Kommentar

Menneskeforædling

Og hvorfor vi ikke skal frygte morgendagens 'overmenneske'
Debat
14. november 2007

Jeg har en tilståelse: Min onkel er en cyborg, og min tante er et Frankenstein-monster sat sammen af forskellige kropsdele. Det er ikke til at tro det, når man ser dem, for de køber ind i supermarkedet og har deres yndlingsudsendelser i tv som alle andre. Og nå ja, jeg selv kære læser, er et superopgraderet overmenneske med immunitet over for sygdomme, som har dræbt millioner af vore artsfæller.

Nej, jeg er ikke blevet skør, jeg forsøger blot at påpege, hvordan lægevidenskabelige fremskridt, som først blev anset for rene science fiction-tosserier, siden er blevet anerkendt af alle som velsignelsesrige og livgivende. Min onkel har en pacemaker, hvilket gør ham til en levende blanding af kød og maskine. Sluk for maskinen, og du slukker for ham. At min tante stadig er her, kan hun takke hjertetransplantation for, og angår mig selv har jeg opnået min omfattende immunitet i kraft af et halvt dusin vaccinationer imod dødbringende sygdomme.

Hver eneste af disse livsreddende teknologier blev angrebet af biokonservative mørkemænd med religiøse stridskræfter i spidsen, da de i sin tid blev indført, med påstande om, at de var 'naturstridige' og 'umoralske'.

Jeg bringer dette på bane, fordi der atter er udbrudt en af de jævnligt tilbagevendende bataljer mellem forsvarere af medicinsk innovation og deres modstandere. Det begyndte for to uger siden med et musebrøl. Forskere i Ohio havde skabt en Mighty Mouse, der løber som en olympisk atlet, lever længere end sine søskende og parrer sig, til den styrter. Og dette gjorde de ved blot at ændre på et enkelt gen i musefostret.

I de kommende tiår vil vi blive konfronteret med mange lignende teknologier, der kan gøre det muligt at forbedre menneskelivet radikalt. Det bliver stedse lettere for forskerne at ændre på generne i menneskefostres stamceller - ændringer, der har virkninger for alle efterfølgende generationer. Nye reagensglasteknologier skaber helt nye modifikationsmuligheder, således at den naturlige udvælgelses langsommelige proces bliver afløst af en hurtigere og bevidst styret udvælgelsesproces.

Perspektiverne er svimlende: For blot at fremhæve et par er professor David Baltimore i Californien i gang med at genmodificere menneskelige celler, så de potentielt kan udvikle resistens imod hiv og cancer, mens professor Gregory Stock har forsket i mulighederne for at skabe genetiske 'supplementer' til menneskefostre, som vil kunne resultere i mere intelligente og længere levende mennesker.

Transhumanister

Desværre har ekstremister kapret denne vigtige debat. På den ene side står de såkaldte transhumanister, herunder en gruppe California-forskere, hvis mål er at bruge nye teknologier til at skabe en ny slags overmenneske. Max More, en ledende transhumanist, skrev for nylig et brev til 'Moder natur': "I sandhed er vi glade for, at du har skabt os. Utvivlsomt gjorde du dit bedste. Med al respekt må vi imidlertid påtale, at du har sjusket med dit håndværk. Du har skabt en menneskelig konstitution, der gør os sårbare over for sygdomme, og du har pålagt os at ældes og dø, når vi endelig har nået visdommens år. Derfor har vi besluttet, at det er på tide, at vi selv tager det i vores hænder at forbedre den menneskelige konstitution."

Fjender af de nye teknologier har stirret sig blinde på transhumanisterne. Det gælder blandt andre historiefilosoffen Francis Fukuyama, som sidder i George Bushs panel for etik og herfra kræver reelt ophør for al yderligere forskning på dette felt. For som han siger: Hvis vi begynder at forandre morgendagens menneske til noget højerestående, "hvilke rettigheder vil vore egne skabninger så gøre krav på?"

Vi behøver en anden indfaldsvinkel til denne debat, så vi kommer ud over at skulle diskutere, om vi ønsker at skabe en ny menneskeart. Vi bør i stedet fokusere på, hvad der gør mennesker lykkeligere, klogere og giver dem et længere liv og bruge alle teknologier i denne tjeneste. Skulle slutresultatet blive, at vi avancerer så radikalt, at vi bliver til 'posthumane' overmennesker, der ser tilbage på vor nuværende tilstand som på en slags aber, må det være sådan. Men vi bør ikke sætte dette som målet.

Fukuyama og andre biokonservative insisterer på, at det er altafgørende at fastholde den menneskelige cellelinje i dens nuværende form, fordi denne afspejler vores evige, prædeterminerede menneskelige 'essens'. Pil ved denne, og du piller ved selve kernen af, hvem vi er. Men disse biokonservative burde kaste deres Platon bort og i stedet læse Darwin. Dette vil kunne belære dem om, at der ikke gives noget en gang for alle fastlagt 'vi'. Den menneskelige cellelinje vil altid være underkastet evolution og forandring. Evolutionsbiologen Richard Darwin anskueliggør dette med et smukt billede: Forestil Dem en kvinde, der lever i dag, der holder sin datter, der står på en af Afrikas bredder, i den ene hånd og sin mor i den anden, der igen holder sin mor i hånden og så fremdeles tilbage i den fjerne, fjerne fortid. Man skal så blot en 400-500 km ind i Afrika, før denne menneskekæde når frem til vores abeforfædre. På hvilket punkt i kæden er det, at den mystiske menneskelige 'essens' dukker op?

Spørgsmålet er altså ikke, om den menneskelige cellelinje skal udvikle sig, men om vi ønsker, at dens udvikling skal være tilfældig og arbitrær eller vi selv skal overtage styringen af, hvad vi gerne vil være.

Andenklassesborgere

De biokonservative har dog én legitim bekymring. Nogle af dem frygter for, at menneskeheden som i H. G. Wells Tidsmaskinen skal spaltes i en overklasse af forædlede overmennesker og en underklasse af svigtede andenklassesborgere. Vist er dette en reel fare, men løsningen er ikke generelle forbud. I dag har vesterlændinge adgang til proteasehæmmere og vaccinationer, som millioner i Afrika er afskåret fra. Vi reagerer ikke ved at forbyde disse behandlinger i Vesten, men ved at gå i brechen for, at de udbredes til resten af verden.

Om et århundrede vil nye generationer af klogere, sundere mennesker kunne se tilbage på vor tids 'bio-ludditer', som ønskede at holde deres slags nede, med samme foragt, som den, hvormed vi i dag betragter den åndsformørkede pøbel, der smadrede Gallileos teleskop. Lad dog Mighty Mouse løbe frit ind i en bedre verden!

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her