Som de gode humanister, vi er, tog vi forleden i biografen for at se 'den betagende rejse ind i urbefolkningens identitet'. Eller på almindeligt dansk - den prisvindende film Ten canoes om de australske aboriginere anno før-europæisk-kontakt.
Det centrale i filmen er fortællingen om den unge mand, Dayindi, som har forelsket sig i sin storebrors yngste kone, og storebrorens opbyggelige fortælling til Dayindi om 'den gang for rigtig længe siden', hvor en anden lillebror var forelsket i sin storebrors yngste kone.
Filmen har høstet en lang række priser og har stort set begejstret samtlige danske anmeldere. Politikens Søren Vinterberg har nærmest ladet sig hypnotisere og har ligefrem "svært ved at genkende tiden, da biografens drømmespor slipper op". Hos DR's Peer Juul Carlsen er "de umådeligt smukke billeder og den konstante fornemmelse af ren, uspoleret natur" gået rent ind. Juul Carlsen konkluderer oven i købet, at urmenneskene "minsandten ligner os" (heteroseksuelle, hvide vesterlændinge underforstår man) - "mændene tænker på kvinder og kvinderne tænker på mænd, mændene går på jagt og skaffer føde mens kvinderne skændes med hinanden hjemme i landsbyen". Nej, der er minsandten intet nyt under solen.
Desuden finder flere anmeldere det værd at nævne, at rollerne i filmen, som den første nogensinde, udelukkende er besat af aboriginere. Det er dejligt at tænke på, at der sådan er plads til alle - også i filmens verden. Nu mangler vi bare en film, hvor rollerne kun er besat af homoseksuelle, én kun af hottentotter og én kun af muslimske kvinder, der bærer tørklæde.
Men det skal selvfølgelig ikke lægges filmen til last, at anmelderne har fået kønsrollerne og den uspolerede civilisation galt i halsen. Eller skal det. For filmen selv søber i stor stil rundt i de samme begreber.
Belærende
"It's not like your story, but it's a good story all the same". Med disse belærende ord afsluttes filmen og dermed slås det fast med syvtommersøm, hvad man for længst havde forstået, at man skulle forstå: Ten Canoes giver helt ekstraordinært adgang til de undertrykte aborigineres begrebsverden.
Filmens helt store problem er bare, at den ikke giver for fem flade ører stemme til andet end det vestlige menneske. Filmen reproducerer nemlig en uhyre typisk og vestlig forestilling om det uciviliserede - primitive - menneske. Tænk f.eks på Conrads stærkt kritiserede Mørkets Hjerte. 'De indfødte' skildres her på samme måde som aboriginerne i filmen - som i ét med naturen og som bestemt af deres race snarere end af deres individualitet.
Aboriginerne i filmen har et dejligt naturligt forhold til deres egen afføring. Og til døden (selvfølgelig). De har så godt som ingen karaktertræk, og de få, de faktisk har, er mildest talt karikerede og unuancerede. F.eks minder den ældre mand, Birrinbirrin, der er tyk og glad for honning, mest af alt om en stærkt forenklet udgave af Peter Plys. Aboriginerne er åbenbart også, ifølge filmen, et folk, der til enhver tid er det samme. For eksempel spiller den samme skuespiller rollen som den forelskede lillebror i de to sideløbende fortællinger, selvom den ene foregår 'for længe siden' og den anden 'for rigtig længe siden'.
Med sin fremstilling af aboriginere præsenterer Ten Canoes altså endnu en gang det vestlige menneskes historie om 'det primitive folk', der render nøgne rundt og er i ét med naturen og er søde og sjove og lidt ligesom børn, adskillige udviklingsstadier bag os andre - individuelle, hvide vesterlændinge.
Kristina Nya Glaffey er forfatter, og Kirsten Juul Nielsen er stud.mag. i dansk og sociologi
Hovedproblemet med denne anmeldelse her er at anmelderne antager, fejlagtigt, at filmen og manuskripted er lavet af hvide mænd. Virkeligheden er at manuskriptet var en ide der var formuleret af David Gulpilil og at det herudover blev til i samarbejde med andre af hans stammefæller i Ramingining. Ideen var at skildre livet som de har fået det overleveret af deres ældre (nogle af dem kender stadig til traditionel buscraft)og som myterne fortæller det var før den hvide mand kom.
Så kritikken retter sig altså ikke imod hvide forfatter der skidlrer aborigine myter men mod aboriginers egne forestillinger om livet før de hvide kom.
Kritikken retter sig mod aboriginers egen manglende evne til at skildre sig selv som individer osv osv som nu anmelderne her har formuleret det. her.
Inden vi således angriber og slagter Gulpilil, Birrinbirrin, Bunungurr og de øvrige som er de faktiske forfattere bag manuskriptet så burde vi måske lige kaste et stykke blik på vore egne tilsvarende myter og overleverede folkefortællinger og spørge os selv om det igrunden ikke ligner netop ret meget når det gælder enkle og noget sterotype individer?
Det er altså ikke typisk i de mytiskefortællinger om drømmetiden som florere blandt mine aborigine venner hernede i Australien, de er som oftest meget enkle fortællinger som ligner dem vi kender fra de nedskrevne folkeeventyr i Europa, og det er netop tilsvarende materiale der er anvendt her hvorfor der ikke nødvendigvis er tale om at hvide mænd trækker deres racistiske forestillinger ned over hovedet på de oprindelige folkeslag, bare at de oprindelige forlkeslag (jeg siger dette i flertal fordi sådan er virkeligheden her) er meget ligesom os selv. Også de kan lide enkle ofte lidt moraliserende fortællinger om fortiden, da der er tale om en tabt tid er der måske forståeligt nok en tendens til at romanitsere lidt, det er heller ikke nødvendigvis noget vi skal bebrejde forfatterne bag. Måske man bare skulle tage filmen som det den er - en mytisk fortælling i al væsentlighed baseret på folkets egne forestillinger?
Robert Ørsted Jensen, Queensland
forsker i race-relationer i det 19 århundredes Australien
Men, jo da, Ups!
I bagklogskabens klare lys burde vi nok ha sendt bud til Danmark om at få lov at låne et par store hvide massaer med solid akademisk baggrund og uddanelse udi postmoderne forestillinger om realisme ned til Armheimland så de kunne belære de nævnte aboriginer om kunsten at være skeptisk over for de naive og stereotype elementer i deres egne myter og overleverede forestillinger om en oprindelig og enkel tilværelse i fortiden.
Må jeg anbefale cand.mag.en i dansk og sociologi at begynde at studere det som aboriginerne kalder for 'drømmetiden'. Så vil hun (og hendes medstuderende?) netop opleve, at for aboriginerne er fortid, nutid og fremtid smeltet sammen til et punkt, dvs. al tid foregår lige nu. De gamle fortællinger er netop ikke gamle, de eksisterer side om side med de øvrige dagligdags fortællinger, men bare i forskudte parallelle spor, dvs. ved siden af det vi i Vesten kalder for NU-TID. Tid hos aboriginske samfund er ganske sikkert noget, der kommer --- ikke noget der går...som det jo ofte er er i vestlige samfund.
Filmen Ten Canoes er jo en mytisk fortælling, en legende. Og i myter og legender anvender man faktisk ofte arketypiske karakterer, ligesom man anvender arketypiske grundkonflikter som f.eks. den med at en mand er forelsket i en anden mands kone mm. Således åbenbart også i denne film.
Det er jo ikke filmen Ten Canoes fejl at hvide mandlige anmeldere åbenbart projicerer deres egne opfattelser af oprindelige folkeslag ind i deres anmeldelse af filmen. Jeg ved ikke helt hvorfor de to kvinder nævner det med afføringen, med jeg ved at indtil flere oprindelige folkeslag rent faktisk skider på det sted, hvor de tager planter mv. op --- selvfølgelig først efter at de har taget planterne op. Det er deres måde at sige tak til jorden på --- så de kan få noget at spise. De fleste oprindelige folkeslag har faktisk et ganske naturligt og mere sundt forhold til døden end hvide vesterlændinge har. For de fleste oprindelige folkeslag er døden blot en udvidelse af 'drømmetiden' for nu igen at tale ind i aboriginernes forestillingsverden.
