Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
21. november 2007

Forkert og forkortet

Henrik Okkels, Hornslet

Mads Qvortrup skriver nekrolog 'Hvor helvede er himlen?' over Normal Mailer forleden og lægger ud med afslutningen på J. P. Jacobsens Niels Lyhne.

Men hvorfor i alverden kalder Qvortrup romanen det tegneserieagtige 'Niels Lyhn', og hvorfor skal Jacobsen citeres forkert?

Romanen ender sådan her: "Og endelig døde han da Døden, den vanskelige Død." (J. P. Jacobsen, Samlede Skrifter, 3. udgave, Gyldendal 1899, side 267). Qvortrup skriver: "Så døde han da døden. Hin vanskelige død." 'Hin' lyder godt nok vældig 1800-talsagtigt, men sådan skrev Jacobsen altså ikke.

Og så synes jeg, Qvortrup karakteriserer Mailers The Armies of the Night (1968 - ikke 1969!)) alt for summarisk: Den er ikke kun en antikrigsbog, men handler lige så meget om amerikansk udenrigspolitik, USA's rolle i verden, om at blive midaldrende, om ægteskabet, om at skrive, om forholdet mellem skrift og virkelighed, om totalitarisme, aktivisme, frygt, magt, vold etc. - og i virkeligheden måske mest om den amerikanske skizofreni, altså den smertefulde dobbelthed, som allerede Gunnar Myrdal beskrev i 1944 i An American Dilemma - modsætningen mellem ideal og virkelighed, selvbedraget, som også i dag er centralt, fordi USA begrunder sine grusomme handlinger med de smukkeste mål.

Venezuela-dækning

Mads Lund Mikkelsen, Risskov

Informations dækning af begivenhederne i Venezuela den sidste måned har været under al kritik. I en artikel den 13. november redegør avisen for den stigende kritik af Chávez proklamerede ny forfatning. Man kan i artiklen læse, at Chávez tilhængere skulle have skudt og dræbt to uskyldige oppositionsdemonstranter efter kampe i det indre Caracas. Demonstrationen beskrives endvidere som ovenud fredelig.

Disse oplysninger er direkte forkerte og kan tilbagevises af øjenvidner. I virkeligheden var situationen en ganske anden. En gruppe voldelige oppositionstilhængere gik efter demonstrationen til angreb på et universitet, der er kendt for sin høje koncentration af Chávez tilhængere. De studerende barrikaderede sig på universitet i et forsøg på at undgå at blive lynchet af oppositionstilhængerne. Artiklen påstår, at to blev dræbt under optøjerne. Det er forkert, ingen blev dræbt, men ni studerende blev såret under angrebet. Disse fakta understøttes af videooptagelser og øjenvidneberetninger.

Det ville klæde Information at hente oplysninger af så vital karakter hos andre kilder end Ritzau. Den kritiske distance til de internationale bureauer mangler helt. Siden hvornår er Information blevet Danmarks pendant til Fox News?

Alt over styr

Lars Franyó, HB-medlem af Liberalisterne

Et skattestop er - når alt kommer til alt - et mindre onde end skattestigninger og derfor kunne man dag for dag se under valgkampen se vende tilbage til VKO, fordi Ny Alliance ikke ville fortælle om en stemme på dem i sidste nede ville gå til en ny socialdemokratiskledet regering. Vælgerne vidste jo godt at 'Socialkammeraternes' velfærds-udspil ville blive en dyr affære - og pengene vil kun kunne hentes ét sted: Hos skatte-yderne.

Aldrig tidligere har man set et nyt politisk parti sætte alt over styr og kun med nød og næppe redde sig over spærregrænsen. I Liberalisterne blev vi ikke overraskede over, at det ville gå, som det gik. Liberalisterne vil ubetinget pege på en borgerlig/liberal ledet regering uden dronningerunder.

Siden 1950'erne er skatteskruen kun blevet drejet én vej: Op! Det vil Liberalisterne gøre op med. Vi har alle fået en velstand, der tidligere kun var den absolutte overklasse forundt. Derfor mener Liberalisterne, at tiden er inde til at vende bøtten rundt og stille spørgsmålet om, hvor meget samfundet kan kræve i skatter og afgifter. Som et forsigtigt udspil har vi bl.a. foreslået en flad skat på 38 pct. Vel at mærke uden risiko for, at der ikke vil være penge hospitaler, skolerenoveringer og ordentlige lærerkræfter eller risiko for at pensionisterne skal vente forgæves på hjemmehjælperen.

Som alle ved: Man har mere respekt for sine egne penge end for de 'gratis' tilbud, de øvrige partier tilbyder vælgerne. Derfor vil Liberalisterne fortsat spørge om en given offentlig udgift er en samfundsmæssig nødvendighed eller om folk bør betale af egen lomme.

Vælgernes reaktion - indtil NA kom i off-side - er ikke til at tage fejl af: Skatter og afgifter i Danmark skal bringes markant ned. Liberalisterne er garant for, at der ved næste folketingsvalg vil være det frie valg for borgerne, uden at det bliver naboen, der kommer til at betale.

Veluddannede strømmer ind

Inge Bruhn Thomsen, centerdirektør Udlændingeservice

Formanden for DM, Ingrid Stage, kritiserer Udlændingeservice i Information den 12. november for at "trække visumsager i langdrag" for forskere og for at "sætte barrierer op" for, at ægtefællerne kan følge med til Danmark. Stage reagerer på baggrund af medieomtale af en konkret sag om en pakistansk forsker, hvis ægtefælle fik afslag på opholdstilladelse.

Det er ganske enkelt helt forfejlet at tro, at vi i Udlændingeservice skulle have motiver om at bremse indvandringen af arbejdskraft. Tværtimod anser vi det for at være en af de allervigtigste opgaver at hjælpe danske virksomheder med at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det gør vi ved at behandle ansøgningerne inden for faste, korte frister (servicemål) og ved hele tiden at være i tæt dialog med erhvervslivet om, hvordan vi kan gøre det endnu lettere.

Jeg synes også, at tallene taler deres eget tydelige sprog. På forskerområdet lever Udlændingeservice op til de nye servicemål, vi meldte ud i august. På jobkortordningen holder vi målet på 30 dage i 93 pct. af sagerne - halvdelen klares på to uger. På forretningsvisum er vi nede på 12 dage for de enkle sager, betydeligt hurtigere end servicemålet.

I de første 10 måneder af 2007 har Udlændingeservice allerede givet opholdstilladelse til 450 forskere, og det er 100 flere end i hele 2006. Inden for de sidste to år er der givet ét afslag. Der er også givet flere tilladelser til ægtefæller i de første 10 måneder af 2007 end i hele 2006. Under tre pct. af ægtefællerne fik afslag på opholdstilladelse i 2006 og 07.

I øvrigt handler kritikken fra den pakistanske forsker ikke om procedurerne i Udlændingeservice. Forskere kan uden problemer få deres ægtefælle med til Danmark, og det kræver blot, at deres ægteskab er gyldigt efter danske regler. Det er da også stort set alle, som får ægtefællen med.

Håndtasker

Nina Wegener, København NV

Mange seje kvinder har efterhånden kæmpet sig op til politiske topposter, men stadig skal deres politik beskrives ud fra deres køn og vi skal høre om håndtasker, talende kavalergange og matchende garderober. Senest skriver Rune Lykkeberg (Information 18. november) hvordan "Thorning og Vestager stod som to veninder fra Nord-sjælland, fnisende og intime som efter en lykkelig shoppingtur til London."

Hvorfor ikke som to erhvervsledere, der griner smørret over de seneste børsnoteringer? Nåh nej, selvfølgelig ikke, for så ville det jo ikke være en kønsstereotyp, men bare bare den almindelige 'kønsneutrale' mandlige politiker, der blev fremstillet i en verden, hvor mand stadig er man.

Anseelse mig her og der

Birk Keller, Nørrebro

Folketinget skal have ny formand efter Chr. Mejdahls fratræden umiddelbart før valget.

Stillingen er rigets fornemste, og almen anseelse (læs troværdighed & ærlighed) blandt tingets medlemmer er første og vigtigste forudsætning.

Straks poppede en selvbestaltet Helge Adam Møller op og meldte sig til jobbet på de konservatives vegne. Noger naivt af krigsmageren. Herefter blev den kvalificerede Marianne Jelved bragt i forslag af RV, og Svend Auken med sine mange år på tinge - de store nederlag og største sejr som miljøminister - blev også bragt på bane.

Men se statsministeren har brug for en rokade. Derfor affejede han smart fredag formiddag pressen i korridoren uden for det allerhellligste, og minsandten om han ikke allerede senere samme dag bringer finansminister Thor Pedersen i spil, som endnu ikke har givet anledning til kommentarer fra nogen på 'Borgen'.

Hvad mon de 1.025.157 stemmeberetigede borgere siger? TP nyder i hvert fald ikke min anseelse med hans fiflerier og fusk med boligadressser for at 'snyde' skattevæsenet. En sag, der bragte ham en enorm næse !

Røde læserbreve

Geoffrey Cain, Hellerup

Tydeligt indigneret over min påstand om at læserbrevene i Information kunne være skrevet af samme person, opfordrer Hans Houmøller fra Rødovre den formastelige Mr Cain til at komme med eksempler på dens slags, "hvis han kan og tør!" Ja gerne. Jeg har kigget på læserbrevene fra 20. november - dagen for hr. Houmøllers indlæg - og fundet tre neutrale, et borgerligt og fem røde breve. Med hr. Houmøllers brev er der seks.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her