlange? Man kan kun råbe en gang ved hvert valg og når det så alligevel ikke er nok, så skal de venstreorienterede forfattere vel ikke klandres for kollektivt at rødme -og måske endda ekstra kraftigt - i deres gode, gamle og endnu mere nødvendige meninger, mens de borgerlige, der måtte sidde med tungerne langt ude af halsen, kan nøjes med at trille veltilfredse tommelfingre nu. De sang det største kor igen og får som fortjent, kan man frygte.
Hvis fordommen om, at majoriteten af forfatterskaren er venstreorienteret holder, så er det også en lille bitte smule nemmere at leve med en viden om f.eks. hvilke store erhvervsgiganter, der støtter hvilke partier og hvorfor visse partier dermed har meget mere at gøre godt (?) med i en valgkamp. Det ville dog glæde mig om denne Informations provokation, ville fremelske endnu flere blodrøde stemmer fra unge såvel som gamle forfattere, for nok er åbenbart aldrig nok og vi har brug for oprør, opråb, bønhørlighed og specielt måske på steder, hvor enigheden ikke trives og hvor man risikerer at få en træsko i fjæset på Lilletorvet for at ytre sine 'outrerede socialistiske' holdninger..
"...at Danmark er et luskeland, hvor folk stemmer på DF uden at ville være ved det, fordi det er for flovt, hvor DF og Socialdemokratiet kaster sig i armene på hinanden og alle stormer mod midten, hvor magten befinder sig, magten til at camouflere forbrydelser under dække af et højstemt krav om mere velfærd for os, os, os, os."
Hvem fremsætter de højest højstemte krav om mere velfærd for os, os, os,os? - Er det ikke lige præcis venstrefløjen?!
Hvorfor er folk flove over at stemme på DF, men gør det alligevel? Er det ikke fordi venstrefløjen bruger hvert sekund af døgnet på at kaste op over hvilken bunke racister, nazister etc. vi har med at gøre og dermed skabe deres egen identitet som deres modsætning. Dem der per definition er gode. Faktisk er det sådan, at man efterhånden slet ikke behøver gøre rede for noget principprogram som venstreorienteret. Det er nok at cementere sin foragt og afsky for DF. Er man imod DF gør det automatisk en til anti-racist, retskaffen, hæderlig, retfærdig, kultiveret, kreativ, intelligent, interessant ...etc. Kort sagt, så evig god på alle måder!
Drop kravet om at forfatterne skal antage neo-konservative anskuelsesvinkler og prøv i stedet at ruske dem vågne fra den tornerosesøvn venstrefløjens selvfedme har lullet dem i og som er ved at kvæle dem. Det er sgu snart ligeså pinligt at kalde sig selv venstreorienteret som det må være at stemme på DF.
"My name is Kobayashi. I work for Keyser Soze" - The usual suspects
"Mit navn er Hansen. Jeg er en rigtig dansker, alle ved hvem jeg er"
Jeg beklager at måtte skuffe dig, men jeg er desværre ikke en rigtig dansker. Jeg er blevet fortalt hvad der er danske værdier, og de stemmer desværre ikke helt overens med mine egne, så helt rigtig er jeg altså ikke.
I øvrigt finder jeg det lidt skræmmende at du ved hvem jeg er.
Jeg ved da ikke hvem du er, ligesom du ikke ved hvem jeg er. Det er jo det der er pointen med min parodi på din kommentar. Jeg er ikke mere suspekt end du er bare fordi jeg har et udenlandsk navn.
Det var nu ikke min mening at fremstille dig som suspekt. Det var såmænd bare et citat fra filmen The Ususal Suspects, og jeg er også klar over at du ikke ved hvem jeg er.
Iøvrigt antog jeg slet ikke at det var dit rigtige navn. Ret mig endelig hvis jeg tager fejl.
Problemet er såmænd nok mere, at jeg mener at jeg er venstreorienteret, og således blev stødt over dit postulat om at jeg, som venstreorienteret, udelukkende definerer mig selv igennem foragt for DF. Det synes jeg ærlig talt er en tand for overfladisk, al den stund at min politiske observans bygger på en del mere en bare at være anti df'er.
I øvrigt mener jeg at det er humanismen der er det vigtigste, og problemet med den blok der er ved magten nu, er at opfattelsen af at humanisme skal gå forud for alt andet er ved at skride.
Det kan godt være at Fogh prædiker velfærdssamfund, men samtidig ser man også en stigende privatiseringsiver i DK. F.eks. blev DSB's bud på togdrift i jylland, afvist med den begrundelse at det var for lavt, og jeg mener altså at det er bekymrende, hvis vi skal overdrage en masse funktioner i samfundet, til nogen der har økonomiske interesser i disse. Eller sagt på en anden måde. Jeg vil helst ikke behandles på et privathospital, der har en økonomisk interesse i at jeg er syg.
