Læsetid: 4 min.

Pausefisk i et glemt akvarium

Styrtet kan ske, når man mindst venter det. Og så kommer angsten
Det værste er at blive forment adgang til skriveværkstedet. At skrive er at eksistere. Arkiv

Det værste er at blive forment adgang til skriveværkstedet. At skrive er at eksistere. Arkiv

29. november 2007

Agtpågivende bevæger jeg mig gennem byen, forsigtigt krydser jeg gader og stræder, ingen busser løber jeg efter, for nu er det ved at være et år siden, at det skete. Og tro mig, det kan også ske for dig! Bedst som du sejrsbevidst som en alpin worldcupper slalomer dig ned ad det julepyntede strøg, undervejs fældende et par norske power-shoppere og en minkklædt aalborgenser, kan det ske. Når du selvfedt er nået frem til det mondæne træningscenter, hvor en ligeså hip coach opmuntrer dig til at løfte en vægtstang på tredive kilo, kan det ske. I det øjeblik du spænder op i mavemusklerne, giver efter i knæene og løfter stangen op, kan det ske.

Dér, hvor man følte sig mest vital og uovervindelig, skete det nemlig: Styrtet. Styrtet fra tinderne, da skæbnen spændte ben. Eller for at være prosaisk: Her lyder et smæld i lænden, som et pludseligt skud, og så ligger man dér på gråt linoleum og ser måne, sol og stjerner. Man hjælpes op på en briks, nogen kommer med spande af is, en anden forsøger at massere smerterne væk, der konfereres lavmælt. Selv klynger man sig til denne ud-af-kroppen- oplevelse - det sker ikke for mig, det er ikke mig, der stønner svagt, udstrakt på maven, med øjnene lukket i, og hvis det er, rejser jeg mig om et øjeblik og siger, at det er gået over, jeg er superokay, virkelig.

Ikke nogen lille skade

Det var jeg så ikke. Hverken den dag eller den næste eller dagen efter. Eller for den sags skyld ugen, måneden, kvartalet eller halvåret efter. Som rygspecialisten tørt konstaterede: "Det er ikke nogen lille skade, du har." To diskusprolapser viste scanningen, på fjerde og femte disk. De "sad godt," som det hedder; jeg havde hverken lammelser eller føleforstyrrelser, bare afsindigt ondt, også af mig selv. For hvis jeg ikke var meget påpasselig, kunne det blive værre! Operationskniven og rullestolen var ikke længere væk end en forkert bevægelse, en snublen over en fortovskant. Så jeg skulle blive hjemme, ligge ned, ikke sidde!, eller højst bevæge mig stift som en vandrende pind rundt i stuerne. Hvor længe? Tja - Ved påsketid ville jeg, hvis alt gik vel, nok have det bedre.

Ta' den, lille myre, der troede, du var så sej! Hvad er du så til, når livet bøjer arm? Depressionen lurede, som edderkoppen i hjørnet, selvopgivelsen ligeså. Omgivelserne, herunder den prøvede familie, trøstede. "Du trængte også til en pause," sagde de. "Hiv stikket ud og ta' en slapper. Hyg dig, giv dig hen, det er alligevel kold vinter derude. Se noget fjernsyn, læs nogle bøger! Det er jo ikke noget, du dør af, vel?" Nej, og dog var det dødsangsten, der greb mig i kraven og slyngede mig rundt. Ikke angsten for den fysiske død, men angsten for den sociale død. Den kunstneriske død. Den eksistentielle død.

Jeg ville jo ikke læse bøger, jeg ville skrive dem! Jeg ville ikke se fjernsyn, jeg ville være i fjernsynet! Som debattørerne i Deadline, de tilfældige vox-popdanskere på gågaden i Randers, Paven i Rom - hvem som helst, der levede og ytrede sig og passede sin gerning. Længselsfuldt dagdrømte jeg om den hverdag, der var sparket væk under mig. Åh, at købe ind i SuperBest! Åh, at tage med 2A'eren! At gå i biografen, besøge venner, hænge vasketøj op. Nåh, ja - og åh, at være forfatter. Det var det værste, som det altid er - at blive forment adgang til skriveværkstedet, og det i bogstaveligste forstand. Jeg skriver, altså er jeg. Jeg skriver ikke, altså er jeg ikke. Bogomtaler, anmeldelser, forfatterinterviews blev masochistisk fortæret, skønt misundelsen slog ud som byldepest, for det var jo, hvad jeg frygtede mest. At det her ikke kun var en tiltrængt time out, men at jeg simpelthen var skrevet ud af serien for good. At her fik jeg mit knæk, straffen for at have begået hybris, her gik jeg på røven for aldrig mere at rejse mig igen. Hertil og ikke længere gik turen, frue, håber De nød den, for nu er De færdig som popsanger.

Når man sådan har pistolen for tindingen, begynder tingeriet: Kære Gud, som jeg ellers ikke tror på, lad mig komme helskindet gennem det her. Lad mig skrive igen. Lad mig blot skrive én bog mere, den behøver ikke engang være god! Kære Gud, hvis du lover det, lover jeg, at jeg for fremtiden skal skønne på mit liv og mine lemmer. At jeg skal erkende mine medmenneskers skrøbelighed, som jeg skal erkende min egen. At jeg dagligt vil hylde dit skaberværk i stort og småt. Gøre mig umage, ikke tage noget for givet, lave mine rygøvelser. Kære Gud, hvis du lover, at jeg ikke forsvinder som en pausefisk i et glemt akvarium, lover jeg at lære noget vigtigt af det her. At smile og være glad for eksempel.

Som sagt er der næsten gået et år, siden 'det skete'. Omsider er jeg fuldt restitueret, i hvert fald fysisk. Hvad psyken angår har den fået en forskrækkende påmindelse om dødeligheden, den permanente pause, der uanset mine museskridt venter derude. Med hensyn til Gud, har han ikke holdt sin del af aftalen. I hvert fald har jeg ikke fået skrevet en bog endnu. Men jeg arbejder på sagen. Herinde.

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu