Kommentar

Politiets spin og mediernes standret

Systemet har tabt hovedet og sat retssikkerheden over styr på grund af terrorfrygt
Debat
17. november 2007

En gang var det en gylden regel, at man ikke erklærede nogen skyldig, før de var dømt. Den regel er for længst skredet. Det sker ganske ofte, at de forenede politi-, anklage- og mediemyndigheder afgør skyldsspørgsmål, før den egentlige domstol har talt. Det er en skændsel for et retssamfund, men vi har vænnet os til det.

Det nye er, at det nu går så hurtigt, at mistænkte kan blive dømt i medierne endnu før, de er blevet fremstillet i grundlovsforhør. Altså mindre end 24 timer efter de er anholdt. Det kan naturligvis kun ske, fordi politi og anklagemyndighed tilrettelægger det sådan, for kun politiet og anklagemyndigheden kender en sag i denne tidlige fase. Det er - for nu at bruge et tidstypisk udtryk - dygtigt politispin, som fører til standret i medierne.

Søndag den 11. november anholdt politiet en 22-årig, som var mistænkt for at opfordre til kidnapning af danskere i udlandet. En retssag skal afgøre, hvorvidt han har opfordret til noget sådant. Om han er skyldig eller ej.

Men den retssag kan man ærlig talt godt springe over, for allerede mandag morgen - endnu før manden var fremstillet i grundlovsforhør - kunne medierne fastslå, at den mistænkte havde haft sådanne planer. Jeg nævner i flæng fra avisernes overskrifter den 12. november:

"22-årig anholdt - ville bortføre danskere" (Nyhedsavisen)

"22-årig ville kidnappe danskere" (Ekstrabladet)

"PET anholder mand for planer om kidnapning" (Berlingske Tidende).

Det dybt problematiske politispin bestod ikke alene i, at politiet informerede medierne om selve sagen ud fra politiets synsvinkel. Nej, man advarede også i medierne - før grundlovsforhøret - danskere i udlandet og specielt i Tyrkiet, Syrien, Pakistan og Afghanistan om at være "særligt opmærksomme".

Det er - for det kritiske øre - en intetsigende advarsel, som derfor kun kan udlægges som udspekuleret politispin. Vi danskere har nemlig længe skullet være særligt opmærksomme i de pågældende lande og har for længst pillet Dannebrog af kufferter og rygsække. Vi er blevet terrormål, fordi vi har været med til ulovligt at overfalde og smadre et andet land, og fordi vi har fået internationalt omdømme som antimuslimske fremmedhadere. Så vel skal vi være særligt opmærksomme. Det er der desværre ikke noget nyt i.

Men ved hjælp af den konkrete "advarsel", som også blev formidlet af Udenrigsministeriet, lykkedes det for politiet at få pisket en stemning op, så der i den store offentlighed ikke var megen tvivl tilbage om den 22-åriges skyld, da han endelig kom i grundlovsforhør bag lukkede døre mandag den 12. november om formiddagen.

Uanstændigt

Det er her retssikkerhedsproblemet for alvor bliver stort og uanstændigt. For først pisker politi og anklagemyndighed ensidigt stemningen op ved hjælp af ukritiske medier, og derefter forlanger de dørlukning ved grundlovsforhøret, hvilket indebærer, at 1) forsvareren absolut ingenting må sige til selv samme offentlighed og 2) medierne - offentligheden - ikke har nogen mulighed for at danne sig et selvstændigt indtryk af sagen.

I et ordentligt retssamfund har alle krav på en fair proces og en objektiv anklagemyndighed - uanset, hvilken forbrydelse, de mistænkes for, og uanset, om de er skyldige eller ej. Retssamfundet skal netop stå sin prøve, når der er mistanke om alvorlige forbrydelser som mord, pædofili og terrorvirksomhed.

Desværre er der en tendens til, at det danske retssamfund har det svært med denne prøve. Der går nemlig hysteri i det hver gang, vi med rette eller urette rammes af frygt for alvorlige forbrydelser.

Senest har systemet tabt hovedet og sat de gyldne retssikkerhedsprincipper over styr på grund af terrorfrygten. Lige nu styrter vi således ned ad det retssikkerhedsmæssige skråplan med accept af bl.a. overvågningssamfund, torturhæleri, hemmelig retspleje og politiagenter, som fremprovokerer forbrydelser.

Den indre logik er noget i retning af: Når nogen mistænkes for så grove forbrydelser, så er de nok skyldige. Så gælder de almindelige regler om retssikkerhed ikke. Så kan vi godt acceptere en lille smule tortur, så behøver processen ikke være absolut fair, og så er det ikke nødvendigt med helt så stærke beviser for at domfælde.

Her var det så, at den kritiske offentlighed - medierne - skulle stå vagt omkring retssikkerheden. Den oprindelige ide med offentlighed i retsplejen var netop, at medierne på borgernes vegne skulle kontrollere magtapparatet og forebygge politistaten.

Men den ide er for længst glemt i kampen om læsere, lyttere og seere. Langt de fleste medier går alene efter den døgnaktuelle, opsigtsvækkende historie, som politiet gerne leverer.

Derfor æder de fleste medier politiets spin råt, og derfor kan medierne afsige dommen, endnu før sigtede har været fremstillet i grundlovsforhør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Guillou udtalte i forbindelse med udgivelsen af sin seneste roman, at han så paraleller mellem hekse-processerne i 1600-tallet, og den måde, vi
anskuer (som stat og samfund) anklagen for terrorisme. Også i hekse-processerne antog man nemlig, at denne anklage (for at være en heks) var så grov en forbrydelse så alle almindelige retsregler måtte tilsidesættes, fordi alene det at være anklaget for at være en heks måtte jo betyde, at man var skyldig. På samme måde er det i dag med anklagen for terrorisme, mener Jan Guillou. Og jeg er meget enig med ham. (og her må jeg så igen sige at jeg tager afstand fra både indviduel og kollektiv terrorisme).

Det er interessant, at politiet om søndagen anholder en ung mand, og at alle medierne stort set ukritisk bringer politiets version af sagen. Hvis det blot var sket i denne sag, var skaden ikke så stor. Desværre er det også sket i andre højtprofilerede sager. Politiet udtaler til BT eller EB eller TV2 at der er sket det og det og de mener at manden har gjort dette eller hint. Imens får anklagerne ofte held til at pressens adgang til højtprofilerede sager - af hensyn til enten retsfølelsen, den tiltalte/sigtede, eller til sagens opklaring.
Og dermed forhindres forsvarsadvokaten i at sige noget som helst - mens
politi-anklageren frejdigt kan stå og tale med tv-journalisterne om sagen. (selvfølgelig på et generelt plan - men alligevel...).

Det interessante er at PET maner fastboende danskere i Tyrkiet mv. til forsigtighed. Jeg var som et stort ?? da jeg hørte dette, formin opfattelse er at de fastboende danskere i Tyrkiet, Syrien mv. rent faktisk godt kan gå i fred -også selvom de siger de er danskere...eller alle ved de er danskere...

Åbenbart er ytringsfrihed mv. kun noget, der gælder for personer, der er enige med os i vore danske eller vesterlandske ytringer, ligesom retssikkerhed for tiltalte kun er noget, der tales om ved festlige lejligheder, heraf navnet skåltaler.

For 20 år siden var den vestlige verden oppe at køre over hvordan den tidligere østblok dengang behandlede folk der var anklaget for forbrydelser.
Nu ser det ud som om at vi i vesten er ved at gøre det samme som østblokken gjorde dengang. Og med det mener jeg afskaffe rets-sikkerheden for personer anklaget for grove forbrydelser...

Det er bemærkelsesværdigt, at den 22 årige kun bliver varetægtsfængslet (i isolation) i 14 dage. Normalt ville 4 uger være minimum.

Noget kunne tyde på, at PET har en sag, der er så tynd, at dommeren med de 14 dage sætter et stort spørgsmålstegn ved den, men samtidig ikke har mulighed for at gå imod PET, når de hvisker 'terrorrisiko'.

Under alle omstændigheder viser PET med anholdelsen, at man er villig til at udøve magtmisbrug - den hårde næve til en person, der ikke havde lyst til at blive deres agent.

I 2002 havde PET ca. 300 ansatte. I 2006 var den hemmelige tjeneste oppe på 700 ansatte. Sammen med de vidtgående antiterrorlove og den totale mangel på kontrol med PET's aktiviteter, har Danmark taget et ganske alvorligt skridt imod retsstatens forfald og politistatens indførelse.

Bemærkelsesværdig er også det almindelige politis stadig mere provokerende fremfærd , voldsanvendelse og nul-tolerance politik, som især går ud over venstrefløjstilhængere og mennesker af anden etnisk herkomst.

Jeg må give tidligere chef i PET, Bonnichsen ret, når han udtaler, at man aldrig skal lave en lovgivning, som man ikke ville overlade til sin værste fjende. Men er det ikke lige præcis det vi har gjort med § 114 og alle de nye beføjelser vi har givet politi og PET?