For socialdemokraterne blev folketingsvalget både en positiv og negativ oplevelse.
Selve valgkampen var løfterig på den måde, at humøret blandt de aktive partimedlemmer var højt. Troen på, at det nok skulle lykkes at få Anders Fogh Rasmussen og hans regering vippet af pinden, var markant til stede. Med til at løfte humøret var også en glæde over, at Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt formåede at samle oppositionen bag hendes kandidatur som landets kommende statsminister. Det var for socialdemokraterne en bekræftelse på, at hun har de nødvendige lederevner.
Men trods en valgkamp, der i store træk blev oplevet og omtalt som succesfuld tabte S alligevel stemmer og mandater, og det var for tredje gang i træk. Socialdemokraterne er stadig meget langt fra magten, og man hænger fast i en historisk lav vælgertilslutning. Hvorfor blev valget så dårligt for partiet?
Det er der utvivlsomt flere årsager til. Men blandt de væsentlige er det forhold, at fagbevægelsen ikke længere markerer sig som en del af den socialdemokratiske bevægelse. Under den afgåede LO-formand Hans Jensens ledelse er ikke blot den økonomiske støtte hørt op. Han har også lukket de holdningspolitiske kurser på LO-skolerne og fjernet det faglige politiske sekretariat. Det har medvirket til, at socialdemokraterne nu slet ikke kan matche de annoncekroner mm., som de borgerlige partier har til rådighed, og - endnu vigtigere - at partiet under en valgkamp ikke længere kan mobilisere et bredt korps af loyale tillidsrepræsentanter ude på de danske arbejdspladser, tillidsrepræsentanter som kan engagere ved at tage klar politisk stilling. Der bliver ikke længere ført effektiv valgkamp på arbejdspladserne, for man er bange for ikke at være 'neutral'.
Hans Jensen har været en populær LO-formand i det borgerlige Danmark, og forleden blev han ved sin afskedsreception hyldet af statsministeren og af erhvervslivets og finansverdenens topfolk. For socialdemokraterne har han været en katastrofe.
Det historiske sammenhold mellem parti og fagbevægelse - solidariteten, arbejdsdelingen og følelsen af at være en del af en samlet bevægelse til gavn for almindelige lønmodtagere - er ikke længere eksisterende, og i den netop overståede valgkamp har fagbevægelsens centrale ledere reelt været fuldstændig usynlige.
I Danmark må det tunge erhvervsliv og de markante erhvervsledere gerne vedkende sig deres partipolitiske tilhørsforhold, hvorimod det nærmest er blevet forbudt for fagbevægelsen at markere sig partipolitisk. I bestræbelserne på at sætte en kile ind mellem S og fagbevægelsen, har det borgerlige Danmark fået god støtte af SF's og Enhedslistens faglige aktivister, som har kæmpet for at ophæve fagbevægelsens socialdemokratiske tilhørsforhold, og det er nok den egentlige årsag til, at de faglige ledere har iklædt sig neutralitetens kåbe.
Kontraktpolitikken
De politiske signaler, markeringer og udspil før og under valgkampen har utvivlsomt også spillet en rolle, men det er - i hvert fald endnu - meget svært at sige, hvilke forhold der i særlig grad har haft betydning for vælgerne. Men som en generel betragtning vil jeg sige, at Socialdemokraterne nok i længden skal passe på ikke at blive indfanget helt af regeringspartiernes såkaldte moderne måde at føre politik på: Kontraktpolitik, hvor det afgørende bliver, om man kan formulere nogle let kommunikerbare løfter, som man så kan 'holdes op på'. Faren er, at vælgerne bliver reduceret til politiske forbrugere, der skal 'købe' en politisk vare. Det er guf for de hurtige masemedier, og det er fint for samfundsbevarende partier som den nuværende regeringsblok, men for et virkeligt samfundsudviklende parti som Socialdemokraterne kan det være et problem. Man så da også i valgkampen, hvordan Venstre med statsministeren i spidsen på den ene side angreb socialdemokraterne og den øvrige opposition for ikke at 'skabe klarhed' om sin politik og på den anden side - når de så gjorde det - angreb dem for ikke at være til at stole på! Først pisser de på os, og bagefter siger de, at vi lugter, som Svend Auken engang sagde. Det kan være farligt især for et parti som Socialdemokratiet, hvis vælgerne vænnes af med at forholde sig til de store langsigtede linjer i politikken og dermed til de mere dybtgående forskelle mellem partierne.
Brug for omtanke
Nu skal socialdemokraterne så igennem en ny periode i opposition, og hvordan bør den så håndteres?
Det spørgsmål er der ikke et enkelt svar på, og kun ét kan man sige med sikkerhed: Der skal handles med omtanke, for det bliver alt andet end let.
Som udgangspunkt er det vigtigt at slå fast, at Socialdemokraterne skal fremstå som et alternativ til den siddende regering. S må ikke være lig med regeringen plus/minus 10 procent. Og erfaringen synes at vise, at det i sidste ende er det politiske indhold, der virkelig bider på vælgerne. Dette betyder, at forlig mellem S og regeringen kun bør indgås i de tilfælde, hvor der overordnet set er et interessesammenfald, og hvis regeringen er parat til at give de nødvendige indrømmelser, så der bliver synlige socialdemokratiske fingeraftryk.
Skønt valgets resultat var, at VKO-flertallet fortsat eksisterer, er der ingen tvivl om, at det er en svækket regering, der fortsætter. Flertallet er snævert, og valgets nettoresultat var jo trods alt, at regeringsblokken mistede fem mandater til en højre-midte, der ønsker at minimere DF's indflydelse. Og der er god grund til at tro, at Anders Fogh vil være interesseret i at søge brede løsninger på de centrale politikområder, også fordi det altid vil være en fordel for ham og for regeringen, hvis Socialdemokraterne 'sovses' ind i et medansvar for de valgte løsninger.
Det er klart, at Anders Fogh Rasmussen får brug for S, når EU-reformen skal godkendes, og når EU-forbeholdene skal til afstemning. Her er der overordnet set et interessesammenfald, og Socialdemokraterne har en klar interesse i at nå til enighed med regeringen om, hvordan disse spørgsmål skal tackles. Det samme gælder i et vist omfang de store udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, herunder en fastlæggelse af rammerne for den danske indsats i Afghanistan og i Irak. Alligevel er der tale om politikområder, hvor det ikke er uproblematisk for socialdemokraterne at forlige sig med de borgerlige partier.
Svært kompromis
Under valgkampen annoncerede Anders Fogh Rasmussen, at han vil arbejde for et nationalt kompromis om asylpolitikken. Det lyder jo godt, og Socialdemokraterne må også være interesseret i et sådant kompromis. Men hvordan det skal kunne opnås, er ikke let at få øje på.
I spørgsmålet om en kvalitetsreform af den offentlige sektor er der enighed mellem partierne om mange af målene, men absolut ikke om midlerne og finansieringen. Både statsministeren og Pia Kjærsgaard forsøger at omfavne Socialdemokraterne med sød tale. Og der er nok ingen tvivl om, at det for Pia Kjærsgaard er mere interessant at sidde sammen med Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne og diskutere kvalitetsreform, jobplan og finanslov end at sidde sammen med Naser Khader og Ny Alliance og diskutere de samme emner.
Fagbevægelsen, den borgerlige presse og de borgerligt indstillede kommentatorer vil appellere til Socialdemokraterne om at tage imod statsministerens udstrakte arme på de forskellige områder, og de radikale vil også søge at presse Helle Thorning i den retning. Men vil det være klogt af S at bøje sig for presset? Det er et vanskeligt spørgsmål.
Regeringen skal jo manøvrere ud fra en svækket parlamentarisk situation, og det taler for en mere konfrontationssøgende oppositionspolitik med henblik på at afkorte regeringsperioden. Omvendt er mulighederne for at få politisk indflydelse styrket betydeligt, og det taler naturligvis for en mere konsensussøgende oppositionspolitik - men selvfølgelig med den virkning, at regeringens levetid vil blive forlænget.
Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning vil blive rost til skyerne, hvis hun forliger sig med regeringen på de centrale politikområder. Omvendt vil hun i den borgerligt dominerede presse - også i dagbladet Politiken - blive skarpt kritiseret for ikke at ville det brede samarbejde, hvis hun ikke lader de socialdemokratiske mandater arbejde.
Det bør imidlertid også indgå i overvejelserne, at den midtsøgende strategi ikke har givet øget tilslutning til Socialdemokraterne hverken i 2001, 2005 eller 2007. Det kan skyldes, at det er meget svært at beskrive sit politiske projekt, som et alternativ til den borgerlige regering, hvis man samtidig lægger afgørende vægt på at sælge sig selv, som en ægte repræsentant for den politiske midte.
Uanset hvordan overvejelserne falder ud, så må et Socialdemokrati i opposition hele tiden være synligt og offensivt - meget offensivt - og især den politiske ordfører må derfor være skarp - meget skarp.
Og hvis vi så kan undgå, at fagbevægelse falder partiet i ryggen med politiske indspark, som vil hjælpe regeringen og skabe vanskeligheder for Socialdemokratiet, så vil jeg ikke udelukke, at Helle Thorning-Schmidt kan slå Anders Fogh Rasmussen - eller hvem det nu bliver - næste gang.
Karl Hjortnæs er tidligere socialdemokratisk minister
