Kommentar

Gensyn med grænser for vækst

Hvordan bærer vi os ad med at frakoble fortsat økonomisk vækst fra undergravelse af klodens økologiske bæreevne?
Debat
6. november 2007

Siden afslutningen på Den Kolde Krig er alle mulige barrierer faldet og verdensøkonomien fundamentalt forandret. Indtil 1989 omfattede det globale marked mellem 800 mio. og en milliard mennesker. I dag er den tre gange så stor og i fortsat vækst. Ja, faktisk er vi vidne til en af de mest dramatiske revolutioner i historien. Fra en model, der kun fandt anvendelse for et mindretal af verdens befolkning, er ’det vestlige forbrugersamfund’ blevet til den globalt dominerende model, hvortil alternativer ikke gives. I midten af århundredet vil syv milliarder menneskers tilværelse kunne være styret efter dens love.

Det er Vesten, som har etableret det 21. århundredes økonomiske model med dens hidtil uhørt høje levestandard, og næsten alle nationer og regioner søger at imitere den, uanset omkostningerne. Da Romklubben i 1970’erne udsendte sin berømte rapport om ’Grænser for Vækst’, blev mange grebet af bekymring. Som årene gik og verdensøkonomien fortsatte med vokse uden ophør – og i den nuværende globaliseringens epoke tilsyneladende uden grænser – er Romklubbens dystre spådomme i tiltagende grad blevet udsat for spot. Men ikke desto mindre er Romklubbens basale indsigt – at vi lever og arbejder i et endeligt globalt økosystem – vendt tilbage og udfordrer os på ny.

Verden er i dag ikke optaget af at finde frem til ’grænserne for vækst’, men opmærksomheden har dog samlet sig om vækstens følgevirkninger for jordens klima og økosystem. Kina, f. eks., behøver fremdeles årlige vækstrater på 10 ptc., hvis det skal holde sine enorme økonomiske, sociale og økologiske problemer under kontrol. Dette ville være knap så opsigtsvækkende, hvis Kina var et land som Luxembourg eller Singapore. Men Kina har 1,3 mia. indbyggere, så konsekvenserne af dets økonomiske vækst er langt alvorligere.

Uønskede konsekvenser
Den globale efterspørgsel efter energi, råmaterialer og mad bliver i stigende grad påvirket af den voksende efterspørgsel i Kina og Indien, hvis samlede befolkning løber op i 2,5 mia. Andre store folkerige lande i Asien og Sydamerika er også i fremgang og rede til at følge i disse giganters fodspor. De støt stigende priser på råmaterialer, landbrugsprodukter og energi afspejler allerede en frygt for forestående knaphedsproblemer.

Disse uønskede konsekvenser af verdensmarkedets ekspansion har allerede antaget alarmerende proportioner. Kina er på vej til at overtage – det kan ske allerede i år eller næste år – USA’s position som verdens største udleder af CO2 . Dog er dets emission per indbygger kun en femtedel eller mindre af det amerikanske niveau. Hvordan vil verden se ud, hvis Kina indsnævrer denne forskel til blot halvdelen? Og Indien følger lige i hælene på Kina med sine kulstofemissioner.

Vil det globale økosystem være i stand til at absorbere disse yderligere forureningsmængder uden store forandringer i økosfæren? Svaret er indlysende nok nej, som et stort flertal af klimaforskere nu også advarer om. Disse grundlæggende data har været kendt i lang tid, og kun ganske få benægter, at hastigt accelererende klimaforandringer er ved at ske. Men ud fra de bizarre diskussioner, vi fører om klimaforandringer, kunne man godt konkludere, at hvad verden behøver er et fundamentalt skifte i sin politiske og psykologiske grundstemning snarere end en dybtgående social og økonomisk transformation. For trods megen højstemt retorik, kniber det med at få iværksat praktiske tiltag. Nye vækstlande kommer hele tiden til, mens USA stort set har givet afkald på at deltage i den globale kamp imod forureningen og befæster sin position som verdens førende forurener. Det samme mønster gør sig gældende for Europa og Japan, om end i et noget mindre omfang. I lyset af denne globale udfordring har G8-landene truffet en heroisk beslutning: De otte rigeste industrinationer – som også er de største forurenere – har lovet »seriøst at undersøge« mulighederne for at nedskære deres emissioner med 50 pct. inden 2050. Denne retoriske heroisme er nok til at få verden til at miste mælet. Alligevel står det tilbage at se, om Den Europæiske Union vil være i stand til at realisere sit løfte om at nedbringe sine CO2-emissioner med 20-30 pct. inden 2020. Foreløbig har EU endnu ikke udviklet nogen praktiske metoder til at opnå dette.

Vi er blevet for mange
Men faktisk er løsningen på de globale klimaforandringers udfordring snublende enkel. Vores eneste chance for at gøre fremskridt ligger i at foretage en afkobling af den økonomiske vækst fra energiforbrug og emissioner. Dette må ske i de nye vækstlande og med endnu større presserende hast i de gamle industrielle økonomier.

En sådan frakobling kan kun bringes i stand, hvis vi opgiver den gamle illusion om at forurening er omkostningsfri. Vi kan ikke længere slippe godt fra at subsidiere økonomisk vækst og en forbrugeristisk livsstil, når det sker på bekostning af det globale miljø. Vi er simpelt hen blev for mange indbyggere på kloden til, at vi har råd til det. Skal vi befri os fra denne illusion, vil det kræve oprettelse af et globalt emissionsmarked – det er stadig et meget fjernt mål. Det vil også kræve en højere energieffektivitet, hvilket må indebære en reduktion af spild i både energiproduktion og –forbrug. De stigende energipriser peger allerede i den retning, men erkendelsen mangler endnu at blive registreret. Endelig må vil det kræve et teknologisk og politisk-økonomisk gennembrud til fordel for vedvarende energi, snarere end en tilbagevenden til atomkraft eller kul. I hovedsagen står vi altså over for en treleddet udfordring om at virkeliggøre en ny ’grøn’ industriel revolution. At håndtere denne enorme globale udfordring giver os også enorme chancer for at skabe fremtidig velstand og større social retfærdighed – chancer, vi må forstå at gribe.

Selvfølgelig vil der være mange magtfulde tabere, når vi gennemfører disse omstillinger. De agter ikke at acceptere at blive ’afmægtiggjort’ uden kamp. Endnu ser de ud til at have overtaget, hvilket den megen tale og den beskedne handlen er vidnesbyrd. Netop dette må det være vores opgave at forandre.

Joschka Fischer er tidligere tysk udenrigsminister.

© Project Syndicate/Institute for Human Sciences og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Miljøproblematikken er ikke blevet mindre påtrængende siden Joschka Fischer trådte ind i De Grønne i 1980 er. Det understreges bl. a. også med annonceringen af Nobels fredspris for 2007. Der er nye tider på vej for det moderne samfunds måde at forstå sig selv på i forhold til sin omverden, dvs. for dets forståelsen af sin indflydelse på de mulighedsbetingelser, som findes i den ydre omverden.
Den Norske Nobelkomite har med sin tildeling af fredsprisen til Al Gore og IPCC (intergovernmental Panel on climate Change) gjort det sværere at fortsætte den hidtidige lemfældige og uforpligtende omgang med videnskabelige facts omkring klimaudviklingen og problematikkens betydning for det sociale.
Det moderne samfunds forståelse af sin rolle i forhold til de af dets mulighedsbetingelser, som ligger i den ydre omverden, er ved at tage en mere forpligtende funktionel form

Men særligt nu er det værd at huske, at i en verden, hvor den hårde videnskab har haft patent på den absolutte sandhed, der vil hele det sociale blive ladt i stikken, når en problemstilling som denne er opstået, en problemstilling som går på det selvnegerende i samfundets egne succeskriterier. Der er tale om en problemstilling, som anbringer den hårde videnskab over for noget, den umuligt kan magte.
Omverdenen er en nødvendig forudsætning for det sociale, og den hårde videnskab kan bruges til at give kvantitative optegnelser over fx akkumuleringen af CO2 i atmosfæren. Men den kan ikke forklare, hvordan det hænger sammen, at det økonomiske systems beregninger, over hvad der kan betale sig, ikke kan se at dets beregninger tenderer mod at negere sin egen rationalitet, når individer, virksomheder stater og organisationer regner ud at det ikke kan betale sig at integrere det økonomiske systems bivirkninger i omverdenen i de økonomiske beregninger eller at den økonomiske rationalitet ophører, hvor de identificerede interesser ophører. Den kan heller ikke forklare, at store dele af det sociale, som følge af en meget bestemt værdiforståelse, står uforstående over for det faktum, at økonomisk identificerede interesser skyldes en semantik blandt andre, og at det økonomiske system ikke er det primære i forhold til alle andre, og at alle andre problemers løsning derfor ikke determineres entydigt i det økonomiske system.
Den absolut sikre forudsigelse med hensyn til konsekvenserne af de herskende succeskriterier er da også fuldstændigt umulig at etablere ud fra den hårde videnskabs kriterier for sandhed eller en eller anden snæver økonomisk kalkulation. Det eneste, man her kan sige med sikkerhed, er at hvis man skal vente på den absolutte dokumentation for det potentielt selvnegerende i vor livsform, så vil det allerede være fløjtende ligegyldigt. Man kan nemlig ikke kende problemerne i deres sande omfang før de er indtrådt.
Det benytter nogle sig af. Ud fra en slags kronisk uskyld, videnskabelig omvendt syndefaldslogik, dvs. med den undskyldning, at man på forhånd intet kan vide om livsformens fremtid i videnskabelig absolut deduktiv forstand, legitimeres den. Man er i forhold til miljøproblematikken tilbage i Edens have før syndefaldet, med undskyldningen om, at intet kan vides med sikkerhed fordi det kombineres med retsprincippet om at ingen er skyldig før dommen er faldet på den deduktive metodes grundlag. Der argumenteres med at man ikke kan vide om ulykkerne vil indtræde, og at man derfor ikke behøver gøre noget, før man ved om de kommer og før man er helt sikker på, at det kan betale sig at ændre adfærd for at undgå dem. Det er en del af det moderne samfunds semantik, en del af den selvnegerende rationalitet.
Kombineret med det demokratiske ideal om at alle har noget og skulle have sagt, om at enhver interesse må høres, holder massemedierne debatten om fakta kørende først og fremmest for debattens skyld. Og det hviler tungt over debatten, at man aldrig kan dokumentere miljøproblemernes omfang og betydning for samfundets fremtid fuldstændigt. Medier og politikere slår sig op som om de lå inde med kompetensen til at kvalificere og diskriminere mellem hvad der er muligt at sige i videnskabelig forstand eller man forholder sig fuldstændigt arbitrært i forhold til det videnskabelige systems udsagn på området.
I mens står videnskaben uden for med sin egen form for kvalificering af viden, og siger at man aldrig kan komme med den form for sikkerhed, som det politiske system forlanger for at indføre de nødvendige tiltag i forhold til sine og samfundets succeskriterier. Det kan ikke betale sig at gøre noget før vi har den dokumentation vi forlanger på den hårde videnskabs præmisser, siger det politiske system.
Man har skudt problematikken omkring klimaforandringerne i forbindelse med det menneskeligt betingede udslip af drivhusgasser foran sig i den offentlige debat i lang tid.
Usikkerheden er kommet de herskende succeskriterier til gode, selv om der har været diskussion om emnet i mange år. Først nu, hvor de daglige vejrudsigter vidner om det ene ekstreme vejrfænomen efter det andet, begynder man at fokusere på problemstillingen i bredere forstand. Men reaktionerne er stadigt systembetingede. I det politiske system er man således først og fremmest opsat på at vise, at man gør noget, har gjort noget! (og det for sin egen skyld dvs. for magtens skyld). Medierne er stadigt optaget af at komme ud, mere end om problemerne. Intet skal udelukkes hvis det kan få debatten til at køre og sælge mediet. Men hvis en problemstilling ikke fremmer mediets virke, er det ikke en del af mediernes budskab.

Systemteoretisk er det primært interessante, at se hvordan man ser på problemstillingen, hvilke former for semantisk struktur og hvilke former for funktionel opmærksomhed der strukturerer samfundets beskrivelse af sig selv og dets indflydelse på sine mulighedsbetingelser, som de findes i dets omverden. Det kan beskrives hvordan miljøproblemerne og samfundets betingelser som de findes i dets omverden behandles systematisk, dvs. systemrelativt. Det ser ikke ud som om de antikverede socialdarwinistiske succeskriterier har overlevet sig selv. Det ser tværtimod ud som om man lever, som om det er et problem at overleve, og som om det kan blive det af samme årsag. Det ser også ud som om man ikke kan se, at man ikke kan se, hvad man ikke kan se.
Det moderne samfund er optaget af sine formål, men forstår ikke at problemet er ”formålsmæssigheden”, den formålsløse formålsmæssighed som lever ved de moderne succeskriterier. På den måde skabes de problemer som truer med at underminere enhver rationalitet.
Omverdenen har altid været det sociales mulighedsbetingelse, umælende kompromisløs realitet, uden for det social og kun tilgængelig for det sociale på baggrund af det sociale systems kognitive kapacitet. Det sociale system har skabt sig ved operativt at uddifferentiere sig fra den i kraft af sin egen basale selvreference, sin egen konkrete rekurssive orden, og dermed også skabt grundlaget for at definere sig i forhold til omverdenen, uanset hvordan det så har valgt konkret at referere til sig selv henholdsvis sin omverden.
Det, som er væsentligt for miljøproblematikken, er at samfundet, det sociale system eller menneskeheden om man vil, alt efter om man tager udgangspunkt i en kommunikationsteoretisk beskrivelse eller om man tager udgangspunkt i en Darwinistisk populationsteoretisk beskrivelse, i kraft af sin udbredelse, sin succes, sin strukturerende effekt, sit volumen nu udgør så stor en faktor i sin omverden, så omverdenen påvirkes og ændres i en hidtil uset grad, med uoverskuelige konsekvenser som følge for det sociale system selv.
Historisk set er de forskellige former for semantik og funktionsorienteret adfærd udviklet i en verden, som var så stor, så det sociale system ikke medførte et behov for at orientere sig eller bekymre sig om sin egen betydning for socialt eksterne mulighedsbetingelsers fortsatte eksistens i forbindelse med sit virke. Det kunne tillade at koncentrere sig om sin egen overlevelse på bekostning af sin omverden, fordi dets indflydelse ikke var større.

