Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
23. november 2007

EMMY og NY

Peter Thorsboe, Frederiksberg

Det er altid en fornøjelse at læse Kristen Bjørnkjær. Osse når han skriver om DR i New York og al halløjet omkring EMMY-prisen. Men når han skriver, at DR sagligt set kunne have nøjedes med at sende salgschefen, er det usagligt. Alt andet lige er EMMY en kunstnerisk pris, der tildeles tv-seriens forfatter/forfattere og producent. Det kommercielle udkomme er en mulig sidegevinst, og lige som ved alle andre priser, helt uforudsigeligt. At sende salgschefen, vil svare til at et forlag sendte marketingschefen for at modtage en skønlitterær pris.

Mest ringe

Bente Rosenbeck, København

Dette kunne være ugens mindste læserbrev. Hvad skal vi med et anmelderpanel på 28, hvoraf de fleste er mænd? Men nu jeg er i gang, får I lidt mere.

Ikke engang vores nuværende regering eller videnskabsminister kunne finde på at gøre det så ringe, som 'den mindst ringe avis'. Her er minimum som regel en tredjedel kvinder, et ringe mål, som Information end ikke kan nå i år 2007.

Engang var livet for kort til kvindehåndbold, nu er livet for kort til 'bare' mandlige anmeldere. Så ved først kommende lejlighed siger jeg farvel og tak. Og til andre læsere, som har det som mig, kan jeg oplyse, at Berlingske Tidende, som den eneste avis, har en eksplicit politik med at få flere kvindelige anmeldere og journalister. Så gør som mig, skift 'den mindst ringe' ud med noget bedre. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle abonnere på den avis, men det kan man blive nødt til, for at få noget der er lidt mindre ringe end Inf.

Lektielæsning

Gry Möger Poulsen, DGS, Kbh.

Brugen af lektier i uddannelsessektoren skal reformeres - og i den forbindelse må de nuværende undervisningsformer nødvendigvis også reformeres.

Alfie Kohns nye bog, der dokumenterer store problemer med brugen af lektier i den vestlige verdens uddannelsessystem, nedbryder ideen om terperi og lektiebyrder, som den ideelle vej til høj faglighed for alle. I stedet understreger hans resultater, at lektier - som de bruges i dag - fastholder den sociale arv og ikke skaber dygtigere elever.

Derfor er der brug for, at vi nu i Danmark går forrest og reformerer brugen af lektier. Lektier forstået som øvelse, træning og selvstændigt arbejde skal integreres i undervisningen og i de pædagogiske overvejelser.

I dag er lektier i høj grad noget, der kører sideløbende med den resterende undervisning, og elever fra ikke-boglige hjem er fuldstændig overladt til sig selv. Det vil også sige, at læringsprocessen i forbindelse med lektier er isoleret til at foregå, når man sidder derhjemme med sig selv. Denne proces burde sættes i centrum og integreres i undervisningen. Ellers forringer vi mulighederne for at bekæmpe den sociale arv, som lever i bedste velgående, f.eks. får børn af akademikere 1,5 karakter højere i gennemsnit til folkeskolens afgangsprøve end børn af ufaglærte arbejdere.

Det er blevet foreslået, at problemet løses via lektielæsningen i SFO-ordningerne. Den løsning er dog langt fra tilstrækkelig. Der skal en retænkning af lektier og undervisningsformer til således, at lektier bliver en del af undervisningen. Derudover skal der prioriteres ressourcer til lektiecafeer og lærertimer, så vi får mere tid til den enkelte elev.

Tak

Birthe Kruse, Odder

Med overskriften 'Medmenneskelig lavkonjunktur' den 20. november vil jeg gerne sige tak til Peter Rasmussen, Aalborg, som meget præcist rammer ind, hvad jeg gerne ville have bidraget med til rubrikken Læserbreve.

Moralens vogter

Per Diepgen, Halskov

Is der smelter, temperaturer der stiger, klimatopmøder, Kyota for de store lande. Vi må gøre noget, siger miljøministeren, men hvad vil hun gøre?

Det seneste er, at hun er nået til synteser, og man mindes Søren Kierkegaards bemærkning om det hegelske system - man tager kling og dertil klang og har så klingklang. I 40'erne undslap fra myndighederne en plakat med billedet af et skovsvin på en grøftekant, og i dag sviner vi alligevel mangefold mere. Ministerens spareforslag overfalder os hver især med en ny moralsk oprustning, som om den enkelte kan redde en skrantende jordklode. Spørgsmålet er, om hun kan gøre noget, måske forbyde flytrafik, måske hæve benzinafgiften til 100 kr. literen, næh ingenting, bortset de gængse tekniske lapperier, løsninger til gavn for erhvervslivet.

