Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
16. november 2007

Regerings-forhandlinger

Niels I. Meyer, Hørsholm

Anders Fogh og Bendt Bendtsen er nu i gang med forhandlinger om regeringsgrundlaget med Dansk Folkeparti (DF) og Ny Alliance NA). Under valgkampen meldte DF og NA ud med støtte til en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Dette vigtige emne blev totalt syltet af regeringspartierne og socialdemokraterne under valgkampen.

Ifølge en meningsmåling bestilt af Ritzau i sidste måned ønsker 59 pct. af danskerne en folkeafstemning. Kun 26 pct. ønsker det ikke.

DF og NA har nu alle tiders chance for at demonstrere, at deres krav om en folkeafstemning ikke var 'valgflæsk'. I et folkestyre er der al god grund til at inddrage folket i en så vigtig beslutning. Det er ikke troværdigt, hvis DF og NA løber fra deres krav på det punkt.

Om orner og andet griseri

Thomas Clasen, vinavler, Harpelunde

Vi konstaterer med bedrøvelse, at Ornen er kommet ud i noget griseri og derfor ikke kan lade høre fra sig længere.

Men vi håber, at det igen giver plads til stribet flæsk fra det Nyk.F.alsterske - nu bare en enkelt gang om ugen; spæk for sig og snot for sig.

Vi kan, igen, med bedrøvelse konstatere, at herude, hvor fedtprocenterne (de humane) og sukkerprocenterne (i roerne) ikke findes højere i Dronningeriget; herude hvor Danmarks rødeste by lå, indtil langt efter værftet lukkede, og hvor arbejdsløshedsprocenten derefter var dobbelt op med resten af Riget; selv ikke her kunne mønstres et flertal for De Røde Lejesvende.

Svinestien ligger måske nok i provinsen men ikke så langt ude som Vinmarken. Vi ser med milde øjne på både Ornens og hans slægtnings udgydelser.

Vinavleren nøjes med at avle vin; druerne er blå, men vinen bliver på forunderlig vis rød.

Inf. og Latinamerika

Bjarke Madsen, København

Inf. ignorerer fortsat venstrebølgen i Latinamerika. Vi har ikke hørt om regionens integrations-bestræbelser eller om de politiske reformer i f.eks Bolivia, Ecuador og Venezuela. Men Inf. har nu øjnet en splittelse i Venezuela, og avisen gør derfor et stort nummer ud af en tidligere minister/generals undsigelse af forfatningsændringerne i artiklen 'Hugo Chavez' reformer møder stadig hårdere kritik' fra den 13. ds. Artiklen indeholder også to faktuelle fejl. Det er ikke parlamentet, men befolkningen, som endeligt skal vedtage forfatningsændringerne den 2. december. Chavez forventes at vinde stort. Inf. har heller ikke belæg for at beskylde Chavez-sympatisører for at stå bag drabet på to demonstranter.

Tværimod har højrefløjen tidligere begået drab/terrorhandlinger, som Chavez-tilhængere i første omgang fik skylden for. Militærkuppet i 2002 blev retfærdiggjort pga nedskydningen af demonstranter. Filmen The revolution will not be televised dokumenterede bedraget. Tilsvarende med drabet på tre unge soldater og bombeat-tentaterne mod Spaniens og Columbias ambassader i 2003. Må vi bede om bedre kildekritik for fremtiden.

Bestemmer HTS på TV2?

Erik Boeck, Frederiksberg

I November 2006 kritiserede TV2's administrerende direktør Per Michael Jensen på TV2 Jens Rohde, som først den 1. Januar 2007 udtrådte han af folketinget. Han var altså endnu ikke ansat hos TV2.

Per Mikael Jensen kritiserede offentligt folketingsmedlem Jens Rohde fra Venstre for udtalelser om Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt. Medlem af TV2's bestyrelse Gina Øbakke kritiserede også i samme tv-udsendelse Jens Rohde for disse udtalelser. Hun er tidligere socialdemokratisk borgmester i Stevns Kommune.

Jens Rohde har ikke fejlet. Han var som medlem af folketinget kun bundet af sin overbevisning. Det fremgå klart af Grundlovens § 56.

Ja. Det er et spørgsmål om TV2's troværdighed. Skal Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt fremover bestemme, hvad TV2 skal bringe og ikke bringe?

Jens Rohde er nu blevet fyret med en besynderlig begrundelse.

Gode råd

Tine Madsen, Vordingborg

Tillykke til SF, Socialdemokratiet og De Radikale for en flot valgkamp!

Forhåbentlig får vi nu en samlet og slagkraftig opposition frem til næste valg. Jeg stemmer SF men tror på Helle Thorning-Schmidt som Danmarks næste og første kvindelige statsminister!

Det undrer mig meget, at Dansk Folkeparti igen er gået frem. Pia Kjærsgaard slipper af sted med at fremstå som en fortaler for de svageste og mest utrygge i samfundet. Det er hun ikke! Hun støtter en regering, der fører en politik der belaster og udmarver det offentlige system. Til skade for både de ansatte og de, der har brug for støtte og behandling.

Jeg vil opfordre oppositionen til at gå mere i clinch med Dansk Folkeparti. Det er en dårlig strategi, når de Radikale Venstre siger, at de vil holde DF uden for indflydelse. Det provokerer. DF er nu landets tredje største parti og repræsenterer rigtig mange vælgere.

Gå til dem! Overbevis dem om, at DFs skræmmekampagne om udlændinge bygger på et helt forkert grundlag både faktuelt og menneskeligt. Overbevis dem om, at Pia Kjærsgaard og co. ikke taler de svageste sag.

Og kæmp for en afstemning om den nye EU-traktat, så vi kan få mere åbenhed om EU. Jeg tror, der er mange, der stemmer på DF, der lige så godt kunne stemme på Socialdemokratiet, hvis I kunne få dem i tale.

Menighedsblad

Geoffrey Cain, Hellerup

Læserbrevene i Information kunne lige så godt være skrevet af samme person, og avisen er tydeligvis et samlingssted for en klæg, rød masse uden andre nuancer. Kort sagt et meninghedsblad for de hellige. Er I virkelig tilfredse med det?

Lille Haiku

Eva Kjeldsen, København SV

Koldt ligger landet

vindene Fogh og Pia

blæser uhumant

Uden talerør ingen taburetter

G. Petersen, Hornslet

Hvis en borgerlig politiker vågnede op en morgen og opdagede, at der kun eksisterede socialistiske medier, ville han/hun ikke drømme om at begynde at agere politisk. Ingen ville kunne overbevise den borgerlige politiker om, at de socialistiske medier ville give politikeren nogen som helst chance. Al indsats ville derfor blive 100 pct. koncentreret om at skaffe sig et loyalt talerør mod offentligheden. Først når det var på plads, ville den borgerlige politiker begynde at agere politisk.

De 2 borgerlige formiddagsaviser har eftertrykkeligt overbevist arbejderen om, at Pia Kjærsgård er arbejderens eneste ven. Der eksisterer ingen medier, manden på gaden gider læse, der kan/vil modsige denne påstand. Ergo forbliver den uimodsagt - også ved næste valg og næste igen !

EU forværrer klimaet

Jakob Lindblom, Folke-bevægelsen mod EU, Århus

Mandag den 12. november havde Erik Boel fra Europabevægelsen et svar til mig i Information, hvor han roser EU's klimapolitik med henvisning til, at man har vedtaget en CO2-reduktion på 20 procent. Nu er der ikke noget nyt i, at Erik Boel roser EU eller, at EU vedtager pæne erklæringer. Problemet er blot, at disse sjældent følges op i praksis, tværtimod! Det så vi med Kyoto-protokollen, som blev vedtaget med megen selvros til EU, men som nu ti år efter stadig ikke opfyldes af EU-landene. Og vi har set det med de klimamål, som Boel nævner, hvor EU har vedtaget 20 procents CO2-reduktion på trods af, at alle eksperter, inklusiv EU's egne, anfører, at der skal mindst 30 procents reduktion til.

Endelig er der adskillige eksempler på, at EU direkte forværrer klimaproblemerne med sine politikker. Det gælder bl.a. indførelsen af straftold på billige elsparepærer fra Asien, rejsecirkuset i parlamentet fra Bruxelles til Strassbourg, der medfører en massiv CO2-udledning, og den nye trafikaftale mellem USA og EU fra marts i år, der ifølge Kommissionen selv vil betyde 26 millioner flere rejsende over Atlanten i aftaleperiodens fem år. Eftersom flytrafikken er en af de store syndere i klimaproblematikken, så er EU endnu engang en del af problemet, når vi snakker klima.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her