Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
19. november 2007

EU er bedste bud

Erik Boel, Fmd. for Den Danske Europabevægelse

Jakob Lindblom fra Folkebevægelsen mod EU angriber igen EU's klimapolitik. Hans argument er, at fordi EU-landene alligevel ikke kan opfylde deres egne målsætninger, og da disse målsætninger i øvrigt burde have været mere ambitiøse, er EU skadeligt for klimaet. Det giver ganske enkelt ikke mening.

Der er jo ikke andre, der overhovedet tør sætte den slags målsætninger, og hvordan kan vi så overhovedet håbe på at USA, Kina og Indien kommer med?

Kyoto - og USA's manglede deltagelse - er netop et eksempel på, hvorfor mellemstatslige konventioner som Kyoto ikke er nok. Modsat FN-systemet forpligter EU-systemet, der er altså ikke bare tale om 'pæne erklæringer,' nej der er faktisk tale handling. Det bliver hårdt, besværligt og dyrt, og det kræver massive omlægninger af mange landes energiforsyningsstrukturer men det er den eneste vej frem.

I forhold til flytrafikken, som JL også nævner, har EU - til flyselskabernes store irritation - også foreslået kvoter fra denne udledningskilde, samt loft over CO2-udledninger fra biler på 120 g CO2/km. Også det bliver en hård kamp, men også her er EU det eneste internationale forum der har vilje og myndighed til at arbejde for disse mål. Hvem skulle ellers?

Bager for smed

Anne Birgitte Nørgaard, Randers

"Noget for noget," skriver Kim Petersen forleden og mener så, at han skal have et arbejde til gengæld for sin indsats med at søge jobs.

Men i tilfældet ældre arbejdsløse gælder reglen bare ikke! Øv bøv! Han har søgt 20 jobs siden maj - jeg har søgt 20 jobs bare i løbet af oktober og november. Som straf for, at ingen vil ansætte mig, så bliver jeg plaget med kontrol, tvungne møder, mere kontrol og snart et siciliansk tilbud i form af lavere efterløn, fordi jeg smides ud af A-kasse-systemet, når jeg fylder 60. De eneste, som kan ændre situationen, er arbejdsgiverne. De kunne tage og ansætte nogle af de ældre ledige. I stedet afviser de med forklaringer som 'Vi er jo et ungt team', eller 'Vi må jo tænke på at fremtidssikre vores team'. Politikerne straffer de ældre arbejdsløse. Men arbejdsgiverne er de eneste, der kan gøre noget for at ændre situationen. Det er hykleri. Og det er at rette bager for smed.

Ny minister

P. Henriksen, Odense C

Den upopulære post som integrationsminister bør gå til Naser Khader. Han vil have en anden autoritet på den post, i og med at han både er indvandrer og assimileret dansker. Men også Fogh-Rasmussen kan ved dette valg vise, at han vil det brede samarbejde om udlændingepolitikken.

Soldater i erhvervspraktik

Poul Dahl, tidl chef for Jægerkorpset, Kjellerup

"Jeg er på ingen måde interesseret i at begrænse debatten om Forsvaret, men det må ske med et troværdigt udgangspunkt". Det skriver generalløjtnant Kandborg i JP som svar på min kritik af danske soldaters uddannelse.

Ifølge generalen er det således 'utroværdigt', når jeg stiller spørgsmålstegn ved det faktum, at Forsvaret i dag sender vores soldater i krig efter blot ét års uddannelse.

Generalen glæder sig trods alt over min anerkendelse af soldaternes indsats, men han finder det utroværdigt, at jeg samtidigt kan påstå, at de bør uddannes bedre. Herunder ikke mindst, at ét års uddannelse ikke er tilstrækkelig.

Hvornår skal Danmark deltage i krig og i givet fald med hvad? Min påstand er, at når vi sender én dansk soldat i krig, er vi alle i krig. Derfor bør vi interessere os for krigen, herunder også de vilkår vores ansvarlige ledere giver vores soldater. Det er min deltagelse i debatten udtryk for.

Med overskriften 'En røst fra fortiden' antyder generalen, at jeg sammen med mange andre ikke er opdateret vedrørende den aktuelle uddannelse, hvorfor generalen benytter lejligheden til at forklare os alle, hvordan det nu foregår. Generalen bekræfter her, at vores soldater ganske rigtigt, som påstået af mig, kun uddannes i ét år, før de sendes i krig. Men det er jo ifølge generalen et både kendt og anerkendt princip, at man i forbindelse med enhver uddannelse også skal i praktik, og hvad er bedre end en omgang 'on the job training' under virkelige forhold, hvor vores unge og uerfarne soldater ved selvsyn kan erfare, hvordan det skal gøres, så de selv en dag kan stå som læremestre, spørger generalen.

Jeg er sikker på, at generalen kender mit svar, så jeg er nu meget spændt på at erfare, hvad alle andre, ikke mindst soldaterne selv siger til at blive sendt på erhvervspraktik i Afghanistan.

Ærgerligt

Anne Marie Geisler Andersen (medl. RV), København

Jeg bliver så ærgerlig, når jeg læser, at det Radikale Venstre har anlagt en dårlig strategi. Men jeg bliver endnu mere ærgerlig, når begrundelsen er, at de Radikale har villet holde DF uden for indflydelse, som Tine Madsen skriver det den 16. november.

Det har aldrig været vores hensigt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Til gengæld har vi hele tiden sagt (ja, jeg kan det snart i søvne), at vi ønsker en regering, som er forankret i midten og uafhængig af Dansk Folkeparti. Vi vil gøre op med blokpolitikken. Vi ønsker en regering, der er i stand til at indgå brede forlig og samarbejde hen over midten, også hvad angår for os væsentlige områder som skatten, Irak-krigen og asylpolitikken.

Vi lever i et demokratisk samfund, så selvfølgelig skal alle partier have indflydelse i overensstemmelse med de mandater, de har i Folketinget. Dog har vi været kede af, at DF synes at have haft vetoret på en række væsentlige områder så som flygtninge- og indvandrerpolitikken.

Der er væsen til forskel på at sige, at man ønsker at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse og på at sige, at man ønsker en regering, der er uafhængig af selv samme parti. Det Radikale Venstre gik til valg på det sidste.

Immunitet

Sven Karlsen, Brøndby

Når hr. Camre vælger EU-parlamentet fremfor Folketinget, er det vel ikke fordi, han er bange for at miste sin parlamentariske immunitet for sine små epistler om folk fra Mellemøsten ...?

Råddenskab

Gaute Grimeland, Frederiksberg

Så kom det endelig - Dansk Folkeparti spiller det racistiske kort imod Naser Khader. For når Mogens Camre kalder Khader for en "araber med tæppehandler-logik", så er det garanteret ikke ment som en kompliment, selv om Pia Kjærsgaard halvt forsøger at udlægge det sådan. Det er tværtimod utilsløret racisme, og det siger noget om vor statsministers kynisme at han vil basere sin magt på den slags råddenskab.

Man kunne have ønsket at udtalelsen var kommet under valgkampen, så vælgerne havde haft mulighed for at udtrykke deres mening om den måde at føre debat på.

For meget

G. S. Rasmussen, Viby

Lige før valget truede I med at lade Erik Meier Carlsen kommentere valget dagligt i Information, og jeg skal love for, I har gjort alvor af den gemene trussel. Hver dag har han læsset sin tomgangssnak fuld af almindelig- og selvfølgeligheder af i spalterne.

Men nu er valget overstået, men alligevel fortsætter smørerierne. Skal vi nu til at døjes med både ham og Fogh på én gang?

Det er bare for meget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her