Den semantiske struktur i oplevelsen af magt og frihed, sådan som den ligger i dens værdiladede ideologiske manifestationer, centrerer sig da også om gudens, kongens og individets ret til at sætte sig igennem på bekostning af omverdenen. Indskrænkningen af denne ret er af det onde, det begrænsende eller nødvendigheden om man vil. Omverdenen er i denne semantik genstand for beherskelse i selvrealiseringens, frigørelsens semantik, frihedens slagmark, eller frihedens begrænsning.
Emancipation figurerer som subjektets selvrealisering, frigørelse. Om subjektet så defineres som verdensånden, proletariatet eller det borgerlige individ er for så vidt underordnet i forhold til frihedsbegrebet. Nødvendigheden eller omverdenen er frihedens begrænsning i en filosofi, der determinerer det moderne samfunds politiske værdier. Når politikeren forsvarer individets ret til at tilegne sig økonomiske midler på markedets betingelser og investere dem i forbrugsgoder og forbrug, og når dette kaldes at forsvare individets ret og frihed, så er det den samme semantiske struktur, der manifesterer sig her, som man finder over alt i den vestlige verdens ontologisk dualistiske filosofitradition. Der er tale om en potentielt selvnegerende selvhævdelse, bygget op om en form for autistisk delrationalisme.
Det sociale systems formålsmæssigheder og rationaliteter er bygget op om historiske forståelser af sin omverden. Dets rationalitet må for at kunne sikre en fremtid etablere en forståelse af den omverden, det ændrer, reintegrere hensynet til de ændrede forhold i sin rationalitet, hvis den skal oppebære begrundet håb om fortsat evolution. Der er tale om en udfordring, som overstiger potentialet i den form for selvforståelse, man finder i de historisk betingede delrationaliteter, som pt. praktiseres i det moderne samfund, og som har ført til den ”succes” det er udtryk for.
Miljøproblematikken stiller det moderne samfund over for kravet om en ny form for selvforståelse, dvs. en selvforståelse, der er i stand til at genindfører hensynet til de samfundsbetingede ændringer i samfundets omverden i sin egen selvforståelse.
Udfordringen kan kun tematiseres i kraft af de kognitive vilkår som hersker. Udfordringen kan kun anskueliggøres i overordnet forstand ved at tematisere den funktionsdifferentierede rationalitet, som udmærker det moderne samfund. Overordnet kan systemteorien (som en del af det videnskabelige system) anskueliggøre, hvordan det moderne samfunds delrationaliteter lukker sig om sine egne funktioner uden blik for den overordnede udfordring.
Det moderne er funktionsdifferentieringen, de funktionsdifferentierede delrationaliteter, som operativt lukker sig om sig om sig selv, som forudsætning for sin egen selvbeskrivelse og fremmedbeskrivelse. De respektive systemer har kun blik for omverdenen i kraft af de problemstillinger, som de og deres rationalitet centrerer sig om. Det moderne samfund har ikke den systemrationalitet, hvis funktion centrerer sig om samfundet i dets helhed og dets forhold til sin omverden. Alene distinktionen system/omverden, som er forudsætningen for en overordnet rationalitet, henslæber et for de fleste ukendt liv i fjerne kroge af en spæd form for videnskab.
Overvindelsen af overlevelsens logik, hvor friheden er skudt ind i systemet som dets kompensation for manglende selvforståelse, og hvor omverdenen er reduceret til det identiske, optegnet i magtens logik med dens forarmede determinerede substrat for beherskelse, skal erstattes med den noget mere nænsomme selverkendelse. Det sociales succes er for overvældende, verden kan ikke længere bære illusionen om frihed. Den må erstattes med en mere rationel form for rationalitet. For at overleve må den rigide distinktion mellem frihed og nødvendighed erstattes med distinktionen mellem system og omverden.
Systemteoriens overordnede antagelse er at iagttageren aldrig, hvad kompleksitet angår, kan nå på højde hverken med sig selv eller sin omverden, og at enhver indsigt består i en kognitiv kompleksitetsreduktion. Systemteorien fokuserer derfor konsekvent på måderne, hvorpå kognitive systemer lægger sine anskuelser og forenklinger fast. Dvs. hvordan de indfører distinktionen mellem sig og sig, mellem sig og andet, mellem dette og hint, mellem alt og det modsatte. Iagttagelsen sætter det identificerede i kraft af distinktionen. Temaet for opmærksomhed lever ved sine forudsætninger, mulighedsbetingelser. Det manifeste niveau har sine forudsætninger, som også kan tematiseres. Men kun i kraft af andre forudsætninger, som virker bag om ryggen, som iagttagerens transcendentale forudsætning. I refleksionen over erkendelsens betingelser finder man altid en manifestation af den måde, hvorpå en forklaring eller en tematisering af erkendelsens betingelser lægger sig fast. Det gives der kaskader af eksempler på i erkendelsesteoriens historie. Når først disse manifestationer er blevet tema for opmærksomheden, har erkendelsesteoriens forklaringer som regel for længst mistet sin tiltrækningskraft. De er som regel ikke hverken mere eller mindre interessante end andre iagttagelser af iagttagelse. Erkendelsesteorien er uendeligt mystificerende i sine traditionelle udformninger, styret af magi og ureflekteret vås omkring essens og identitet. Gennemgribende blind for sig selv.
Det moderne samfund er yderst komplekst, men det styrer sig selv i kraft af stabile indikationsværdier og semantiske strukturer som både forpligter (de virker faktisk) og udfordrer:
De forpligter ved at være ethvert psykisk og socialt systems levende og konkrete omverden. Ingen af disse systemer kan fx fungerer uden at været koblet op på sin omverdens organiserede struktur. Et psykisk system med sin personlighed er fx nødt til at orientere sig inden for økonomi, magt, kærlighed, ret, moral, dvs. kende de primære koder inden for det sociales primære funktioner.
Samtidigt er indikationsværdier og semantiske strukturer også udfordrende, for de er en del af det, som kan beskrives som kontingent, dvs. som betinget og betingende! De kan ændres alene ved at forklares som foranderlige. Det kan ske på funktionel basis. Man kan se at man i kraft af de delrationelle og ideologisk betingede semantiske strukturer, ikke er i stand til at se, hvad man ikke kan se. Alene det kan være med til at ophæve en truende form for selvnegerende tilsyneladende nødvendighed, til fordel for en højere form for rationalitet en højere form for nødvendighed.

Men det kræver et kæmpe forarbejde i form af en ny moderne selvbeskrivelse. Den tidligere tyske udenrigsminister og det politiske system er ikke tilnærmeligt i nærheden af at kunne præstere noget der nærmer sig. Medier og politik er bestemt af sin egen dagsorden. Og folk, der mener at skimte lidt af opgavens omfang, står uden for enhver sammenhæng, begrænset i sit virke af sine egne små for den sociale omverden unødigt sekteriske og indavlede måder at tale skrive og tænke på.

Jan Weber Fritsbøger

er økonomisk vækst ikke det rene vanvid, der hvor der er massiv overflod ?
væksten går jo stort set kun til de mest velhavende, og slet ikke til dem der faktisk mangler.