Kronik

Sammenhængskraft i konkurrencestaten

Sammenhængskraft ikke er nødvendigvis et underlødigt begreb, der er ensbetydende med lukkethed, men kan også fungere som et redskab til at løse konkurrencestatens sociale udstødelse
Når vi hører om andre lande, der vil efterligne vores velfærdsstat, er det i virkeligheden konkurrencestaten, de taler om. Vi tror, vi stadig lever i velfærdsstaten - valgkampen handler om at forbedre velfærden.

Når vi hører om andre lande, der vil efterligne vores velfærdsstat, er det i virkeligheden konkurrencestaten, de taler om. Vi tror, vi stadig lever i velfærdsstaten - valgkampen handler om at forbedre velfærden.

Ernst van Norde

Debat
2. november 2007

Sammenhængskraft er i løbet af de seneste år blevet et omstridt ord i den danske politiske debat. Kendte politikere og adskillige skribenter bruger det som en positiv politisk værdi. Superliberalister og venstreorienterede tager rasende eller hånligt afstand fra ordet. Derfor er den forestilling opstået, at sammenhængskraft er et underlødigt begreb, der burde forvises til Dansk Folkeparti. Det overses, at der de sidste 10-15 år har været en seriøs international debat om begrebet med deltagelse af samfundsforskere og tunge internationale organer som OECD, EU og Verdensbanken.

Fællesskabsbegreber

Sammenhængskraft er et nyt ord i sociologien og blev først for alvor brugt efter 1990. Men sociologien har traditionelt interesseret sig for tilsvarende fællesskabsbegreber. Durkheim blev i 1893 kendt for sit solidaritetsbegreb. I 1980'erne opstod der sociologisk interesse for civilsamfundet. I 1990'erne kom begrebet social kapital, som stadig er det videnskabeligt dominerende fællesskabsbegreb. Samtidig begyndte ordet sammenhængskraft at florere i den internationale samfundsvidenskabelige og politiske debat.

Sammenhængskraft bruges ofte i samme betydning som solidaritet og social kapital. Selve ordet sammenhængskraft dukkede først op i socialpsykologien i 1950'erne. Senere begyndte ordet lejlighedsvis at vise sig i sociologien: Lundbergs 'borgerlige' sociologi fra 1968 og Anthony Giddens' Sociologi fra 1989. Men det er først i det senere værk af Giddens Den tredje vej fra 1998, begrebet indgår i en egentlig teoretisk sammenhæng. Det handler om den sociale investerings-stat, der udgør rammen for den mest omfattende diskussion af social sammenhængskraft.

Begrebet den sociale investeringsstat udsprang af en diskussion, der førtes i 1990'erne, hvor også Giddens deltog. Den sociale investeringsstat er den stat, der under presset fra globaliseringens skærpede konkurrence ændres fra traditionel velfærdstat til social investeringsstat. Mens man i den traditionelle velfærdstat betragtede sociale udgifter som netop udgifter, begyndte man nu at betragte sociale udgifter som investeringer. Sociale investeringer skulle styrke den enkelte og dermed samfundets konkurrenceevne. Ove Kaj Pedersen kalder det konkurrencestaten. Bob Jessop udtrykte udviklingen på elegant engelsk: "from welfare state to workfare state".

Det er tre begreber for det samme fænomen: den sociale investeringsstat, konkurrencestaten og the workfare state.

Jeg foretrækker betegnelsen konkurrencestaten, som mest utilsløret viser, hvad det handler om. Det var blandt andet politikeren Poul Nyrup Rasmussen, der i 1990'erne søsatte konkurrencestaten med aktiveringspolitikken som vigtigt instrument. Anders Fogh Rasmussen fortsatte udbygningen af konkurrencestaten.

Under pres

Ordet sammenhængskraft indføres i forbindelse med den sociale investeringsstat. Sammenhængskraften er nødvendig på grund af globaliseringen og satsningen på konkurrence. Giddens ser styrkelse af den moderne familie som en investering i sammenhængskraft og konkurrenceevne. Den sociale investeringsstat skulle i øvrigt fremme iværksætterånd og risikovillighed.

OECD, EU og Verdensbanken deltog i diskussionen. OECD leverede i 1994 et papir til konferencen OECD Societies in Transition i Paris. Sammenhængskraften er under pres både udefra og indefra. Udefra er det først og fremmest konsekvenserne af stigende international konkurrence og kulturel afhængighed (interdepence).