Talernes tid er forbi, og tiden for forhøjede diger og digitale vandstandsmålere er forpasset, nu gælder det en plan B, der kan imødegå de store flygtningevandringer, hungersnød og krigsterror.

Nej til tortur

Søren Blaabjerg, Hørning

Vi må aldrig tolerere tortur under nogen form og med nogetsomhelst påskud, som en læser ellers foreslår, bl.a. fordi: For det første er det mest betryggende med et internationalt anerkendt retssystem, frem for at alle og enhver selv kan vurdere ud fra "hensigten helliger midlet", hvor grænserne går.

Dette 'jesuitermoral-princip' åbner nemlig en ladeport for alskens uhyrligheder: historisk f.eks. autodafeerne, Holocaust, Gulag, Hiroshima, Abu Ghraib osv.osv..

Vores egen statsminister har forresten selv benyttet princippet skamløst, nemlig dels i forbindelse med løgnene omkring begrundelsen for at deltage i den amerikansk ledede Irak-krig, dels i forbindelse med selve deltagelsen den folkeretsligt set ulovlige Irak-krig, angiveligt af hensyn til det højere mål at befri Irak og verden for tyrannen Saddam Hussein.

For det andet skal vi ikke tillade nogen form for tortur-infami, fordi man aldrig kan være sikker på, at de torturerede fortæller sandheden. Måske tilstår de noget, de aldrig har gjort blot for at slippe for flere pinsler, maske angiver de andre, som heller ikke har gjort noget ulovligt. Tortur kan altså medføre justitsmord i lange baner og har givet gjort det mange gange.

Seks kvm.

Kathrine Tschemerinsky Lund- Kirkeby og Andreas Pinstrup Jørgensen, København

Bag Asistensens gule graffitigraverede mur findes et åndehul. Med sine nydelige gangstier og klimakvælende ligusterrækker udgør kirkegården et refugium for Nørrebros folk.

Op og ned ad snorlige gangstier kan man bevæge sig i egne tanker eller sammen med andre. Hvis man standser op opdager man, at ligusterkasserne viser sig at være små matrikelnumre for de døde, som hver især prøver at overstråle hinanden i prang og størrelse.

Små fine ligusterhække og granitmure skiller hvert gravsted som for at forhindre nabofejder i det hinsides, og små låger forhindrer uvelkomne i at besøge den afdøde uden invitation.

Hvorfor bistår den private ejendomsret den almindelige dansker selv i døden? Man kan spørge sig selv om afdøde mindes bedst ved hjælp af kolde granitklumper fra Sverige og en halvvissen pelargonie fra planteskolen.

Assistenskirkegården er lige nu et rum for de levende ejet af de døde. Vi forslår; glem tanken om at spilde Københavns fineste muldjord med seks kvadratmeter liguster og kold granit når vi dør og benyt i stedet Assistenskirkegården som almennyttig nyttehave for byens beboere. Da vil pladsen både gavne de levende og de døde.

Græd ikke

Marianne Wiltrup, Frb.

Kære Orne og Andenvikar.

Kom igen og græd ikke mere, for husk:

Et sted i en fjern og glemt provins,

hvor den sidste mand er først,

i en fjern og glemt provins,

hvor en mand kan føle tørst,

- derfra skal brillerne pudses, kuglerne støbes og sejren vindes!

© TV2, Kipling og MWiltrup

Utidigt?

Therkel Stræde, København

Oppositionen krænker ikke 'den danske arbejdsmarkedsmodel' ved at kræve højere løn til de offentligt ansatte. De offentligt ansattes arbejdsgiver er det offentlige, dvs. regeringen. Fastlæggelsen af regeringens lønpolitik overfor sine ansatte sker politisk, og det er oppositionens pligt at forsøge at præge denne politik, f.eks. i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

'Den danske model' handler om, at løn- og arbejdsforhold i princippet aftales frit ved kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, og at staten kun undtagelsesvist griber ind og gør et overenskomstforslag til lov. Der har været mange undtagelser i tidens løb, men princippet gælder ligefuldt.

'Den danske model' handler ikke om, hvordan det offentlige som arbejdsgiver før overenskomstforhandlingerne finder frem til sine prioriteter og sit overenskomstforslag. Det sker efter det parlamentariske demokratis normale spilleregler, og dem følger oppositionspartierne til punkt og prikke, når de nu rejser krav om lønløft til offentligt ansatte.

Når Weis kalder dette 'utidig indblanding', åbenbarer han en forbavsende uvidenhed om arbejdsmarkedssystemets grundstrukturer - eller har han lyttet for ukritisk til statsministerens misinformation?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu