Kommentar

Socialdemokratiets fremtid

Socialdemokratiet når formentlig aldrig op på 40 pct. af stemmerne igen, men vil være nødt til at indgå i relativt jævnbyrdige og skiftende koalitioner
Debat
26. november 2007

Tak til Karl Hjortnæs for en fremragende kronik 20. november. Det var noget andet end at læse spindoktorernes kortåndede kommentarer.

Hovedbaggrunden for den dybe socialdemokratiske krise er, som Hjortnæs klart formulerer det, opløsningen af forholdet mellem parti og fagbevægelse, der så småt begyndte i 70'erne, men som er accelereret fra 90'erne. Den har medført et ideologisk tomrum, hvor fagbevægelsen er blevet afpolitiseret og partiet afideologiseret. Arbejderne stemmer nu i højere grad på de borgerlige partier end på Socialdemokraterne, og af samme grund er fagbevægelsen - for at holde på sine medlemmer - på vej til at blive en traditionel interesseorganisation, mens partiet er ved at udvikle sig til en professionel valgmaskine.

Begge parter søger nu konsekvent de korte fordele på strategiens bekostning, og præget af en samlet bevægelse - en folkebevægelse, som man historisk kan tale om - er næsten forsvundet. At tillægge fagbevægelsen hele skylden for bruddet, som Hjortnæs gør, er dog ikke rigtigt. Nyrup-regeringens delvist neoliberale politik i 90'erne gjorde meget for at skubbe til den hældende vogn.

Vil en enhedsbevægelse, der kan dominere det politiske liv, som det var tilfældet fra 1930'erne til 1970'erne, genopstå? Næppe, og derfor må begge parter forberede sig på en mere beskeden tilværelse. Socialdemokratiet når formentlig aldrig op på 40 pct. af stemmerne igen, men vil være nødt til at indgå i relativt jævnbyrdige og skiftende koalitioner, mens fagbevægelsen vil fortsætte med at gå efter lønmodtagernes umiddelbare interesser i en stadig mere globaliseret, kapitalistisk verden, hvor det faglige samarbejde over grænserne halter langt efter kapitalens grænsesprængninger. Tilgangen vil blive defensiv, hvor den i flere tidligere perioder har været offensiv.

Aftenlyset sænker sig

"I skumringen flyver Minervas ugle ud," som Hegel skrev. Aftenlyset har sænket sig over den stolte socialdemokratiske bevægelse, og vi kan nu se, at en epoke er slut. Det betyder naturligvis ikke at historien er slut, men hvis udviklingen fremover blot i nogen grad skal præges af venstrefløjens værdier, må den, og ikke mindst Socialdemokratiet, foretage en seriøs samfundsanalyse, så politik igen kan blive baseret på viden og holdning i stedet for slagord og performance. Det er godt, men langt fra nok at forlange mere velfærd. Samtidig må partiet finde ud af, om det er et midterparti, som det lige nu gerne vil være, eller et parti til venstre for midten, som Anker Jørgensen definerede det.

En genopbygning af den offentlige sektor er nødvendig, men nok så vigtigt er det f.eks. at interessere sig for en nedbygning af den stadig større arbejdsgiver- og myndighedskontrol over arbejdsprocesserne og en inddragelse af lønmodtagerne i beslutningerne. Ikke kun i det offentlige, men også i det private erhvervsliv. Det kan føre til en demokratisering og humanisering af arbejdslivet. Demokratiet er stadig et ufuldendt projekt, her kunne Socialdemokraterne med fordel begynde.

Claus Bryld er professor i historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fag- bevægelse (i lyset af venstrefløjs-værdierne)

Hvad er det for værdier du tillægger venstrefløjen, som er bevaringsværdige - når fagbevægelsen ikke længere vil bevæge faget, men alene interesserer sig for lønforholdene. Fra 1930 til 70 var fagbevægelsens bedste folk skuemestre for lærlingenes arbejder, således at faget fremmedes for den enkelte og helhedens skyld, andre (uddannelsesinstitutionerne) har siden måttet tage over, da venstrefløjen og fagene svigtede, og har formået at skabe den merværdi, der i dag kendetegner vort samfund og dets vækst...

Tak for en optimistisk analyse. Og for et forslag, der både kan rumme Brundtlandkommissionens anbefalinger og alment solidariske værdier.

Som en kort bemærkning blot det, at lønefterslæbet på de offentlige servicefag viser, at der er noget galt med vores faglige systemer, som bør ændres. I den forbindelse tror jeg, at Socialdemokraternes brud med fagbevægelsen er en ideologisk fordel, som ikke kan overvurderes.

I øvrigt har både den 1. og 2. og sansynligvis også den 3. Fogh efterladt så enorme ubevogtede marker på det retspolitiske og det liberale område, at der turde være noget at komme efter for et ideologisk frit socialdemokrati.

Til slut vil jeg henlede opmærksomheden på SDs, SFs og DFs forslag om at sikre de lavestlønnede offentligt ansatte en indhentning af deres lønefterslæb. Det er positivt, og det ligger faktisk indenfor den danske forhandlingsmodel. Nu skal de blot benytte sig af deres flertal.

Hvad er vigtigst: at være et stort parti eller have en ideologi?. Hvis sosserne vil være et stort parti igen er det i og for sig meget enkelt. Vælgeranalyser lavet af Mandag Morgen og refereret i Politisk Debat P1 lørdag den 24. nov. viser tydeligt problemet. Det store flertal af privatansatte stemmer ikke længere på partiet som de gjorde for 40 år siden. Partiet er blevet partiet for offentligt ansatte. Det eneste, det kræver at inkludere en større vælgergruppe er, at erkende at samfundet er blevet rigere og tidligere kernevælgere har fået noget at miste. Hvis man omdefinerer sin opfattelse af "rige svin" og skubber topskattegrænsen et par hundrede tusinde kroner i vejret, så når man pludseligt ud til mange af de tabte vælgere. Men det kan sosserne ikke indse, og det skal det borgerlige Danmark være glad for.

Tja - ud over nogle strøtanker der forkommer mere bagudrettede og nostalgiske end fremadskuende - så kan jeg ikke se at Claus har ret meget at byde på her. Han ligner mere en gammel hanelefant fra den gang man rejste bygninger til skærm i vor nød

Desuden skal man ikke låse sig fast på overvejelser om hvor stor partiet og bevægelsen kan eller ikke kan blive - det er mere vigtigt at få sat sig ned og grundigt overvejet hvor de store svar ligger når det gælder fremtiden.

Der er stadig brug for en ny stor progressiv inspirerende banebryder for det enogtyvende århundrede men den banebryder bør kaste åget af og holde op med at se tilbage. Den bør repektere det nationale men gøre det med en bevidsthed om at fra nu af og fremover er alle virkelige udfordringer globale - ikke nationale.

Den bør derfor stræbe efter at blive det danske bidrag til den globale dagsorden - og i centrum er det globale miljø, den globale ulighed og grænser for naturmiljøet og vækst bør står øverst på dagsodnen

Socialdemokratiet har fortsat muligheden for at spille rollen som velfærdsstatens bygmestre, udviklere og forsvarere. Det er nok rigtigt, at den tid, hvor det skete med op mod 40 % vælgertilslutning er forbi, men mindre kan også gøre det, hvis partiet formår at sætte sig i førersædet for en bredere alliance.

På den traditionelle fordelingspolitiske venstre-højre akse må partiet placere sig som et bredt centrum-venstre parti. Det ser så småt ud til at lykkes. Man hører i hvert fald ikke så meget til de interne partiopgør længere, hvilket den gode stemning i partiet under valgkampen vel også afspejler.

Mindst lige så interessant er det vi kunne kalde den vertikale værdipolitiske akse eller kulturelle kapitals akse. Her adskiller partiet sig potentielt fra samtlige andre partier ved at favne vælgere med såvel traditionalistiske, som moderne og postmoderne værdiorienteringer.

Alle andre partier har en mere entydig værdipolitisk profil, hvilket i første omgang også gør det lettere for dem at appelere populistisk til bestemte vælgersegmenter, herunder traditionelle socialdemokratiske kernevælgere. Det er imidlertid det brede værdipolitiske potentiale som fortsat giver socialdemokratiet førstefødselsretten til at være velfærdsstatens og demokratiets udviklere.

Socialdemokratiet er ganske vist ikke uden udfordrere til denne rolle. Interessant nok er det den samme rolle som Villy Søvndal ind i mellem synes at skitsere for SF, blandt andet i sin sejrstale i Pumpehuset på valgaftenen. Der skal dog mere end en enkelt valgsejr til at SF overtager stafetten fra Socialdemokratiet, men de faktiske vælgervandringer taler allerede deres tydelige sprog om at "visioner virker".

Vi mangler således stadigvæk at høre en rentonet version af Socialdemokratiets forestilling om velfærd og demokrati i det 21. århundrede. Når det sker vil partiet givetvis få en hel del mindre besvær med at vende tilbage til regeringsmagten.

Jan Hedegaard Kronborg

Jan H. Kronborg — 18-12-2007 11:59:34

--------------------------------------------------------------------------------

”DF - Pia og Dansk Folkeparti har en holdning der på, fordelingspolitik,

bl.a. er lig vores socialdemokraterne og også Socialistisk Folkeparti. (I

overskrifterne).

Harald Børsting LO, undersøger hvad politikken er i handling i Folketinget.

Det er vel det Fru Helle socialdemokraterne, også gør. Undersøger hvad

DF - Pia, vil, når der skal stemmes i Folketinget. Jeg tror nu ikke på Dansk

Folkeparti, vil nedstemme en VK - regering.

Men at Harald Børsting LO og også Fru Helle socialdemokraterne under-

søger muligheden, er okay med mig. Glædelig jul 2007 + nytår 2008” Jan H.

N.B.

Jeg håber meget på at Stig Marker og også Jeppe Brogård har
ret i deres analyse. Jeg håber det medget. En glædelig jul 2007!

Jan Hedegaard Kronborg, Søndergade 22b, 7400 Herning

Vi mangler således stadigvæk at høre en rentonet version af Socialdemokratiets forestilling om velfærd og demokrati i det 21. århundrede. Når det sker vil partiet givetvis få en hel del mindre
besvær med at vende tilbage til regeringsmagten.
Skrevet af: Stig Marker 26. november, 2007.

Til slut vil jeg henlede opmærksomheden på SDs, SFs og DFs
forslag om at sikre de lavestlønnede offentligt ansatte en ind-
hentning af deres lønefterslæb. Det er positivt, og det ligger
faktisk indenfor den danske forhandlingsmodel. Nu skal de
blot benytte sig af deres flertal.
Skrevet af: Jeppe Brogård 26. november, 2007.

Problemet for Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj er, at de efter Murens fald, det liberale samfundssystems (markedsøkonomiens) endelige sejr, Fukuyamas: Historiens afslutning, står uden et samlet politisk projekt.
Der er kun fragmenter tilbage som velfærd i den overståede valgkamp.
I sandhed flyver de hegelske ugler i skumringen for hele venstrefløjen.

Jakob Schmidt-Rasmussen bebrejder Helle Thorning-Schmidtat at hun ”ikke kan kalde sig selv for socialist, selvom hun er formand for et parti for demokratiske socialister”.

Men hvad vil det sige at være socialist og har det nogen mening at være socialist efter Murens fald

Socialisme har intet med murens fald at gøre. Socialisme er drømmen (endnu kun drømmen) om et samfund, hvor ingen tjener penge på andres arbejde.

@Per Vadmand: Vrøvl.

Svend W - jeg bøjer mig i støvet for din elegante, vittige og dog fyldestgørende argumentation.