Kronik

Den uddøde Lenin

Bolsjevikkernes leder hviler i sit mausolæum, men måske kan han stadig tænde en utopisk gnist. Tanker ved Oktoberrevolutionens 90-årsdag
At gentage Lenin vil sige at acceptere, at Lenin er død, at hans særlige løsningsmodel slog fejl, ja slog uhyrligt fejl, men at der var en utopisk gnist i den, som er værd at bevare.

At gentage Lenin vil sige at acceptere, at Lenin er død, at hans særlige løsningsmodel slog fejl, ja slog uhyrligt fejl, men at der var en utopisk gnist i den, som er værd at bevare.

Richard Forward

Debat
5. november 2007

I sin dagbog nedskrev Leon Trotskij en drøm om Lenin, han havde natten til den 25. juni 1935:

"Efter mine omgivelser at dømme befandt jeg mig på et tredjeklasses skibsdæk. Lenin lå på en briks. Jeg enten stod eller sad ved hans side. Ængsteligt spurgte han til min sygdom. 'De ser ud til at lide af nervesvækkelse. Hvad De har brug for, er masser af hvile' ... Jeg svarede, at jeg plejede at komme mig hurtigt oven på mine træthedsanfald takket være min medfødte Schwungkraft (vitalitet, red.), men at problemet denne gang syntes at bero på dybere processer ... 'Jamen så må De alvorligt talt (han betonede disse ord) konsultere disse læger' ..., hvorpå han gav sig til at opremse flere navne. Jeg svarede, at jeg allerede havde rådført mig med flere læger og begyndte at fortælle ham om min tur til Berlin, men idet jeg betragtede Lenin, huskede jeg pludselig, at han jo var død. Jeg forsøgte straks at slå denne tanke hen, således at jeg kunne fortsætte vor samtale. Da jeg var færdig med at fortælle ham om mit kurophold i Berlin i 1926, fik jeg lyst til at tilføje: 'Ja, det var jo i tiden efter Deres død', men jeg tog mig i det og sagde i stedet: 'Det var i tiden, efter at De blev syg ...'"

Manglende erkendelse

Hvad kan det mon betyde, at Lenin ikke ved, han er død? To gensidigt modstridende tolkninger af Trotskijs drøm er mulige. Ifølge første læsning signalerer den uddøde Lenins skrækindjagende-lattervækkende skikkelse bolsjeviklederens manglende erkendelse af, at det enorme sociale eksperiment, han egenhændigt satte i værk, var endt i stalinismens katastrofe, terrorvælde og ufattelige lidelser. Den døde Lenin, som ikke ved, han er død, står dermed for vores egen stædige modvilje mod at give afkald på storslåede utopiske samfundsprojekter og i stedet slå os til tåls med vor situations begrænsninger: Lenin var dødelig og begik sine fejl som alle andre dødelige, så det er på tide, at vi lader ham i fred, at vi steder dette obskøne spøgelse, der hjemsøger vores politiske fantasiverden, til hvile og tager fat på de konkrete problemer, vi står over for, på ikke-ideologisk og pragmatisk maner.

I en anden henseende kan Lenin imidlertid opfattes som stadig i live: Han er i live i den forstand, at han står som inkarnationen på, hvad den franske filosof Alain Badiou på sin skamløst platoniske måde kalder 'den evige idé' om universel frigørelse, den udødelige stræben efter retfærdighed, som intet nederlag og ingen katastrofe kan tage livet af. Man bør her ihukomme Hegels sublime ord om Den Franske Revolution i sine Forelæsninger over Verdenhistoriens Filosofi:

"Det er blevet sagt, at Den Franske Revolution er et resultat af filosofien, og det er ikke uden grund, at filosofi er blevet kaldt Weltweisheit (verdensvisdom, red.), for den befatter sig ikke kun med sandhed i og for sig forstået som tingens rene essens, men også med sandhed i dens levende form som udfoldet i verdens anliggender. Vi bør derfor ikke modsige det udsagn, at revolutionen modtog sin første impuls fra filosofien (...) Ikke siden Solen fandt plads i firmamentet og planeterne roterede derom, har det været erkendt, at menneskets eksistens er centreret i dets hoved, dvs. i tænkningen selv, hvor den inspireres af, hvad mennesket opbygger i virkelighedens verden (...) Men ikke før nu er mennesket skredet frem til erkendelse af det princip, at tænkningen bør styre den åndelige virkelighed. Dette var følgelig et glorværdigt mentalt daggry. Al tænkning tog del i tiljublingen af denne epoke. Følelser af en ophøjet karakter vakte menneskers sind i hin tid; en åndelig begejstring gennemrystede verden, som om forsoningen imellem det guddommelige og det verdslige først nu blev fuldbyrdet."

Succesrig revolte

Dette afholdt, selvfølgelig, ikke Hegel fra koldt at analysere den indre nødvendighed i, at denne eksplosion af abstrakt frihed slog om i sin modsætning: den selvdestruktive, revolutionære terror. Imidlertid skal der ikke her ses bort fra, at Hegels kritik er immanent og accepterer Den Franske Revolutions grundlæggende princip.

Nøjagtig på samme måde bør vi forholde os over for Oktoberrevolutionen: Den var det første tilfælde i hele menneskehedens historie af en succesrig revolte fra de fattige og udnyttedes side imod alle hierarkiske ordener, og hvor den egalitære universalitet kom direkte til magten. Denne revolution stabiliserede sig i en ny social orden, en ny verden blev skabt og overlevede på mirakuløs vis iblandt ufatteligt økonomisk og militært pres og isolation. Dette var i sandhed "et glorværdigt mentalt daggry", hvor "al tænkning tog del i tiljublingen af denne epoke".

For nogle år siden fremsatte kunstkritikeren John Berger en frapperende pointe om en fransk reklame for det internetbaserede investeringsmæglerfirma Selftrade: Under billedet af et hammer og segl i massivt guld og med indfældede diamanter, stod følgende undertekst: "Og hvad nu hvis aktiemarkedet var til alles fordel?". Strategien og budskabet i denne reklame er åbenlys: Aktiemarkedet lever op til de egalitære kommunistiske kriterier, thi alle kan tage del i det. Berger anstiller nu følgende tankeeksperiment: Lad os forestille os, at en reklamekampagne i dag brugte billedet af et hagekors i massivt guld og indfældet med diamanter ... Det ville selvsagt ikke fungere, fordi, som Berger påpeger: "Hagekorset appellerer til de potentielle sejrherrer og ikke til de besejrede. Det påkalder sig dominans, ikke retfærdighed."

I modsætning til dette påkalder hammer og segl sig håbet om, at historien omsider vil forløse de, som kæmper for frihed og retfærdighed. Ironien er således, at i selv samme moment som dette håb officielt proklameres dødt af den dominerende ideologi om 'ideologiernes endeligt', må selve paradigmet på 'postindustriel' virksomhed (for findes der noget mere 'postindustrielt' end at handle med værdipapirer på internettet) mobilisere dette slumrende håb for at få sit budskab igennem. Den opgave, der står tilbage, er altså at gentage Lenin: At give nyt liv til det håb, som stadig fortsætter med at hjemsøge os.

Socialistisk barbari

Man kan ikke skille den unikke konstellation af kræfter, som muliggjorde den revolutionære magtovertagelse i oktober 1917, fra dens senere stalinistiske drejning: Den samme konstellation, som muliggjorde revolutionen (bøndernes utilfredshed, en velorganiseret revolutionær elite, etc.) førte det stalinistiske vendepunkt med sig i sit efterspil - og heri ligger den egentlige leninistiske tragedie. Rosa Luxembourgs berømte diktum - socialisme eller barbari - endte som den ironiske identitetssammensmeltning af disse to modstillede termer: Den'reelt eksisterende' socialisme var barbari.

At gentage Lenin betyder følgelig ikke at genoptage Lenin. At gentage Lenin vil sige at acceptere, at Lenin er død, at hans særlige løsnings-model slog fejl, ja slog uhyrligt fejl, men at der var en utopisk gnist i den, som er værd at bevare. At gentage Lenin vil sige, at man forstår at skelne imellem, hvad Lenin faktisk gjorde, og det felt af muligheder, han åbnede - at man forstår spændingen i Lenin imellem, hvad han konkret udrettede og den dimension, der ligger herudover: At der så at sige 'var mere i Lenin end Lenin selv'.

I dag fremstår Lenin som en figur fra en anden tids-zone: Det er ikke så meget, fordi hans forestillinger om et centraliseret parti etc. forekommer at udgøre 'en totalitær trussel'. Det er snarere sådan, at de synes at tilhøre en helt anden epoke, som vi ikke længere kan forholde os til. I stedet for at tolke dette som bevis på, at Lenin er en svunden skikkelse, skulle vi måske vove at formulere den modsatte gisning: Hvad nu, hvis Lenins uigennemtrængelighed er et tegn på, at der er noget galt med vores epoke? Hvad nu, hvis den omstændighed, at vi oplever Lenin som irrelevant, 'ude af sync' med vores postmoderne tider, rummer det langt mere foruroligende budskab, at det vores egen tid selv, der er 'ude af sync', at en bestemt historisk dimension er ved at forsvinde fra den?

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Den Russiske Revolution brød ud 7. november 1917 svarende til 25. oktober i den julianske kalender, som Rusland endnu dengang fulgte. Derfor kaldes den også Oktoberrevolutionen

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her