I kronikken i går redegjorde Fathi El-Abed for historien bag FN's vedtagelse af delingsplanen for Palæstina den 29. november 1947. Men der mangler vigtige oplysninger - og kronikken bekræfter igen det beklagelige, at en del palæstinensere har svært ved at acceptere hele historien - måske fordi den er så smertelig, at det kan være svært ikke kun at se andres fejl.
"Med Balfour-deklarationens forpligtelser over for Den Zionistiske Bevægelse og med England som kolonimagt eksploderede den illegale zionistiske indvandring til Palæstina. Frem til Palæstinas deling i 1947, emigrerede ikke mindre end ca. kvart million jøder til Palæstina og udgjorde dermed ca. 30 procent af Palæstinas befolkning," skriver El-Abed. Men hvorfor sker dette? Hvorfor forlader ca. en kvart million jøder deres hjem i Europa og drager til det engelske mandatområde?
Her er man nødt til at se på antisemitismens uhyggelige virkning. Når jøder siden 1880 havde forladt Rusland - ikke kun i tusindvis, men op mod 2 millioner - så skyldtes det jo ikke bare drømmen om et bedre liv. Nej, det skyldtes frygten for ellers at miste livet. Den ene pogrom efter den anden havde truet de russiske jøder - læs f.eks. den senere israelske premierminister Golda Meirs erindringer Mit Liv om familiens flugt fra Ukraine.
Ikke illegal indvandring
Og hvorfor emigrerede jøder også efter FørsteVerdenskrig - både til USA, men nu også til det engelske mandatområde, som Folkeforbundet havde tilstedt Storbritannien med det udtrykkelige krav, at "mandatmagten skulle være ansvarlig for, at den deklaration, som oprindelig blev fremsat af den britiske regering den 2. november 1917 og blev antaget af de andre allierede magter med henblik på oprettelsen af et national hjem for det jødiske folk gennemføres, idet det klart skal være underforstået, at der ikke må foretages noget, der i Palæstina kan skade derboende ikke- jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder, eller i ethvert andet land jødernes rettigheder og politiske stilling"? Jo, antisemitismen ophørte jo ikke i 1919! Tværtimod! I nogle af de nyoprettede stater fik jøderne store problemer - de blev ikke accepteret som "rigtige' borgere - ja, i Ungarn indførtes allerede i 1920 begrænsninger for jøder med hensyn til studie-pladser. Og fra det øjeblik Hitler kom til magten i Tyskland, så mange tyske jøder sig nødtvunget til at forlade landet - og Palæstina var for mange den mest oplagte mulighed. Og det er selvfølgelig noget vrøvl, at der var tale om "illegal indvandring" - som sagt havde England forpligtet sig til at oprette et nationalt hjem for jøder i området - og det var derfor naturligvis helt legalt at indvandre til Palæstina før 1939.
El-Abed kender tydeligvis ikke mandatforordningen for Palæstina fra 24. juli 1922: "Samtidig med, at administrationen i Palæstina skal sørge for, at andres befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke tilsidesættes, skal den lette jødiske indvandring ved passende forholdsregler, (...)" - der er ikke meget illegal indvandring over dette!
Det fremgår også klart af tallet for jødiske indvandrede: I 1931 bor der 174.000, allerede i 1934 283.00 og i 1937 næsten 400.000. Det var mennesker på flugt - og mennesker, der fandt et fristed i det, man ved fredskonferencen i Paris havde bestemt skulle være et jødisk nationalt hjem.
De lukkede grænser
I 1939 lukkede England grænserne. Med den såkaldte Hvidbog bestemte man, at der i en fem-års-periode ville givet tilladelse til 10.000 jøder til indvandring - derpå "vil der ikke blive givet tilladelse til yderligere jødisk indvandring, medmindre araberne i Palæstina er rede til at affinde sig dermed". På et tidspunkt, hvor Europas jøder desperat prøver at undslippe Europa - lukkede England for den sidste mulighed.
Resultatet kender vi - seks millioner jøder i Europa blev myrdet under Holocaust.
Da krigen var slut, fastholdt England 'Hvidbogen'! Da USA's nye præsident, Harry S. Truman, anmodede Attlee om at lukke op for i hvert fald 100.000 af de overlevende europæiske jøder, fik han det svar, at det var problematisk - og udenrigsminister Bevin gav grunden: "Det har været umuligt at finde fælles grund for arabere og jøder".
England indbød derfor USA til at være med i en kommission, der besøgte flygtningelejrene i Tyskland og Østrig og i foråret 1946 var i Palæstina. England var nu parat til at give 100.000 indvandringstilladelser til jødiske flygtninge straks. Behovet steg i øvrigt i løbet af sommeren 1946: Nogle jøder var vendt tilbage til de lande i Østeuropa, de kom fra - men efter pogromen i Kielce, hvor de polske indbyggere myrdede 41 jøder, der havde 'tilladt' sig at overleve Holocaust, flygtede 95.000 polske jøder til lejrene i de vestlige zoner i Tyskland, så der nu sad 250.000 jøder dér og ventede på en løsning.
Dette er noget af baggrunden for, at England i april 1947 overlader spørgsmålet til FN, og for at FN's ekstraordinære generalforsamling den 28. april vedtager at nedsætte UNSCOP, som El-Abed gør rede for. Men El-Abed 'glemmer' en vigtig oplysning: På trods af, at den svenske formand for komiteen, Sandström, ved sin ankomst appellerede til befolkningen i Palæstina om, at "alle elementer i befolkningen" skulle samarbejde med den, blev den boykottet af de arabiske palæstinensere. Komiteen måtte rejse nordpå, til Libanon, for at tale med repræsentanter for de arabiske stater i stedet. Her, som utallige gange i de efterfølgende 60 år, har de palæstinensiske arabere - vildledt af deres ledere - handlet helt ulogisk. Her kom 11 FN-repræsentanter - sammensat på bredest mulige facon - og så sagde man nej til at give sin mening til kende.
Derfor tostatsløsningen
Efter opholdet i Palæstina udarbejdede UNSCOP's medlemmer en rapport, som blev forelagt den 31. august: Syv medlemmer foreslog at dele Palæstina, tre ønskede en forbundsstat og en enkelt afholdt sig fra at tage stilling. Dette er baggrunden for afstemningen den 29. november 1947, hvor forslaget om at dele Palæstina i en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem blev vedtaget med 33 stemmer mod 13, mens 10 afholdt sig fra at stemme. El-Abed har det ikke godt med denne afstemning, så vi får leveret en af de mange konspirationsteorier. Faktum er, at FN's generalforsamling lyttede til UNSCOP's anbefaling - erfaringerne fra 1920 til 1947 havde jo vist, at en forbundsstat næppe ville være mulig, når den ene part simpelthen nægtede at anerkende den anden parts eksistens.
Derfor var en deling nødvendig - derfor blev det to-statsløsningen. Og så kan man jo spørge sig selv her 60 år efter: Hvorfor tales der så stadig om 'To-statsløsningen', som et næsten uopnåeligt mål? Hvorfor blev delingsplanen ikke gennemført som planlagt i 1948 med en arabisk og en jødisk stat, og Jerusalem som et særligt internationalt område ?
Fordi araberne simpelthen nægtede at anerkende FN's vedtagelse. Blandt jøderne var der jubel - selvom det jo var langt mindre, end man havde håbet på, og selvom det var uden Jerusalem. Golda Meir, som jeg tidligere har nævnt, skriver i sine erindringer under overskriften 'Vi får en stat' om hendes stemning den 29.november: "Jeg kan huske, at jeg gik op på mit kontor alene, ude af stand til at dele den almindelige feststemning. Araberne havde afvist planen og talte kun om krig. Mængden, der var beruset af lykke, ville have en tale, og jeg syntes, det ville være synd at ødelægge stemningen ved at sige nej. Så jeg talte et par minutter fra balkonen uden for mit kontor. Men i virkeligheden talte jeg ikke til menneskemasserne under mig; det var igen araberne, jeg talte til: 'I har ført jeres kamp mod os i FN', sagde jeg. 'De Forenede Nationer - majoriteten af verdens lande - har udtalt sig. Delingsplanen er et kompromis; ikke hvad I ønskede, ikke hvad vi ønskede. Men lad os nu leve sammen i venskab og fred'".
