Læsetid: 4 min.

Det upopulære ikke-voldsprincip

Det nylige besøg i Jerusalem af Martin Luther King III, den ældste søn af borgerrettigheds-forkæmperen, der blev myrdet for 40 år siden i Memphis, har genoplivet tanken om ikke-voldelig protest
Debat
7. november 2007

TEL AVIV - Med inspiration fra Mahatma Gandhi og dennes ledelse af Indien, fokuserede dr. King senior på ikke-vold som en taktik og strategi i den afro-amerikanske kamp for lige rettigheder i hans land. Kampen lykkedes først og fremmest på grund af den beslutsomhed med hvilken den blev gennemført over for grov, vedholdende og systematisk vold.

Ikke-voldsmetoden sejrede, og ændrede for altid USA's historie - og hele verdens. Den blev, lige som den franske revolution 200 år tidligere, et symbol med nutidige og fremtidige konsekvenser for politiske kampe mange forskellige steder.

Men i modsætning til den franske revolution, der introducerede ideen om at frihed og lighed kun kan realiseres med voldelige midler, var Martin Luther Kings og hans medarbejderes budskab at et retfærdigt samfund opstår gennem en ikke-voldelig kamp.

Selv om volden udspringer af oprigtige motiver og smerte, vil den give næring til ny vold og forlænge den oprindelige smerte, der var dens baggrund. Mere end noget andet folk i verden burde palæstinenserne tage ikke-voldsmodellen til sig. Havde de allerede gjort dette i forhold til den israelske besættelse, er det sandsynligt at mange israelere, trætte af brud på menneskerettighederne og kontrol med et andet folk ville have støttet dem, og vi ville allerede nu have en uafhængig og fungerende palæstinensisk stat.

Volden er styrende

Den fortsatte, spontane og populære vold, vi var vidner til under den første intifada, og de ondskabsfulde aspekter ved den ukritiske masseterrorisme har øget og forlænget palæstinensernes ulykke.

Det faktum at mange palæstinensere fordømmer volden og er bevidste om at dens resultater er destruktive for dem, ændrer ikke noget; lige siden konfliktens start har den voldelige tilgang været styrende, og undertrykt enhver mulighed for nogen anden form for protest.

Men også for israelere er ikke-voldsprincippet underligt, fremmed og upopulært, og det betragtes med foragt af en kultur der har vænnet sig til vold og aggression lige siden dens begyndelse. Og her ligger konfliktens tragedie.

Ikke-vold - det er nøglen til at ændre en situation hvor begge parter taber hver dag. Indtil man begynder at bruge denne model, vil der ikke ske nogen ændringer. Men modellen lider af et forkert image der bygger på en misforståelse af fænomenets kerne: Ikke-vold opfattes som en svag og ineffektiv model for indrømmelser.

Men som regel er virkeligheden en anden: Den enkelte student over for en række tanks på Tiananmen-pladsen i Kina; en gruppe unge mennesker over for rifler i Ukraines gader; og dr. King selv, der med oprejst pande mødte en fjendtlig menneskemængde i Georgia - disse er ikke billeder på svaghed, men nærmere på styrke og beslutsomhed.

Vold som en karriere

Ikke-vold er det rene udtryk for at forsvare det man tror på. At blive trukket med af vold og eftergøre den anden sides handlemåde er at afsværge principper og tro, en kapitulation og overtagelse af andres spilleregler.

Mange gange har volden sit udspring i desperation, i manglende overblik og mangelende valgmuligheder. Ikke-vold er stolthed, det har mange udtryksformer, og byder på mange valgmuligheder.

I sidste ende er det et symbol på politisk effektivitet: Efter 381 dages oprør mod diskrimination i busserne i Montgomery, Alabama, gav busselskabet efter og gav afro-amerikanere lov til at sidde hvor de ville; sit-in demonstrationer i restauranter og cafeer bremsede, på trods af at de demonstrerende blev slået, spyttet på og verbalt ydmyget, ordningen med 'Kun for hvide'-skilte; og endelig førte ikke-vold, og kun det, til ophævelse af alle racediskriminationslove.

Men til trods for de indlysende fordele og den samlede historiske erfaring om dens nødvendighed, er anvendelsen af ikke-vold i vores region ikke en simpel sag. Mange palæstinensere og israelere har bygget en karriere op baseret på gensidig vold, og udviklet deres individuelle identitet, livsindhold og gruppetilhørsforhold på grundlag af opfattelsen af modparten som voldelig.

Det negative og sataniske billede af modparten blomstrede som resultat af besættelsen på den ene side, og terrorisme på den anden. Ikke-vold er en trussel og en fare for denne opfattelse, som er blevet skabt og forstærket i generationer. Hvor mange israelere kender f.eks. Den palæstinensiske organisation for ikke-vold og demokrati, der er involveret i udbredt aktivitet i skoler og offentlige institutioner? Ikke mange, for et sådant kendskab kunne ødelægge det kollektive billede af en voldelig palæstinensisk kultur.

Der er ingen tvivl om, at der eksisterer lignende eksempler på den anden side - og så er vi igen fanget i konfliktens uhyggelige symmetri.

Hvis vi vender tilbage til de to store, historiske revolutionære - Robespierre og Martin Luther King - kan vi spørge: Hvad gav den franske revolution os, bortset fra den indsigt at tiden for enevælde var slut, og at lighed og frihed var nødvendig? Den gav os volden som redskab til at opnå sine mål.

Og hvad gav volden os i det 20. århundrede? Mange menneskers tab af lighed og frihed, oven i mange andres død. Sådanne rædselsvækkende midler kan ikke helliges af noget mål.

Hvis de ikke er blinde for historien, og hvis de søger livet, må både palæstinensere og israelere straks tage ikke-vold til sig - og tale for et ikke-voldeligt, uplettet 21. århundrede.

Dr. Peleg underviser i politisk kommunikation ved The Netanya College. Artiklen er distribueret af The Common Ground News Service (CGNews)

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her