Læserbrev

Rækker kunst ikke ud over smag og behag?

Debat
27. november 2007
Jeg havde ikke lige frem regnet med, at selveste Information ville lade sig rive med af regeringsparolen 'hver mand sin mester - hver mand sin smag', men ikke desto mindre lader det til, at parolen nu har vundet indpas i dagbladet - med henvisning til ingen mindre end pressemægtige Marco Evaristti.

Jeg havde ikke lige frem regnet med, at selveste Information ville lade sig rive med af regeringsparolen 'hver mand sin mester - hver mand sin smag', men ikke desto mindre lader det til, at parolen nu har vundet indpas i dagbladet - med henvisning til ingen mindre end pressemægtige Marco Evaristti.

Hvor fedt det end lyder, at Information endelig tager stilling til kunsthistorikeres kritik af kunst eller mangel på samme, så forekommer det mig en anelse ufedt at udgangspunktet drages med henblik på Evaristtis selvfede kødboller. Det er en diskrepans.

Om det handler om guldfisk i blender, kødboller af eget fedt eller røde bjergtoppe, synes det indholdsmæssige at være en saga blot i Evaristtis forjættede værker - glemt til fordel for selviscenesættende ståhej og provokation - hvilken politisk og nyhedshungrende floskel.

Bagsideskribenten i Information 24.-25. november efterlyser kritik; så at sige holdninger fra kunsthistorikere, der tager stilling til hvorvidt samtidskunst er godt eller skidt, kanel eller original idé, der ønskes "en personlig stillingtagen til det, som hidtil er beskrevet som blot og bar fænomener", således, og her tillader jeg mig at analysere bagsideskribents ord, at kritik ikke udelukkende ender som journalistisk nyhedsvinkling. Ja, tak. Men hvad regner I med? Skal kunsthistorikere glemme deres historie, deres horisont og udelukkende ud fra den gode smags tjeneste vurdere hvorvidt kunst er godt eller skidt?

Er vi tilbage i børnehaven, hvor man ikke kan forholde sig til andet end det umiddelbart følelsesmæssige åbenlyse, som var man smagsdommer i en osteforretning?

Jeg er enig i, at man skal forholde sig selvstændigt og kritisk til kunst, men ikke på vilkår, om jeg vil lade følelserne løbe af med mig, således jeg glemmer sagforholdet, historien og relationerne i en kritik af kunsten.

Er kunstkritik ikke en dialektik, hvor smagsdommeri ryger fluks i fælden hos Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed? Er patienten virkelig sin bedste læge eller er kunst noget, der rækker ud over smag og behag?

Det vælger jeg at tro. Det er jo netop i analysen af de enkelte værker, at man kommer ud over fænomenerne, at man nærmer sig en indsigt i det umiddelbart værende og naturligvis kan man i denne analyse skride til personlig stillingtagen. Men jeg vælger samtidig at tro, at læserne kan tænke selvstændigt, og dermed overlader jeg smagen til den interesserede. For ellers ender det bare som Ursula Reuter konstaterer, at man "bliver anklaget for kannibalisme".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den omtalte "kunstner" er bare endnu en pauseklovn i manegen for falsk kontekst!

Ideen med kunst er vel at den skal få os til at se nye sammenhænge vi før var blinde for. I kontakten med et vellykket kunstværk oplever vi at vores forståelse af verden ændres.

Kunstrelativismen har hersket alt for længe. Så modige kunstkritikere opsæt nogle kriterier for hvad betydningsfyldt kunst er for noget.

Det er pudsigt med kunst, hver gang man proever at definere og afgraense faenomenet roder man sig uvaergerligt ud i problemer. Forsoeger man sig med en definition der beskriver kunst som et vaerk der vender vores syn paa verden og virkeligheden paa hovedet. Kunst som noget der rykker ved vores virkelighedsopfattelse, chokerer, overrasker, provokerer etc. etc. Saa maa man jo bare i naeste omgang konstatere at det er forskelligt hvad mennesker finder omvaeltende. Det er forskelligt hvad der hos mennesker giver en oplevelse der aendrer deres forstaaelse af verden. Praecis som det er i livet. Og saa er vi jo lige vidt, for hvem skal saa bestemme hvad det er passende at man klasificerer som overskridende...

Kan man betragte kunstkritikere som andet end kvalificerede smagsdommere? Budskabet i megen har kunst har gennem tiden vaeret lige praecis at det kan man ikke og ofte ikke engang med det positive adjektiv.

Vi kan da godt vælge at sige at kunst er et ord uden betydning. alt er kunst og intet er kunst eller det er op til os selv at bestemme. .Altså kan man kalde en lort på en gren kunst, ligeså vel som man kan kalde Leonardo's "Cenacolo." for kunst.

Man kan da kun begræde, at kritikere ikke, klarer, ud fra et æstetisk og humanistisk standpunkt bedømmer kunst. Der er nogle mennesker der har brugt lang tid på at forstå, studere og indleve sig i kunstværker, derfor har de bedre forudsætninger end læmand. Hvorfor ellers i det hele taget have kunstkritikere? eller for dens sags skyld musik eller litteraturkritikere, hvis man vælger at underkende deres ekspertise.

Men Celilie hvis du vil have troværdighed som kunstekspert, så burde du måske også bruge din expertise til at argumentere for hvorfor Evaristtis kødboller er selvfede.