Dette ønske bør også være overskriften i november 2007.
Den grundlæggende absurditet i argumentationen, nemlig at nazismens jødeudryddelser skulle give jøderne "ret" til at overtage et andet folks land, forbigås selvfølgelig elegant. Og så var Fathi El-Abed endda venlig nok til ikke at omtale Irgun-terroristerne, hvis ledere (Begin og Shamir) senere blev premierministre i Israel. Eller Deir Yassin-massakren.
Oprettelsen af Israel var en svinestreg mod palæstinenserne, som skulle dulme vestmagternes dårlige samvittighed over ikke at have standset Hitler noget før. Men der blev begået mange svinestreger efter Anden Verdenskrig: fordrivelsen af tyskere fra Østpreussen og Sudeterlandet, Polens "forskubbelse" mod vest, vestmagternes studehandler om Østeuropa og Baltikum i Jalta etc.
Jeg tror, det er en vigtig forudsætning for fred i Mellemøsten, at alle parter erkender, at jøderne ikke havde nogen "gudgiven" ret til landet - men at nu er de der for at blive. Sket er sket, og tanken om at rulle historien tilbage og fjerne enten jøder eller arabere - som de rabiate på begge sider stadig drømmer om - er selvfølgelig absurd. Først når begge parter ser dette i øjnene i stedet for hele tiden at påberåbe sig historien eller religionen, er der mulighed for at komme videre i retning af varig fred.
1) Enhver selvstændig nation / suveræn stat er tilladt at kontrollere immigration - meget ligesom vi gør det i DK i dag. Hvorfor blev Palæstinenserne benægtet denne rettighed?
2) Zionisterne ankom ikke til Palæstina for at søge tilflugt, men for at oprette en jødisk stat, dette betød at landets urbefolkning, palæstinenserne, måtte udstødes og bortvises.
3) Delingsresolutionen blev kun vedtaget pga. trusler og bestikkelser fra USA og zionisterne til lande såsom Liberia, Philippinerne og Haiti
også til almen logik, som vi refleksivt anvender over for 'andre', men modvilligt anvender overfor os 'selv';
4) Hvis nogen besatte flere værelser i dit hus (eller lejebolig for den sags skyld) uden din tilladelse, og dernæst gjorde krav på hele dit hus; og en dommer tildelede mere end halvdelen af huset til besætteren, ville du så acceptere udfaldet af dommen?
Brug hovedet i stedet for at være en hyklerisk og i bedste fald naiv apologet Hr. Otto Rühl.
De vestlige lande konstruerede et land i et område, hvor der boede mennesker i forvejen.
I sin erindringsbog "Det er ikke nok at overleve", der udkom i 2006, fortæller Herbert Pundik om den israelske krigshelt, oberstløjtnant Moshe Dayan, der senere blev forsvars- og udenrigsminister, at han var den første højtstående israeler, der havde erkendt, "at israelske styrker i juli 1948, efter den første måneds våbenhvile, erobrede de to store arabiske byer Lydda og Ramleh og "opmuntrede" 100.000 arabere til at flygte."
Citationstegnene om ordet "opmuntrede" er Pundiks - læserne kan måske selv regne resten ud, men det opmuntrende er svært at få øje på. De to byer øst for Jaffa skulle - som Jaffa - være en del af den palæstinensiske stat ifølge Forenede Nationers plan fra 1947.
De første angreb på Lydda og Ramleh foregik i april under ledelse af Moshe Dayan. Israelske historikere har beskrevet, hvordan en væbnet batallion med ham i spidsen i fuld fart kørte skydende ind i Lydda, hvor der blev skabt forvirring og terrorfrygt i befolkningen."
