Kronik

Når miljøet bliver en kristen sag

Kan man løse moderne samfundsproblemer som forurening og klimaændringer ved at følge Bibelen? Ja, mener nogle kristne, og forude tegner der sig konturerne af et nyt dogme: Forbrug og forurening bør anses for en synd imod Gud
For tiden er kristne i USA i gang med at tilpasse deres religion til en forandret virkelighed med knaphed på jord, vand, olie og andre ressourcer.

For tiden er kristne i USA i gang med at tilpasse deres religion til en forandret virkelighed med knaphed på jord, vand, olie og andre ressourcer.

24. november 2007

Kristendommen har ikke haft behov for at beskæftige sig med energiforbruget eller Jordens begrænsede ressourcer før. Men for tiden er kristne i USA i gang med at tilpasse deres religion til en forandret virkelighed med knaphed på jord, vand, olie og andre ressourcer.

En af de aktive kristne er J. Matthew Sleeth, som har skrevet bogen Serve God, Save the Planet. Han var oprindelig overlæge på skadestuen på et amerikansk hospital, men så blev han interesseret i miljøet og begyndte at lægge sit liv om for at leve så grønt som muligt. I dag er han præst og miljøaktivist på fuld tid.

Når Matthew Sleeth overvejer, om han har brug for en ny plæneklipper, spørger han sig selv, om netop denne genstand vil bringe ham nærmere til Gud. Interessant nok er svaret næsten altid det samme, som andre miljøinteresserede når frem til uden hjælp fra himmelske magter. Matthew Sleeth anbefaler f.eks., at man triller plæneklipperen selv frem for at bruge en el- eller benzindrevet, laver energiregnskab for husholdningen, genbruger mest muligt, slukker for maskiner, der står på standby, vælger et energirigtigt køleskab osv. Når han er ude at holde foredrag i en kirke, forærer han elsparepærer væk.

Det eneste, der adskiller ham fra andre miljøfolk, er den måde, han argumenterer på. At spare på ressourcerne er blevet en del af hans kristne mission. Han foreslår for eksempel en daglig bøn, der indeholder sætninger som disse: "Herre, hjælp mig i dag til at (-) vaske mit tøj i det koldest mulige vand, slukke for lys, fjernsyn, tv, radio og stereoanlæg, når jeg forlader rummet i mere end 60 sekunder, give noget væk, bruge mindst 10 minutter med dig i stilhed i naturen, bruge de penge, jeg sparer, på at fremme dit rige."

Der er mange gode grunde til at spare på energien - for at tage hensyn til naturen, for at sikre udviklingslandenes og de kommende generationers forbrugsmuligheder eller for at skabe politisk uafhængighed af de olieproducerende lande. Uanset politisk observans kan man finde argumenter for at begrænse eller omlægge energiforbruget, og det er slet ikke nødvendigt at blande Gud ind i den sag. Men netop derfor er det interessant at studere Matthew Sleeths og andre kristnes argumentation. Her kan man nemlig følge, hvordan et religiøst dogme bliver til.

Et kristent miljødogme

Matthew Sleeth er overbevist om, at Bibelen på forhånd har svarene på alle de spørgsmål, man møder i livet. Når han er i tvivl, slår han op i sin hellige bog og læser, hvad den foreskriver. Her har han blandt andet læst: "Jorden med alt, hvad den rummer,/ verden og dens beboere, tilhører Herren,/ for han har grundlagt den på havene,/ grundfæstet den på strømmene". (Salmernes Bog 24, 1-2).

Gud har ikke blot skabt Jorden, ifølge Davids salmer ejer han den stadig. Så hvis vi ikke respekterer Jorden og alle skabninger på den, respekterer vi heller ikke Gud. Da Matthew Sleeth både elsker og respekterer sin gud, vender han det om til, at det er blasfemisk ikke at vise naturen respekt. Alle gode gaver kommer i sidste ende fra Gud, og derfor kan man passende bøje hovedet og mumle en taksigelse, næste gang man fylder benzin på bilen.

Siden 1970'erne har kristne været opmærksomme på, at kristendommen måske manglede et elvte bud om at værne om naturen, men det er først i de seneste år, at tanken om en kristen pligt over for naturen for alvor har fået gennemslagskraft. Kristendommen har en styrke her, fordi den tildeler mennesket en aktiv rolle. Gud sagde nemlig om menneskene:

"De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden (-) Til Adam og hans hustru sagde han: Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde". Mennesket blev indsat som bestyrer af naturen og har altså et direkte ansvar for alt det skabte.

Der er effektivt sat skel mellem dyr og mennesker, og det er faktisk en væsentlig skillelinje mellem på den ene side jødedom, kristendom og islam og på den anden side animistiske religioner og hinduisme og buddhisme, hvor guder kan have dyreskikkelse eller mennesker genfødes som dyr.

Dette natursyn har givetvis været med til at skabe miljøproblemerne, fordi det lægger op til en tankegang, hvor man kun ser på fordele og ulemper for menneskene og ikke på naturpåvirkningen som helhed. Nu er det langtfra sådan, at det kun er kristne kulturer, der belaster miljøet, så man skal passe på ikke at overbetone religionens rolle. Men det er tankevækkende, at Bibelen eksplicit hæver mennesket over dyrene. Netop derfor har mennesket også et særligt ansvar for naturen, og det er dette ansvar, kristne nu begynder at tage på sig.

Selv om den kristne miljøbevægelse stadig er i sin vorden, er konturerne af det ny dogme allerede synlige. Det handler om at udpege forbrug og ikke mindst forbrugsvækst som syndigt. Miljøsvineri og overforbrug er vor tids synder, som skal sones - ikke blot med tro, men med gode gerninger, afsavn og solidaritet med de fattige, som ikke har samme forbrugsmuligheder. Det skal være blasfemisk.

Naturen er ikke guddommelig i sig selv, men kærligheden til Gud skal få menneskene til at behandle naturen med respekt. Som mennesker skal vi lære at acceptere, at naturen er anderledes end os og ikke kun er skabt til at opfylde vores behov. Den har også værdi i sig selv som Guds skaberværk.

Religiøs retorik

Det kan virke barokt at bruge flere tusind år gamle tekster til at foreskrive, hvordan aktuelle samfundsproblemer bør løses. Matthew Sleeth er fundamentalist i sin tro på, at han kan finde svarene i det Gamle og det Ny Testamente, og selv om hans ord kommer fra hjertet, vil hans retorik kun kunne overbevise andre troende. Dem er der til gengæld mange af. Måske er hans og andre kristnes indsats netop, hvad der skal til for at formidle budskabet til en amerikansk offentlighed, der indtil for nylig ikke har haft den store forståelse for miljøspørgsmål. Matthew Sleeth når et andet publikum end Al Gore. Hvis det handler om at gavne miljøet, så viser han faktisk en vej at gå, hvad enten man kan lide hans argumentation eller ej. Her og nu gør hans indsats gavn.

Men på længere sigt kan den få andre konsekvenser. Vi, der lever nu, ved udmærket at det er videnskabsfolk og bekymrede borgere og politikere, der har sat miljøet på dagsordenen, og at denne dagsorden er blevet båret frem af forandringer i klimaet. Med få undtagelser har kirkerne ikke været bannerførere for sagen, men er først så småt ved at komme med nu. Men om 100 eller 200 år er det ikke utænkeligt, at der vil være kristne, som hævder, at det er en særligt kristen dyd at værne om miljøet - man kan jo netop se, at det var den kristne del af verden, der især tog problemet alvorligt.

For den, der har kristendommen som udgangspunkt for tilværelsen, er det muligt at tolke alt andet ind i en kristen sammenhæng. I god tro kan man komme til at forestille sig, at religionen er gået foran og har vist vejen for andre. Ildsjæle som Matthew Sleeth vil kunne bruges til at begrunde en historieskrivning, der lægger særlig vægt på kristendommen som drivkraft for samfundsforandringer. Så kan miljøbeskyttelse gå hen og blive noget særligt kristent - på samme måde som der i dag er folk, der hævder at kristendommen er en forudsætning for demokratiet, skønt demokratiet blev praktiseret af grækerne, længe før Kristus blev født. Man tilskriver religionen alt godt, alene fordi den har været i stand til at indoptage og udbrede tidens løsninger på væsentlige samfundsspørgsmål.

Miljøspørgsmålet er et eksempel på, hvordan et politisk problem, som angår alle, kan indlejres i en religiøs retorik. Matthew Sleeth og hans fromme bønner gør miljøsagen til et spørgsmål om tro og moral. Det er muligvis effektivt når det handler om at få kristne "miljøsyndere" til at skære ned på energiforbruget, men det må ikke skygge for, at det er politiske løsninger, der er behov for. For politiske løsninger inddrager alle - de virker uanset hvilken gud, borgerne tror eller ikke tror på.

Jo Hermann er forfatter til bogen 'Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet? 24 essays om kristendommen', som netop er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu