Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
30. november 2007

Stress som pris for velfærd

Steffen Mortensen, Nexø

I valgkampen blev begrebet velfærd stærkt forvredet. Velfærden er blevet materialistisk! Det handler ikke om, hvorvidt individet og fællesskabet skal have det godt, nej, det handler om det offentlige forbrug.

Unge skal presses igennem uddannelsessystemet så 'velfærden' (dvs. den offentlige sektor) kan bevares trods den demografiske udvikling. Dette medfører for mange unge stress og andre negative afledte virkninger. Så slår 'velfærden' fuldstændig fejl.

Flere penge skal løse problemer i ældre-sektoren. Men vil de ældre ikke få det endnu bedre, hvis deres børn arbejdede mindre, så der var tid til at besøge dem? Fokus skal ikke ligge på, at børnene skal arbejde mere, så der er flere skatteindtægter og dermed flere penge til de ældre. Det er kærlighed og omsorg der mangler - kort sagt velfærd.

Fokus på de offentlige budgetter skaber en velfærdsstat. Det jeg ønsker er et velfærdssamfund, hvor individet har det godt, har overskud og ikke går ned på grund af et ønske fra samfundets side om at finansiere de ombejlede statsbudgetter.

Denne velfærdsmaterialisme er samfundets problem, derfor skal det debatteres! Politikere og meningsdannere skal turde sige, at velfærd ikke er mængden af penge, men en følelse.

'Velfærd frem for skattelettelser' og overbudspolitikken repræsenterer alt, hvad der er galt med velfærdsdebatten. Begrebet 'velfærd' misbruges, misforstås og sidestilles med velstand - velfærdsmaterialisme!

Luk dog bare universiteterne

Signe Lützau Pedersen og Bo Fritzbøger, næsteformand og formand , Studienævnet ved Saxo-Instituttet, KU

Bertel Haarder hævder, at danske studerende er for længe om studierne, fordi universiteterne med 'institutionel protektionisme' nægter dem merit fra andre uddannelser. Universiteterne hører godt nok ikke under hans ressort, men det gør ulykkeligvis det overordnede tilsyn med deres tildeling af merit for udlandsophold. En almindelig indenlandsk meritsag afgøres af studienævnet ud fra faglige kriterier. Hverken dekan, rektor eller ministerium kan blande sig. Men når det gælder udlandsmerit, så kan studienævnet overtrumfes af et kvalifikationsnævn. Nævnet består ifølge bekendtgørelsen af "sagkyndige (der tilsammen besidde(r) sagkundskab i forhold til alle uddannelser". Men i virkeligheden er universiteternes mange humanistiske uddannelser repræsenteret ved kun fire eksperter i henholdsvis videnskabsfilosofi, syndsforståelse og (to gange) Geoffrey Chaucer. Og de tager sig altså sammen med en jurist af sager spændende fra arkæologi over musikvidenskab til Japanstudier.

Jo, Bertel Haarder er mand for at gøre op med det, rektorforeningens formand følgagtigt kalder "stolthed i forhold til egne uddannelser". Men skal faglige spørgsmål virkelig afgøres af usagkyndige, blot fordi politikere vil give flere merit? Så drop dog studienævnenes arbejde med studieordninger og meritansøgninger! Overlad det til en kontorelev, men luk så ved samme lejlighed universitetet.

Folkeskolens frie fald

Niels Kold Olesen, København

Den københavnske folkeskoles nedtur skal stoppes, lyder det fra Børne- og Ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Han tillægger samtidig den borgerlige regerings skattestop hovedparten af skylden for, at netop han ikke kan leve op til at lave en anstændig folkeskole.

Den københavnske folkeskole kæmper mod flugt til privatskolerne, og midlet til at få vendt udviklingen hedder ifølge Bo Asmus Kjeldgaard - hold nu fast - større offentlige skoler. Det med, at skolerne skal være større, er vist ikke en konkurrenceparameter for nogle af de eksisterende private skoler. De har snarere et mål om ikke at blive for store.

Modsat har de ofte andre primært kvalitetsbetonede mål af pædagogisk art eller noget med nærvær og forældremæssigt engagement. Det er det bæredygtige grundlag for de fleste små private skoler i både København.

Burde folkeskolen ikke kunne hente lidt inspiration, så perspektivet fjernes fra kun at handle om volumen, rationalitet og nye kort i geografilokalet?

Mangler handling

Ulla Jessing, Virum

Otto Rühl bekræfter i Information den 27. november, at frem til Palæstinas deling emigrerede ikke mindre en cirka en kvart million jøder til Palæstina. Otto Rühl peger på antisemitismens uhyggelige følger, som førte til flugt til et land, der allerede havde mange indbyggere. Den zionistiske bevægelse opkøbte landbrugsjord fra godsejerne, og de fattige palæstinensiske bønder, som havde dyrket jorden i mange generationer, måtte forlade deres fædres jord, og kibbutzer blev oprettet.

I gamle dage levede Kristne, jøder og muslimer fredeligt sammen i Palæstina, men nu kom ufred til landet, og de indvandrede jøder, som var flygtet fra jødeforfølgelser, drømte om en jødisk stat, hvor de var i sikkerhed. Men det kan man da ikke gøre på bekostning af et andet folk.

De vestlige lande med USA i spidsen havde med rette en dårlig samvittighed, fordi de ikke havde forhindret, at seks millioner jøder blev ofre for Holocaust. Men palæstinenserne havde ingenting at gøre med de forbrydelser i Europa. Men nu skulle de betale prisen med landflygtighed. 60 år er gået, og deres forhold bliver værre fra dag til dag. Nu oplever vi konferencen i Annapolis, USA. Som BBC-worlds journalist har kommenteret, bruger man på talerstolen mange gode ord, men der følger ikke handling.

De røde spøgelser

Steen Vraasø, Lyngby

Morgenkrydderen var nær kommet galt i morges, da jeg læste Michael Sandfort's indlæg om DR's røde journalister.

Ikke så meget påstanden om, at DR skulle være mere rød, for det så jeg da gerne, at den var. Men Michael Sandforts argumenter udviser en sjælden klokkeren mangel på matematisk dannelse.

Michael Sandfort anvender en undersøgelse, der under et påstår, at danske journalister stemmer mere rødt. Derefter kommer påstanden, at journalister på borgerlige aviser nok er mindre røde (en påstand, der ikke underbygges), og så kommer chokket: Når nogen i en population er mindre røde end gennemsnittet, så må et bestemt andet elementer i denne population være mere røde.

Denne fuldstændig fejlagtige måde at anvende gennemsnitsmatematikken på, får Michael Sandfort lov at spilde en kvart avisside på.

Og kære Michael Sandfort, Danmarks Radios nyhedsdækning og dokumentarprogrammer er nogle af de bedst journalistisk bearbejdede.

Det er ikke uden grund, at den, der hører Orientering, ved, hvad aviserne vil skrive om tre-fire dage senere, og den, der hører radiodokumentaren, ved, hvad aviserne vil skrive om en måned. For radioen har haft et overskud til selv at lave journalistik og lave research, der kan tage flere 'mandedage', som det så smukt hedder i cand. merc.-verdenen, og som resten af medieverden kan genanvende med nye vinkler og kritik af vores samfund til følge.

Det er derfor, at den intellektuelle del af venstrefløjen kæmper for Danmarks Radio. Ikke fordi DR skulle være rød.

Knudsen den røde

Rachid El Mousti, cand. scient. og chefkonsulent

Hatten af for Michael Sandfort, der i sit læserbrev DR's røde journalister (Information den 29. november) omhyggeligt fylder os med en masse tal, der tilsammen skulle dokumentere, at journalisterne i DR for 75 procents vedkommende i stemmeboksen sætter deres kryds ved oppositionspartierne. Fint nok.

Lad os gå ud fra, at det forholder sig som Michael Sandforts tal peger på. Nu er det jo sådan, at enhver borger i dette land, inclusive journalister, må stemme på det parti, man vil, så diskussionen her er meningsløs, hvis det ikke lige var fordi, at Michael Sandfort bruger sine tal til at konkludere, at "den høje andel af røde journalister i DR afspejles i nyhedsdækningen". Ja, det er "uhyr-ligt, forvrøvlet og useriøst".

Denne slidte påstand er tilbagevist for længst. Blandt andet med den undersøgelse af dækningen af Irak-krigen som den 'røde' Lisbeth Knudsen nåede at iværksætte, inden hun blev ansat på den 'røde' avis Berlingske Tidende! Undskyld de to sidste adjektiver fra farveskalaen, jeg kunne ikke dy mig. Tak for kampen!

Undskyld jeg stemte på SF

Hans Bredahl, Roskilde

Undskyld!

Jeg vil gerne undskylde, at jeg ved det seneste folketingsvalg kom til at stemme på SF. Jeg troede at partiet var kommet til fornuft efter al den tale om at komme i regering. Men det var selvfølgelig blændværk.

Partiet kan ikke holde til at gå ind for fjernelsen af de fire EU-forbehold fordi det sandsynligvis vil be-tyde, at 50 procent af man-dattilvæksten vil skalle af til venstre. Det burde jeg havde forudset. Undskyld. Det skal ikke ske igen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her