Det er netop denne opfattelse af 'drømmetid' der gør at aboriginerne mener at de altid er de samme, både i 1700-tallet og her ind i det første årti af det 21.århundrede. Og mange vil sikkert mene, at aboriginerne lever tættere på naturen, og mere i pagt med naturen end vi gør i Vesten. Om de også lever mere oprindeligt og ægte skal jeg lade være usagt.
Målet med filmen 'ten canoes' har jo sikkert ikke været at lave en dokumentarfilm om, hvordan aboriginernes forhold er i dag, men at lave en fortælling om, hvordan det var engang --- i det de kalder for 'drømmetiden'.
"Hovedproblemet med denne anmeldelse her er, at anmelderne antager,
fejlagtigt, at filmen og manuskriptet er lavet af hvide mænd.".. Nej,
vi har overhovedet ikke antaget, at filmen og manuskriptet er lavet af
hvide mænd. Vi mener, det er fuldstændig irrelevant hvem, der har
lavet filmen og manuskriptet – vi mener nemlig, at filmen reproducerer
en idé (som dog med stor sandsynlighed er vestlig i sit udspring). Og
idéer skelner som bekendt ikke mellem sort og hvid hudfarve, når den
sætter sig igennem. Derfor er det mildest talt naivt at tale om, at
aboriginerne har overleverede myter og forestillinger, som er deres
egne, dvs. upåvirkede af europæernes tankegods. Desuden mener vi også,
at aboriginernes intelligens er på niveau med den hvide vesterlændings
- og at det derfor ikke er nødvendigt at passe på med at kritisere
nogle aborigineres selvfremstilling. De pågældende aboriginere er vel
udmærket i stand til at reflektere over sig selv og til at tage til
genmæle. De er jo ikke børn. Vi mener altså ikke, at vi selv
undertrykker aboriginernes myter og forestillinger, når vi kritiserer
filmen og dens reception (selvom Robert Ørsted Jensen mere end antyder
dette i sin anden kommentar).
Kære Kirsten, Selvfølgelig kan du ha ret i at deres myter ikke er upåvirkede af 200 års tilstedeværelse af hvide. Men her taler altså om områder af Australien hvor påvirkningen har været mindst og i alle tilfælde er af nyere dato. Du kan stadig i de nordvestlige dele af Australien finde folk der kender til traditionel levevis. En meget stor del af befolkningen taler endnu idag ikke Engelsk, de taler kun deres eget sprog, hvorfor påvirkningen alene af den grund har sine begrænsninger.
Du kommer al for let over min påpegning af at stereotype karakterer er et klassisk træk i alle traditionelt overleverede folkemyter, og at det derfor på ingen måde er særlig nedladende eller primitivt at fastslå at dette også er tilfældet i Australien. Jeg har nu i flere år læst nedskrevne myter fra forskellige områder af Australien og de har på dette område alle de samme fundamentale træk som du også ser i filmen her.
Det I skriver afslører at I ikke overvejede intentionerne bag denne film og ikke gjorde jer tanker om formsproget og funktion i netop denne type overleveret fortællekunst. Det er flintrende ligegyldigt om du henter historien fra bondefolk i midt Europa, tatere ovre på heden, samere i nordnorge, fangere i Grønland eller Apahoe indianere i Texas. ’Virkelige’ personer af den art du efterlyser finder du ikke i sådanne fortællinger, de er ikke formålstjentlige. De lever ikke op til kriteriet for en type fortælling der stammer fra tider hvor man ikke havde skriftsprog og hvor man anvendte fortællinger til at overbringe/levere hvad vi idag viderebefordrer med nedskreven tro, love, moral og lignende.
Istedet synes det som om at I har siddet der på bænkene og propper hinanden op med netop jeres vestlige ideer om personskildringer der reflekterer det I opfatter som det ’virkelige liv’ og en deraf følgende små irritation over personskildringerne som virker primitive og påtagede. I har tydeligvis siddet og set en anden film end den film man her ønskede at vise jer.
I ender derfor op med at udtrykke netop et ønske om at vride sådanne traditioner over i retning af netop - moderne vestlige opfattelser af – hvad en god fortælling bør indeholde.
Kort sagt I har misforstået det hele
Kære Kristina Nya Glaffey og Kirsten Juul Nielsen
I må da ha et fattigt åndeligt hvidt liv, når i bruger jeres tid på at hidse jer op over anmeldelser af 10 Canoes 8samt filmen?)
Måske er det det kaldes politisk korrekthed, det er jo som bekendt ret så kedeligt. Prøv med lidt positive oplevelser, og kom så op hesten igen.
Er det helt galt med jer, så kan stoffer og megen og /eller vild sex, måske også være noget i burde overveje. Jeg har set filmen 3 gange uden at få ondt i røven, mødt instruktøren og hans kone (der har skabt dokumentarfilmen om 10 Canoes), de ville helt sikkert få sig et godt grin hvis man oversatte og sendte jeres "udgydelser" til dem.
Nu er emnet heldigvis ikke sexisme, for hvis det var, burde man godt nok ulejlige sig med at svare på dit indlæg, metalstein.
Tak for de gode og saglige input til den gang vilde vås, som de to damer har disket op med. Jeg vil nu - med stor fornøjelse - se den omhandlede film.
Dansk feministisk bevægelse udgår aldrig for egnede dumpekandidater.
O Herre Jemini, hvor er det bare f o r m e g e t (som onkel Danny ville have sagt).
Jeg vil stærk anbefale at men ser denne film og jeg er ingenlunde hverken en uvidende eller en ukritisk iagttager.
Således fandt jeg at ”Tracker” den forgående film fra samme instruktør var utålelig politisk korrekt og dårligt funderet på enkelte punkter. Den var også uprovokerende og plottet var ude af konvergens med det generelle billede man får når man gå i dybden med de faktiske liv og hændelser i det nittende århundredes Australien. Denne film derimod er på flere punkter meget beundringsværdig og en film jeg synes man bør se.
Jeg er selv ved at lægge sidste hånd på et meget omfattende og årelangt studie der omfatter de hvides attitude i de tidligste år og har derfor måttet tilegne mig en vis viden om emnet. Jeg kan sige at det der især er bemærkelsesværdigt ved denne film er at den på forbløffende mange punkter nøje svarer til de beskrivelser jeg har læst fra hvide som grundet på særlige omstændigheder oplevede at leve som indfødte i flere år. Vi taler om perioden før 1850.
Skildringerne svarer også meget nøje til en hidtil ukendt beretning jeg har fundet fra en ung 24-årig dansker som omhandler året 1868 hvor en dramatisk og ublid skæbne bevirkede at han blev kastet fra et liv i det bedre københavnske og londonske borgerskab til en primitiv tilværelse i nyåbnede områder i det indre Australien. Her levede han i en længere periode side om side med en klan af Dharawala folket. Han blev senere en usædvanligt fremragende journalist og hans mange (hidtil ukendte) artikler er bemærkelsesværdige netop for hans evne til at iagttage og senere beskrive det sete med et mål af objektivitet og indlevelse som var usædvanlig i hans samtid.
I modsætning til andre hvide iagttagere lagde han meget vægt på lighedspunkterne mellem ’dem’ og ’os’. De indførte børn legede lege som i forbløffende grad lignede det han kendte fra hans egen barndom i Charlottenlund, og deres humor lignede i uendelig mange måder ’vores’ egen. Han beskriver jalousi opgør, unge mennesker der flirtede i det skjulte og rituel afstraffelse som i alle forhold svarer nøje til det der vises i denne film. Ægtefæller havde ægteskabelige sammenstød som ligeledes til forveksling lignede det han kendte fra sin egen verden. Fremmede indfødte blev dræbt og begravelses ritualer overhold der på alle afgørende punkter svarer til det der her vises i filmen.
Jo, der er også ting som vi ikke ser på filmen, ting som kan virke stødende på hvide. Det var således almindeligt at skære nyre og nyrefedtet ud af afdøde fjenders krop. De fleste stammer havde stærke forestillinger og ritualer der knyttede sig til dette objekt. Det var også ret almindeligt at man omhuggeligt skar skindet af og fjernede kødet fra kroppen af afdøde. Det var ikke ualmindeligt at man under begravelsesritualet ristede og mellem sig konsumerede vise dele visse dele af en kær afdøds krop. Det var også uhyre almindeligt at man i mange måneder derefter bar skindet, visse knogler af afdøde på sine vandringer i bushen. Men dette er ikke demonstrativt udelukket på denne film, der er bare mindre væsentligt for fortællingen og det der vises svarer nøje til den virkelighed der skildres af folk der overværede deres liv i de tidligste år.
Alt i alt er denne film en fair og enestående smuk repræsentation af den verden og det liv som disse folk ønsker at huske og de dele de ønsker at vise os.
Som sådan er filmen ikke alene meget anbefalelsesværdig den er fremragende og aldeles unik. Det er denne unikhed som gør at den mere end fortjener al den ros og alle de udmærkelser den har fået og mer til.
Hvis nogen af jer går ned og henter filmen som dvd er der på disk nummer to et indslag hvor filmens co-director Peter Djigirr (som også er skuespiller i filmen, han spiller rollen som en der dræbes som gengældelse) forklarer formålet med filmen fra hans og hans stammefællers side. Det er karakteristisk at han er sky og at han periodisk slås med at udtrykke sig på det engelske sprog, hvorimod han imellem konverserer flydende med de øvrige på sit eget sprog. Men han får dog forklaret at formålet med filmen var at vise os ’Balandas’, i hans sprog ordet for hvide, det han kalder for - ’vores lov’. Og han afslutter med at sige at den blev skabt fordi - ’Vi ønsker ikke at miste vore kultur’ og fordi de hvide lægger stort pres på hans folk for netop at få dem til at vende ryggen til deres egen kultur.
Når Djigirr anvender ordet lov, så dækker det generel livsførelse. Lov, liv og religion kan ikke adskilles i de indfødte australieres oprindelige tankeform (meget lig det man kender fra fangersamfund i Grønland) og det er her demonstreret at dette til en vis grad stadig er tilfældet i Peter Djigirrs livssyn og bevidsthed. Indslaget dokumenterer således hvad jeg skrev ovenfor
Det bør tilføjes at der oprindeligt over 250 sprog og hundreder af ret forskellige kulturer på dette kontinent og mindst lige så store sproglige og kulturelle forskelle som dem vi kender fra det Europæiske kontinent, og som f.eks mellem tjetjenere og briter. Det vi idag bliver pæsenteret for er oftest en disneyficeret udgave, langt fra alle brugte f.eks boomerang og didgeridoo endsige malede billeder som dem vi typisk vises idag og den måde disse kanoer er bygget er på flere punkter unik for Arnheim området.
Jeg synes man skal gå og se filmen med denne forståelse i baghovedet. Prøv at lægge den ikke altid særlig velfunderede forudindtagethed på hylden. Indse istedet at din viden her, som de fleste andre danskeres, givet er ekstremt begrænset for ikke at sige ikke eksisterende. Skub så også lige litteraturkritikken og analyserne fra universitet curriculum lidt til side for senere brug. Forvent ikke at dette er David Lynch eller spændingsfyldte momenter som dem i den seneste 007. Lad istedet de smukke natur billeder glide. Vid - at trods det faktum at alle skuespillere er amatører og derfor ikke alle er lige gode ud i det hverv (hvad man anbefales at ignorere) - så er dette rent faktisk en fremragende repræsentation af livet i det førkoloniale Australien, iblandet væsentlige aspekter fra de traditionelle myter som bandt disse menneskers liv sammen.