At man så bruger DF's modbydelige menneskesyn som rambuk for alle disse forandringer, kan vel ikke komme bag på nogen.
Det er ikke "disaster capitalism", men jeg synes at det ligner.
Ja Rifbjerg, Klaus - de unge forfattere siger ikke noget, men hvad skulle de sige og til hvem? Debatten og kritikken er jo blevet til rene ord, der er inten der blot linker til virkeligheden længere. Og da taler jeg ikke om krigens og andre store virkeligheder, men om ganske enkelt om livet, dette at livet leves.
Debatten, dvs. det udtrykte her og der, er tømt for indhold, det er snik snak og du snakker med. Jeg tror ikke at du bære noget særlig ansvar for sprogets afvikling af virkeligheden og det kan du så mene om hvad du vil, men det er ikke negativt ment, herfra.
Jeg bliver blot så tavs når jeg ser det du skriver. "Tragedien i Irakkrigen" "blodet på regeringens hænde" osv. Det er stadig for tumpen her så svært at begribe, at det er blevet muligt, i vor tid at sige denne sandhed direkte ud i rummet, uden at nogen begynder at løbe meget stærkt.
Jeg kan ikke med mine bedste evner ser hvorledes og hvordan en ung forfatter skulle kunne sige noget fornuftigt ind i vor tid. Den tid er så rodet at der kun et tavshed. Og det ved du da om nogen!
Hvorfor efterspørger du kloge mand stadig noget som du ved ikke findes?
Klaus Rifbjerg skriver, om "den unge forfattergenerations manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion", og det er da nok en skam, men det er endnu værre, at den unge generation manglende lyst og evne til at engagere sig i den socio-politiske diskussion.
Trist er det jo godt nok ... især for de unge.
Mht Information, den er stadig den mindst ringe, men den skal vel leve, og hvis nu danskerne hellere vil æde hos McDo, så må man jo tage pejling efter det ... annoncerne skal jo sælges.
Trist er også det jo godt nok ... især for de unge.
Nå, Klaus Rfibjerg og jeg holder det nok ud i den relativ korte fremtid, som vi kan se frem til, men de unge ....
Nu kender jeg ikke til Klaus Rifbjergs kontakter til Østtyskland men Rifbjerg, men i sine holdninger har han altid været mere Syndikalistisk end marxist, og ellers giver jeg Klaus Rifbjerg ret i hans kritik af kunster og forfatter i vores samtid.
I Vestbyen i Vejle har vi et sted for kunstner som har deres ideologisk grundlag fra New York og den ligegyldigheds, og have mig selv nok der trives i New York, hvor den fattige del af befolkningen modtager nødhjælp i form af olie solgt til under markeds pris, og det viser jo noget om hvilken ligegyldige kunst kan påvirke mennesker til have over for næste.
Vestbyen i Vejle er gammel arbejder kvarter, og de kunster formulere sig i et sprog som kun mellem 2 og 3 % af bydelens beboer forstår, og lever deres helt eget liv uden kontakt til omgivelserne, og det miljø de er i.
Gamle Paul Henningsen ” PH” og hans værdier er yt. for disse selvrealiserende kunstner, som tror de er verdens centrum, så jeg så helst de fik en enkelt billet til New York, så vi i Vestbyen kunne bruge stedet til noget lidt mere samfundsnyttig til gavn for byens beboer og turister, hvor et vandre hjem ville være meget bedre.
Men når man har dødslister på mennesker til ligge, så viser det Blinkegade banden havde ikke noget til overes for dansk demokrati hvis Jacob Schmidt Rasmussen beretning er sand.
Jeg var selv tilbage i 1994 udsat for dødstrusler i forbindelse med overflad og jeg modtog anmeldelse på jeg skulle have stykket en kniv i armen på en person, hvor jeg skulle erklære mig skyldigt i dette for 5000 kr., ellers ville jeg få min hjerne blæst ud. Dette var så ikke trusler fra politiske miljøer men fra mennesker med relationer til Rockerne, og af den årsag bør alle på venstre fløjen afstå fra økonomisk støtte til politiske bevægelser på venstre fløjen, der indblandet i handel med stoffer.
Ellers de trusler jeg er bekendt med jeg modtaget fra højre fløjen er gået på at det gør ondt at få smadret sin knæ, hvad jeg tror det gør. Men de gør mig ikke bange det er det store flere tals ligegyldighed og vi skal underholdes konstant være stjerner eller drømme, og der medvirker vores samtids kunstner og kulturen om kunsten til fremme disse illusioner. At forholde sig til folk fylder sig med piller for leve op til vores samtidsnormer forholder man sig ikke til, men spiller selv det falske spil og vil ind i disse miljøer hvor man drikker de rigtige rødvine og spiser økologisk mad for sin egen sundhed, ikke fordi en arbejder skal have en ordentlig løn eller ordentlige arbejdsforhold.
Mvh
Se Berlingske fredag den 7/12-2007 under debat.
/;-]