Læsetid: 5 min.

Det moderne lydtapet

Er det moderne menneske et selvstændigt jeg, der suverænt styrer sin egen tilværelse, eller er det tværtimod et forførbart væsen, som er underlagt stemmer af alle slags?
Debat
23. november 2007

I sidste uge havde vi bogmesse, og efterårets bogbølge er ikke udtømt med den. Vi vil i den kommende til blive oversvømmet med bøger, og det er meningen, at juletræet vanskeligt skal nå jorden med fødderne, hvis det går efter forlæggernes hjerte. Der kommer øjensynligt flere bøger ud end nogensinde.

Og hvis vi ikke havde haft læsningen, var kultur og udvikling formentligt gået helt i stå.

Bøger har på en måde gjort menneskene til voksne selvstændige individer. De skal nemlig nydes med den ene af vore fjernsanser, nemlig synet. Den anden fjernsans er hørelsen, hvorimod de øvrige tre sanser, lugt, smag og følelse kræver nærkontakt i form af berøring for at kunne fortælle ejermanden noget.

Vi vælger ikke at lytte

Øjet har det kendetegn ved sig, at det kan dirigeres i forskellige retninger. Man kan variere sit synsfelt betragteligt uden at behøve at vende hovedet, men blot ved at bevæge øjnene. Og naturligvis endnu mere, hvis man også bevæger hoved og krop. Man bestemmer eller vælger derfor, hvad man vil se. Og hvis man ikke vil se et eller andet, kan man se bort fra det ved at kaste blikket et andet sted hen. Man er derfor herre over det, man læser. Forstod man ikke en passage, kan man læse den engang til, evt. blade tilbage, for at se om uklarheden bliver hævet af den grund.

Men hørelsen forholder det sig helt anderledes. Det er den 'følgagtige sans' med en in karakteristisk af K.E. Løgstrup. Man kan ikke vælge, om man vil høre efter eller ej. Hvis man sidder i et lokale, hvor der spilles musik, kan man netop ikke 'se væk fra' musikken eller undgå den ved at skifte stilling med hoved eller krop. Hørelsen har nemlig ikke nogen retning, men kun et fjernkriterium: Man kan være tæt på eller så fjernt fra, at man ikke kan høre noget.

Ikke udtømmende

Det talte ord er noget meget flygtigt, fordi det er væk, idet øjeblik man har sagt det Derfor er en taler nødt til at indbygge en række gentagelser; det meste af den kunst, man kalder retorik er i virkeligheden en lære om, hvordan man gentager sig selv på flere tusinde måder. Man bruger såvel akustiske gentagelser (f.eks. rytme eller rim) som semantiske (bl.a. ved at emnet belyses fra flere vinkler). Høresansen er således handikappet i forhold til synet, som kan dvæle afslappet ved det sagte, mens den hørende hele tiden skal være på tæerne for at få alt det med, som siges.

Det, at man ikke kunne gemme det talte ord undtagen i hukommelsen, var også et stort handikap for den mundtlige meddelelse. Her trådte skriften beredvilligt til ved at kunne 'huske' det sagte. Man kunne nu læse det igen og igen.

Men der er almindelig enighed op gennem historien om, at skriften ikke kunne gengive det sagte på en udtømmende måde. Det viste sig kun at være en bleg efterligning. Lydens indtryk er nemlig langt stærkere end synets. Hørelsen kan være forførisk (Horkheimer), hvad skriften kun kan i meget mindre grad. Selv kærlighedsbreve er kun en svag afglans af nærværets talte ord. Eller rettere sagt: den sandhed, de måtte bære i sig, forudsætter, at modtageren gennem dem kommer i tanke om stemme, talemåder, tempo etc. - alt noget, han har i erindringen om den elskede.

Når der i historiens vidnesbyrd er næsten enighed (med bl.a. Derrida som en markant undtagelse) om, at skriften er sekundær, skyldes det forskellige ting. Platon finder, at bøger er fejltagelser, for de siger jo det samme, selvom man stiller nye spørgsmål til dem. (7. brev). Luther hævder, at kirken ikke er 'et penhus, men et mundhus', og mener, at troen kommer af det, som høres, ikke af det som læses. "Den, som har øren at høre med, han hører" står der jo i evangeliet. Samtidig funderer han al kristen forkyndelse på 'Skriften', den hellige, som altså skal formidles gennem det talte ord, ikke mindst gennem prædikenen.

Høre til og se til

I understregningen af hørelsen som formidlingens rum, ligger sikkert hos Luther den forvisning, at mennesket ikke kan og ikke skal bestemme noget selv, en opfattelse, han deler med antikken. Alt væsentligt kommer til mennesket som en erfaring, der 'vederfares' det. Der kommer derfor noget passivt over tilegnelsen af det hørte. Hertil svarer jo også udtrykket at 'høre efter', som vi ikke mindst beder børn om; ligesom når noget lyder, så 'ad-lyder' vi. At man som hørende ikke er fri, kan ses af at man 'hører til' nogen eller noget, mens det, at man 'ser til', betegner en helt anden position. Her er man den, der undersøger, kontrollerer, vurderer etc. altså har en aktiv rolle. Vor egen tid er modsætningsfyldt i denne henseende. På den ene side understreger man meget kraftigt, at alle er forpligtede til at styre deres eget liv. At være initiativtagende, vælgende, besluttende eller 'tage ejerskab' er nøgleord i dag. Hvis man ikke gør det, er man umyndig og en uselvstændig, jeg-svag person. Det er bl.a. derfor, at tanken om aktiv dødhjælp har så stærkt tag i folk. Tænk hvis jeg ikke længere kunne bestemme helt over mit eget liv. Så ville jeg jo være en 'grøntsag', for hvem livet ikke længere har mening. Tanken om alderdommen som den tid, hvor man nok forlader roret, men ikke går fra borde, er ved at blive fremmed.

Det daglige lydtapet

Men på den anden side lever vi i samtidig i en kultur, der er blevet enormt vendt mod øret. Langt de fleste af os og især de unge er omgivet af et lyd-tapet dagen lang, med musik og snak via talrige radio- og tv-kanaler, muzak i supermarkeder og frisørsaloner og i det hele taget overalt i både det offentlige og private rum. Når man tænker på den stilhed, i hvilken mine bedsteforældre færdedes, så er der sket en fuldstændig revolution. Mærkeligt at den mig bekendt ikke har tiltrukket sig kulturforskning i noget videre omfang. Og der er ikke kun tale om musik, men også om tale i et sådant omfang, at det i høj grad fortrænger brug af skrift. Man kan se det af de mange funktionelle analfabeter. Og telefonens tekniske udvikling har gjort os alle meget talende.

Hvad er så sandheden om det moderne menneske? Er det et selvstændigt jeg, der suverænt styrer sin egen tilværelse, eller er det tværtimod et forførbart væsen, som er underlagt stemmer af alle slags? Jeg stemmer (!) mest for det sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

The use of modern microelectric integrated
circuits could lower the cost of speech scramblers enough to see them in use by private citizens. Codes and ciphers have always had a strong appeal to most people and I think scramblers will as well..

"Jeg stemmer (!) mest for det sidste."

"stemmer af alle slags" er en overdrivelse. Nogle har helt klart udviklet en selektiv hørelse.