Kronik

Kapitalismens skandaløse succeshistorie

Det er igen blevet intellektuel mode at foragte kapitalismen. Men det overlever den såmænd nok
12. november 2007

Der er altså noget underligt ved kapitalismen. Det er den uden sidestykke mest succesrige økonomiske indretning af det menneskelige fællesskab, historien nogensinde har kendt. Og ikke alene trives kapitalismen under frie forhold, den bidrager selv til at fremme friheden.

Den har gjort mere for at øge menneskers levestandard end noget som helst andet menneskeligt påfund. Enhver, der måtte betvivle dens overvældende succes, behøver blot at sammenligne den med den diktatoriske socialismes skumle, blodbesudlede fiaskoer i forrige århundrede.

Men trods dette inspirerer kapitalismen os ikke til at elske den. I de fleste større byer kan man uden større vanskelighed mobilisere en pøbel til at smadre den lokale McDonald's, men hvem ville nogensinde demonstrere for kapitalismen? Historien synes at rumme rigeligt belæg for, at selv om de fleste måske nok vil hævde, at de selv går ind for frihed og demokrati, så udøver repressive, men mere fascinerende styreformer en uimodståelig dragning.

Heroiske militærstater fra den i Homers Iliaden til Napoléon eller Hitler har hyldet erobringer og tapre bedrifter. Og for ethvert samfund, der ønsker at skaffe sig velstand, er det da også en bekvem metode blot at stjæle den fra andre. Despotiske systemer fascinerer også ved de måder, hvorpå de ophøjer en glorværdig diktator til enehersker med al den ceremonielle pragt, der ledsager sådanne styreformer. Men som bekendt er sandheden den mindre kønne, at despoter opnår deres enorme rigdom ved at stjæle fra deres egne befolkninger.

Kapitalisme er ikke nær så sexet. I stedet for at glorificere erobringer og guddommeliggøre en leder, er dens udvalgte dyder verdslige og kedsommelige - sparsommelighed, selvkontrol, velovervejede investeringer, høflige betjening af kunder, lovlydig adfærd, herunder at betale sine regninger til tiden.

Egeninteressen

Hvad værre er: Der findes ingen guddommelig ret eller storladen moralsk retfærdiggørelse af kapitalismen: Den accepterer, at egennytte ligger til dybest grund for det meste af menneskelig handlen og forsøger derefter at regne ud, hvordan denne impuls kan tjene alles gode.

Som kapitalismens største filosof, Adam Smith, formulerede det: "Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele".

Sagt i al enkelhed, så savner kapitalismen moralsk storhed. Smiths usynlige hånd består af utallige revisorer, der i den dybest kedsomhed er beskæftiget med at afstemme deres bøger. Marxs mere appellerende romantiske vision involverer derimod en historisk skæbnes usynlige kræfter, der driver os frem imod et utopia.

Dette er utvivlsomt en medvirkende grund til, at vor tids sidste troende marxister tæller så mange akademikere og intellektuelle i deres rækker. Den brillante amerikanske akademiker og føderale dommer Richard A. Posner karakteriserer den akademiske personlighed på følgende vis: Akademikeren har "smag for universalier og abstraktion", siger han. "Og en længsel efter moralsk renhed".

Selvfølgelig er akademikere ikke verdsligt anlagte - det er ikke uden grund, at man kalder det for 'elfenbenstårnet' - og de kan i høj grad være dømmesyge og arrogante over for skabninger, de anser for at være mindre værdige end dem selv.

Nu er jeg tilfældigvis selv akademiker og for det ikke skal være løgn også filosof, så jeg vil til enhver tid forsvare betydningen af abstrakt og spekulativ tænkning og mine kolleger, som dyrker denne.

Men dommer Posner har en pointe: Intellektuelle og akademiske hoved er f. eks. fyldt med fabelagtige ideer om 'mere retfærdige måder' at fordele samfundets velstand på, skønt de ofte kun har sparsomme begreber om, hvordan den skabes.

Fremmedgjordte røde

Skønt mange venstreorienterede akademikere føler lede ved kapitalismens princip om egeninteresse, er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte deres omfordelingsplaner omfatter større bevillinger til universiteterne.

Intellektuelle tænker sig, at arbejderne under kapitalismen er fremmedgjorte. Faktisk var nogle af de mest fremmedgjorte og uproduktive arbejdere uden for regulære slavesamfund, de arbejdere, der levede i de socialistiske arbejderparadiser.

At Sovjetunionen brød sammen skyldtes, dels at dens arbejdskraft var tæt på at være verdens mindst produktive. Fjern alle kunstige subventioner og forfalskede statistikker og - vupti! - viste det sig, at Ruslands økonomi knapt nok var større end Hollands.

Under alle omstændigheder burde nogen fortælle de marxistiske intellektuelle, at det ikke er arbejde, der fremmedgør mennesker - det er lediggang. Mennesker sætter generelt stor pris på at arbejde, værdsætter ofte deres arbejdsgivere og kan ikke sjældent udholde og endda på kreativ vis nyde de dermed forbundne anstrengelser.

Materialismeforagt

At kapitalismen skaber materialisme og griskhed er en anden klassisk indvending. Jeg havde engang en marxistisk ven, en New York-akademiker, som holdt rituelle tordentaler imod materialismen og "de helt unødvendige" forbrugsvarer, der tårnede sig på butikshylderne i rige kapitalistiske lande.

Jeg påpegede da, at hans foragt for materialismen ikke havde afholdt ham fra at anskaffe sig en kostbar samling af jazzplader, der formentlig talte flere eksemplarer end indholdet af Imelda Marcos skoskab. "Åh, men jazz," forklarede han, "er jo en betydningsfuld moderne kunstart".

'Materialisme', viste det sig, handlede altid om andre menneskers dumme og vulgære smag og ønsker.

Kapitalismen er fuldkommen immun over for alle slags moraliserende, censurerende tendenser fra intellektuelle. I stedet tager den gladeligt på sig at tilfredsstille de mest usle menneskelige tilbøjeligheder fra trivialromaner til tabloid-tv og junk food. Ved at tjene enhver slags menneskeligt begær, uanset hvor ophøjet eller fornedrende, gør den demokratiets principper gældende på markedspladsen.

Den spreder også magten ud (hverken Microsoft eller De Forenede Staters regering kan gøre sig håb om at kontrollere alt) og fordrer, at viden og informationer kan flyde og udveksles frit. For den moderne verden er dette det sidste søm i totalitarismens ligkiste.

Alligevel er det ikke så mærkeligt, at nostalgisk længsel efter den marxistiske utopi lever videre. Marx gav os trods alt et omfattende og sammenhængende perspektiv på menneskehedens skæbne med dens dramatiske billede af godt over for ondt: arbejderklassen og de utysker, der ville udbytte den. Den blev dermed til en sekulær erstatning for kristendommens eskatologi.

Heroverfor har kapitalismen ikke andet at tilbyde end de arbejdere, som i dag er omskabt til forbrugere og formentlig bruger penge på en masse ting, der ikke er spor godt for dem. Hvilket kaos er dog ikke den menneskelige frihed!

Råd til antikapitalister

Sidste år besøgte jeg den mondæne lufthavnslounge Koru Club i Wellington Lufthavn her i New Zealand og slog mig ned blandt alle de travle mennesker her, der udvekslede sladder og gennemløb deres papirer, idet de nød god mad og vin, før de skulle videre til vigtige møder. Og her iblandt parlamentarikere og nålestribede erhvervsledere bemærkede jeg mig en af de lokale ledere af vores antiglobaliseringsbevægelse, der ivrigt talte i mobiltelefon - utvivlsomt var han på vej et sted ud i verden for at holde endnu en antikapitalistisk brandtale eller overvære endnu en hærgeaktion mod en McDonald's.

Det slog mig, at det var et vidunderligt syn og på sin vis et betryggende billede for enhver, der holder af tanken om et virkeligt frit samfund. Kommunismen var nødt til at skyde antikommunister. Kapitalismen har derimod råd til at føje antikapitalisterne, så længe de betaler deres Koru Club-regninger.

Immanuel Kant bemærkede engang: "At så kroget et træ, mennesket er gjort af, kan intet lige skæres". Kapitalismen forsøger ikke at udjævne det krogede træ, vi er. Den tilpasser sig bare til os.

For de mennesker, der higer efter en perfekt verden, vil dette altid forekomme at være en utilfredsstillende løsning. For os, som elsker friheden, er det såmænd ikke så ringe endda.

Denis Dutton er professor i filosofi ved Canterbury University i Christchurch

© The New Zealand Herald og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

Denne kronik er under Informations niveau. Ved at sætte kapitalisme lig med frihed og opstille despoti som den eneste anden mulighed, må enhver jo tilslutte sig kapitalismen. Men det er en særdeles primitiv måde at opstille tingene på. Historien har talrige eksempler på kapitalistiske despotier, og også i kapitalistiske stater med parlamentariske systemer skaber kapitalismen store sociale og økologiske problemer, og friheden i det kapitalistiske system er størst for dem, der har flest penge. Information må for min skyld gerne bringe kronikker om kapitalismens påståede fortræffeligheder; men bring venligst nogen, der ikke befinder sig på et så primitivt plan som denne.

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Udmærket, hvis kapitalisme ( som er synonym for fri markedsøkonomi) har haft så stor succes, så må det også være muligt, at pege på et eneste kapitalistisk samfund, som har haft succes?????

De samfund som jeg kan komme i tanke om, som har haft den største succes hviler på blandingsøkonomi, dvs. en kombination af planøkonomi og markedsøkonomi a la den vi kender fra ” velfærdstrekanten” = stat, marked og civilsfære. Omskrevet et samfund hvilende på herskende elementer i de tre store ideologier: socialisme ( stat), liberalisme ( marked) og civilsfære ( konservatisme).

Det skal være en fornøjelse, at høre fra folk, som mener, at der findes et kapitalistisk samfund med succes. Ok, det kommer selvfølgelig også an på, hvad et individ forbinder med succes.

ulrik goos iversen

Hvor i alverden har I gravet denne tekst op?

En mand, der kalder sig filosof og små 20 år efter sovjetunionens sammenbrud mener at kunne afvise hele økonomikritikens fremmedgørelsesanalyse med henvisning til, at arbejderne i de såkaldt socialistiske stater var mere fremmedgjorte end arbejderne i de kapitalistiske stater (uden dokumentation naturligvis, for det ved vi jo alle), og at det mest fremmedgørende slet ikke er arbejde men arbejdsløshed (selvom den var der nu ikke overvældende meget af i de såkaldt socialistiske stater, men til gengæld var og er der en betydelig arbejdsløshed i de fleste kapitalistiske lande).

Hvad der får et menneske til at skrive hadske udfald mod et forskningsområde, som han ikke kender eller forstår, er mærkeligt. Men hvad der får Information til at trykke det, overgår enhver forstand. Hvad er den næste artikel i serien: En ingeniør der udtaler sig om det ulækre ved at spise ost? Eller en fodboldspiller der fortæller os, at volleyball slet ikke er spor sjovt?

Men det er et pænt billede i har fundet frem til lejligheden. Omend set før.

Dutton modsiger sig selv allerede i andet afsnit: " I de fleste større byer kan man uden større vanskelighed mobilisere en pøbel til at smadre den lokale McDonald's"

Hvis kapitalismen var sådan en succes, ville der vel ikke findes nogen pøbel i storbyerne, vel?

Men tillykke til Information, som har været i stand til at finde en endnu tåbeligere og mere selvglad kronikør end Søren Krarup-

ulrik goos iversen

"Enhver, der måtte betvivle [kapitalismens] overvældende succes, behøver blot at sammenligne den med den diktatoriske socialismes skumle, blodbesudlede fiaskoer i forrige århundrede."

Godt argument, hr, professor.

Det sjove er, at Dutton er professor med speciale i the danger of pseudoscience og Lomborgtilhænger. Men er hans egne argumenter - Lomborgs ufortalt - ikke topmålet af pseudovidenskabelighed?

her er hans anmeldelse af Lomborgs Skeptical Environmentalist:

http://www.washingtonpost.com/ac2/wp-dyn?pagename=article&node=&contentI...

Altså. Jeg synes ikke selv jeg er socialist, i hvert fald ikke i gammeldags forstand.
Der er bare det ved kapitalismen at den ligesom kun handler om det materielle. Og værdien af det materielle omsat til nogle tal.
Det vil sige at alt som verden og vores oplevelse af verden består af, som ikke handler om det materielle og om tal, det er slet ikke med i overvejelserne.
Jeg lever af SU så det er ligesom ikke dér mine værdier ligger. I såfald ville jeg jo have et miserabelt liv.
Hvad er værdien. indenfor det kapitalstiske system, af f.eks. en tegning jeg (som ikke er et kendt kunstnerisk brand) har tegnet. Udelukkende fordi jeg glædes over det og over meningen med den, og over at udtrykke mig selv sjæleligt?
Hvad er værdien af et eventyr jeg fortæller min guddatter?
Hvad er værdien af løvet der bliver gyldent og rødt udenfor?
Det ovennævnte er der nok nogen der vil synes er noget værre pladder der intet har med diskussionen at gøre.
Og det er netop dér jeg synes vi går galt i byen.

Tom W. Petersen

Jeg synes, at Dutton er morsom; manden har jo humor!
Det er da meget godt at få at vide, hvordan folk som Dutton ser verden.
Og det er da bedre end at få det på anden hånd af folk, som ikke kan gengive hans og hans liges tankegang uden at slå syv kors - eller hamre og segl - for sig.
Her kan læseren selv danne sig sit indtryk.

Det er svært at tage et indlæg om kapitalismen seriøst hvis forfatteren end ikke formår at a) skelne mellem politiske og økonomiske systemer (kapitalisme-socialisme vs. demokrati-totalitarisme) og b) skelne mellem forskellige varianter af kapitalisme-kritik. I Duttons optik er alt hvad der stiller sig kritisk overfor den totale frigørelse af markedskræfterne tilsyneladende kommunisme á la Stalin.

Hvis Dutton, som det fremgår af artiklen, er filosof, så vil jeg håbe at det ikke er politisk filosofi han underviser i. Men, som det allerede er anført, hvis han f.eks. er ekspert i æstetik, erkendelsesteori eller formel logik, så burde han måske begrænse sine "ekspertudsagn" til områder hvor han kan udtale sig uden så indlysende mangel på indsigt.

Jeg mener nu det var en spændende kronik.

Dette kontroversielle citat beskriver mennesket utrolig godt.

Som kapitalismens største filosof, Adam Smith, formulerede det: "Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele".

Jeg har også tit siddet og lommefilosoferet over hvorfor mennesker vælger de erhverv de gør, og deres begrundelser for dette.

Fx, jeg tror ikke at flertlletallet af menneker vælger at blive politibetjent for udelukkende at hjælpe andre, men nærmere for at få tilfredsstillet sin eget behov for personlig udfordring.

Fx tror jeg heller ikke at læger/sygeplejersker vælger deres erhverv på baggrund af en ren altruistisk holdning. Jeg tror det nærmee er fordi der er fagområder indenfor disse uddannelser der fanger folks interesse.

Det er måske ikke populært at sige dette, men jeg er enig med Adam Smith, når han siger at alle mennesker som udgangspunkt er egoister.

Ikke fordi der er noget galt i at tænke på sig selv før man tænker på andre. Hvis man ikke har selvrealiseret sig selv, er det også svært at være der for andre.

Men din pointe, Casper J, er stadigvæk ikke en økonomisk interesse, men en personlig interesse i at udfolde sig og sine talenter. Og måske især dér, hvor man oplever tidsspildet som mindst og arbejdets byrde som lettest.

Gad vide, hvordan hr. Dutton forholder sig til fx. militærkuppet i Chile 1973, hvor en demokratisk valgt regering blev væltet med militær magt, for at indføre et system baseret på kapitalistiske økonomiske teorier. Eller til kapitalistiske demokratiers ikke-interventionspolitik over for Francos militærkup i Spanien 1936, hvor en socialistisk regering var kommet til magten ad demokratisk vej. Eller...

Nåh, hans kronik er i det hele taget så fyldt af selvmodsigelser, at det kun bliver overgået af hans trang til at smage på sig selv.

Kapitalismens succes modbevist på 2 linier:

Størstedelen af verden er kapitalistisk.
Størstedelen af verdens befolkning er fattig.

Men det kommer jo an på hvordan man definerer succes. Kapitalisterne har det jo vældig godt.

Mvh. Martin

"Kapitalismens succes modbevist på 2 linier:

Størstedelen af verden er kapitalistisk.
Størstedelen af verdens befolkning er fattig.

Men det kommer jo an på hvordan man definerer succes. Kapitalisterne har det jo vældig godt.

Mvh. Martin

Stødende kommentar? "

Om igen Morten

Største delen af verden er ikke kapitalistisk, jf. al u-landsforskning.

Heraf medgår netop, at f.eks. Afrika ikke kan yde fornøden beskyttelse af ejendomsretten og dermed er udenlandske investeringer næsten udelukket.

Sæt dig ind i fakta, og begynd så at diskutere - bare et råd

Istedet for at køre Jeg kan bringe det citat der ligger til grund for min udtalelse.

"We’re taught a few things about capitalism. We’re taught that it’s a system that works. It’s a system that has brought us prosperity. We’ve heard that all our lives. Now I’m going to try to convince you otherwise, and I’m going to do it in two minutes… It’s very simple. Almost the entire world is capitalist, and almost the entire world is poor. Capitalist Indonesia is miserably poor and getting poorer. Capitalist India is miserably poor and getting poorer. So is capitalist Thailand and capitalist Nigeria and capitalist El Salvador and Haiti and Mexico and Brazil and Argentina. And capitalist Russia and Poland and Bulgaria with all the privatization and de regulation and free market coming in. POVERTY! Poverty… increase in crime, increase in desperation, increase in misery, increase in homelessness, increase in suicides… it’s capitalism at work.”
- Michael Parenti

Selvom der er karikeret, er der en pointe. Han fortsætter så med at sige at det er ikke alle der bliver fattigere, kapitalisterne klarer sig fint.

Du mener måske ikke at nogen af disse lande er kapitalistiske? Eller mener du at disse lande ikke er i stand til at "forsvare ejendomsretten"?

Din kommentar får mig til at komme i tanke om at kapitalister ikke ønsker en svag stat, eller en stat der ikke blander sig, de ønsker en stat der sørger for at dem der har bliver ved med at have.

Og i øvrigt hedder jeg Martin, så sæt dig selv ind i fakta før du begynder at flame;-)

Hvad angår de udenlandske invisteringer, så kig på Kina hvor de udenlandske investorer kæmper imod arbejder-rettigheder. Vores vundne rettigheder i løbet af 1900-tallet er ikke kommet på grund af kapitalismen, det er kommet på trods af den.

Mvh. Martin

Rettelse, starten skulle have været:
Istedet for at køre ud i mine egne formuleringer, kan jeg bringe det citat der ligger til grund for min udtalelse.

Mvh. Martin

Sikke noget sludder Susanne - størstedelen af verdens ulande har længe været inkorporeret i det kapitalistiske verdenssystem - først via kolonialisme, siden via verdensbankens, IMF med fleres krav. Det kapitalistiske system kan slet ikke forståes, endsige fungere, uden at inddrage den måde det holder ulandende i afhængighed. Så er det for så vidt underordnet om de enkelte ulande isoleret set er fuldt udviklede kapitalistiske stater.

@ Stig Markers

Ta' dig sammen, og læs en bog. Det er objektivt forkert det du siger.

Noget af det allerførste man lærer på økonomistudiet er, hvorfor nogle lande er konkurrencedygtige, og hvilke ikke er.

Afrika er største problem er korruption - dvs. mangel på kapitalisme - og manglende tvangsfuldbyrdelsesmuligheder i forhold til ejendomskrænkelser samt frygt for nationalisering.

Det står altså i alle nationaløkonomisk bøger - læs bare én af dem

Det som verdensbanken har forlangt er jo både kapitalisme af navn - dvs. lovgivning - men også af gavn - dvs. i administrative udøvelse.

Mange tidligere ulande har forstået at udnytte kapitalismen som middel til at generere velstand. Af lande, der virkelig rykker for tiden i det kapitalistiske verdenssystem, er Indien og Kina. Aldrig har fattigdomsudryddelse fungeret så effektivt.

Når lønmodtagerne efterhånden selv får muligheder for at deltager i kapitalismen med ejerboliger og investeringer på børsen, ophæves modsætningsforholdene, og de lokale typer med enhedsliste-holdninger ender på historiens lodseplads, hvor de kan sidde og kundgøre deres storslåede bidrag: "Vi har sejret ad helvedet til!"

Som man kunne forvente, kommer der en hel masse ulødige og uigennemtænkte indvendinger. Der er i virkeligheden ikke andet at sige, end at manden har ret. Planøkonomi fungerer ikke, det var Sovjetnionen og vasalsaterne et tydeligt eksempel på. og det var EU's landbrugspolitik også. Manden påstår jo intetsteds, at det ikke er nødvendigt at regulere kapitalismen. Tværtimod er regulering ofte ønsket og nødvendig for at kapitalismen fungerer (forhindring af mono- og oligopoler, ulovlige aftaler). Og Kenneth Trans du burde igen sætte dig lidt ind tingene inden du farer i pennen. Staten identisk med socialisme, sikket noget barnligt sludder. Danmark er en moderne kapitalistisk stat, der fungerer temmelig godt.

Jeg vil gerne spørge, om man kan betragte kapitalismen som en naturlov, der sørger for, at penge og værdier flyder derhen, hvor der er noget at komme efter. Og væk fra fattigdom og afsavn. Altså på samme måde, som vand flyder nedad?

Forvaltningen af den skulle så være et politisk spørgsmål. Hvis man ser det på den måde vil forvaltningen af kapitalismen være politikken om mere eller mindre liberalisme, mere eller mindre socialisme og mere eller mindre demokrati.

Det forekommer mig i hvert fald, at den aktuelle grad af liberalisme undergraver samfundets suverænitet på en usund måde. Vi er ved at miste indflydelse på vores hverdag i takt med, at kapitalkoncentrationer tager over mere og mere. Fx når vi sælger fælles gods til et selskab, som siden samles blandt andre firmaer i megaselskaber.

Susanne - korruptionen er ganske rigtigt et af Afrikas største problemer i dag, men den er som udgangspunkt ikke et specielt afrikansk fænomen. Den er tværtimod bragt til kontinentet af kapitalistiske stater, hvor den så desværre efterfølgende har haft gode vækstbetingelser.

I øvrigt er der mange andre - og ofte mere berigende - måder at søge viden end ved at bure sig inde på et økonomistudium. Jeg har i dette spørgsmål haft størst glæde af en rejse til Østafrika, hvor jeg mødte og talte med en del europæiske og amerikanske politiske analytikere, der i store træk kunne bekræfte ovenstående.

Dit ordvalg bekræfter i øvrigt på flere punkter, at nyliberalismen er blevet vore dages politisk-økonomiske tvangsprojekt,

Undskyld er der nogen, der aldrig kommer videre?

At diskuterer kapitalismen på denne måde er en barriere for at diskutere langt mere reelle problemer, og for at tage hul på en meget mere spændende diskussion:
Lad os konstatere at vi ikke får afskaffet kapitalismen (jf. tendenser i store dele af verden uden for Danmark siden 1989).

Her er i stedet en række emner som man kunne bruge sin energi på at udtænke gode markedsløsninger på, fordi nutidens markedsløsninger trænger til erstatning:

Lad os prøve at udtænkte et nyt copyright-system: skal frigøre vores kultur - hvordan laver vi et system, der gør det nemt at bygge videre på eksisterende kultur i samlpe/remix/genfortolkninger men samtidigt sørger for der er økonomisk incitament nok til kunstere vil lave kunst i første omgang.

Lad os da få startet en konstruktiv diskussion af, hvordan vi vi undgår at virksomheder spille skattekortet, eller andre lignende kort, mod enkeltlande

Lad os diskuterer, hvordan vi får CO2-udslip gjort til en vare, som kan prissættes - og et overudslip dermed reflekteres i en pris. Folk er i dag pt. i tvivl om det kan klares via WTO, men det er da en diskussion i den rigtige retning i stedet for bare at være sur på kapitalismen.

En global valuta - valutakriser har det med at gå ret voldsomt ud over landes fattige - hvordan får vi et system uden den markedsfejl.

Påtvunget åbenhed i firmaer: når staten har trukket sig tilbage og markedet er vundet frem er det legitimt at vi stiller krav til firmaer om politisk ansvarlighed og åbenhed - hvordan gør vi det bedst?

Patenter: Pt. har vi et system, hvor vi - sat på spidsen - nedprioriterer at vi i fremtiden ikke dør af livstilssygdomme, istedet for at frigive patenter så mange, der har brug for det, kan få billigere medicin nu. Man kan sagtens lave en anden markedsløsning, f.eks. en global sundhedsfond, der rigeligt belønner firmaer med økonomisk fortjeneste, når kommer med løsninger på en liste problemer. Men firmaerne vil så bare ikke får midlertidigt monopol på at producere deres opdagelse. Det er også en aggressiv diskussion værd.

Landbrugsstøtte - det er jo ikke engang kapitalisme, nærmere planøkonomisk og ikke særligt fair for nogen, herunder 'Afrika' som er blevet diskuteret i det forrige.

Bryd dog jeres hjerner og energi på at fremme løsninger på konkrete problemer i stedet for at diskutere en samfundsmodel vi nu må se som både hypotetiskeg historisk!

Det er bare ment som en opfordring.

Lad os erkende at kapitalismen er en omfordelingsmekanisme der tilgodeser dem der er ramt af en eller flere forhold: arbejdsomhed, talent, held, magt eller dem der i forvejen er rige - og lave politk der balancerer det.