Indefra udgøres presset af følgende forhold: arbejdsløshed, fattigdom (især i USA), ulighed, stigende andel ældre og indvandrere. Desuden nævnes en række forhold, der skaber uenighed og splittelse: stigende individualisme, dalende indflydelse fra traditionelle strukturer for solidaritet og konsensusdannelse og svækkelse af traditionelle symboler for personlig identifikation. Afslutningsvis anbefales det, at regeringerne finder nye og mere fleksible organisationsformer for at bevare social sammenhængskraft og solidaritet under globaliseringens pres.

EU ser vækst og sammenhængskraft som to sider af samme mønt. Social sammenhængskraft handler i EU først og fremmest om at hindre, at svage områder i EU økonomisk og socialt sakker agterud. Den strukturelle Fond og Sammenhængsfonden (the Cohesion Fund) udgør en tredjedel af EU's budget. EU har udsendt en række Cohesion Reports, første gang 1996.

Også Verdensbanken lægger vægt på social sammenhængskraft og er involveret i en række forskningsprojekter. Verdensbanken ser social kapital som ensbetydende med social sammenhængskraft og betragter social kapital som samfundets lim.

Også i Danmark har vi længe haft faglige diskussioner af den sociale sammenhængskraft. RUC afholdt i 1995 et internationalt symposium From Social Exclusion Towards Social Cohesion. Den sociale eksklusion ses som problemet og social sammenhæng (Cohesion) som løsningen. Partnerskab mellem stat, marked og civilsamfund anbefales.

Et politisk projekt

New partnership for social cohesion hed en international konference i København 1997. Karen Jespersen videreførte i 1998 konferencens diskussioner ved at oprette Copenhagen Centre, der understregede virksomhedernes sociale ansvar. Den danske debat om virksomhedernes sociale ansvar begyndte i 1993, da voksende arbejdsløshed og social eksklusion var en stigende økonomisk byrde. Man begyndte derfor at tale om nye typer samarbejde mellem virksomheder, sociale organisationer og offentlige myndigheder.

Konkurrencestaten er et politisk projekt. Virksomhedens sociale ansvar er et managementteoretisk projekt. Men i 1990'erne flød de to projekter sammen. Ny managementteori blev en del af konkurrencestatsprojektet. Virksomhedernes sociale ansvar består i at modvirke den sociale udstødelse og mindske truslen mod den sociale sammenhængskraft. Ny management er kendt for etiske og grønne regnskaber og virksomhedernes sociale ansvar (Corporate Social Responsibility, CSR). I 1998 kom Kompetencerådets første rapport, baseret på tre basale værdier: konkurrencekraft, sammenhængskraft og skabende kraft.

Det sker, at danske venstreorienterede intellektuelle beskæftiger sig med sammenhængskraften. Per Schultz Jørgensen skrev 2007 artiklen "Sammenhængskraft er velfærd". Han polemiserer ikke direkte mod Dansk Folkeparti og dem, der ser indvandrerne som den største trussel mod sammenhængskraften. Men han påpeger, at sammenhængskraften ikke er ensbetydende med lukkethed, og "at sammenhængskraft i et konkurrencedygtigt samfund er koblet til kulturel åbenhed".

De canadiske forskere Caroline Beauvais og Jane Jenson opsummerer i Social Cohesion: Updating the State of the Research(2002) nogle interessante definitioner. De nævner fem elementer, som de også opfatter som fem definitioner:

1. Fælles værdier og borgerkultur.

2. Social orden og social kontrol.

3. Social solidaritet og mindskelse af velstandsulighed.

4. Sociale netværk og social kapital.

5. Territoriel tilhørsfølelse og identitet.

Fælles værdier, social kontrol og territoriel identitet er omstridte definitioner. Det får dog ikke forfatterne til at bortcensurere dem. Flere af definitionerne er konservative eller kommunitaristiske. I nogle tilfælde er sammenhængskraften tænkt som redskab for konkurrenceevnen. I andre tilfælde er sammenhængskraften tænkt som en beskyttelse mod globaliseringens og konkurrencens mest destruktive virkninger.

Behov for diskussion

Det er forbløffende, at konkurrencestaten ikke diskuteres. Når vi hører om andre lande, der vil efterligne vores velfærdsstat, er det i virkeligheden konkurrencestaten, de taler om. Vi tror, vi stadig lever i velfærdsstaten - valgkampen handler om at forbedre velfærden!

Det er forventeligt, at liberalister elsker konkurrencestat og hader sammenhængskraft. Men det er chokerende, at det samme tilsyneladende gælder venstreorienterede og konservative.

Der er faktisk behov for at diskutere konkurrencestat og sammenhængskraft. Hvad indebærer konkurrencestaten? Hvad er sammenhængskraft? Er solidaritet måske bedre? Er 'sammenhængskraften' blot det figenblad, der skal skjule konkurrencestatens ødelæggende karakter?

Jean Fischer er kultursociolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her