Kommentar

Det tvivlsomme udkomme

DR oplyste for resten selv, at de aldrig har været bedre på en valgaften
Formentlig er overvejelserne på de mere fordækte linjer i Venstre så småt i sving: Hvordan man skiller sig af med Fogh Rasmussen på en pæn måde (eller mindre pæn - sentimentalitet ligger ikke til Venstre), eftersom partilederen ikke længere sælger billetter. Den kommende tid vil stadig udvise tab for partiet.

Formentlig er overvejelserne på de mere fordækte linjer i Venstre så småt i sving: Hvordan man skiller sig af med Fogh Rasmussen på en pæn måde (eller mindre pæn - sentimentalitet ligger ikke til Venstre), eftersom partilederen ikke længere sælger billetter. Den kommende tid vil stadig udvise tab for partiet.

Thorkild Amdi

17. november 2007

Så tabte Fogh Rasmussen endnu engang. Endnu et valg efter 2001 med vigende mandattal, denne gang hele seks mandater. Statsministeren mistede oven i købet en ordentlig sækfuld af egne personlige stemmer. På den måde ligner hans statsministerperiode Schlüters, hvor statsministereffekten også var tvivlsom. Også den konservative statsminister tabte støt efter de første triumfer og udhulede sit parti, til det var ved at bukke helt under efter hans afgang. Kun takket være andre omstændigheder så som fremgang for Dansk Folkeparti, Khader & Co's ufattelige kludder og Socialdemokraternes manglende mod til at føre kulturkamp, samt opponere mere aggressivt mod krigen, lykkedes det VKO at holde skruen i vandet.

Uanset at en lige lovlig ønsketænkende dødsannonce på forsiden af dette blad, hvis mening var, at VKO var kreperet, samt løse forsikringer på Fogh Rasmussens vegne om at han vil søge mod midten, er VKO en fortsat realitet. Men det kan under omstændigheder blive en turbulent sejlads.

Færingen kan VK nok regne med; færøsk statsskik tilsiger ganske vist, at man holder sig neutral i kontroversielle sager, hvor udpræget danske sager og regeringsskæbner står til afstemning, men man kan altid finde en udvej og gøre en dansk regeringskrise færøsk. Sker det imidlertid, at blot ét medlem af VK-blokken får nok af DF's brovten og af de usmageligheder der nu i forstærket grad vil vælte ud af de forsamlede landsbypræster, vakler regeringen, og alt kan ske.

Skrammer i lakken

Dette er således og trods S's og Radikales tab en understregning af hvor vild og ukyndig påstanden om et systemskifte har været - ikke mindst nu i udsigten til slinger i valsen med et svækket største regeringsparti og en partiformand og statsminister med skrammer i lakken. Men at skrammerne skulle føre til mere midterpolitik er ikke indlysende. Venstres svækkelse kommer vel først og fremmest af statsministerens ydre blødgøring og nedtoning af sit liberale jeg. Formentlig er overvejelserne på de mere fordækte linjer i Venstre så småt i sving: Hvordan man skiller sig af med Fogh Rasmussen på en pæn måde (eller mindre pæn - sentimentalitet ligger ikke til Venstre), eftersom partilederen ikke længere sælger billetter. Den kommende tid vil stadig udvise tab for partiet. Endelig er det gået op for folket, samt Venstres egne må man vælge at tro for ikke at miste tilliden til den danske hæderlighed, at partiet ikke i længden i spidsen kan have en person med kreativ bogføring på samvittigheden. En sådan erkendelse af værdierne i dansk politik er kommet sent, men den er kommet!

Vogt dig! lyder de dystre toner i magtens korridorer. I kulissen står Lars Løkke parat til at føre skalpellen - såfremt en international passende post ikke snart viser sig, og hvorfor skulle den gøre det - på et tidspunkt når formanden mindst venter det. Konspiratorerne mangler blot en Jens Rhode til at arrangere den mere kulørte del af festen, skønt radiodirektøren, der i kraft af sit hverv i Folketingets medieudvalg i sin tid skamløst lavede en ny medieaftale og kreerede sit eget ønskejob, nu er løsgående og står til rådighed for arbejdsmarkedet. Den slags folk hænger skam ikke på træerne.

Skamløse DR

DR's presseafdeling er særdeles rundhåndet. Udsender dagligt en sværm af pressemeddelelser mestendels i en stadig hørm af selvros. Der udøves næppe den ligegyldighed i den sønderlemmede institution, der er for beskeden til ikke at få en begejstret pressemail. For længst er de begyndt at vurdere egne udsendelser som store succeser - som regel på forhånd - eller byggende på højst tvivlsomme seermålinger. En, to, mange: DR har gjort det igen! Valgaftenen, dét fik man som mailmodtager af denne skamløse selvforelskelse betroet, var den bedste valgaften nogensinde! Så og så mange havde set den, og så burde man jo stikke piben ind og lette måsen.

Den fortrinlige Reimer Bo Christensen var vært og sled som et bæst for at bibringe showet en eller anden form for journalistisk skikkelse. Bag ham sad en valgredaktion, som gjorde, hvad de kunne for at reducere ham til noget fra Robinson og det hele til at ligne Se&Hør med lejlighedsvise public service-forpligtelser i hastigt skiftende oftest ukommenterede valgresultater.

Hvor de til dagligt sovser nyhedsprogrammerne ind i forhenværende spindoktorer og valgeksperter, der ofte udæskes til at sige det selvfølgelige som enhver idiot kan regne ud, var valgaftenen, hvor det dog ville have haft mening at alliere sig med eksperter, blottet for den slags. Ikke én kyndig vurdering, ikke én dybdeborende kommentar om interessante eller omstridte valgkredse, ikke én overvejelse undervejs af hvorfor Venstre gik sådan tilbage, hvorfor Konservative alligevel ikke fik en på skrinet; ikke antydningen af historisk dimension eller diskussion af de utallige fejlslagne forudsigelser.

Valgredaktionen, hvis tekniske og mandskabsmæssige apparat var betydeligt med medarbejdere på alle mulige og umulige steder, anvendte fortrinsvis disse mange kræfter til at stille det begavede og videbegærlige spørgsmål: hvordan de ledende politikere nu følte det i maven: ved at tabe, ved at vinde, ved at skulle tale til partifællerne, ved at have talt til partifællerne, ved at have ført valgkamp, ved at være færdig med at føre valgkamp, ved at have svigtet familien, ved snart at skulle se familien...

Slog man over på TV 2 var det sådan set det samme. Folk på posterne i larm og øltåger eller anbragt foran mørkelagte huse, hvori vistnok partiledere befandt sig, inden de for tv-effektens skyld, udelukkende for tv-effektens skyld - drog til deres respektive valghovedkvarterer. Det nye stunt i år var at følge dem helt ind i bilerne og køre med dem. Direkte komisk med Margrethe Vestager selv ved rattet, hvor fotografen må have ligget i handskerummet, og den radikale leder tydeligvis førte motorkøretøj på kanten af det distræte.

Med reporteren i lommen

En særlig idræt er med årene udviklet til det groteske: Når partilederne er undervejs ind til deres nedtrykte eller jublende partifæller, gælder det for tv-reporteren, om at komme så hurtigt og kontant som muligt ind på disse krampagtige og til det yderste pressede personer. Per Stig Møller havde for flere valg siden, da han var ved at blive verfet ud, naturkraft nok til at blive skidesur på sådan en klovn, der var ved at vælte ham.

I år var det partifællen Bendt Bendtsen, der i et splitsekund var ved at få en prop, men hummede sig med alt hvad han havde lært på politiskolen af professionel selvbeherskelse over for gadebøller, mens reporteren var ved at kravle op i lommen til ham. Hvordan føles det i maven ikke at have tabt, som det var spået? var vist spørgsmålet. Jo, det er da kanongodt! kvækkede vicestatsministeren på fynsk uden stød, hvor et naturligt instinkt havde givet plageånden en røvfuld med eller uden knippel.

Den redigerende idé bag valgudsendelserne - ikke mindst DR's - hvis man ellers kan henføre processen til ideernes verden, må være, at journalistisk tankeorienterede udsagn er bandlyst. Stakkels Reimer, der er en dygtig journalist, kremtede et par småbemærkninger ud mellem sidebenene, små vink til seeren om at der et eller andet sted også må trives en form for opposition mod denne himmelråbende vulgarisering og fordummelse af stoffet. Danskerne behøver ikke lide af politikerlede, ikke mere end naturligt er. Snarere af journalistlede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Hetz, den trivelige klovn med gadedrengesproget, har uafvidende ret på et punkt, DR er uudholdelig.

Resten er simpelt vås,- er klovnen liniebetalt?

Jeg orker ikke at ofre kalorier på dumhederne,- henvis ham til psykiater.