Keith Wheeler fra Chicago Sun Times skrev i en artikel, at "stort set alt på deres vej døde. Gennemhullede lig lå i vejkanten." Kenneth Bilby fra New York Herald Tribune skrev, at han så ligene af arabiske mænd, kvinder og endda børn strøet omkring i kølvandet på det skånselsløse og glimrende angreb."
I juli opstod der uroligheder i Lydda, hvorunder to israelere blev dræbt. Israelske soldater vendte sig derpå mod de mennesker, der havde søgt tilflugt i moskeer og kirker, hvor de var blevet forsikret, at de ville være fredede. De blev dræbt, og det gjorde også palæstinensere, der vovede sig ud fra deres hjem - mindst 250 mennesker blev dræbt af israelerne og mange blev såret,
Samme dag beordrede den israelske premierminister David Ben-Gurion alle palæstinensere udvist af Jaffa. Ordren om dette, og en tilsvarende ordre for Ramleh, var underskrevet af obertsløjtnant Yitzhak Rabin. Næste dag blev folk fra Ramleh kørt væk i busser, mens deres landsmænd fra Lydda blev tvunget til at gå. Rabin blev senere Israels premierminister fra 1974-77, og igen 1992-1995.
Yitzhak Rabin gav i 1987 militæret ordre til at skyde på de stenkastende unge palæstinensere. Senere fik det pragmatiske og realistiske ham til at erklære, at han havde indset, at magt alene ikke ville løse konflikten med palæstinenserne.
Sammen med Shimon Peres og Yasser Arafat blev Rabin i 1994 tildelt Nobels fredspris. I 1995 blev han dræbt, ikke af en palæstinenser, men af en jødisk fanatiker, der var modstander af fredsprocessen med palæstinenserne.
Og så har jeg ikke nævnt Irgun med bl.a. Menachim Begin som deltager.
Herbert Pundik skriver i sine erindringer: "Vi forstod ikke dybden af den arabiske verdens uvilje mod oprettelse af en jødisk demokratisk stat i dens midte. Vi opfattede ikke den arabiske modstand som det den også var, nemlig en nationalistisk og religiøs protest mod en fremmed kulturs og religions invasion."
Bedre sent end aldrig, kan man tilføje. Men den samme erkendelse har ikke nået kronikkens forfatter.
Jeg må sige at jeg giver Poya Pakzad ret. hvad er ville du sige er løsningen på alle de her problemer der forgår i mellemøsten
Hej Samuel,
En korrekt løsning på konflikten ville være en to-stats løsning. Dette kræver, at Israel i akkord med international lovgivning, FN resolution 242, fuldt trækker sig tilbage fra Palæstinensisk territorie: Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.
Det kræver ligeledes, at Israel og USA bøjer sig for international konsensus og holder op med at nedlægge veto mod en to-stats løsning i FN's sikkerhedsråd, som de har gjort siden invasionen i 1967, hvert år.
Som betingelse, i henhold til den internationale domstols dom i 2003, skal haifa-muren nedrives, idet den annekterer palæstinensisk jord, og strategisk befinder sig på en måde, så de dividerer vestbredden i to og fungerer som beskyttelse af de ulovlige bosættelser.
Før vi får en fuld tilbagetrækkelse til grænserne før 1967 kan vi ikke forvente fred i regionen - det er nærmest tæt på en universel truisme, hvis vi overhovedet har lært noget af konflikten.
Sidst ville jeg mene, at det ville være passende at diskutere retten til tilbagevenden for de palæstinensiske flygtninge siden den etniske udrenselse i 1948 og frem til i dag. Dette er i min opfattelse den mest komplicerede problemstilling i konflikten, men i akkord med international lovgivning en forsvarlig stilling, som palæstinenserne i samarbejde med israelerne skal finde en løsning på, såsnart Palæstina i henhold til standarden for suveræne stater kan kalde sig for en uafhængig nation.
Jævnfør fx. den saudiske fredsaftale i 2003 bygget på to-stats løsningen - som inkluderer spørgsmålet om flygtninge og som hele verden anderkender (dk inkluderet) undtagen USA, Israel og tre små lande som udgør en population på måske 50 mennesker tilsammen; Naru, Palu og Tuvalu.