Garanteret ventetid - v.2

Som desværre storforbruger af vores sundhedsvæsen har jeg stort set kun ros til overs for det system, som har redet mit liv et par gange. Vi har et meget højt niveau - noget som personalet på sygehusene, lægerne, sundhedsplejerskerne måske ikke lige her i de seneste år har hørt ret meget til - men tro mig, det har vi!

Så hvorfor er vi tilsyneladende så ivrige for at få den lavet om? Jeg håber det heller ikke, men her er det, at jeg har et par bekymringer, idet jeg som 'det dårlige liv' mere og mere mærker uligheden krybe sig ind i vores sundhedssystem. Får jeg stadig som kronisk syg lige så gode muligheder for at få en professionelt behandling som nu - nok ikke desværre-..?

"Tillykke kræftpatienter, I vandt! Hvor er det godt, at I, der er så alvorligt syge, endelig har fået politisk opmærksomhed og har fået nogle gode målsætninger for den fremtidige kræftbehandling - de såkaldte garantier-.Kortere ventetider og mere effektive behandlingsformer - vi må glæde os på jeres vegne!" Sådan indledte jeg en kommentar 'Garanteret ventetid' til avisen i forbindelse med den første Kræftgaranti for seks år siden. Jeg havde skrevet den, mens jeg lå i en hospitalsseng på Herlev, hvor jeg endnu engang var indlagt på grund af blodforgiftning - og en bitter kommentar var det! For jeg var i dialyse, men på grund af kræftgarantien måtte jeg vente en halvt år på en halv times fisteloperation, idet alle kirurger var optaget af at operere kræftpatienterne.

Længere ventetid

Regeringen havde tegnet en såkaldt kontrakt med amterne - og udstedt en garanti til kræftpatienterne, mens vi andre patienter måtte se misundelige på. Og hvordan er det så gået med kontrakten og garantien? Behøvs jeg at sige mere? De virkede ikke. Så udstedte man bare nye garantier og skrevet nye kontrakter - og for kort tid siden kom så den seneste! Tidsrammen er nu 48 timer - og inden en måned skal vi alle være i behandling. Hm! - og nu også med en 'Task force for kræftbehandling.' Dejligt og godt, hvis det ellers kunne fungere, men der er sådan lidt plattenslageri over det - holder den gamle garanti ikke, ja så får du bare en ny. Mærkeligt at ingen egentlig har evalueret regeringen på dette punkt - seks år med resultater, men med stadig væsentlige mangler. Tankevækkende!

Desværre rejser disse garantier også en masse principielle spørgsmål, idet sådan en garanti giver store skævheder. Forbedrer man livskvaliteten et sted med en garanti, vil man tilsvarende forringe andre patienters muligheder og livskvalitet. Lige nu hører vi om store problemer med overbelægning indenfor psykiatrien, hjerte- og medicinske afdelinger. Og hvor meget politisk bevågenhed er der om sklerosepatienter, os nyrepatienter og de 661 personer, der pt. venter på en ny nyre mm.

Og hvordan kan regeringen egentlig udstede en garanti, når man reelt ikke har ansvaret for at udrede den i praksis? Tre, fire milliarder koster den nye garanti siger Regionerne - én siger regeringen, samtidig med, at man stiller krav til sygehusene om endnu engang at effektivisere. Man siger et med den ene hånd og gør noget andet med den anden. Og mener tilsyneladende noget med det, men hvad? I alt fald bliver tusindvis af patienter ladt i stikken.

Profittens indtog

Garantierne har desværre også betydet, at profitten har fået sit - lidt ubemærkede indtog i Danmarks sundhedssystem. Aldrig før har privathospitalerne haft så meget vind i sejlene, og det på grund af garantierne og de mange nye patientforsikringer, som de seneste år er dukket op. Og som flere og flere private firmaer benytter sig af. På den måde kan man springe ventelisterne over, og på den måde favoriserer man - og skaber endnu mere ulighed. Og det til regeringens åbenbare støtte.

En analyse viste for nylig, at fortsætter man ad den vej, vil udgifterne til sundhedsvæsenet stige med 68 milliarder. Ved den stigende privatisering udhuler man samtidig det offentlige sygehussystem for personale, ekspertise og milliarder - vi har jo desværre lige nu en meget konstant kvalificeret personalegruppe at 'tage af', og her vinder privathospitalerne tilsyneladende lige nu. Jeg kan næsten ikke lade være med at tænke på Michael Moore's seneste film Sicko. Skræmmende.

Efter min mening har et lille land som Danmark ikke råd til - og kan ikke tillade sig, at splitte sit sundhedssystem så meget, som vi åbenbart er på vej til. Og vi kan heller ikke tillade os at lade uligheden mellem os borgere og patienter vokse gennem privatiseringen og garantierne, idet 'Garantien' reelt er en prioritering - en prioritering af liv. Derfor må vi smide garantien væk, og erstatte dem med ambitiøse målsætninger for hele sundhedssystemet. Det kræver overblik og sammenhæng, og da Danmark er så lille et land, må staten her være den som udsteder målsætningerne og også udmønter dem. Så væk med Regionerne - og væk med statens direkte støtte til privatiseringen af vores helbred!

Jeg er bekymret over den begyndende ulighed. Jeg er bekymret for, at vi med det 'dårlige liv' om få år ikke mere får adgang til eksperterne, de 'gode' senge, og det mest kvalificerede sygehuspersonale. Er det den kommende 'danske model'? Jeg håber det ikke, for den kan jeg vist ikke fremover blive medlem af?